Det levende væsen er mere end et fysisk væsen. Det fysiske, vi ser, er jo slet ikke det virkelige væsen, men kun et redskab, der er bygget op. Vi ser aldrig nogen sinde selve kernen, selve det levende. Vi ser kun en refleks eller noget, dette levende frembringer. Da det levende hverken udgør den faste, flydende eller luftformige materie, må det fremtræde i en helt anden tilstand. Og det gør det også, for der findes en fjerde slags eller et fjerde stadium for materie, der hedder stråleformig materie. Denne stråleformige materie er elektricitet.

Hvert levende væsen har sin egen kraft, og denne kraft er vor bevidsthed. I egenskab af at være et levende væsen eksisterer vi som en kerne, som et noget, der er hinsides alle ting. Det er ligegyldigt, hvad vi vil pege på i vor organisme, så kan vi ikke komme bag ved dette noget, som er det inderste. I dette noget samler alle indtrykkene sig, de indgår i dette noget, og dette noget udløser sin tilkendegivelse for omgivelserne. Men hele dette område, denne oplevelse og denne tilkendegivelse, foregår altså i stråleformig materie. Det vil sige, at det virkelige væsen eksisterer i en stråleformig materie, det er af elektrisk natur, det er et elektrisk væsen. Hele vor fremtræden, hele vor fysiske organisme er i virkeligheden kun et forstærkeranlæg for denne elektricitet. Når jeg taler her, er denne tale først blevet formet i min tanke, og derved er den blevet til bølgelængder. Disse bølgelængder kan forplantes videre igennem nerverne og få min tunge til at arbejde i denne bestemte funktion, og tungen siger de ord, som jeg har formet inde på det psykiske plan. Hvis jeg løfter min hånd, er der også allerede formet en bølgelængde, inden det kom til udtryk i den fysiske organisme. Alle steder i organismen er således under vor viljes kontrol, så i virkeligheden er der tale om en slags fjernstyring. Det, vi ser af hinanden, er slet ikke det virkelige væsen, det er en hel bunke materie, en hel serie af redskaber, som bliver sat i bevægelse. Og de bliver altså styret ved hjælp af vor vilje, vor tanke. Vi bestemmer jo selv, hvor vi vil se hen, om vi skal dreje kroppen, eller om vi vil bevæge armene eller fingrene. Alt dette er en slags fjernstyring, for vi er ikke denne materie, vi er i en helt anden dimension, i en helt anden verden eller virkelighed.

Det, der forekommer i materien, er altså ikke virkeligt, er ikke det levende. Det levende er hinsides den fysiske materie og er således et lysende væsen. Det består af en struktur, som i sig selv er ganske hævet over denne materie, og derved bliver det så at sige et flammevæsen. Derfor kan væsenet udsende flammer: dødsflammer og livsflammer, og disse udsendelser befordres i kraft af vor vilje, vore ønsker og begær, de tanker vi har. Hele tænkningens struktur er således en udsendelsestilstand, en slags radioanlæg, i hvilket vi kan forme bølgelængder, og disse bølgelængder er blevet til, før de når vort blod. De kommer igennem det psykiske nervesystem og overføres til den materielle del af nervesystemet. De forplanter sig fra den psykiske hjerne og derfra igennem nervesystemet og videre ud til den fysiske organisme.

Det er meget vigtigt at komme til at forstå dette, fordi det giver en vældig forklaring på, hvordan menneskers skæbne opstår, hvorfor de har ubehageligheder i deres daglige liv, hvorfor der er disse kedelige forhold, hvorfor der er fjendskab. Det hele kan forklares og bliver fuldstændigt synligt, når man forstår det virkelige væsens struktur. Vi ved jo, at når man bruger elektricitet til f.eks. at få lys i lamperne eller til at trække en maskine, kan der opstå kortslutninger, og det samme gør sig i overordentlig stor grad gældende i de menneskelige organismer, i de menneskelige udsendelser af tanker og bevidsthed. Umådeligt mange af disse udsendelser skaber kortslutninger. Menneskene lever i én eneste stor kortslutning. Hvordan kan man forstå og mærke det? – Når en udsendt kraft kommer til at kollidere med en kraft, den ikke er beregnet på, vil den altid lave ravage. Således er det også med en strøm eller ledning, der ikke er, som den skal være, for så opstår der kortslutning, og lampen går ud. I den menneskelige organisme opstår tilsvarende kortslutninger. Al sygdom, al sorg, lidelse, bekymring, vrede, bitterhed, misfornøjelse, depression er simpelthen kortslutninger i det psykiske væsen. Men det kan menneskene råde meget bod på, når først de forstår det.

