Åndsvidenskabens vigtigste mission er at løse de levende væseners skæbnemysterium. Thi kan dette ikke løses, vil begrebet retfærdighed og dermed humanitet og kærlighed som livsideal aldrig nogen sinde kunne blive andet end en blind påstand. En blind påstand vil igen sige en påstand, der ikke på nogen som helst måde er underbygget med logisk tænkning. Den vil således være en påstand, der udelukkende er et følelsesudbrud, en særlig slags sindsstemning. Men sindsstemninger kan jo være sympati eller antipati, hvis kulmination igen henholdsvis er kærlighed og had. Da disse to følelsesudbrud udgør de førende skæbnedannende energier, og det således afhænger af disse, om man får en lykkelig eller ulykkelig skæbne, har det sin store betydning, at man får lært disse to følelsesenergier at kende. Det er nemlig vort forhold til disse to energiarter, der bestemmer, om vi i vort forhold til vore omgivelser udløser retfærdighed og giver enhver den del af deres berettigelse til at være til, som de har krav på, eller vi selv tilraner os noget af disse væseners rettighed og lægger til vor egen.

I mange jordmenneskers bevidsthed er det en førende opfattelse, at "enhver er sig selv nærmest". Og med denne opfattelse griber man enhver chance til at tilrane sig ting eller fordele, der i virkeligheden mere tilkommer vor næste end os selv. At denne næste derved kommer til at savne disse ting eller fordele og som følge heraf får sin tilværelse forringet, således at den ikke kan give ham den sande livsglæde eller lyst til at være til, ja, endog undertiden fører ham til en sådan livslede, at han begår selvmord, er kun, hvad der for længst er blevet en almen kendsgerning. Det er denne tilraning af næstens goder, der bevirker armod, sult, nød og elendighed, rent bortset fra at det naturligvis også er den, der ligger til grund for al krigsførelse, røveri, plyndring og undertrykkelse eller kort sagt alt, hvad der kommer ind under begrebet "en ulykkelig skæbne". Og det ser ud til, at dem, der er mest hensynsløse eller har den mindst mulige sympati for næsten og derfor ikke føler nogen skrupler ved at plyndre ham til skindet, har den lykkeligste skæbne. De er rige, velklædte og velnærede, bor i flotte huse og har mere eller mindre alle de materielle goder, som de andre savner. Dertil kommer yderligere, at de igennem deres rigdom har magt til at foretage en endnu mere effektiv plyndring af næsten. Men det er ikke blot i forholdet til næsten, at skæbnen kan blive ulykkelig eller ødelagt. Væsenet kan fødes med en defekt organisme, være vanskabt, sindssygt eller abnormt og med et uhyggeligt udseende eller ydre, medens andre fødes som ualmindeligt velbegavede, ja som genier, eller er på andre måder overdådigt udstyrede med egenskaber, ved hvilke de ikke kan undgå at få sympati, ære og beundring.

Religioner lærer os, at Gud og dermed livet er retfærdigt, og at alt derfor er såre godt, men den logiske tankemæssige begrundelse herfor gives ikke. I stedet for dækkes svaret på dette store skæbnespørgsmål med udtrykket "Guds veje er uransagelige". At dette svar ikke er noget tilfredsstillende svar for tænkeren eller det intellektuelle menneske, er naturligvis givet. At en materialistisk, videnskabeligt indstillet menneskehed heller ikke finder tilfredsstillelse i et sådant svar, er lige så selvfølgeligt. Derfor har religionen med denne sin kapitulation over for skæbneproblemet og dermed over for retfærdighedsbegrebet tabt terræn. Tvivl og materialisme behersker i dag en overordentlig stor del af det jordmenneskelige tankeklima. Og krig, materialisme og uretfærdighed vil derfor også blomstre frodigt, indtil verdensgenløsningen med sit sidste store afsnit "åndsvidenskaben" igen får tag i menneskeheden. Åndsvidenskaben er igen det samme som den af Kristus bebudede "talsmand, den hellige ånd", som skulle komme og lære menneskene alt om sandheden. Hvad kan denne talsmand eller åndsvidenskaben da fortælle om skæbnedannelsen? – Åndsvidenskaben viser os, hvorledes der bag ved al sansning eksisterer et evigt "noget", samt hvorledes dettes evner og talenter og dermed dets skæbne bliver til.

