Verdensgenløseren har engang sagt: "Dømmer ikke, thi med den dom, I dømmer, skal eder igen tilmåles". For en masse mennesker er denne sætning kun et dødt postulat, ja, bliver nærmest opfattet som ren overtro, og så er sandheden den, at disse ord er den mest alvorlige advarsel, der overhovedet nogen sinde er givet menneskeheden. Og alvoren i nævnte advarsel er så meget desto mere åbenbar, eftersom dens ordlyd er en formel i kosmisk kemi, hvilket igen vil sige den kemi eller det videnskabelige fag, igennem hvilket individet skaber sin skæbne. At ignorere nævnte advarsel er at ignorere den mest geniale metode, ved hvilken man kan skabe sin egen lykke, ja, det er intet mindre end ligefrem at umuliggøre skabelsen af sit eget virkelige velvære.

Hvordan skal det da gå i en stat, hvor man har autoriseret retten til at dømme et væsen til døden som straf for en forbrydelse? – Ja, hvor man i det hele taget "straffer". Kan en "straf" være andet end "hævn"? – Nej, alt, hvad der går ud på at beskadige eller pine et menneskes organisme, kan udelukkende kun være hævn, der hvor dette da ikke befordres af sadisme. Statens ret til at "straffe" "forbrydere" er altså det samme som dens ret til at "hævne". Men hvordan kan en stat have virkelig ret til at "hævne", når den autoriserede religion lærer dens undersåtter, at de ikke må hade eller hævne, men skal vende den højre kind til, når de bliver slået på den venstre? – Ser vi ikke her tydeligt som kendsgerning, at en sådan stat endnu må være at betragte som en "hedensk"? – Og jo mere den anvender virkelig "straf", hvilket vil sige påfører væsenerne virkelig legemlig og sjælelig beskadigelse eller pinsel, desto mere hedensk vil samme stats mentale standard være at udtrykke.

Hvordan skal det gå en sådan stat, der hævner sig på denne måde, myrder og dræber, torterer og piner sine undersåtter, hvis den overleverede advarsel virkelig udtrykker en videnskabelig sandhed? – Den skal altså selv dømmes med alle de domme, hvormed den har dømt og dræbt sine undersåtter. I sandhed, det er ikke så mærkeligt, at ingen kultur hidtil har kunnet bestå, men ynkeligt har måttet gå til grunde. Hvordan kan man udrydde et princip ved at dyrke det? – Er ikke loven således, at jo mere man dyrker en ting, desto mere udvikler tingen sig? – Er det ikke en kendsgerning inden for enhver moderne stats universiteter eller læreanstalter? – Når et menneske har dræbt et andet menneske, hvad gavner det så staten, at den også myrder et (idet den må henrette forbryderen)? – Hvordan kan det blive udtryk for logik eller næstekærlighed, at staten ligefrem konkurrerer med mordere og forbrydere i at dræbe, hævne eller tortere? – Ja, når staten føler sig forpligtet til at dræbe ethvert menneske, der har dræbt et andet menneske, bliver forbryderne jo diktatorer af statens morderiske kunnen. Lige så mange væsener, som forbryderne har dræbt i samfundet, lige så mange har staten også måttet dræbe. Lige så mange væsener, som forbryderne har pint, lige så mange væsener må staten også pine, idet den jo må pine (straffe) forbryderne, men derved bliver staten jo forbryderens udtrykte billede. Staten lader sig altså forme i "forbryderens" billede. Men hvordan kan den da blive "kulturstat"? –

Her vil man rimeligvis sige, at der dog er forskel på motivet til statens udløsning af henrettelse og straf og så på motivet til forbryderens udøvelse af mord og hævn. Men hvad forskel er der i disse to motiver? – Statens motiv er selvopholdelsesdriften, men hvem vil påstå, at forbryderens motiv ikke også er selvopholdelsesdrift? – Når et normalt menneske hævner, skyldes det jo udelukkende den forestilling, at hævneren føler udløsningen af hævnen som retfærdighed, og når forbryderen stjæler, lyver, bedrager eller begår rovmord, betragter han også dette som "retfærdighed", som en nødvendighed for sin eksistens. Når staten henretter eller dræber eller på anden måde straffer, betragter den også dette som "retfærdighed", som en slags nødvendighed for sin eksistens. Er princippet ikke nøjagtigt det samme, nemlig det princip, der udgør dyrets selvopholdelsesdrift? –

