Den mentale og enevældige proces, vi kender som »udvikling«, har hidtil igennem forskellige særlige epoker forvandlet både jordkloden og alt det liv, der forekommer på den. Intet er så at sige i dag, som det var for årtusinder siden. Og intet vil i fremtiden være, som det er i dag. Denne altomfattende forvandlingsproces fører i form af logisk skabelse alt liv frem fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed, fra primitivitet til intellektualitet, fra brutalitet til humanitet, fra had til kærlighed. Denne forvandling eller skabelse holder naturen eller Gud i sin egen hånd. Menneskene kan absolut ikke ændre den, hverken ved revolutioner, krig, diktatur, tortur, politik eller religiøs sektdannelse. Den har blandt andet omdannet jorden fra at være et ildocean til at være en for myriader af levende væseners udvikling eller fuldkommengørelse formålstjenlig verden. Den samme guddommelige skabelse har med urokkelig sikkerhed gennemført denne skabelse eller fuldkommengørelse af livsoplevelsesevnen. Fra kun at udgøre svage bevidsthedsløse impulser i mineralmaterie blev den af nævnte skabelse eller udvikling ført videre, blev til en svag antydning af begyndende bevidsthed igennem planteorganismerne. Og herfra førte udviklingen livsoplevelsesevnen videre imod en langt større kapacitet. Planteorganismerne blev forvandlet fra vegetabilske til animalske organismer, og væsenerne blev til »dyr«. Med disse organismer blev væsenerne velsignet med en meget udvidet dagsbevidsthed og bevægelsesfrihed. Men fuldkommengørelsesprocessen fortsatte.