Som et led i skabelsen af forståelsen af det psykiske eller åndelige liv, som det levende væsen er i stand til at opleve, når det ikke befinder sig i sit fysiske legeme, hvilket igen vil sige, når det befinder sig i den tilstand, vi kalder søvnen og døden, vil det være nødvendigt grundigt at sætte sig ind i, hvad der skjuler sig under begrebet besættelse. Forstår vi besættelsen, forstår vi også, hvordan det går til, at det levende væsen kan eksistere og opleve selv uden den fysiske organisme. Det er jo netop et af det alvorligt tænkende menneskes allerstørste ønsker at kunne få rede på, om man virkelig kan leve, tænke og handle, når man ikke befinder sig i den fysiske organisme. Men hvordan får man da denne forståelse? – Ja, man må da først og fremmest lære at kende den form for tilværelse og oplevelse af livet, der finder sted ved hjælp af den fysiske organisme og tilværelse. Hvad er da den fysiske tilværelse? – Den fysiske tilværelse er en åndelig oplevelse af jegets overvindelse af den faste materie. Men for at jeget kan overvinde den faste materie, må der jo eksistere en anden materie, ved hvis hjælp det kan binde og beherske denne fysiske materie.

En sådan materie eksisterer, men menneskene er så vant til den, at de slet ikke regner med den, således som den i virkeligheden er. Og dette bevirker naturligvis, at det uundgåeligt må blive en gåde for dem, hvordan det levende væsens livsoplevelse finder sted. Den materie, som således er mellemledet imellem det levende væsens jeg og den ydre faste eller fysiske materie, er blot en så dagligdags ting som det materiale, der udgør det levende væsens bevidsthed. Det er således individets tankematerie. Denne tankematerie behersker individet, dels ved automatfunktion og dels ved vågen, dagsbevidst viljeføring. Denne materie udgør universets almindelige materie i sin fjerde tilstand, nemlig den stråleformige. Det er altså en tilstand, der svarer til elektriciteten, radiobølger, kosmiske stråler etc. Ligesom disse materier kan gå igennem faste legemer, således kan individets viljeenergi og tankestof ligeledes trænge igennem absolut alle andre faste materier. Derfor er denne materieart velegnet til at være mellemledet imellem jeget og dets jongleren med de fysiske materier.

Men for at kunne beherske de lavere eller mere fortættede energier må denne mellemledsmaterie være af en sådan art, at den ligesom vand og luft kan gennemtrænge utætte legemer eller kar. Men da den åndelige eller bevidsthedsmæssige materie er langt finere og meget mere elastisk, bliver den meget mere gennemtrængelig end både vand og luft. Ligesom hverken vand eller luft kan gennemtrænge rum eller kar, der ikke er utætte, således kan den åndelige materie heller ikke gennemtrænge materier, der ikke er "utætte" eller gennemtrængelige. Derfor vil vi i universet ikke i noget som helst tilfælde kunne finde en materie, som er helt tæt. Alle materier er således "utætte", når det gælder ånd. Ånd kan gennemtrænge alle andre materier, selv de tætteste fysiske granitblokke eller de hårdeste diamanter. Disse fysiske materier er altså utætte for ånd. De kan gennemtrænges af tanke eller bevidsthed. Og det er da ikke så mærkeligt. Videnskaben har jo for længst konstateret, at selv de mest faste eller hårde materier består af små partikler, imellem hvilke der er et i forhold til selve partiklen uhyre mellemrum. I dette mellemrum finder der en udløsning af positiv og negativ kraft- eller energiudfoldelse sted. Denne kraft er kun indirekte synlig, ja, det er naturligvis en selvfølge, for denne kraft er netop stråleformig materie, den er tankekraft ført af en usynlig vilje.

Disse små partikler har De allerede gennem en videnskabelig forskning lært at kende som molekyler, atomer, elektroner etc. Men vi behøver ikke at anstrenge os så meget for at se disse små materiepartiklers beherskelse af kraft. Hvad er vor egen sol med dens kloder og planeter? – Er det ikke her en kendsgerning, at vi bliver vidne til en usynlig kraft, der er mange gange stærkere end de kræfter, der er synlige? – Vor egen jord er i årmillioner blevet drejet fremad i verdensrummet med en for os næsten ufattelig fart. For denne kraft må alt fysisk på jorden bøje sig. Millioner og atter millioner af tons granit, metaller, vand og luft bliver med en kolossal præcision båret igennem rummet, foruden den masseudfoldelse af indbyrdes kraft, der finder sted på selve kloden i dens indre og på dens ydre. Og dog er vor klode kun en lille dværg i forhold til mange andre fysiske kloder, ligesom vor sol heller ikke er af nogen særlig imponerende eller fremragende størrelse i forhold til mange andre sole, der på samme måde og med en umådelig præcision i millionårige epoker bæres gennem det umådelige verdensrum.