Hvordan kan vi få bekræftet, at det netop er sådan? – Hvordan kan vi se, at al materie i verden, alt det, der foregår, er styret ved en elektrisk kraft og så at sige er fjernstyret? – Det kan vi se på den måde, at intet er tilfældigt, men alt er planmæssigt bundet. Inden for vort eget skabeområde, hvor vi jo har hundrede procents klarsyn, kan vi se, at intet er blevet til ved tilfældigheder. Et hus har ikke bygget sig tilfældigt, en klædning har ikke skabt sig tilfældigt. Intet som helst, selv nok så lille en ting, kan bygge sig selv op tilfældigt. I masser af tilfælde kan det se ud som tilfældighed, men det er kun, fordi vi ikke ser andet end en lokal del af en stor proces, for der kan vi jo ikke se det færdige resultat. Men da vi i vældigt mange situationer har mulighed for at se dette færdige resultat fra naturens hånd, har vi ingen som helst grund til at mene, at det ikke også er logisk bundet der, hvor vi ikke kan se det. Vi har ingen grund til ikke at indstille os på, at det er en proces, der er i funktion, og som blot ikke har nået sit slutfacit.

Alle vegne, hvor menneskene ikke griber ind, ser vi, at naturen frembringer vældige resultater, der er til velvære, glæde og velsignelse for levende væsener. Så vi har ingen grund til at være bange. Hvorfor være bange, når vi er beskyttet af så vældig en magt? – Vi ser stofferne i naturen og deres forvandlinger. Vi ser f.eks. havets brænding, og at kornet bølger en sommerdag, og at brisen bevæger løvet i træerne. Vi ser en masse bevægelser i verden, der alle sammen er bundne. Der kan ikke ske en eneste bevægelse, uden at der er en elektrisk kraft bag ved, altså en elektrisk strøm, en usynlig magt, der binder materien i bestemte former, tvinger materien i de og de kombinationer. Ved sådanne kombinationer opstod planteriget, og disse kombinationer blev igen tvunget ind i nye kombinationer med andre materier, ved hvilke den animalske organisme opstod og senere den menneskelige organisme.

Vi kommer altså frem til, at det virkelige væsen ikke er i denne organisme, men det kan sende en kraft ind i organismen. Det kan sende bølgelængder ind, forme usynlige kræfter, der bringer organismen til at gøre det og det eller være sådan og sådan. Alt dette udspringer fra det virkelige væsen, som ikke er på det fysiske plan, for det er i en helt anden virkelighed, i en anden dimension, og derfor kan man sige, at organismen er fjernstyret. Det betyder ikke, at det virkelige væsen er langt borte, for det er knyttet til organismen, men det er i en helt anden verden. Dette virkelige, levende væsen har altså evne til at udløse elektriske kræfter, forme bølgelængder og bringe dem videre til at binde materien for derigennem at synliggøre sig. Det, vi ser af menneskene, er således deres bevægelser, tale og væremåde, alt sammen bølgelængder, der udsendes fra noget, vi ikke ser. Dette noget i os føles som midtpunktet, og for dette noget eksisterer kroppen. For at gå ind i den fysiske materie behøves den fysiske organisme, men vi eksisterer også uafhængigt af denne organisme, idet vi har en hel verden for sig at leve i. Det sker f.eks. om natten, når vi sover.

At vi således er et elektrisk væsen, forklarer hele vor tankefunktion. Vi må forstå, at denne tankefunktion også må være lovbunden, for det er ikke ligegyldigt, hvordan apparatet fungerer. Fra et radioapparat ved vi, at hvis der er den mindste smule i vejen, så skratter og støjer det osv. Radioen skal være i orden, så den kan gengive en ren lyd og tone, og akkurat det samme gælder for vor organisme. Den er en levende radio, en vældig levende radioudsendelse, hvor vi ser nogle af bølgelængderne blive formet i materien. Når vi ser vor organisme, er det jo kun en gengivelse af en bølgelængde, en udsendelse. Organismen er ganske vist blevet til i løbet af lang tid, men at den er bygget langsomt op, forandrer ikke princippet. Bølgelængden manifesterer sig akkurat ligesom et musikstykke, der manifesteres igennem højttaleren.

