Menneskehedens mest fundamentale spørgsmål i dag er dette: "Hvad er livets mening"? Er der i det hele taget en mening med livet? Ja, der er en mening med livet, endda en overordentlig velsignelsesrig mening. Den er så ophøjet og lys, at den overgår alt, hvad det ufærdige jordiske menneske er i stand til at forestille sig af fuldkommenhed, glæde, lykke og velvære. Alle jordens mennesker føres således igennem deres daglige liv til dette udviklingens store slutfacit, målet for al jordmenneskelig tilværelse. Hvis ikke det var således, til hvad nytte så de store krige, verdenskrige og krigen mand og mand imellem? Til hvad nytte ulykkerne, sygdommene, sorgerne, lidelserne og dødsfrygten? Er disse foreteelser ikke netop til for at fortælle menneskene, at de lever i virkningerne af en permanent overtrædelse af verdensaltets evige livsfundament: loven der betinger det, Gud sagde til Kain, da han havde myrdet sin broder Abel: "Gør du godt, da kan du se frit op. Gør du ondt, da ligger synden for døren".
      At kunne se frit op er det samme som at have et lykkeligt liv, have et godt forhold til sin næste, være elsket og afholdt af alle. At synden ligger for døren betyder, at man er i et meget uheldigt forhold til sin næste, ja måske endog hader ham. Det betyder, at man selv bliver hadet og forfulgt, kommer til at leve mere eller mindre venneløs og dermed fredløs. Dette virker igen ind på nerver og almenbefindendet og gør væsenet modtageligt for sygdomme og afsporinger. Livet bliver en dommedagsskæbne for væsenet. Alt det såkaldte "onde" i verden, alle de mange ulykkelige skæbner, mord og drab, jalousi og skinsyge, ja kort sagt hele den dommedagstilværelse med krige og verdenskrige og de heraf altødelæggende genvordigheder for menneskeheden skyldes således udelukkende naivitet og uvidenhed.