M1762
Den ny verdenskultur efter ragnarok
af Martinus

1. Tilgivelse er grundlaget for en ny kultur
Det er blevet sagt, at man skal tilgive alle, men det kan man ikke begynde skabelsen af en ny kultur med. Mange er ikke indstillede på, at man skal tilgive, og det er da klart, det kan de heller ikke være. Men tilgivelsen er det væsentlige punkt i den fuldstændige afskaffelse af hævn og våben, som efterhånden bliver fuldstændig forbudt. Det er klart, at det vil blive diskuteret længe. Folk vil sige, at man ikke kan undvære våben, men det kan man. Al våbenfabrikation, al krig, al hævn vil forsvinde. Det bliver en vældig forvandling, den største, der overhovedet kan times jordens befolkning.
Hvorfor skulle man ikke lige så godt kunne lave en "tilgivelseskultur", som man kan lave en "ikke-tilgivelseskultur"? – Det er klart, at man lige så godt kan lave en kærlig verden, som man kan lave en djævleverden. Begge dele må skabes, for ellers kan man ikke opleve noget. Hvis man ikke selv oplever mørket, har man det ikke som erfaring. Så længe man kun har det fra andre, der har fortalt om det, er man ikke nået så langt. Der er jo tusinder af mennesker, som er meget humane, men som ikke er færdige med at drikke alkohol og ryge tobak og alt det. Det tager sin tid, men de vil blive vænnet af med alle disse unoder.
2. Under det kommende ragnarok kan døden være en redning
De mennesker, som er nået frem til ikke at stjæle, myrde, gå i krig og lave onde handlinger, behøver ikke at være bange for ragnarok. Det betyder ikke, at de ikke kan rammes af døden, for den kan være den eneste redning for dem. Døden er jo en fødsel. Når ragnarok raser, huse bryder sammen, vulkaner kommer i udbrud og alting ramler, så kan de, der ikke skal have karmaen, i mange tilfælde ikke reddes på anden vis. Der er jo så mange, der bor ved siden af hinanden. En skal måske have en forfærdelig karma, mens de andre ikke har denne karma til gode. Så ville det kunne blive en uretfærdig skæbne. Men der er det jo, at døden er en lige så god redning, som den er en afslutning på det fysiske liv.
Lad os for eksempel sige, at en mand, der skal være soldat, er fuldstændig imod dette at dræbe, men han tvinges til at være med i krigen. Så sker det meget ofte, at han bliver skudt for at blive reddet. For ved at blive skudt, kommer han ind i en højere verden, hvor han ikke skal dræbe. En sådan mand, der kommer ind på den måde, er jo mægtigt i lyset på det andet plan. Derfor vil en masse mennesker blive reddet fra ragnarok ved, at de dør. Det lyder måske mærkeligt. Der er så meget, der danner skepsis, men jeg er nødt til at sige det, for sådan er det. Det er jo soleklart, at de, der ikke har mørk karma til gode, heller ikke skal have det. Og hvordan skulle man ellers skille dem ud fra hinanden? –
3. Kulturmiljøer for mennesker, der ikke er udviklede til at leve i en normal kultur
I den ny verdensepoke må man lave en adskillelse fra de mennesker, som ikke er udviklede nok til at leve i en normal kultur. Der må laves et kulturmiljø, som passer for deres lavere trin, så de også kan føle livet normalt1. Men de må være under kontrol, så de ikke kan komme til at myrde, dræbe, lave seksuelle forbrydelser og alt det, man nu straffer for. Men dem vil der ikke være så mange af i den nye verdensepoke. De, der ikke kan blive bedre ved ragnarok, fødes jo ikke på jorden mere, for de kan ikke komme i kontakt med kristusbevidstheden eller det højere plan, som jorden bliver løftet op i. En masse mennesker vil jo blive omvendt, men der er også mange, der er så langt nede, at de ikke bliver stort bedre efter ragnarok. Og de må så fortsætte på en klode, hvor de kan opleve mere ragnarok.