Den første kendsgerning, vi bliver vidne til, er, at der er noget, der oplever. Et sådant noget udgør vort eget jeg. Denne oplevelse vil altid være en reaktion imellem to energigrupper, nemlig det oplevende nogets organisme og denne organismes omgivelser, det være sig andre væseners udfoldelse i tale og handling, eller det være sig udslag af naturens kræfter. Men for at vort jeg således kan opleve noget, må det altså i forvejen have en organisme, der på en eller anden måde kan reagere over for ydre påvirkning. Disse reaktioner går ind i vor bevidsthed som sanseindtryk såsom kulde og varme, lys og mørke, behag og ubehag, og kan igen mere og mere, alt efter som væsenet udvikler sig til højere og højere trin, defineres i særlige detaljer, der igen er det samme som analyser eller vågen dagsbevidst viden. Ud fra denne viden former vi igen vor egen udløsning af energi over for omgivelserne, hvilket vil sige vor tanke og viljeføring eller skabelsen af vore hensigter. Disse bringer igen vore omgivelser til at reagere over for os. Og disse reaktioner bliver så igen til nye erfaringer eller viden.

På denne måde er det muligt for vor organisme at blive til uden vor egen medvirkende vågne dagsbevidsthed. Det lille foster i moders liv bliver jo ganske til ved hjælp af rene automatfunktioner. Det repræsenterer altså en kombination af Cvidens funktioner. Hvordan er disse Cvidens funktioner blevet til? – Og hvor og hvornår var de Bfunktioner eller vågen dagsbevidst viljeføring? – At de har været det engang, er ganske givet, da det jo er umuligt for B- og Cviden at blive til uden først at have været vågen dagsbevidst viden eller "Aviden". Man vil sige, at det er moderens organisme, der iværksætter denne fosterets udvikling, men det er ikke løsningen, for moderen er heller ikke dagsbevidst medvirkende i fosterdannelsen. For hende er det også automatfunktion, ligesom hendes egen organismes tilblivelse er skabt igennem automatfunktion. Da vågen dagsbevidsthed således resulterer i de to efterfølgende stadier, og der ikke på nogen som helst anden måde kan opstå disse to stadier, bliver det her til kendsgerning, at der bag dagsbevidsthedsoplevelsen foregår en psykisk proces, i hvilken erindringerne og automatfunktionscentrene er knyttede til et noget, der kan overleve en organismes undergang og den heraf følgende standsning af A-vidensoplevelsesprocessen og atter sætte skabelsen af en ny organisme i gang, når de ydre forhold er til stede, hvilket i dette tilfælde vil sige to væseners parringsakt og moderens organer for fosterdannelsen. Når så organismeudviklingen er så tilstrækkelig langt fremme, begynder atter den vågne dagsbevidste oplevelse, og en strøm af ny Aviden gør sig igen gældende, går over til at blive til Bviden og derefter til Cviden, hvilket vil sige til en omskabelse af organismen til nye og bedre former. Automatfunktioner, der efterhånden bliver overflødige og derfor ikke bliver brugt, visner og dør eller bortelimineres. På denne måde vil organismen stadig være på højde med sig selv.

På den måde er ethvert individ sin egen skæbnes herre og sine egne talenters smed eller skaber. Hvis man nu vænner sig til en viljeføring og handling, der er en unaturlig Bviden, bliver der unaturlige funktioner i organismen, der ligeledes bliver til selvstændige automatfunktioner og dermed er uden for den vågne dagsbevidste kontrol. Da disse selvfølgelig vil gøre sig gældende i den nye fosterdannelse lige så vel som de naturlige automatfunktioner, er det klart, at det nye foster bliver præget af disse nye funktioner og derved gør den nye organisme til en tilsvarende mislykket eller unaturlig organisme. Sådanne mislykkede organismer har væsener, der er født åndssvage, vanføre eller som sinker.