Lige fra vuggen til graven oplever alle levende væsener en umådelig energiudfoldelse omkring sig, ligesom de i form af deres eget liv, deres kropslige eller legemlige funktioner, deres tanke og viljeføring i sig selv er et sprudlende kildevæld af en fortløbende energi. Mellem denne vor egen energi og den energi, der udfolder sig omkring os, opstår der en reaktion. Denne reaktion er vor oplevelse af livet. Den er vor skæbne. At hele dette umådelige ocean af energiudløsning i forbindelse med den energi, vi selv udløser, kan opleves som vor skæbne, vor tilværelse, vort håb og skuffelse, vor sorg og glæde, vor sult og mættelse, vor krig og fred, vort arbejde og vor hvile etc., gør det til kendsgerning, at der er mere til end selve energiudløsningen. Der er også "noget", der oplever energien, ja ikke blot oplever den, men også indtil en vis grad kan indvirke på den, kan dirigere den. Hvis ikke dette "noget" eksisterede, ville dette umådelige energiocean, vi nu kender som verdensaltet med dets umådelige væld af detaljer, aldrig nogen sinde blive oplevet. Døden ville ruge over vandene. Men nu har vi igennem vor børnelærdom fået at vide, at "Guds ånd svævede over vandene". Ånd er bevidsthed, og bevidsthed er igen det samme som manifestation og oplevelse. At "Guds ånd svævede over vandene", vil altså sige det samme som, at Guds bevidsthed svævede over vandene. Bag vandene, hvilket vil sige bag dette umådelige energiocean, eksisterer altså Guds manifestation og oplevelse.

At der inden for jordmenneskeheden finder krig, lemlæstelse og myrderier sted, at millioner af mennesker befinder sig i ulykkelige skæbner, sulter og fryser, har mistet en eller flere af deres kære, at hundreder af børn er forældreløse og hjemløse, at røveri- og banditvæsen florerer, at tusinder af menneskevrag i deres invaliditet må humpe rundt og søge husly eller læ i ruinhobe, er heller ingen som helst beviskraft for en gudsfornægtelse. At nogle små mikrovæsener, der hedder jordmennesker, på det lille støvfnug af en klode, som jordkloden udgør i universet, begår morderiske handlinger, befordrer krig og lidelse, kan ikke være et fyldestgørende grundlag for en bedømmelse af universets helhedsstruktur. Det almene, egoistiske eller selviske jordmenneskes mentalitet er da et alt for lille grundlag at bedømme universets grundtone efter. Der er intet til hinder for, at der kan eksistere et utal af kloder med menneskeheder, der langt overstråler det jordiske menneske i næstekærlighed og uselviskhed, kloder, hvor juleevangeliets fred for længst er blevet det selvfølgelige daglige liv.

Men vi er nu så heldigt stillede, at vi kan overskue disse små væseners univers og ved, at dette er vor krop. Men hvorfor skulle dette princip ikke kunne eksistere i et større format? – Har man nogen sinde set nogen grænse for stort og småt? – Hvorfor skulle de naturkræfter, vi befinder os i, og som også fungerer lige så lovmæssigt som energiudløsningerne inde i vor organisme, ikke kunne være en stor organismes organfunktioner, være redskabet for et oplevende Noget eller Jeg, på samme måde som vor organisme er det? – Hvis jordmenneskene befinder sig som mikrovæsener inde i et makrovæsens organisme, og dér virker ufærdige eller ufuldkomne, er det jo ikke noget udtryk for, at også andre makrovæseners mikrovæsener er ufærdige eller ufuldkomne. Fordi et menneske er angrebet af en eller anden ufuldkommenhed, sygdom eller hæmning, betyder dette jo ikke, at alle mennesker har den samme skavank. At bedømme menneskeheden efter et sygt menneske vil da være tåbeligt, rent bortset fra at det ville være skrigende uretfærdigt. At ét menneske kan være sygt, forhindrer jo ikke, at millioner af mennesker kan være raske. At benægte en Guddoms eksistens blot fordi jordens mennesker ikke kan forliges eller udviser en ufærdig tilværelse, vil jo være absolut det samme som at benægte muligheden af en sommers eksistens, blot fordi man i øjeblikket har vinter. Så tåbelige bliver altså alle argumenter for en gudsfornægtelse. Der findes absolut ingen mulighed for at gøre benægtelsen af en Guddom til andet end et postulat, en fantasiforestilling, der absolut ingen rod har i virkeligheden. Det er en temmelig løs sandbunke, man bygger sit sjælegrundlag på, når man lever på en gudsfornægtelse. Men et sådant postulat er på forhånd dømt til undergang. Det vil blive forladt af alle.

Noget, der ikke kan begrundes, må forsvinde ud af sagaen. Livet kan i længden kun baseres på ting, der absolut urokkeligt kan begrundes. Kan da erkendelsen af en Guddom blive til andet og mere end et lignende postulat? – Og her må svaret urokkeligt blive et ja. Guddomsbegrebet kan aldrig nogen sinde inden for menneskeheden ophøre med at eksistere, selv om det naturligvis i sin ydre fortolkning kan variere, og selv om mennesker for en tid selv har mistet troen på et sådant væsens eksistens. Forskellen på en erkendelse og en benægtelse af Guddommen er intet mindre end den, at medens en gudsfornægtelse, som vi lige har set, udelukkende kun kan være baseret på fantasi eller en opdigtet forestilling, så er erkendelsen af en Guddom af en langt dybere natur, idet den er produktet af en organisk funktion. Den er ikke på nogen måde et menneskeligt påfund.

At der med udviklingen måtte komme en tid, da man begyndte at forstå denne store hulhed, misforståelse og overtro, som hele denne selvbestaltede og opdigtede iklædning af Guddommen repræsenterede, er selvfølgeligt. Efterhånden som menneskeheden blev mere og mere nøgternt og videnskabeligt indstillet, opdagede den, at formodninger og opdigtede forestillinger kun var usikre fundamenter for det daglige liv, og at man derfor måtte have realistiske kendsgerninger at leve på. Og man kom derefter ind på at leve på rent materielle, videnskabelige kendsgerninger. Men disse kendsgerninger var ikke oplysninger om et levende Noget eksisterende bag ved universet, vore omgivelser og daglige tilværelse. Det blev derimod en fantastisk viden om detaljer og ting, der var så interessante og fordelagtige i kampen for det daglige brød, at man helt tabte evnen til at fornemme det usynlige Noget, skønt denne evne trods alt stadig boede i væsenerne.

I denne ny verdensepoke, som vil afløse den nu døende epoke, vil væsenerne atter blive indstillede på Guddommen, men som allerede nævnt på en helt anden måde. Guddommen vil ikke mere være et fantasibillede med den eller den moralske indstilling. Guddommen vil hverken være baptist, indremissionsk, mormon eller nogen sidstedages hellig, lige så lidt som han vil tages til indtægt for noget andet systems favorisering. Han vil heller ikke fremtræde som en særlig skikkelse eller et væsen i himlen eller et andet sted henne. Hvordan vil han da være, og hvordan vil han da kunne blive erkendt? – Han vil i den nye epoke blive erkendt igennem sine virkelige i form af naturen åbenbarede manifestationer og ikke igennem opdigtede eller formodede manifestationer.