De kender sikkert alle Jesu udtalelse: "Jeg og Faderen vi er ét". I den kirkelige kristne opfattelse er sætningen forlængst indhyllet i mystik og er blevet til den overtro, at Jesus var selve Guddommen. Og han bliver da også i stor udstrækning tilbedt som sådan. Denne verdensgenløserens udødelige sætning er således blevet misforstået. Den er aldrig blevet udtalt for at skulle gøre Jesus til et tilbedelsescentrum i stedet for den virkelige Guddom eller evige Fader. Tværtimod udtrykker han hele sit liv som et forhold mellem fader og søn. Han har derved pointeret en forskel. Sønnen er ikke faderen, og faderen er ikke sønnen. Faderen udgør nemlig et for alle levende væsener evigt eksisterende tilbedelsescentrum eller "fast punkt" for deres liv. Han udgør et tænkende og viljeførende jeg bag naturen, universet eller makrokosmos, på samme måde som vort eget jeg er et tænkende og viljeførende jeg bag vor egen fysiske organisme og fremtræden. På denne måde bliver Guddommen til det største levende væsen, vi kan blive stedet overfor. Da alle naturens kræfter, solenes eller stjernernes gang i det uendelige verdensrum såvel som den sagte sommerbrise igennem skovens lyse løvkroner, er dette væsens manifestation eller tilkendegivelse af liv, kan vi ikke være til uden at være i berøring med denne tilværelsens eller livets største væsens tankemanifestation og viljeføring. At være dette væsen, at være selve Guddommen, kan intet som helst levende væsen være, ud over dette ene væsen, som netop er Guddommen. Et menneske, en verdensgenløser, eller et andet af universets kræfter afhængigt væsen, vil således umuligt kunne fremtræde som Guddommen. Hvor stort et sådant væsen end måtte være, ja selv om det var et mælkevejssystem, vil det dog kun kunne udgøre en ganske lille brøkdel, et forsvindende støvfnug i det tidens og rummets umådelige ocean, der hedder "evigheden". Over for ethvert levende væsen vil der således altid eksistere dette større væsen. Og det er jo i kraft heraf, at alle levende væsener derfor må kaldes "gudesønner". Og af samme grund fornemmer Kristus sig selv som søn af dette væsen og tilkendegiver dette ved at udtrykke nævnte store væsen eller Guddommen som "Fader".

Når Kristus udtrykker sig som "ét med Faderen", betyder dette jo ikke, at han dermed vil pointere, at han er Faderen, thi hvis han er Faderen, kan han jo ikke samtidig være sønnen. Og at han betragter sig selv som sønnen og ikke som Faderen, åbenbarer han jo i mange situationer. Han udtrykker jo aldrig sig selv som Guddommen eller Faderen. Tværtimod, siger han ikke netop, at han har sin mission fra Faderen? Påberåber han sig ikke, at det, han lærer disciplene, er det, Faderen har lært ham? Siger han ikke, at han "går til Faderen"? Og var det ikke i Faderens hænder, han befalede sin ånd, da han døde på korset efter i forvejen at have bedt Faderen forlade sine bødler, da de ikke vidste, hvad de gjorde? Var det ikke også fra kraftens højre side på tronen, han skulle dømme levende og døde? Hvis han selv var Faderen, hvortil så hele denne komedie, hele denne sønnecamouflage? – Hvis han var Faderen, måtte det jo være i hans interesse, at alverdens mennesker kom til at tilbede ham som Faderen og ikke som en camoufleret eller uvirkelig figur af sig selv.

Når en menighed hylder Kristus som Faderen, hylder de altså sønnen i stedet for Faderen. Det kommer således endnu ind under princippet "afgudsdyrkelse". Takket være verdensgenløserens fuldkomne guddommelige mentalitet er denne afgudsdyrkelse ikke så katastrofal, som den ellers ville have været. Men hvis Jesus ikke i så høj en grad var manifestationen af næstekærlighed, som tilfældet var, ville dette at have tilbedt ham, hvilket vil sige, dette at følge ham, jo kunne have ført til den mest bloddryppende ulykkelige skæbne for hans tilhængere. Tænk hvis han havde manet til at hævne og hade! Og menneskene så i deres tilbedelse af ham gik i hans fodspor! Tror man ikke, verden ville have været endnu mere stedet i ulykke og lidelse, end den netop er i dag? – Tror man ikke, det ville have været lidt småt med hospitaler, Røde Kors-bevægelser og andre institutioner, direkte udgået fra lignelsen om "den barmhjertige samaritan"?

Den overtro, at Kristus er den samme som Faderen, må forsvinde ud af menneskenes mentalitet lige såvel som den overtro, der hedder jomfrufødsel. I modsat fald bliver religionen eller dyrkelsen af Kristus en stadigt fortsættende korsfæstelse. Han, som var selve kulminationen af ydmyghed, kan umuligt glædes ved eller tjenes med, at man dyrker ham med en kultus, der ene og alene tilkommer Guddommen.