"Er der en åndelig verden til?" Dette spørgsmål stilles af tusinder af mennesker, som ikke er tilfredse hverken med religionens svar på spørgsmålet eller den fysiske videnskabs passive, oftest negative indstilling dertil. De mennesker, som har studeret åndelig videnskab, ved, at livet selv besvarer dette spørgsmål bekræftende på en mangfoldighed af måder. En af de mest fundamentale måder, hvorpå livet besvarer dette spørgsmål er igennem "ordet".

En vågen bevidsthed består af tanker, som kan formuleres og ordnes i logiske tankerækker. Men på hvilken måde indblæser Gud Adam eller mennesket livets ånde? Gennem naturen og naturens kræfter. Bevidst liv opstår gennem vekselvirkning med omgivelserne eller naturen. Er det ikke i kampen mod naturkræfterne, at det jordiske menneske har udviklet de tankerækker i sin bevidsthed, som vi i dag kalder videnskab og teknik, og hvorigennem det i nogen grad er lykkedes mennesket at "gøre sig jorden underdanig"? Men hvad var videnskab og teknik uden ordet? Intet. Mennesket har virkelig hævet sig over det egentlige dyrerige gennem sin voksende evne til at formulere tanker og manifestere dem i skabelse både indenfor praktiske, videnskabelige og kunstneriske områder.

Er ordets verden nu en fysisk eller åndelig verden? Ordet i sig selv, vil man måske sige, er kun fysisk materie, hvad enten det fremtræder i form af skrift eller tale, som blæk, tryksværte eller lyd. Javist er ord også fysisk materie, men de er da meget mere end det. Hvis vi ser i en bog, der er skrevet på et sprog, vi ikke forstår, eller hører dette for os uforståelige sprog blive talt, virker ordene kun på vort syn eller vor hørelse. Vi kan gøre os visse tanker om dette sprog, men findes dets ord ikke i vort tankekatalog, vedbliver ordene med blot at være tryksværte eller lyde, noget rent materielt. Forstår vi derimod det talte eller skrevne ord, sættes tanker i sving i vor bevidsthed, altså noget immaterielt eller usynligt begynder at arbejde. Dette immaterielle eller usynlige var skjult i det synlige ord, en tankens eller åndens verden blev materialiseret gennem det skrevne eller talte ord og igen dematerialiseret i læserens eller tilhørerens bevidsthed. Men så er der jo også en åndelig verden til, som kan gennemtrænge den fysiske og give den mening og liv. De fysiske talte og skrevne ord bliver da blot kunstige foreteelser, ved hjælp at hvilke vi er i stand til at åbenbare noget ved os selv, som er immaterielt og utilgængeligt for fysisk sansning. Ethvert menneske har foruden sin fysiske organisme en side ved sin fremtræden, som er utilgængelig for andre væsener på det fysiske plan. Hvis ikke det var således, behøvede menneskene hverken skrift eller tale.

Hver dag vekselvirker vi med vore omgivelser på et plan, der ikke er fysisk, vi taler og lytter, vi skriver, læser og tilegner os viden og erfaringer, derigennem opbygger vi tankekombinationer, som kombineres af det forråd, vi allerede har i vort tankekatalog og udvider forrådet. Gennem talte og skrevne ord forsyner vi hinanden med tankekombinationer. Vor tale kan gøre andre vrede eller bedrøve dem, men den kan også glæde, inspirere og hjælpe dem, ja, ligefrem være med til at skabe fornyelse i deres liv. Hvis ikke ordene er belivet af tanker og følelser, bliver de til døde klicheer og talemåder. Megen konversation mellem mennesker er sådan "død tale", det levende ord er ikke inkarneret i den, og der sker ikke noget i de talendes bevidsthed i direkte forbindelse med det, der bliver sagt. Det behøver dog ikke at være ensbetydende med, at der ikke sker noget, for det kan være, at vedkommende tænker det stik modsatte af det, han eller hun siger. Ordet bliver af det jordiske menneske sommetider trukket ned på så lavt et plan, at det bruges ikke blot til at udtrykke en tanke, men til at dække over en tanke, en slags camouflage, der hører dyreriget og ikke en menneskelig tilstand til. Men også dette viser, at mennesket har sin egen åndelige verden bag den fysiske, sin tanke- og følelsesverden, som det har mulighed for at give fysisk udtryk for gennem ord og handlinger, men også har mulighed for at skjule gennem tavshed og passivitet eller camouflere gennem talemåder eller ligefrem gennem usandfærdige ord.

I livet efter døden vil en sådan camouflage dog ikke kunne finde sted. Der dannes organismerne ikke af fysisk materie, men af tankematerie. Man ser altså ud, som man tænker. Og man behøver ikke forme ordene i lyde eller skrift, men tankeoverføring overgår direkte fra det ene væsen til det andet eller viser sig i billeder, i farver og former. Men alligevel er det "ordet", der er bagved som den formulerende tanke, og uden at gå i lære og gøre erfaringer i de fysiske ords verden, ville det jordiske menneske aldrig blive en guddommelig og suveræn medarbejder og medskaber i de åndelige verdener.

