Hvorfor skulle man ikke lige så godt kunne lave en "tilgivelseskultur", som man kan lave en "ikke-tilgivelseskultur"? – Det er klart, at man lige så godt kan lave en kærlig verden, som man kan lave en djævleverden. Begge dele må skabes, for ellers kan man ikke opleve noget. Hvis man ikke selv oplever mørket, har man det ikke som erfaring. Så længe man kun har det fra andre, der har fortalt om det, er man ikke nået så langt. Der er jo tusinder af mennesker, som er meget humane, men som ikke er færdige med at drikke alkohol og ryge tobak og alt det. Det tager sin tid, men de vil blive vænnet af med alle disse unoder.

Lad os for eksempel sige, at en mand, der skal være soldat, er fuldstændig imod dette at dræbe, men han tvinges til at være med i krigen. Så sker det meget ofte, at han bliver skudt for at blive reddet. For ved at blive skudt, kommer han ind i en højere verden, hvor han ikke skal dræbe. En sådan mand, der kommer ind på den måde, er jo mægtigt i lyset på det andet plan. Derfor vil en masse mennesker blive reddet fra ragnarok ved, at de dør. Det lyder måske mærkeligt. Der er så meget, der danner skepsis, men jeg er nødt til at sige det, for sådan er det. Det er jo soleklart, at de, der ikke har mørk karma til gode, heller ikke skal have det. Og hvordan skulle man ellers skille dem ud fra hinanden? –

De dræbende og for menneskene farlige dyr vil også forsvinde til kloder, hvor de hører hjemme.

Alle disse topolede mennesker bor ikke i huse, de bygger store paladser, hvor de har fælles arrangementer, fælles spisning, underholdning og biografer. Det bliver fælles og meget billigere.

I dag dør mange mennesker af sygdom, men til den tid kommer de alle højt op i årene, fordi de kommer til at leve sundt. Kosten ved fællesspisningen i fællespaladserne vil blive lavet i overensstemmelse med de højeste sundhedsforskrifter, der bygger på de højeste åndelige erfaringer.

I fremtidsstaten vil man ikke bo i byer, men i store paladser med store parker og skove omkring sig. Og det vil ikke virke som byer med gader og slumkvarterer. Det vil være indrettet efter den højeste fuldkommenhed.

De grove former for arbejde, man har i dag, siger man farvel til. Der vil kun være det, der er meget nemt at have med at gøre. Man kan faktisk ikke overdrive det at arbejde. Der bliver ikke noget hårdt arbejde, fordi man får lavet maskiner, datamaskiner og computere, der kan lave det hele. Der er opfindelser på vej, som man slet ikke kan fatte i dag.

Menneskene vil få deres arv til jorden. De får den ikke udleveret på den måde, at hvert enkelt menneske tildeles et stykke jord. Men det bliver administreret af en fælles øvrighed. Det bliver regnet ud, hvor meget ethvert menneskes liv koster, og hvor meget arbejde der skal til, for at det kan få en ordentlig levestandard. Det får så et arbejdskort, der lyder på det.

Fremtidens levestandard vil ligge over den levestandard, som selv millionærer lever på i dag, så der vil ikke være mangel på noget. Hvis man f.eks. tænker sig, at en mand efter gældende levestandard har en bil – hvis de overhovedet har biler til den tid, det tvivler jeg noget på – og gerne vil have en til, så kan han nemt få det. Arbejdsmyndighederne ved, hvor meget en bil koster. Den koster måske 2 eller 3 arbejdstimer, og så skal han bare arbejde de ekstra timer. Der er ingen mangel på noget, jorden er så umådelig velhavende.

Der er ingen penge. Der er kun arbejdskortet, og det kan man ikke sælge, det er ligesom et pas, der kun gælder for den pågældende person. Der vil ikke være nogen svindel, og der bliver ingen strejker.

Når menneskene når frem til verdensriget, begynder de første at komme til verden uden fødsel, ved materialisation. Der ser man så ånder og mennesker sidde ved samme bord og snakke sammen. Der går den fysiske verden meget ind i den åndelige verden, og der får de kosmisk bevidsthed og bliver kristusvæsener.

De vil alle være store kunstnere. De, der ikke har kosmisk bevidsthed, er på vej til det, og det må være nemt at være på vej til det, når de er omgivet af mange høje væsener. De ser dem pludselig komme frem, ser dem materialisere og dematerialisere sig. Så forsvinder den skepsis, der kan holde dem psykisk tilbage.

Menneskene er allerede jordens hjerneceller, men de bliver altså Guddommens bevidsthedsceller. Der bliver de i lange, lange tider, inden de igen skal igennem salighedsriget og fødes i en ny spiral, hvor de så vokser igen. I hver spiral oplever de mørkets kulmination, og så oplever de lysets kulmination, og så går de ind i en ny spiral igen, og på den måde er alting taget i brug.

Evigheden eksisterer ikke som et tomt rum, hvor der ikke er noget. Kloder og stjerner skabes ikke ud af et intet ved en eksplosion i et tomt rum. Nej, rummet er opfyldt! – Som barn tænkte jeg: "Hvad mon det er for noget – hele verden?" – Men det er altså en evig realitet, et evigt levende væsen. Og dette levende væsen er hele tiden alvidende, almægtigt og alkærligt, fordi det i sin primære bevidsthed kun har væsener i sig af denne højde. De vokser op og får denne alviden, almagt og alkærlighed, når de bliver kristusvæsener, og så danner de Guds primære bevidsthed, indtil de begynder at degenerere igen. Dette kredsløb sikrer, at Guds bevidsthed altid er på fuld højde. Det er ikke som med os andre. Vi har en tid, hvor vi skal være væk, hvor vi skal ned for at lære igen. Men Guds bevidsthed fungerer 100 procent fuldkomment ustandseligt, og derfor er det lige meget, hvor man beder til Gud, for Gud er alle vegne – i alle mennesker, i alle planter, i alting.