Jeg har tidligere påpeget det ulogiske i, at et væsen helt skulle ophøre med at eksistere, blot fordi det mister eller bliver udskilt fra sit fysiske legeme. Når man står ved et lig, kan man ligefrem se, at der er "noget", der ikke mere gør sig gældende i dette legeme, af hvilken grund dette netop ligger hen som et "lig". Ja, dette "noget" er ikke noget, man fysisk kan se, men det har man jo i virkeligheden aldrig kunnet. Vi har bare set det igennem den bevægelse, funktion og kraft, som kom til udløsning igennem det nævnte legeme, inden det blev et "lig". Kroppen eller legemet var altså det redskab, den materiekombination, nævnte "noget" tilkendegav sig igennem. Kroppen eller legemet er altså i virkeligheden kun en reaktion af dette "noget". Idet vi bliver vidne til et menneske som "levende" og som "lig", bliver vi altså vidne til, at noget, som før vibrerede igennem kroppens materie og holdt dens organer i funktion, nu ikke mere tilkendegiver eller afslører sin eksistens igennem kroppen. Den ligger derfor hen som en død materiemasse, der er i færd med at gå i opløsning. Men hvor er den materiemasse i virkeligheden kommet fra? – Den er nu i opløsning, men det er jo en kendsgerning, at der har været engang, da den ikke var samlet i den kombination, der nu ligger hen som et lig. De forskellige stoffer eller materier er altså blevet givet tilbage til den frigjorte tilstand, som de oprindelig har været i. Ved en kemisk analyse viser det sig, at samme materie i virkeligheden kun består af en serie kemikalier, nøjagtig de samme stoffer, som i mangfoldighed findes i materien uden for kroppen. Hvad er da det, der har foranlediget, at nogle bestemte materiearter eller kemikalier pludselig tages ud fra deres pladser i livet eller naturen og omplantes i en særlig bestemt organisation, hvor de hver især får deres særlige rolle at spille i et logisk eller hensigtsmæssigt samarbejde? – For hvad eller hvem er dette hensigtsmæssige samarbejde beregnet? –

Ja, er vi ikke her ved grænsen af den fysiske verden? – At det må være beregnet for et eller andet "noget", kan vi jo ikke komme uden om, med mindre vor tænkeevne er abnorm eller primitiv. Hvortil en mave med dens evne til at fordøje maden? – Hvortil smagen og lugtesansen? – Hvortil øjne og ører? – Ja, hvortil arme og ben? – Hvortil hænder og fødder? – Tror man, at nogen som helst af disse organer er til for deres egen skyld? – Er det ikke en kendsgerning, at alle disse organer er forbundne ved et hensigtsmæssigt samarbejde, der udløser sig i et samlet resultat? – Men for hvad eller hvem er dette resultat beregnet? – Når ingen af de nævnte organer er til for deres egen skyld, må de jo være til for at udnyttes af noget andet. Og kendsgerningerne viser da også, at de bliver udnyttet. Det er jo denne udnyttelse, der betinger, at vi ser, kroppene går rundt som "levende væsener". Men vi er ikke kommet til gådens løsning. Vi er kun kommet til den kendsgerning, at en serie kemikalier tages fra deres plads i naturen og på hensigtsmæssig måde bearbejdes og placeres i organismen eller kroppen. Det bliver ligeledes til kendsgerning, at denne krop udgør et samlet hensigtsmæssigt resultat, igennem hvilket noget usynligt kan tilkendegive sig. Vi må jo her erindre, at af alt, hvad der er synligt i kroppen, er der ikke noget som helst, der er selvstændigt. Det er underordnet en højere instans. Denne højere instans er helhedens vel. Men denne helhedens vel, altså det samlede resultat af alle organfunktionerne i kroppen, kan altså ikke være for noget synligt. Ja, vi har ganske vist ikke nævnt hjernen. Men der er vel ingen med fremskreden intellektuel udvikling, der ikke forstår, at hjernen er lige så underordnet et organ som alle de andre organer i organismen? – Den er ligesom disse bygget op af kemikalier for at skulle udfylde et formål. Men når den udtrykker en hensigtsmæssig skabelse, afslører den sig selv som underordnet en i forvejen allerede eksisterende skaber. Men da ingen af de synlige organer i organismen eller legemet kan være denne skaber, bliver det her til kendsgerning, at samme skaber i sig selv er usynlig.