Hvordan kan staten da komme uden om at "straffe"? – En stat ville jo gå totalt til grunde, hvis den ikke "straffede" og tilintetgjorde forbryderne. Men er der da nogen stat hidtil, der ikke er gået til grunde? – Og er vore i dag så højtpriste moderne kulturstater ikke på vej mod undergangen? – Er ikke allerede et alt for stort tal af kulturcentre eller verdensbyer lagt i ruiner, ja, er ikke hele stater og kongeriger gået under, skønt de var de stater, der indtil den højeste genialitet og i overdådighed anvendte straffe- og henrettelsesprincippet? – De mest diktatoriske straffe- og mordbefordrende stater blev altså de første, der blev lagt i ruiner. Det var også i de stater, at almindelige fængsler og tugthuse blev alt for små foranstaltninger. Man måtte have koncentrationslejre og gaskamre for at kunne befordre det voksende straffekrav. Giver det ikke alvorlig grund til eftertanke? – Skulle de ikke netop have været de sidste til at gå under? – De var jo de bedste til at opfylde den "autoriserede retfærdighed". De bedste til at udløse straffe og dødsdomme. En sådan stat måtte da rigtigt kunne florere, måtte da rigtigt kunne hævde sig. Men det modsatte blev altså en kendsgerning. Nedværdigende fiasko, ruinbyer og undergang for folket, og krigsskafot og selvmord for denne art morals profeter og ophav.

Nu vil man rimeligvis igen fremhæve, at man da ikke kan lade forbryderne skalte og valte, som de selv finder for godt. Og det er naturligvis rigtigt. Det er nemlig statens opgave at beskytte samfundet over for forbryderne, men det kan staten umuligt gøre ved tortur eller dødsstraf, men udelukkende kun ved at "beskytte" forbryderne. Kun ved at beskytte andre, beskytter man sig selv. Kun ved at så byg, avler man byg. Man kan ikke avle beskyttelse ved at så mord og tortur. Det turde vel nu snart være en videnskabelig kendsgerning i verden. Før det bliver det, vil der i alle fald ikke opstå nogen absolut varig fred i verden.

Problemet bliver altså dette at avle en beskyttelse imod forbryderne, der er virkelig effektiv, og ikke en beskyttelse, der betyder døden for en selv. Og fremtidens mennesker vil efterhånden indtil genialitet forstå at avle denne beskyttelse og gøre Verdensgenløserens ord til videnskabelig sandhed, at man er det, man selv dømmer andre for at være. Denne beskyttelse, der således bliver tale om, bliver altså ikke en fysisk afvæbning af forbryderne ved at spærre dem inde i fængsler eller koncentrationslejre eller ved et massemyrderi i gaskamre, men udelukkende ved en sjælelig afvæbning. En virkelig kulturstat vil være udstyret med en regering, der totalt er hævet op over hedenskabet, naivitetens og overtroens inkvisitoriske straffebegreber, og derfor vil vide at udrydde eller uskadeliggøre alle disse begreber i deres undersåtter på den af naturen selv forskrevne måde, nemlig ved erfaring og udvikling og ikke ved lemlæstelse og mord. Fremtidsstaten vil derfor anse det som det vigtigste fundament for sin egen beståen, at den beskytter og udvikler sin underverden. Den vil have bestemte foreskrevne, absolut retfærdige betingelser for selve hovedsamfundet, hvilket vil omfatte de af dens undersåtter eller borgere, der er vokset ud over deres forbryderiske tendenser og er blevet modne til at kunne leve i et ordnet samfund. Disse væsener vil komme til at udgøre og leve i det virkelige hovedsamfund. Derefter vil den samme stat have en slags understat, inden for hvilken alle de væsener, som ikke kan indordne sig under hovedsamfundets love, vil blive henvist til at leve. Derved beskytter man hovedsamfundet mod disse væsener, og man beskytter disse væsener (forbryderne) imod sig selv, idet de i undersamfundet ikke kan komme til at udløse deres morderiske natur.