Hele verdensaltet er af elektrisk natur, for alt er elektrisk. Mennesket ved, at når to plader af forskelligt metal berører hinanden, så opstår elektriciteten, men man forstår ikke, hvad elektricitet er. Men det kan man let komme til, for elektriciteten er livskraften i jordklodens organisme, dens tankeevne og tankekraft. Vi har en tilsvarende elektricitet inde i os, og den bevirker, at vi f.eks. kan bevæge fingrene. Igennem nerverne går der en meddelelse fra vores jeg, men hvis vi klipper nerverne over, kan vi ikke bevæge fingrene eller løfte hånden. Det svarer til, at man klipper en elektrisk ledning over, så kan man heller ikke få strøm igennem, og lampen kan ikke lyse.

Der eksisterer derfor to former for elektricitet, og de gør sig vældigt gældende i det jordiske menneske. Disse to former er den positive og den negative elektricitet. I det jordiske menneskes første livsepoke er det i særlig grad den negative elektricitet, der gør sig gældende, for i denne livsepoke er elektriciteten næsten hele tiden negativ. Hvad vil det sige, at den er negativ? – Det vil sige, at den ikke kan komme i kontakt eller harmoni med den almengældende bølgelængde, der behersker kræfterne i naturen, og som har betinget, at vi har fået vores organisme, og at jordkloden nu er en glimrende klode, en vidunderlig boplads, der kun venter på, at menneskene bliver færdigudviklede. Jordkloden har de rigeste muligheder for at give menneskene en tilværelse, hvor de aldrig behøver at have tvungne leveveje eller have politi- og militærvæsen. De behøvede ikke alle disse ting, hvis de blot var nået frem til kun at udløse positiv elektricitet i deres væsen og væremåde. Men det er altså det, menneskene er ved at lære.

Vi kan iagttage den negative elektricitet, hvis vi studerer det levende væsens tilblivelse, altså dets apparat- eller organismedannelse. Til at begynde med er dyrets livsbetingelse at dræbe for at leve. Det kan ikke leve, uden det skal dræbe. Men når livsbetingelsen er at skulle dræbe, er apparatet ikke færdigbygget, og væsenet kan ikke udsende fuldkomne stråler eller bølgelængder. Alle vegne laver det ravage, skaber undergang og ødelæggelse, for så længe noget ikke er bygget færdigt, kan det ikke virke med den rene fuldkommenhed. Således må den organisme, som skal blive redskabet for guddommelig bevidsthed, som skal gøre væsenet til mennesket i Guds billede, skabes igennem millionårige epoker for at blive det fuldkomne apparat for udsendelse af guddommelig viden, af guddommelig bevidsthed, væremåde og skabelse, af den højeste genialitetsudfoldelse. Til dette kræves et fuldkomment apparat til afsendelse og modtagelse, og et sådant apparat er ved at blive bygget op.

Det begyndte med planteorganismen og nåede frem til dyreorganismen, hvor væsenet endnu ikke kunne udsende den livgivende bølgelængde. Kun i et lille område var der positiv elektricitet, og det var inden for væsenets parringsdrift, altså tiltrækningen og bindingen til magen og trangen til at beskytte sit afkom. Her var den positive elektricitet nødvendig, men alt det øvrige i dyrets væsen var at dræbe og ødelægge de andre og at beskytte sig selv, sit afkom og sin mage. Denne negative elektricitet var altså til, fordi væsenet ikke var færdigt, det havde hverken hjerne eller nerver til at kunne udsende finere bølgelængder. Det var ganske udelukket. Det kunne endnu kun udsende grove bølgelængder.

