Det mest fundamentale spørgsmål inden for den jordmenneskelige psyke er spørgsmålet om udødelighed. Det er nemlig et for almenheden endnu temmelig ubesvaret spørgsmål. Nævnte spørgsmål er i virkeligheden et ganske ubesvaret spørgsmål for alle de mennesker, der ikke realistisk med egne vågne dagsbevidste sanser har oplevet udødelighed. Udødelighed er nemlig noget, der ligesom alt andet absolut realistisk må opleves for at blive en virkelig kendsgerning for hver især. Men udødelighed kan ikke opleves med blot og bar fysiske sanser, idet den ikke er en blot og bar fysisk oplevelse. Den er i allerhøjeste grad en psykisk foreteelse. Men da det endnu er temmelig småt med jordmenneskets psykiske kunnen og viden, er det ikke så mærkeligt, at menneskets forestilling om dets egen udødelighed er noget vaklende. Der kræves en overordentlig stor psykisk træning og indlevelsesevne for at kunne opleve sin egen udødelighed. Jeg skal senere komme tilbage til at påpege denne træning og indlevelsesevne. Men før et menneske virkelig for alvor tager fat på at dygtiggøre sig i denne højere oplevelsesform, er det nødvendigt, at det virkelig får en vis forestilling om og tro på, at denne udødelighed virkelig eksisterer. Thi ingen mennesker bryder sig om at befordre en anstrengende træning for at opnå noget, det ikke tror eksisterer.

Problemet bliver da dette, om der er noget i det daglige liv, noget inden for den fysiske sansning, der beviser eller sandsynliggør udødelighed. Og her er der for den udviklede forsker slet ikke så lidt materiale. Ja, der er i virkeligheden slet ikke andet materiale til end netop udødelighedsbeviser. Jo mere man forsker, jo mere viser det sig at alt er baseret på og peger hen imod en evig tilværelse. For det første ligger der i de levende væsener en frygt for at dø, der undertiden grænser helt op til rædsel eller vanvid. Alle levende væsener vil i virkeligheden helst blive ved med at leve. De kæmper af alle kræfter for at bevare livet. Ja, er ikke alle former for krige, overfald, røveri, plyndring og slavelænkning af andre nationer, folk og racer ofte en kamp for at bevare livet? Er ikke alt det såkaldte onde i verden ikke netop identisk med en kamp eller indbildt kamp for livet befordret af en rædsel for død og undergang? Man har aldrig nogen sinde set og vil aldrig nogen sinde få at se, at de levende væsener vil befordre en så enorm kamp for ikke at dø, som den de hidtil har sat i scene for at leve. Alt i verden inden for det levende væsens viljeføring drejer sig jo ikke om at befordre dets egen død, men dets liv. Hvis væsenet virkelig bevidst befordrer sin egen død, ved vi jo, at det kun skyldes abnorme omstændigheder grundet på, at det er kommet i konflikt med livets naturlige love. Dette, at væsenet således i allerhøjeste grad kæmper for at bevare livet, ja gør fortvivlede forsøg på at bekæmpe alderdommen eller dens nedbrydende kræfter, ville da være skrigende ulogisk eller totalt uden mening, hvis væsenets nuværende jordliv virkelig skulle ende med en absolut tilintetgørelse af væsenets bevidsthed og jeg. At lade væsener komme til verden for at opleve noget, de har en sådan rædsel for, kan ikke være kærligt. Er det ikke lige så meningsløst og tåbeligt, at millioner af mennesker er døde og lemlæstede på krigenes valpladser og i gaskamre, at kulturgoder er ødelagte, byer gjort til ruinhobe og den overlevende del af menneskeheden sultende, frysende og slavelænket af sine egne valutasystemer og told- og grænsearrangementer, når alle nulevende mennesker kun har nogle ganske få år tilbage at leve i? –

Er det ikke den samme tåbelige uretfærdighed eller perversitet, der kommer til syne i verdensordningen, når man tænker sig alle fortidens mennesker, stenaldermennesker og neandertalere, der måtte leve i primitive forhold, kæmpe med vejr og vind, kæmpe med vilde dyr og opretholde livet eller kampen for tilværelsen ved de mest primitive og ufuldkomne forhold, forhold, man i dag ikke kender til selv inden for kulturens fattige. Tror man ikke, disse mennesker undertiden drømte om eller dybt i hjertet ønskede sig en blidere tilværelse end den, de levede i? – Men de skulle jo ifølge den materialistiske opfattelse dø og aldrig mere komme til at se livet og derfor aldrig nogen sinde få dette deres ønske opfyldt. Andre slægter skulle derimod fødes midt i store kulturgoder, hvor de blot behøver at trykke på knapper, så arbejder elementerne for dem. De kan hygge sig i varme huse, og de kan lade sig befordre over bjerge og dale, over land og hav med en fart af hundreder af kilometer i timen. Den klode, der for stenaldermennesket næsten var uoverskuelig som selve universet, er for nutidsmennesket kun en meget kendt, lille lokalitet, hvis overflyvning ikke er et spørgsmål om år og måneder, men kun dage og timer. Her fødes i dag generationer ind i sådanne goder og fordele, uden nogen sinde at have ønsket eller savnet disse, medens stenaldermenneskene levede i ønsket om og savnet af en blidere tilværelse, men fik aldrig ønsket opfyldt. Hvis Forsynet ikke kan skabe på anden måde, kan det altså aldrig nogen sinde efterkomme menneskenes virkelige, dybeste begær og ønsker. Det lader generationer fødes i tilstande, hvor særlige ønsker og begær fødes i deres bevidsthed, uden at disse kan opfyldes, og lader andre generationer, der aldrig kan have haft disse ønsker og begær, fødes midt i opfyldelsen. De, der har slidt for goderne, får dem ikke, og de, der ikke har slidt for dem, får dem oven i købet som en selvfølgelighed.