Dette undersamfund skal ikke på nogen som helst måde have præg af at være et fængselsvæsen, ligesom dets ansvarshavende heller ikke skal have noget som helst præg af at være straffe- eller fængselsmyndigheder. De vil derimod i allerhøjeste grad være psykologiske videnskabsmænd, ligesom deres hjælpere selvfølgelig ikke skal være fængselsbetjente, men også have en vis grad af psykologisk uddannelse, samtidig med at de er skolede væsener i tålmodighed og beherskelse af hidsighed. Her vil man finde ud af de forskellige forbryderes særlige sjælelige anlæg og finde frem netop den lille spire af højere livsgnist i dem, der kan bringes til en sådan vækst, at den kan kvæle og underminere de dyriske eller morderiske anlæg i væsenerne og efterhånden gøre dem til lykkelige medborgere i et samfund af helt frigjorte væsener. Man vil i fremtidsstaten således være fuldt fortrolig med, at den forbryderiske underverden er ganske unge sjæle inden for menneskelivet. Det, kulturmennesket har fremme i fuld blomstring, kan et sådant væsen kun have i sin første spæde, vordende spire. Og med denne indsigt som basis er det, at man anlægger undersamfundet. Alle pædagogiske eksperter vil blive taget i dette samfunds tjeneste, og alle tænkelige humane principper vil blive anvendt indtil genialitet. "Forbrydelse" og "forbrydere" vil kun eksistere som overleverede mentale museumsgenstande, overleverede udtryk for fortidig overtro og misforståelse af samfundets yngste. Det, der i dag betragtes som samfundets forbryderiske underverden, vil altså i fremtidsstaten kun kunne eksistere som kulturstatens undersamfund og være under kontrol, under kultur, og alle dets medlemmer vil ganske vist være forment adgang til hovedsamfundet, men inden for deres eget område leve i fuld frihed, alt efter som de kan føle ansvar. Et sådant samfund vil ikke komme til at hedde undersamfundet, men derimod juniorsamfundet, og hovedsamfundet vil hedde seniorsamfundet. Og man vil føle det lige så naturligt at være borger i det ene som i det andet af disse to samfund. Ens placering i juniorsamfundet har altså ikke noget som helst med vanære at gøre. Og adgangen til samlivet i seniorsamfundet opnås udelukkende ved ens egen træning og udvikling i at kunne bære det ansvar, som enhver borger må kunne føle og respektere i et samfund, hvor virkelig hundrede procents frihed og selvstændighed skal være gældende.

Men i samme forbindelse kan det have sin betydning for hvert enkelt menneske i dag at huske på kernen i den overleverede videnskabelige sætning – at man er det, man dømmer andre for at være. Og den skæbne, man med sin ondsindede dom eller kritik er med til at påføre andre, gør man sig selv ubeskyttet imod. Så bagtalelse, udspredning af onde rygter, intolerance og misundelse viser, at man selv er det, man dømmer andre for at være, hvordan skulle man ellers få karma eller gengældelse af den art skæbne, man påfører andre? – Desuden er det en kendsgerning for det udviklede menneske, at dér, hvor man selv er blevet geni, kan man aldrig føre ond kritik eller dom over andre middelmådige væsener i samme bevisthedslag. Dér forstår man alt for godt, hvorledes det andet væsens underlegenhed er et udviklingsspørgsmål og ikke et nuværende, dagsbevidst viljespørgsmål, og så bliver der ikke noget, der giver anledning til indignation eller intolerance. Derfor kan geniet ikke komme ud for skæbne i det felt, hvor han er fuldkommen. Og derfor bliver det også her til kendsgerning, at man ikke kan dømme andre mennesker med anden dom end den, der udtrykker ens eget indre væsen. Man er selv det, man på ond måde dømmer andre for at være. Man kan derfor kende menneskene på deres dom over andre mennesker. Med denne dom fortæller de altså det udviklede menneske, hvad de selv indeholder.