Vi ser så, hvorledes væsenet udviklede sig videre og blev til et menneske. Ved en organisk proces fik det en vældig, ny struktur ind i sin organisme, hvorved mennesket udviklede en masse positiv elektricitet, det vil sige logisk tænkning. Dyret blev ført ved instinkt, for det havde ikke hjerne til i den grad at være selvstændigt. Det havde i sig en instinktmæssigt viden om, hvad det skulle æde, hvordan det skulle bære sig ad med at fange byttet, og hvordan det skulle værne sit afkom. Det var ikke noget, dyret skulle spekulere over, og det havde heller ikke andre spekulationer, kun dette at værge sig og gøre sig stærk og overlegen. Mennesket havde selvfølgelig endnu i masser af år i vældig grad den dyriske organismes grove tilstand. I årtusinder havde mennesket grove dyriske nerver og en grov dyrisk hjerne, og derfor måtte det blive ved med at arbejde med den dyriske natur og kunne altså kun udsende negativ elektricitet. Men inde i væsenet begyndte at opstå den nye bevidsthed, det finere anlæg, vi kalder "det gode". Det er et nyt stråleformigt anlæg, der er kommet ind i den menneskelige struktur, og igennem hvilket væsenet skal udvikles til at kunne have vældigt fine bølgelængder i sin bevidsthed, bølgelængder, der for væsenet betyder alverdens viden, livsmysteriets løsning, en viden om at Gud er til, og en fornemmelse af sin egen udødelighed – ikke som formodning, men som realistisk oplevelse og kendsgerning. Dette kan kun opleves igennem de dertil egnede forfinede apparater eller den organiske struktur, der er under en vældig udvikling i væsenet.

Da dyret fik den nye struktur ind i sig, begyndte det virkelig at arbejde med finere bølgelængder, det begyndte at kunne danne logisk tænkning, at kunne opdage og opfinde. Det opfandt en masse ting, ved hvilke det kunne gøre sig stærk over for sine modstandere, kunne overvinde dem, enten ved magt, list eller snedighed, ved at løbe eller ved at camouflere sig. Alt det blev efterhånden bygget ind i dets struktur, alt efter som det nu passede i dets daglige livsforhold. Disse tendenser arbejdede så videre i den menneskelige struktur, hvor de blev forfinede, således at redskaberne kunne bygges uden for organismen i form af mordvåben. Mennesket kunne skabe bue og pile, og det kunne efterhånden skabe pistoler og geværer, og det nåede frem til at kunne udløse disse forfærdelige bomber, brintbomber osv.

Det var alt sammen udtryk for en vældig forfinet bølgelængdedannelse, og denne bølgelængdedannelse var nok logisk, men kun i et lokalt område. For at være fuldkommen fordres det, at den ikke må lave kortslutninger. Den skal kunne gå i forbindelse med det virkelige liv. Hvad er det virkelige liv? – Det virkelige liv er den metode, ved hvilken naturen arbejder, det er den logik, der gør sig gældende i det hele, og som uundgåeligt i sit slutfacit lader tingene blive til glæde og velsignelse for levende væsener. Det kan man ikke sige, at menneskene gjorde med den nye struktur, de udviklede. Den menneskelige struktur, den menneskelige intellektualitet eller begavelse, evnen til at forme redskaber og evnen til at beherske millioner af naturens hestekræfter, alt dette byggede mennesket logisk op, men brugte det kun i sin egen favør. Det passede kun ind i dets eget område, men det passede ikke udadtil, og der blev kortslutning. Mennesket fik et midlertidigt gode ved at kunne myrde andre og erobre deres rigdom eller ved at undertvinge folk og nationer og tilegne sig rigdomme derfra. Alle vegne var det til fordel for det selv.

Se, dette kan ikke finde sted i den virkelige, færdige verdensplan. Den almengældende kraft i verdensrummet, universets grundtone, er hundrede procents positiv elektricitet. Og den elektricitet, mennesket udsender, skal også blive hundrede procent positiv. Den skal ikke blot være lokalt positiv eller lokalt logisk. Logikken kan være sådan, at den kun er beregnet på at skabe fordele for en selv, men en sådan logik kan ikke holde, for der kommer en dag, hvor denne bølgelængde, denne form for udstråling vil kollidere med naturens tankegang, naturens elektricitet eller strålekraft, og så sker der kortslutning. Vi kan ikke leve med en sådan fejlagtig bølgelængde. Og det er det, der er menneskenes skavank i dag.

Menneskene er hver især i et felt, deres eget felt, og har deres eget område. Samtidig er de placeret i et stort område, nemlig midt i verdensrummet, og de nærmeste energier her er ikke blot naturens kræfter, men også menneskene og dyrene. Alle disse væsener sender strøm ud, der virker ind på menneskene. Nogle er måske gode ved dem, andre ikke så gode ved dem. Nogle synes de godt om, andre mindre godt om. Man ser hele tiden en strømveksling, en strøm, der går ud og ind, og hvis disse to strømme er skrigende modsatte, så må der blive eksplosion, der må blive kortslutninger.

