Kosmiske glimt
Artiklen: Det femte bud
4. KAPITEL
Menneskenes anvendelse af det dræbende princip kan ikke ophøre pludseligt
Nu vil man naturligvis her over for indvende, at en sådan total overholdelse af det femte bud er ganske umulig for menneskene. Millioner af mennesker verden over lever af jagt og fiskeri. Andre millioner lever af opdrætning af dyr til slagtning for på denne måde at skaffe føde til utalte millioner mennesker. Og endelig, når det er en overtrædelse af det femte bud at forsvare sig over for forbrydere, der vil røve og plyndre, bedrage, øve vold og undertrykkelse eller forfølge en til døde, vil der umuligt kunne opretholdes orden eller justits i samfundet uden denne overtrædelse. Alle forsvarsinstitutioner, såsom militær-, politi- og retsvæsen, fængsling og straf vil efter det her nævnte også være en overtrædelse af det femte bud. Tænk, hvilket kultursammenbrud og anarki der ville opstå, hvis disse institutioner i dag blev ophævede, fordi de strider imod det femte bud. Det er da en urokkelig kendsgerning, at disse institutioner umuligt kan undværes.
      Det er selvfølgelig rigtigt, at jagt, fiskeri og slagtning såvel som øvrighed, militær-, politi- og retsvæsen i dag er så fremtrædende kulturfaktorer, at de umuligt kan undværes og umuligt pludselig kan ændres ved politik, diktatur eller religiøs propaganda. Nævnte faktorer er ikke skabt ved en pludselig gennemført viljesakt. De er et resultat af tusindårige traditioner og er organisk indbyggede i væsenerne som noget af deres i øjeblikket normale natur, sjæl og bevidsthed på samme måde, som hovedjægernes, buskmændenes, hottentotternes og andre naturmenneskers traditioner er organisk indbygget bevidsthed og sjæl i disse væsener. Disse væseners psyke kan heller ikke ændres ved noget menneskeligt påfund, diktatur og straf. Men det betyder naturligvis ikke, at udviklingen står stille, og at menneskene er uforanderlige og i al ukendt fremtid skal blive ved med at stå på det udviklingstrin, de befinder sig på i dag. Intet i verden står stille. Alt forandres.