En af de største årsager til sorg er den foreteelse i det daglige liv, vi kalder "døden". Hver eneste dag dør millioner af mennesker verden over, og hver dag vil tilsvarende, ja, endnu flere millioner græde og hulke over de afdøde, tabte kære venner eller pårørende. Hver dag vil der således være millioner af mennesker, der sortklædte deltager i en lige så sortfarvet begravelsesceremoni med sørgetaler, sørgemusik og ligsalmer. Hver eneste dag græder således millioner af mennesker over noget, som nu engang er en naturlig proces i livets opretholdelse og beståen. Dødsprocessen er lige så naturlig som fødselsprocessen. Og hvorfor skulle livets love lige akkurat på dette ene felt afvige fra deres på alle andre områder særlige struktur og lovbundethed? –

I sin altoverstrålende manifestation, tale og påvirkning af de levende væsener stadfæster hele naturen således indtil hundrede procent som kendsgerning, at ingen materie kan være blivende eller stillestående, men uafladeligt må være underkastet den forvandlingsproces, vi allerede har nævnt som et kredsløb. