Man ville, hvis man var et indviet væsen, opdage, at tomrummet mellem alle stjernerne eller partiklerne kun fysisk set var et tomrum, og at det i virkeligheden var opfyldt af selve det virkelige væsen og dets væsenskerne, et vældigt område, et gigantisk centralsystem af højpsykisk materie. Herfra ville man se, at der udstrømmede lavpsykiske kræfter til lavpsykiske centralklodesystemer, hvilket vil sige mikropartiklerne i vedkommende forstørrede menneskes psykiske organismer eller åndelige legemer. Igennem tomrummet ville man igen se vældige kraftstrømme og impulser udslynges mellem mikropartikler og hver især finde vej til de respektive fysiske sole og kloder i systemet.
      Den indviede iagttager ville se, at fra det såkaldte tomrum blev hele systemet i virkeligheden opretholdt og dirigeret. Herfra blev partiklernes fart og omdrejning organiseret og kontrolleret. Nye fysiske kloder og verdener ville fremstå, udvikles og gå deres undergang i møde for at afløses af andre. Det ville også være synligt for den indviede, at impulser og livskræfter til de fysiske partikler eller sole og kloder, kom fra et særligt system i denne mælkevej, nemlig bevidsthedsorganerne hjernen og nerverne, og hvorledes disse tankeimpulser skabte reaktion i mikrosystemerne.