Det er altså dette evige "noget", der er det levende væsens inderste væsen. Det er altså dette "nogets" tilstedeværelse i organismen, der gør denne levende og dets totale udskillelse fra denne, der gør den til et lig. Dette "nogets" eksistens er altså ikke afhængigt af kroppen. Det har eksisteret før denne blev til og kan ligeledes eksistere adskilt fra denne. Efter at vi således er kommet til klarhed over dette udødelige "nogets" tilstedeværelse i det levende væsens organisme eller legeme, er det ikke vanskeligt at forstå, at det er det, der fornemmer sig selv som centrum i vor organisme, som midtpunktet i vor oplevelse, ja er selve det, der udtrykker sig selv som jeget i vor tale, tanke og viljeføring. Resultatet af alle vore oplevelser, såvel i lidelse som i velvære, er altså udelukkende beregnet på at skulle komme dette udødelige noget til gode. Og dermed bliver der mening i tilværelsen. Alt hvad vi før betragtede som "uretfærdighed" viser sig herved efterhånden at have været "overtro". Dette udødelige jeg er selv den absolut første årsag til sin egen skæbne. Det er dette noget, der høster erfaringerne, det er dette noget, der opsamler viden, kundskaber og kunnen igennem sine kroppes undergang. Det er dette noget, der oplever reinkarnationen og opsummerer i sig det, der herigennem bliver til kendsgerninger. Disse kendsgerninger eller dette resultat viser sig at blive overført til materie, der også er uafhængig af den fysiske organismes eksistens. Dette vil altså betyde, at jeget kan tage disse materier med sig, når det udskiller sig fra det fysiske legeme. Disse materier er altså vore erfaringer omsat i tanker. Tanker udgør igen vor bevidsthed. Men når jeget og dets bevidsthed kan eksistere, selv om det fysiske legeme går under, bliver vi således her vidne til, at der må eksistere en anden tilværelsesform end den fysiske. Der må altså være en tilværelsesform, hvor de levende væsener eksisterer uden noget fysisk legeme. Hvis ikke det var således, hvortil så al denne erfaringsoplevelse på det fysiske plan? – Hvortil alle de lidelser, som det levende væsen må gennemgå? – Hvortil al den forskning, al den træning i opøvelse af viden og kunnen, hvis resultatet heraf kunne pustes ud med en revolverkugle, et giftpulver, et sabelhug, en hjerneblødning eller et hjerteslag? – Alle fysiske manifestationer, ja hele den fysiske verden ville være total meningsløs, hvis det levende væsen kun var en fysisk materiekombination, der totalt skulle opløses eller ophøre med at eksistere.

Vi kommer således ikke uden om den kendsgerning, at den fysiske verden ikke dækker hele tilværelsen, men at der side om side med den eksisterer en anden verden med en helt anden tilværelsesform. Og det store spørgsmål bliver da: "Hvordan opleves denne anden verden?" – At den må blive forskellig fra den fysiske verden, er selvfølgeligt. Når vi ikke mere har det fysiske legeme, kan vi altså heller ikke mere direkte arbejde med den fysiske materie. Vi kan efter at have mistet det fysiske legeme kun arbejde med materier, der ligger uden for det fysiske plan. Disse materier bliver altså alle de, der kommer ind under begrebet "bevidsthed", hvilket igen vil sige erfaringer, viden og tænkning, og den viljeføring, med hvilken vi kan regulere tanker. Væsenets funktioner her bliver således udelukkende bevidstheds- eller åndsfunktioner.