Vor tids materialistiske verdensanskuelse, som er baseret på undersøgelser af legemer, organer og partikler, og på at måle bevægelser i tid, rum og stof, er egentlig snarere en dødsanskuelse end en livsanskuelse. Den dyrker døden i stedet for livet og lever på uvirkeligheden i stedet for på virkeligheden. Mål- og vægtfacitter bliver kun udtryk for noget lokalt og relativt, når man ikke kender og anerkender det levende "noget", som udtrykker sig, skaber og oplever gennem alle de bevægelser og kredsløb, som kan måles, og endnu flere, som mennesket ikke kan måle. Dette er naturligvis ingen kritik af videnskaben og dens metoder, som er til uhyre gavn for menneskeheden, og især vil blive det, når mennesket finder frem til at bruge dem i større grad i fredens og næstekærlighedens tjeneste. Det er blot en analyse af menneskehedens tilstand i en verden, hvor kræfterne går i retning af krig, kaos, eksplosioner og kortslutninger, både når det drejer sig om enkelte menneskers indbyrdes forhold og folkeslagenes indbyrdes samhørighed.
      Mennesket på jorden skaber en kaotisk tilstand i forholdet mellem sig og sine omgivelser, fordi det endnu har en kaotisk bevidsthed. Samme bevidsthed bruges også til at udforske livsgåder og er naturligvis også der tilbøjelig til at finde forholdene kaotiske. Det sete afhænger af øjnene, der ser, siger man, og det er jo rigtigt, når man ved øjnene forstår den bevidsthed, der bruger dem. Det kaotiske er imidlertid ikke i verdensaltet, det er i mennesket selv. Men ved at lære verdensaltets kosmiske struktur og love at kende, både som makro-, mellem- og mikrokosmiske livsytringer, har mennesket muligheder for, hvis det søger at leve i overensstemmelse med disse love, at forandre sin bevidsthed til kosmisk bevidsthed.