Hvad sker der da med et menneske, når det har oplevet den store fødsel? Der sker det, at det i vågen fysisk dagsbevidsthed er blevet bevidst i Gud, bevidst i sin egen udødelighed, bevidst i verdensaltets kosmiske struktur, bevidst i, at alt er levende, bevidst i, at hele verdensaltet opretholdes i kraft af kærlighed, og at al manifestation i dette verdensalt i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener, bevidst i, at alt er fuldkomment, alt er guddommeligt, alt er såre godt, bevidst i at være ét med Gud. Her har mennesket nået en fuldstændig kosmisk suverænitet. Det behøver ikke andres meninger eller opfattelser om universet og dets love. Det oplever disse lige så hurtigt, det kan stille sin kosmiske bevidsthed ind herpå. Det er en sådan åndelig suveræn bevidsthed, vi finder hos Kristus. Det er ud fra den, han har kunnet give sin bjergprædiken, der udtrykker den absolut rene sande kristendom, den kristendom, menneskene igennem åndsvidenskaben eller mine kosmiske analyser skal til at begynde at udvikle sig i at praktisere. Og det er denne kristendom, der vil frelse menneskene fra krigen og lidelserne på det fysiske plan og hæve dem ud af reinkarnationens eller genfødslernes sfære. At have oplevet den store fødsel betyder at leve sammen med Gud, det betyder at elske menneskene, som man elsker sig selv. Det betyder at være en åndelig sol for sine omgivelser. Det betyder, at man midt i en fysisk jordisk tilværelse kan leve i en evig forklaret tilværelse.