Er man sådan indstillet, har man en negativ tankeproces, negative bølgelængder, og sender negativ elektricitet ud, hvilket uundgåeligt vil lave kortslutning i ens oplevelse af livet. Og det er jo, hvad vi ser. Vi kender historien om den rige mand og den fattige Lazarus. Den rige mand sagde: "Nu har vi forråd nok til mange år; æd, drik og vær glad osv.", og så døde han samme nat. Det var en vældig kortslutning. Han kunne jo ikke leve af de ting inde på det åndelige plan, og han havde ikke fået evne til dets særlige bølgelængder. Anderledes gik det den fattige Lazarus. Nu er der jo så mange måder at blive fattig på. En mand kan blive fattig ved, at han ikke gider arbejde, fordi han vil være plattenslager osv., men det var der ikke tale om med Lazarus. Han var blot en almindelig fattig mand med et godt hjerte, han havde ikke levet højt på andre, hans logik var ikke beregnet på at berige sig selv på andres bekostning. Derfor havde han det glimrende. Hans bølgelængder gik ud i et større rum end hans eget, og derfor havde han noget at kunne hælde sig til efter sin død. I historien hedder det sig, at det var Abrahams skød. Det var ikke den gamle Abraham, der sad oppe i himlen, det er jo kun ment symbolsk. Abrahams skød er symbolet på denne verden, hele naturen, den vældigt dejlige klode med alle dens muligheder for velvære, og det skal vi lære at komme ind på allerede her i den fysiske verden.

Den lokale logik, som mennesket bruger, er skrigende modsat den logik, som har bragt det frem til at få sin nuværende organisme, og det er jo en selvfølge, at mennesket ikke skal tænke på en sådan måde, at denne organisme bliver ødelagt. Når organismen igennem millionårige epoker, igennem en umådelig masse forskellige processer, er blevet bragt frem til at være så fuldkommen, som den er, så kan det ikke være livets mening, at der hvor den er overladt til menneskets egen befordring, skal menneskene begynde at lave kortslutninger alle vegne og ødelægge denne organisme ved egne indgreb. Det er ikke meningen. Mennesket må selvfølgelig afprøve det og det, men så oplever det jo også kortslutningerne, og derfor bliver kortslutningerne i den store plan også logiske.

Når vi ser på menneskenes skæbner, deres daglige tilværelse, så ser vi en masse kortslutninger. Der er forfærdelige kortslutninger, og der er forfærdelig larm i deres modtagerapparater. Denne larm i menneskenes modtagelse ser vi i bøger og blade og i politiske taler, og vi ser det i præsternes taler. Vi ser alle vegne, at der er skrigende disharmoni, vældig støj og larm i deres udtalelser, selv om der også kan være en antydning af det rigtige. Men det kan disse mennesker jo ikke gøre ved, de har bare et ødelagt udsendelsesapparat, for det er ikke rent, men laver kortslutninger.

Denne tilstand opnår mennesket i alle de situationer, hvor det ikke tænker på sig selv, hvor det er koncentreret på at hjælpe, hvor det ikke kan nænne at gøre fortræd, ikke kan nænne, at andre skal lide. Dér går bølgelængderne langt uden for ens eget private område. Og når man bliver således indstillet på sin næste, enten det er en lille blomst på marken, en lille flue eller et andet lille mikroskopisk væsen, eller det er et andet menneske, så sker det ejendommelige, at der ingen hindringer er for den skabende magt, som førte os frem til at få vores nuværende organisme. Så er der ingen hindringer for denne skabende magt i at føre vor hjerne, vore nerver, hele vort system frem til en endnu fuldkomnere tilstand. Så hjælper vi Forsynet med at omforme vort redskab til at blive det virkelige modtage- og afsendelsesapparat for den højeste guddommelige oplevelse og tilkendegivelse for andre væsener. Så begynder vi at blive det, vi er beregnet på. Vi kommer til at ligne solene på himlen, for det er jo den fuldkomne bølgelængde, der er fuldstændig fri for kortslutninger og derfor giver menneskene en lykkelig skæbne.