De dræbende og for menneskene farlige dyr vil også forsvinde til kloder, hvor de hører hjemme.
4. Fremtidens boligforhold
Jorden vil blive mindre befolket efter ragnarok. Der vil også blive født færre børn, efterhånden som polforvandlingen skrider frem. Henimod det nye verdensrige vil der blive færre og færre ægteskaber, også papirløse, fordi manden og kvinden vil blive meget ens. Man vil ikke tale om mænd og kvinder, men om mennesker.
Alle disse topolede mennesker bor ikke i huse, de bygger store paladser, hvor de har fælles arrangementer, fælles spisning, underholdning og biografer. Det bliver fælles og meget billigere.
I dag dør mange mennesker af sygdom, men til den tid kommer de alle højt op i årene, fordi de kommer til at leve sundt. Kosten ved fællesspisningen i fællespaladserne vil blive lavet i overensstemmelse med de højeste sundhedsforskrifter, der bygger på de højeste åndelige erfaringer.
I fremtidsstaten vil man ikke bo i byer, men i store paladser med store parker og skove omkring sig. Og det vil ikke virke som byer med gader og slumkvarterer. Det vil være indrettet efter den højeste fuldkommenhed.
5. Fremtidens arbejde og administration
Markerne vil ikke blive dyrket for at give foder til dyrene, men for at give føde til menneskene. Der vil også komme plantearter, man ikke kender i dag.
De grove former for arbejde, man har i dag, siger man farvel til. Der vil kun være det, der er meget nemt at have med at gøre. Man kan faktisk ikke overdrive det at arbejde. Der bliver ikke noget hårdt arbejde, fordi man får lavet maskiner, datamaskiner og computere, der kan lave det hele. Der er opfindelser på vej, som man slet ikke kan fatte i dag.
Menneskene vil få deres arv til jorden. De får den ikke udleveret på den måde, at hvert enkelt menneske tildeles et stykke jord. Men det bliver administreret af en fælles øvrighed. Det bliver regnet ud, hvor meget ethvert menneskes liv koster, og hvor meget arbejde der skal til, for at det kan få en ordentlig levestandard. Det får så et arbejdskort, der lyder på det.
Fremtidens levestandard vil ligge over den levestandard, som selv millionærer lever på i dag, så der vil ikke være mangel på noget. Hvis man f.eks. tænker sig, at en mand efter gældende levestandard har en bil – hvis de overhovedet har biler til den tid, det tvivler jeg noget på – og gerne vil have en til, så kan han nemt få det. Arbejdsmyndighederne ved, hvor meget en bil koster. Den koster måske 2 eller 3 arbejdstimer, og så skal han bare arbejde de ekstra timer. Der er ingen mangel på noget, jorden er så umådelig velhavende.
Der er ingen penge. Der er kun arbejdskortet, og det kan man ikke sælge, det er ligesom et pas, der kun gælder for den pågældende person. Der vil ikke være nogen svindel, og der bliver ingen strejker.
6. Materialisation og dematerialisation
Det verdensrige, der er skildret i 4. kapitel i Livets Bog, er så at sige porten ind til det rigtige rige, til det åndelige rige. Før man når ind i det rigtige rige, kommer man ganske vist ind på det åndelige plan imellem livene, men det er på mindre udviklede terræner, hvor man er for at opleve, hvile og styrke sig, inden man skal fødes igen.
Når menneskene når frem til verdensriget, begynder de første at komme til verden uden fødsel, ved materialisation. Der ser man så ånder og mennesker sidde ved samme bord og snakke sammen. Der går den fysiske verden meget ind i den åndelige verden, og der får de kosmisk bevidsthed og bliver kristusvæsener.
