Som jeg forklarede ved mit sidste foredrag udgør alt, hvad der er til, såsom tilværelsen, livet eller universet, fire livselementer: rummet, tiden, psyken og jeget. Disse fire elementer kan igen inddeles i to realiteter, nemlig "det skabte" og "skaberen", der igen i sit princip udgør "det oplevede" og "opleveren". Den største kendsgerning, mennesket kan blive vidne til, er vel nok den, at der er "noget", der oplever, idet det netop er kernen i vor egen fremtræden. Vi kan vel ikke benægte, at vi alle sammen hver især udgør en "oplever". Vi kan vel heller ikke benægte, at vi udgør en "frembringer" eller "skaber". Det synes derfor i virkeligheden mærkeligt, at denne realitet er den største mystik for menneskene. Det er i virkeligheden en realitet, som selv de mest fremragende materialistiske videnskabsmænd benægter. Ja, de benægter naturligvis ikke bevidst, at de eksisterer, oplever og skaber, men konsekvenserne af deres hundrede procent materialistiske verdensopfattelse kan umuligt blive andet end en tilbedelse af døden i stedet for livet. De benægter al udødelighed, al åndelighed eller alt liv ud over det fysiske. Ja, de tror endog, at det er ved en ren tilfældighed, at de levende væsener med mennesket i spidsen er blevet til.

Uden anvendelse af nogen som helst af de videnskabelige metoder, som er så absolut betingende i deres materielle forskning, stempler de i god tro alle bærende detaljer i det levende væsens psyke, såsom jegelementet og dets eksistens uden for tid og rum eller dets identitet med evigheden, som det rene nonsens. De påberåber sig, at alt er forgængelig materie, alt er timelige foreteelser, alt er tilfældige virkninger af lige så tilfældige årsager. Tænk, hvilken åndelig uformuenhed sådanne væsener blotter midt i deres fysiske storhed. Vi har her den åndelige verdens eller den virkelige kosmiske videns proletariat. De er det evige livs døde sjæle. De repræsenterer den død, der skulle blive følgen af nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt. Intet under at verden eller jordmenneskeheden i disse væseners altbeherskende fysiske domæne måtte kulminere i udfoldelsen af det dræbende princip, og at det fornemste resultat af denne strenge materielle, videnskabelige viden og kunnen måtte blive evnen til at kunne dræbe ved hjælp af selve elementerne, naturkræfterne, ja måtte blive selve kulminationen af sabotage imod deres egen eksistens. Intet under at deres fornemste viden og kunnen måtte resultere i atombomben, dette selveste kulminationen af alle mordvåben eller det dødbringende redskab med dets altbeherskende variationer, der ikke på nogen som helst måde kan overtrumfes. Her er de endelig kommet til den største fysiske kraft og skulle således være kommet til det største fysiske beskyttelsesmiddel, der overhovedet eksisterer. Men hvad er det da, de i virkeligheden har opnået? – De har opnået at kunne holde den død levende, som de i virkeligheden frygtede. De forsøger den tåbelighed at fjerne døden ved at skabe død. De tror at kunne fjerne ukrudt ved at så ukrudt. Det er den illusion, der er blevet den materialistiske videnskabs altbeherskende resultat i det tyvende århundrede.

Det er denne illusion, der er symboliseret ved Jesu gravkammer. Og det er fra denne grav, at det af den materialistiske videnskab begravede oprindelige, menneskelige guddomsinstinkt igen skal opstå. Det er fra dette af mørke, illusion eller videnskabelig overtro fremtrædende gravkammer, at Jesu opstandelse eller den såkaldte Kristi genkomst, der igen er det samme som indvielse, den store fødsel, skal finde sted i menneskesindet. Det væsentlige i tilværelsen er nemlig ikke det, som menneskene overtroisk påstår, nemlig bevarelsen af de materielle kombinationer eller skabte foreteelser. At lade sig myrde for at beskytte en materiel ting eller at myrde for at erobre en materiel ting kan aldrig nogen sinde blive kulturens højdepunkt. Det er loven i dyreriget. Denne lov må således også absolut blive loven i den materialistiske videnskabs verden, der jo er et område, hvor man tror, at alt er materie. Det vil således være absolut umuligt at skabe virkelig kultur på rent materialistisk videnskab, netop fordi den tror på døden i stedet for på livet, den benægter skaberen til fordel for det skabte. Den forfølger livets ophav, skaberen, i stedet for at tjene dette ophav. Dog må man selvfølgelig ikke her glemme det kolossale plus denne videnskab har ydet menneskene på så mange andre områder, og som har sat menneskene i stand til at betjene sig af elementernes kræfter, hvilket jo igen i mange tilfælde har været med til at gøre tilløb til skabelser af virkelig kultur. Men dette tilløb er altid igen blevet bremset eller hindret af den anden side, nemlig den overtro inden for videnskaben, der bevirker skabelsen af mere og mere virkningsfulde mordvåben og den hermed opståede formering af den dræbende viden og kunnen.

Men da det psykiske ikke kan lugtes, smages, høres eller ses med fysiske sanser, således som de rent materielle ting kan måles og vejes, kræver det helt andre forudsætninger for at kunne opleves end de rent fysiske ting. Da det psykiske ikke er begrænset af rum og tid, men ligger uden for disse to elementer, kan det kun iagttages med sanser eller mentale egenskaber, der er på samme plan og ligesom disse ligger uden for tid og rum. Hvilke egenskaber er da det? – Det er alle sådanne egenskaber, der tilsammen danner en begyndende evne hos væsenet, der udtrykkes som imaginationsevnen. Hvad er da det for en evne? – Det er evnen til ud fra det synlige at konstatere det usynlige, ud fra det fysiske at konstatere det psykiske eller åndelige. I virkeligheden er det den metode, videnskaben på det rent materielle plan benytter sig af. Det er denne metode, der har ført den til opdagelse af atomkraften og frem til ud fra denne viden igen at kunne opbygge atombomben. Her må man skelne mellem den imaginære evne og så fantasievnen. Den imaginære evne er ikke det samme som fantasievnen. Det er en regulær åndsevne, der i virkeligheden er sædet eller fundamentet for al åndelig oplevelse. Den adskiller sig fra fantasievnen, der mere eller mindre er en digteevne, en fri skabeevne, uafhængigt af om der foreligger kendsgerninger eller ikke bagved, derved, at den udelukkende er en kombination af kendsgerninger. Vi kan give et eksempel. Alt, hvad der står på kalenderen, er opbygget ved hjælp af den imaginære evne. Når der således f.eks. står, at den 25. august kl. 13.17 bliver der solformørkelse over det og det område, er det en imaginær opfattelse og ikke en fantasiopfattelse. Der er vel ingen, der vil frakende denne meddelelse at være videnskab, skønt den endnu ikke er en oplevet kendsgerning. Ved vi ikke på samme måde, at efter dagen kommer natten, og efter natten kommer dagen? – Ved vi ikke ligeså, at efter vinteren kommer sommeren, og efter sommeren kommer vinteren? – Og efter barndommen kommer ungdommen, manddommen og alderdommen? – Er der således ikke et overordentlig stort område, i hvilket vi er gået langt uden for selve kendsgerningerne og lever på konsekvenser af oplevede kendsgerninger? – Vi har bygget os en viden op om det endnu ikke oplevede på grundlag af det oplevede. Vi har tilegnet os en viden om det usynlige på grund af det synlige.