Den højeste viden kommer jo ikke ved, at man læser bøger. Så længe man skal læse bøger eller lytte til, hvad andre siger, og man skal sammenligne, hvad han eller hun siger, eller hvad der står i Bibelen, så er ens eget apparat jo ikke færdigt. Men det er jo ikke meningen, at væsenet skal blive ved med at være et sådant bundet væsen. Det er meningen, at væsenet skal blive et åndeligt suverænt og frit væsen. Jeg skal ikke hen at læse i nogen bog eller høre nogen person eller rådspørge mig her og der. Den viden, jeg fortæller om, er kommet direkte ved min egen forbindelse med selve universets grundtone. Jeg har denne viden i mig, og jeg har endnu ikke mødt nogen grænse for det, jeg skal give menneskene. Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde kommer til at møde det her på dette materielle plan, men foreløbig har jeg ikke mødt noget punkt, hvor denne viden standsede. Det, jeg skal give menneskene, er åbent for mig. Det vælter ind i min bevidsthed, når jeg er indstillet på det – der er ingen hindringer. Hvordan har jeg fået denne bølgelængde? – Det er ikke noget, der er specielt for mig, for det samme er jo ved at blive til i menneskene. Foreløbig må man læse eller lytte til mig eller måske læse eller lytte til andre. Men det må man jo altid, indtil man derved får den rigtige indstilling og selv kan begynde at tænke i de baner, hvor man hele tiden sender positiv elektricitet ud – en elektricitet, der ikke kan skabe kortslutninger, hvorved der ikke bliver nogen disharmoni.

Når man bliver sådan indstillet, at man kun vil være til glæde og velsignelse for andre væsener, så har man hele tiden en strøm, der garanterer, at ens "lamper" kan lyse, der garanterer, at de store organer ikke kommer til at fejle noget, og at ens tankefunktioner er klare. Hele tiden ved man, hvad man skal, og hvad der er rigtigt. Det er dog noget helt andet, end når menneskene lever i forvirring og depression. Et menneske, der har den rigtige forbindelse og derved er ét med Faderen, kan jo ikke komme ud i depressioner, kan ikke komme ud i denne utryghed, der gør menneskene bange. Et sådant væsen er aldrig nogen sinde bange.

Dyret må jo tænke: Man er sig selv nærmest. Hvis dyret ikke tænker sådan, bliver det jo selv ødelagt og undertrykt. Mennesket måtte i den første epoke også tænke sådan, men efterhånden opdagede det, at det kom til at lave kortslutninger, og der er ikke anden årsag til menneskenes ulykkelige skæbne, deres lidelser og sygdomme, end denne, at de i de givne situationer ikke retter bevidstheden udad, men kun tænker indad. Hvad vil det sige at rette bevidstheden indad og udad? – Når man retter den indad, er man egoistisk og tåler ikke, at nogen skal have noget. Det er ens ejendom, og det giver man ikke noget væk af, det holder man på. Det er at tænke indad. Hvordan skal en bevidsthed, der hele tiden former sig indad, få forbindelse udad? – Forbindelsen er nemlig derude, og det er ikke blot ude i skyerne, solene og stjernerne, men det er de mennesker, der er omkring os. Dér er vi nærmest ved Guds bevidsthed. De højest fremtrædende udtryk for liv er jo vore medmennesker, dyrene og planterne, så dér skal vi sende vore bølgelængder ud. Dér skal vi give liv, varme og lyse, for dér kan vi begynde at mærke vor virkning. Vi kan ikke få skyerne til at forandre sig, vi kan heller ikke fjerne solene eller lave om på dem, det er ikke vores opgave. Vores bølgelængde eller udsendelse må rettes imod mennesker eller væsener – alle vegne, hvor vi kan gøre nytte – blot det kun er et dejligt og venligt smil, det behøver ikke at være så meget.