Foruden disse sole og solbyers kredsløbsbaner i rummet ved vi også, at der finder en umådelig skabelsesproces sted. Sole udstråler ufattelige antal af hestekræfter eller energier i form af lys og varme til omliggende kolde kloder, der igen ved den tilførte energi omskabes til beboelige verdener, hvor endnu flere usynlige kræfter kommer i arbejde, binder materien i form af luft, vand og jord, skaber vegetabilske og animalske organismer, igennem hvilke der igen åbenbarer sig koncentrerede skabende kræfter. Og da besættelsen af de særlige animalske organismer hører til det stadium eller til den bølgelængde, hvor vort jeg kan sætte ind, er vi blevet vågen dagsbevidst i disse materiekombinationer og kalder derfor disse for "levende væsener". Men er disse organismer mere levende og mere besatte af ånd, hvilket vil sige usynlige kræfter, end alle de andre foreteelser i universet, vi har nævnt? – Hvordan skulle vi have dannet disse organismer af materien, hvis ikke en usynlig kraft forud havde skabt en logisk bearbejdelse af klodens materier, således at den netop blev tjenlig for den bølgelængde, hvormed vi kan besætte materien? – Og hvorfor skulle denne forud logiske tilpasning af materien for at gøre den mulig for besættelsen af vor ånd, være en livløs funktion? – Er vor besættelse af materien og den hermed bevirkede omskabelse af denne til kød og blod ikke en fuldstændig, uafbrudt logisk fortsættelse af den omdannelsesproces, der gik forud for vor indtræden i skabelsesprocessen? – At der kun skulle være psyke, bevidsthed eller ånd bag ved de materieforeteelser, vi med ånd, tanke og vilje besætter, bliver således her synligt som selve kulminationen af overtro eller naivitet.

Alle former for bevægelse er en reaktion af besættelse. Besættelse er igen en mindre fast materies gennemstrømning og beherskelse og omformning af mere fast materie. Men da denne omformning overalt har en fuldstændig logisk form, udfylder et nyttigt formål, bliver denne usynlige besættelseskraft identisk med psyke eller tanke, der igen er det samme som et "nogets" oplevelse af tilværelse og liv. Ser vi på vor egen organismes organer, ser vi her en hel serie af bevægelser, der hver især udløser et nyttigt formål for den samlede organismes helheds beståen. Af disse bevægelser er en meget stor del ikke med i vor dagsbevidste kontrol. De foregår rent automatisk. Men når de udgør automatfunktioner, der er lige så nyttige og logiske, som om de var ledet af vilje og forstand, kan de jo kun være bundne ønsker, hvilket vil sige besættelsesenergier bundet i en stadig gentagelsesproces. De er på en måde ligesom et urværk trukket op og kan så gå, hvis vi ikke glemmer at trække dem op. Drivfjederen her eksisterer som identisk med det, De i mine kosmiske analyser har lært af kende som talentkerner. Disse talentkerner opstår overalt, hvor individet skal gentage sine manifestationer i en serie af gentagelser. De kender alle til, at sådanne manifestationer bliver til en vane, der efterhånden kan blive så stærk, at man ikke behøver at have nogen vågen dagsbevidsthed med i deres udfoldelse. De har fået et selvstændigt center for deres talentkerne i hjerne-, rygmarvs- og nervesystemet.

Jegets besættelse af sine kropsmaterier foregår altså rent automatisk. Men de har altså alle i sin tid været vågne, dagsbevidste oplevelser. Dette gælder absolut alle automatfunktionerne i organismen. I modsat fald kunne de aldrig være blevet formet logiske, men måtte være tilfældige. Men da det er en kendsgerning, at der overalt, hvor vi ville basere vor egen vågne, dagsbevidste skabelse på tilfældighed i stedet for på logik, ville opstå kaos i stedet for logisk skabelse, bliver det ulogisk og dermed uvidenskabeligt at sætte tilfældighed som skabelsens første årsag, blot fordi man ikke kender den sande årsag. Hvorfor skulle lovene være anderledes i de skabelsesfelter i naturen, som menneskene ikke kan overse, end de er i de felter, de har fuldt overblik over? – Det må da være logisk og dermed videnskabeligt at antage, at de netop er nøjagtig ens, både der, hvor vi kan overse dem, og der, hvor vi ikke kan overse dem. Vi har jo netop ikke noget som helst grundlag for at forestille os noget andet. Det kan ikke være logisk at forestille sig materiens bearbejdelse eller besættelse med opdigtede fantasierkendelser i stedet for med de erkendelser, der er kendsgerninger dér, hvor vi kan overse tingene.