Er det ikke den samme ukærlighed, uretfærdighed eller skrigende perversitet, der går igen i det materialistiske verdensbillede, der benægter udødelighed, og som vi bliver vidne til, når vi ser mennesker komme til verden ganske uafhængigt af dem selv, altså ganske uskyldigt, i de mest elendige livsforhold, fattigdom, nød og elendighed med ukærlige eller forbryderiske forældre og dermed fra vuggen af er dømt til at blive tugthuskandidat, forbryder eller røver, medens andre mennesker fødes hos humane og kærlige forældre, bliver opdraget i kærlighed til og respekt for samfundets love og andre menneskers ejendomsret og livsgoder og dermed bliver hævet op på toppen af social position, verdensberømmelse, ære og tilbedelse af en hel verden, ligeledes ganske uden selv at have den mindste skyld eller andel i denne deres livslykke? – Hvor er der i det hele taget noget i tilværelsen, der ikke viser verdensordningen som perversitet, hvis vi ignorerer det evige liv? – Tror man, at fremtidens mennesker kan blive ved med at leve på en så materialistisk indstilling? – Tror man, at det kan blive ved med at være moderne at benægte evig tilværelse? – Tror man, at udødeligheden er noget man kan blive ved med at benægte? – Hvordan skal man kunne skabe en humanistisk verdenskultur på benægtelsen af udødelighed? – Hvis verdensaltets struktur eller Forsynets verdensordning virkelig er baseret på, at det levende væsens jordliv er hele dets tilværelse, således at det hverken har eksisteret før eller efter dette sit liv, vil verdensordningen umuligt kunne blive andet end kulminationen af perversitet. Hvem tror efter dette, at den fornemme materialistiske udødelighedsbenægtelse kan blive basis for en højere kultur? – Og at der eksisterer en højere kultur bliver vi jo vidne til. For hvilket humant tænkende menneske vil den her skildrede perverse verdensordning ikke virke mere eller mindre oprørende? – Selv de mennesker, der ikke tror på udødelighed, vil i hobetal have et sindelag, der ikke bliver tilfredsstillet igennem de her skildrede konsekvenser af udødelighedsbenægtelsen. Den udviklede tænker bliver derfor mere og mere betænkelig ved at holde på udødelighedsbenægtelsen, når han som her ser, hvad det er han holder på, når det går op for ham, hvilket perverst evangelium han dermed docerer eller befordrer.

Som vi her har set fører udødelighedsbenægtelsen altså til de mest hårrejsende og ulogiske konsekvenser. Den kan ikke give en løsning, der kan tilfredsstille det i tænkning eller højintellektualitet stærkt udviklede menneske. Det har alt for let ved at løbe analysen igennem og gøre sig konsekvenserne af denne verdensindstilling begribelig. Derfor har vi også set, at alle menneskehedens største førere har henvist til et "evigt liv".

Så kan her indvendes, at hvis man lever evigt, hvorfor er man så ikke dygtiggjort til at leve fuldkomment for længe siden? Men det er et spørgsmål om kontrastprincip, sanseevne og kredsløb, som vil blive mit emne ved næste foredrag (1). Jeg har så tilbage at påpege det, jeg nævnte i begyndelsen, nemlig at man ad andre veje kan komme til den virkelige selvoplevelse af udødelighed. Jeg har her kun påvist, hvorledes al fysisk tilværelse fuldstændig opløser troen på dødelighed og i allerhøjeste grad beviser udødelighed. Men det bliver altså kun en ydre teoretisk bevisførelse. Den virkelige, selvoplevede udødelighed kommer til ethvert menneske, når det i sit sanseområde, sin mentalitet eller i sin intellektuelle kunnen har en tilstrækkelig dybtgående psykisk indlevelsesevne. Hvordan udvikler man da denne evne? Ja, det er udelukkende kun ved at være indstillet på sine omgivelser, sin næste. Og denne indstilling bliver kun dybtgående, når den udelukkende er indstillet på denne næste og disse omgivelser for deres egen skyld, altså er hundrede procent i uselviskhedens tjeneste. Man kan umuligt have en dybere indstilling til vor næste end den, der inspirerer os til udelukkende at forstå, at vi kun er kommet til verden for at tjene denne næste og ikke for at lade os tjene. Det bliver derfor rigtigt, at dette at elske sin næste som sig selv er al lovens fylde. Kun et af hjertet tjenende væsen kan på fuldkommen måde være i Guds billede efter hans lignelse og opfylde den guddommelige vilje med menneskets skabelse. Kun igennem denne levemåde kan Guds befaling: "Der blive lys" blive til realitet igennem verdenskulturen.

(1) Manuskript til foredraget er gengivet i artiklen "Kredsløbets betydning" (M1479)