Hele tiden kan man vise, at man har sympati, at man er kærlig, og at man er venligt indstillet. Man er ikke kritisk og holder ikke øje med, om der nu er noget, man kan få fat på og fortælle andre om, alt det, der laver kortslutninger. Menneskenes bagtalelseslyst er noget af det værste til at lave kortslutninger. De kan ikke komme i forbindelse med det virkelige lys, og de kan ikke selv blive lysende, så længe de har de forkerte bølgelængder eller tankearter. Hver eneste tankeart, som ikke er til glæde og velsignelse for andre væsener, men kun er beregnet på en selv, slukker lyset i ens strålekraft¹. Når man efter døden kommer over på den anden side, har man ikke den fysiske organisme, og man ser sig selv i sin nøgne strålekraft, i sin strålestruktur. Der vil man se alle disse mørke områder, alle disse defekter, alle disse forfærdelige kortslutninger, der er i den psykiske struktur. Om disse kortslutninger kan man sige – ja, dén bliver til en kræftsygdom nede i det fysiske legeme, dén giver modtagelighed for smitsomme sygdomme, dén giver forkalkning nede i organismen, og dén giver en helt anden fysisk sygdom. Det foregår oppe i den psykiske struktur alt sammen, for dér er kortslutningen, dér "går lampen ud", hvorved der ikke kommer nogen virkninger længere ned, og tingene går i stå nede i organismen.

Derfor er det virkelig rigtigt, når der er blevet fortalt os, at dette at skulle elske sin næste som sig selv er alle loves fylde. Det er så fuldstændigt et videnskabeligt facit, for kun ved denne indstilling er man jo ét med Gud. Tror De, at Guddommen er vred på nogen? – Tror De, at disse vældige kræfter, der former øjnene og ørerne, der former hjerte, lunger og lever samt alle de levende væsener, får antipati mod det og skaber en dårlig mave i Dem? – Tror De, at de kræfter har sådanne tankearter? – Absolut ikke! Og sådan må det heller ikke være i Deres tankegang. De må heller ikke begynde at lave en manifestation ringere, fordi De ikke kan lide det og det væsen. Dette med at man ikke kan lide nogen, er Deres egen største skavank, for De skal kunne lide alle mennesker. Nogle kan være skønne, andre kan være højst uhyggelige, men at mennesker ikke er færdige, skal jo ikke ændre Deres indstilling. Og det vil det heller ikke gøre, når De får den rigtige viden, for så ved De, at det ufærdige, uhyggelige væsen er en mindre sjæl, der ikke har overvundet de og de kræfter og nu kæmper sig frem. Det er et afsporet væsen, hvor kræfterne har været for stærke, men det kan væsenet jo ikke gøre ved, for det skulle igennem denne proces. Det har kærlighed behov. Alle væsener har behov for kærlighed og sympati.

Nu vil nogen måske sige: Jamen, man kan ikke sådan udløse kærlighed, for det er da ikke en viljesakt. Og det er rigtigt, det er ikke en viljesakt, men man kan altså udløse venlighed. Hvis man tilegner sig en virkelig viden om verdensbilledets struktur, får man ikke et eneste grundlag for i nogen situation at skulle føle antipati, bebrejde eller dømme den eller den. Så kommer man frem til ligesom Kristus, der siger: "Dømmer ikke, thi den dom I dømme med, skal I igen tilmåles". Og det er så sandt, så sandt. Man kender et menneskes karakter på den dom, det giver andre mennesker. Det er så umådeligt simpelt. Det menneske ved ikke af, at det derved afslører sig så forfærdeligt. Derfor bliver det også af vigtighed, at man kommer til at forstå sin egen stråleformige natur, forstår, at man er et elektrisk væsen, forstår, at bølgelængden må være i kontakt med den store bølgelængde, den vældige skabende magt, som aldrig tager fejl. Sådan må vi komme i kontakt med denne metode, og det kommer vi, hver eneste gang vi tilgiver vor næste, hver eneste gang vi ikke bliver fornærmede over noget, hver eneste gang vi har et godt ønske for andre, og hver eneste gang vi kan sende en kærlig tanke til den uhyggelige forbryder. For hver gang sender man jo noget lys ud, og så er man lysende og strålende. Der, hvor man sender antipati og mørke ud, er der skygger og pletter, der skaber man død, undergang, depression og livslede hos dem, man har med at gøre. Men man skal blive til et lysende væsen, så der, hvor man går hen over verden, vokser livet frem. Glæden, livslysten og kærligheden vokser frem, således at man virkelig fornemmer, at man i sig selv er en lysets engel, og at man i virkeligheden er Guds sendebud på jorden.

1. Det er svært at høre på lydoptagelsen, om Martinus siger "strålekrans" eller "strålekraft".