Gennem andre menneskers tale og skrift kan ethvert menneske lære meget, men livets egen tale kommer ikke blot til os fra andre mennesker, men fra hele naturen. Naturen er både skrift og tale for den, der kan se og høre med et åbent sind og åbne sanser. "Adam gav dyrene navne", lærte vi i vor børnelærdom; det er et symbol på, at mennesket på et vist tidspunkt i sin udvikling begynder at opleve naturen bevidst, dvs. at vekselvirke med den ikke blot gennem instinkter, men også med følelse og intelligens og efterhånden også med intuition. At mennesket giver de forskellige foreteelser i naturen navne, sker jo ikke blot for at remse en hel masse navne op, men det er udtryk for, at mennesket lærer naturen at kende og de forskellige naturfænomeners indbyrdes sammenhæng. Det skaber det tankekatalog, som udgør dets dagsbevidsthed, som stadig udvikles gennem nye erfaringer. Mennesket lærer at læse i livets bog, som er selve naturen, det lærer at stave, at danne ord og sætninger og få en mening ud af det. Den virkelige mening har mennesket dog endnu ikke fundet frem til, det staver sig stadig møjsommeligt frem gennem naturens sprog og er tilbøjelig til at hænge sig i detaljer og enkelte ord eller bogstaver uden at kunne se den helhed, de danner. Sådan er selve den materialistiske livsindstilling. Det materialistisk indstillede menneske stirrer sig blind på de enkelte bogstaver i naturens eller livets bog. Men bogstaver har jo ingen betydning, hvis ikke de sættes sammen til ord og sætninger, der danner mening. På samme måde har naturens detaljer, som kan vejes og måles, heller ingen anden betydning end den, de får i forhold til den helhed, hvori de er detaljer. Og ligesom det er en tankeverden eller åndelig verden, der giver sig til kende gennem bogstaver, ord og sætninger, er det også en åndelig verden, der tilkendegiver sig gennem naturens detaljer, enten disse detaljer er elektroner og atomer, eller de er planter, dyr og mennesker, eller kloder, solsystemer og mælkevejssystemer.

Så længe det materialistisk indstillede menneske kun vil anerkende det, der kan vejes og måles, som virkelighed, vil det, lige meget hvor videnskabeligt det er indstillet, være at ligne ved et væsen, der vandrer rundt i et kæmpebibliotek med mange tusinde bøger uden at kunne sanse andet end tryksværte og papir. Et bibliotek er et sted, hvor åndelig kraft er opmagasineret i fysisk materie, og gennem den proces, vi kalder læsning, kan den frigøres og oplade den menneskelige bevidsthed. En bog, der interesserer et menneske, er jo som et element, der afgiver energi til et modtagerapparat. Og bogen har den fordel frem for et almindeligt elektrisk element, at den ikke indeholder mindre kraft, fordi et menneske har modtaget impulser ved at læse den, eller hundrede mennesker har gjort det. Først når den er slidt op og ikke mere kan læses, duer den ikke mere som "opladningselement", men er det en virkelig værdifuld bog, er dens energi jo så for længst overført til andre udgaver. Naturen er i sig selv et sådant kosmisk bibliotek, men menneskene er analfabeter, når det drejer sig om den form for læsning. De kender "bøgernes" papirmasse, deres mål og vægt, deres plads på reolen og omslagets farve, men det væsentlige ved dem, det de kan fortælle, enten det er en videnskabelig beretning eller et fantastisk eventyr, det kender de ikke noget til, og vil måske endda benægte, at de overhovedet indeholder andet end tryksværte og papir.

For at komme videre i sin udvikling må det jordiske menneske lære det levende ord at kende og ikke nøjes med det døde bogstav. Det gælder naturligvis ikke blot for videnskabens vedkommende, det gælder for alt, også for religionen. Ligesom naturen er Guddommens tale til mennesket, er religionerne det også. Og mennesket skal efterhånden blive klar over, at naturen og religionerne i virkeligheden fortæller det samme. Der kan naturligvis ikke eksistere to former for sandhed eller virkelighed, en der er videnskabelig, og en anden der er religiøs. Det er den samme virkelighed, og den åndelige videnskab vil vise menneskene, at det er den samme Guddom, som taler gennem religionerne og gennem naturen. Menneskene er af den opfattelse, at naturen kun er noget fysisk, og at religionerne kun er noget åndeligt. Men det er ikke rigtigt. Alle naturens fysiske processer, dens kredsløb og energiudløsninger, som viser den mest hårfine logik i sine indbyrdes forhold, kunne overhovedet ikke finde sted, hvis ikke der var tanke og dermed en tankeverden og et tænkende væsen bagved. Mennesket er jo selv en del af naturen, og det, at mennesket kan tænke og skabe og er i besiddelse af humane følelser, er da også en naturproces. Altså kan vi blot ved at se på os selv se, at naturens verden også er en åndelig verden. Der er et gammelt ord, der siger: "Kend dig selv, og du kender hele universet". Og det er rigtigt. Mennesket kender hverken sig selv eller universet endnu, selv om det ved meget om sin fysiske organisme og om kloder, sole og mælkeveje. Denne fysiske viden er kun "tryksværte og papir", og for virkelig at vide noget, må det jordiske menneske lære den åndelige verden at kende, som findes både bag dets egen organisme og bag det fysiske univers.

Naturen er, enten det drejer sig om mennesket eller den verden, der omgiver mennesket, eller den verden, der udgør dets organisme, en åbenbaring af ånd. Ånd er bevidsthed om sig selv og om verden og udfolder sig som en bevidst vekselvirkning med verden. Men hvad er verden, naturen, universet? Det er den levende Gud, hvori vi lever, røres og er, og naturens tale er Guds tale til os, hvorigennem vi får erfaringer og bliver klogere og kærligere. Når vi bliver klogere og kærligere, er det, fordi vi gennem erfaringerne får indblæst "livets ånde" eller selve Guddommens tankeverden, vi lærer "at kende forskel på godt og ondt for at kunne blive ligesom Gud", vi bliver altså "mennesket i Guds billede". Men det er jo gennem "ordet", at vi kommer til at opnå denne tilstand. Ordet er den formulerede tanke, der ordnes i vort tankekatalog sammen med andre ord og tanker. Tankekataloget eller bevidstheden udvikles og udvides, indtil den kommer til at dække selve Guddommens tankeverden mere og mere.