Menneskene af i dag er, midt i deres moderne videnskab, hvilende på en mangfoldighed af goder, som denne har skænket menneskeheden, og evnen til at udnytte millioner og atter millioner af naturens hestekræfter, totalt uvidende om deres egen kosmiske identitet som udødelige og dermed evige væsener. De har ikke anden viden om dem selv, end at de vejer så og så meget, de udgør den eller den kemiske sammensætning og tekniske struktur og gennemstrømmes af kræfter, de udmåler i bølgelængder. Og hvis der er tale om selve verdensaltet, udgør deres viden også kun de samme facitter i kemi, teknik og bølgelængder. Midt i hele dette næsten overdimensionerede ocean af disse facitter har de ikke noget som helst virkeligt kendskab til dem selv. De identificerer sig med deres organisme og tror, at denne udgør deres virkelige selv, hvilket jo er så himmelråbende langt borte fra den virkelige sandhed, som det overhovedet kan være.
      Organismens højeste identitet er absolut denne, at den kun udgør et redskab for livsoplevelse. Der findes ikke noget som helst ved den fysiske organisme, ja selv så lille et felt, at det kan dækkes af en synålespids, uden at det udgør noget af et organ, der jo igen er det samme som et redskab. Men et redskab kan absolut kun udgøre et "redskab" i tilknytning til noget levende. Noget dødt kan jo ikke bruge noget redskab og har naturligvis heller ikke brug for det. Når den fysiske organisme således er et redskab, hvad vi jo mere end til overflod ser, gør den det til kendsgerning, at der eksisterer et levende noget, for hvem organismen er et redskab, og i kraft af hvilket dette kan tilkendegive sig for omgivelserne og ligeledes opleve omgivelserne.