Hvad er det, vi gennem disse umådelige stjernesystemer ude i universet bliver vidne til? Og hvad er formålet med dem? Er disse millionfoldige stjerneoceaner kun til for at vise sig for jordens beboere som små lysende punkter i nattens mørke, som man troede i gamle dage? Nej, det er der vist næsten ingen mennesker, der tror i dag. Man ved, at jorden ikke er verdensaltets centrum på den måde, man har opfattet det i gamle, religiøst-dogmatiske verdensbilleder. Man ved, at disse mælkeveje og solsystemer er af så gigantiske dimensioner og jordkloden så lille i forhold dertil, at det ville være en mærkelig ødselhed med naturens kræfter, at alle disse himmellegemer kun skulle eksistere for jordklodens eller specielt for menneskehedens skyld. Naturen ødsler ikke med sine kræfter, tværtimod, alt udnyttes og er på sin måde til gavn for helheden. Her på jorden er det umuligt at konstatere, at noget som helst går til spilde i naturens husholdning. Ser vi ikke, at det visne løv om efteråret bliver optaget i kredsløbet, at affaldsprodukter bliver til nyttig gødning, og at det er møddingen, der er med til at frembringe brødkornet? Selv en dråbe vand er overdådigt fyldt med liv, med bittesmå væsener, som vi kan iagttage gennem mikroskoper, og hvis livsudfoldelse viser sig at være absolut nødvendig i den store livssammenhæng.
      Livskraftens udfoldelse spores alle vegne helt ned i atomernes og elektronernes verden, som jo ligefrem af videnskaben betragtes som en slags mikroskopiske solsystemer. Kunne verden eksistere uden atomkraften? Det kunne den ikke. Hverken menneskene, jorden, solsystemet eller mælkevejssystemerne ville eksistere, hvis ikke de atomsystemer eksisterede, hvoraf det hele er opbygget. Ingen nok så lille partikel i mikrokosmos eksisterer uden at være til gavn for helheden. Med hvilken logisk begrundelse kan vi da formode, at de gigantiske partikler i verdensrummet, som vi kalder kloder, solsystemer og mælkevejssystemer, ikke skulle være underkastet de samme love og principper udfoldet i en større målestok? Mange af disse stjernebilleder og himmellegemer er ikke kloder i almindelig forstand, men umådelige oceaner af ildmasser, kogende metaller repræsenterende en bevægelse og kraftudfoldelse, der ikke kan måles i gængse udtryk for kraft. Her er der ikke tale om hundrede eller tusinde af hestekræfter, men om millioner, ja, milliarder og atter milliarder af hestekræfter, der udfolder sig. At tro, at alle disse kraftudfoldelser, som indbyrdes påvirker hverandre, kun er udtryk for tilfældighed, og at de gigantiske himmellegemer skulle følge deres lovmæssige baner eller kredsløb i verdensaltet i umålelige tidsrum gennem uhyre afstande for ingen verdens ting eller kun for at blive beskuet fra vor jord, er kun udtryk for naivitet og snæversyn. Vor lille jord er kun som et støvfnug i forhold til de gigantiske himmellegemer og mælkevejssystemer, og vi selv er i forhold til disse kraftgiganter lige så mikroskopiske som elektronerne i de atomer, der udgør vort kød og blod, er mikroskopiske i forhold til hele vor organisme.