Som vi her har set, er alle ting, der afslører bevægelse, forvandling eller skabelse, udtryk for besættelse eller gennemstrømning af bevidsthed, der er det samme som tanke og ånd. At disse bevægelser kan vise sig i naturen som automatfunktioner, forandrer således ikke princippet. Det gør de jo også i vor organisme. Alle automatfunktioner fører tilbage til talentkerner, hvilket vil sige psykiske centre, igennem hvilke de oprindeligt er blevet udløst som et jegs vågne dagsbevidste manifestationer. Der er således bag naturen lige så vel psyke, tanke og ånd, som der bag det levende væsens organisme er psyke, tanke og ånd. At det levende væsen bedst kender den besættelse af materien, der finder sted på dets vågne dagsbevidste bud, er naturligvis en selvfølge. Og det må netop i dette lille område, hvor det selv kan overse åndens beherskelse eller besættelse af materien, se nøglen til løsningen af den besættelse eller gennemstrømning af ånd, som bevirker bevægelserne i naturen. Alle bevægelser, alle skabelsesprocesser i naturen, såvel uden for som inden i vore organismer, er materiens besættelse af ånd, hvilket igen vil sige psyke, bevidsthed og ånd. Alt bliver derfor levende, intet kan dø.

Det, vi kalder død, er kun en besættelse af materien, der tilbagetrækkes eller ophæves. Når et levende fysisk væsen dør, sker der således kun det, at forbindelsen mellem vedkommende væsens talentkerner og de for disse talentkerner i den fysiske organisme fremtrædende organer eller centre ophæves. At den fysiske materie da åndløst og dermed frigjort til opløsning falder tilbage i en slags ubevægelighed, er selvfølgeligt. Men jeget eksisterer stadig med sine i besættelses- eller stråleformig materie fremtrædende talentkerner og kan derved atter besætte fysiske materier med disse talentkerner og derved atter inkarnere i et nyt fysisk legeme. Det levende væsen er således ikke et fysisk væsen, men er et "noget", der kan besætte materien akkurat ligesom Guddommen. Det er da ikke så mærkeligt, at vi ikke kan se Guddommen, når vi ikke engang kan se os selv. Vi har således aldrig nogen sinde set os selv. Vi ser bare vore frembringelser, men da disse altid er forgængelige, er tids- og rumdimensionelle, kan de ikke være identiske med os selv, idet vi jo er det evigt oplevende og skabende og ikke det midlertidigt skabte.

Vi ser, at hele verdensaltets bevægelsesarter alle er udslag af besættelse eller materiens gennemstrømning og beherskelse af tanke og vilje. Men denne beherskelse, denne igennem materien åbenbarede kraft eller bevægelse, udløses overalt fra særlige centre og danner derved små selvstændige enheder. Der, hvor disse enheder er identiske med vor egen organisme og de andre kendte medvæseners organismer, kalder vi disse kraft- eller energienheder for "levende væsener". Der, hvor de er så fjernt fra vor egen livsoplevelsesform, at man ikke synes, de har noget til fælles med vor egen og de kendte levende væseners fremtræden, udtrykker vi blot disse enheder som energi eller kraft; i makrokosmos: kloder, sole og mælkeveje, og i mikrokosmos: molekyler, atomer, elektroner etc. Men vi forstår nu, at den fysiske verden ikke er en bevidsthedsverden, men en blot og bar reaktionsverden. Den viser os bare reaktionerne af de levende væseners eksistens uden for denne fysiske materie.

Var de levende væsener og deres bevidsthed eller ånd ikke uden for materien, kunne intet væsen opleve at "fødes", og hvis det levende væsen med sin ånd eller bevidsthed ikke kunne eksistere uden for den fysiske materie, kunne intet som helst levende væsen blive bevidstløst, falde i søvn eller opleve den frigørelse fra besættelse af organismen, som overtroen eller uvidenheden fejlagtigt opfatter som "døden". Hvis ikke der uden for den fysiske verden var en psykisk verden, hvilket vil sige en bevidstheds- eller tankeverden, ville vi aldrig nogen sinde have set hverken levende væseners organismer, blomster, bevægelse, farver eller lys. Ingen sole, måner eller stjerner ville eksistere, ingen glæde, ingen sorg, ingen sommer, ingen vinter. Vi ville aldrig have set nogen af dem, vi kom til at elske højest, ligesom de aldrig nogen sinde ville have set os. Hvis ikke jeget og dets bevidsthed var ånd og hævet så meget over den fysiske materie, at det kunne besætte, gennemtrænge eller gå ind i eller ud af den, ville der ikke være noget univers, noget verdensalt, ja ikke en eneste tanke, ikke en eneste form for bevidsthed og liv. Alt ville være en evig stilhed, et evigt, umanifesteret noget ville herske der, hvor i dag det levende væsen oplever sig selv som identisk med evigheden eller den evige Fader, som tidens og rummets og dermed dødens og livets herre.