De vil alle være store kunstnere. De, der ikke har kosmisk bevidsthed, er på vej til det, og det må være nemt at være på vej til det, når de er omgivet af mange høje væsener. De ser dem pludselig komme frem, ser dem materialisere og dematerialisere sig. Så forsvinder den skepsis, der kan holde dem psykisk tilbage.
7. Skepsis er en stor hindring for at kunne lave mirakler
Det er denne vældige skepsis, der er skyld i, at menneskene ikke kan lave mirakler og sådan noget. Det vil sige, det er en del af årsagen, for selv om de ikke var skeptiske, så var de endnu ikke udviklet til at kunne det. Men skepsis er en stor hindring for dem, der begynder at kunne lave mirakler. Det er jo dette, at de ikke kan tro på det. Kristus siger: "Det var din tro, der hjalp dig". Hele tiden maner han til tro. Han måtte jo vide det, for han vidste jo, at han kunne gøre det. Han havde ingen skepsis. Derfor vidste han, at havet ville lystre ham, at han kunne ophæve tyngdekraften. Når jeget i menneskene får hele sin magt, så er det herre over al bevægelse. Derfra kommer al bevægelse i livet, og derfra kan man forklare alle miraklerne. Jeget i de levende væsener har jo al magten, når de er blevet kristusvæsener.
8. Guddommens primære bevidsthed
På det virkelige åndelige plan får man en millionårig tilværelse, hvis man da kan sige det med tal. Her er alle de væsener, der er blevet kristusvæsener. De har ikke nogen særlige kroppe. Kroppen bliver til ved tanken, og der er sådan set ikke noget skillerum mellem jegerne, de er alle centre i Guddommens jeg. På det plan, hvor kristusvæsenerne har hjemme, er det lige som om, auraerne kommer til at hænge sammen. De har jo alle sammen almagt, alvidenhed og alkærlighed. Der bliver således én almagt, alvidenhed og alkærlighed. Det danner de tilsammen. Og det er Guddommen, og derfor er Gud allestedsnærværende.
Menneskene er allerede jordens hjerneceller, men de bliver altså Guddommens bevidsthedsceller. Der bliver de i lange, lange tider, inden de igen skal igennem salighedsriget og fødes i en ny spiral, hvor de så vokser igen. I hver spiral oplever de mørkets kulmination, og så oplever de lysets kulmination, og så går de ind i en ny spiral igen, og på den måde er alting taget i brug.
Evigheden eksisterer ikke som et tomt rum, hvor der ikke er noget. Kloder og stjerner skabes ikke ud af et intet ved en eksplosion i et tomt rum. Nej, rummet er opfyldt! – Som barn tænkte jeg: "Hvad mon det er for noget – hele verden?" – Men det er altså en evig realitet, et evigt levende væsen. Og dette levende væsen er hele tiden alvidende, almægtigt og alkærligt, fordi det i sin primære bevidsthed kun har væsener i sig af denne højde. De vokser op og får denne alviden, almagt og alkærlighed, når de bliver kristusvæsener, og så danner de Guds primære bevidsthed, indtil de begynder at degenerere igen. Dette kredsløb sikrer, at Guds bevidsthed altid er på fuld højde. Det er ikke som med os andre. Vi har en tid, hvor vi skal være væk, hvor vi skal ned for at lære igen. Men Guds bevidsthed fungerer 100 procent fuldkomment ustandseligt, og derfor er det lige meget, hvor man beder til Gud, for Gud er alle vegne – i alle mennesker, i alle planter, i alting.
Note
1. Se evt. Livets Bog 7, stk. 2400
Artiklen er baseret på en båndafskrift af Martinus' udtalelser på et rådsmøde den 16. december 1980, mindre end tre måneder før hans bortgang den 8. marts 1981. Bearbejdelse af båndafskrift, titel og stykoverskrifter af Ole Therkelsen er godkendt i rådet 04.06.2004. Første gang bragt i Kosmos nr. 8, 2006. Artikel-id: M1762.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.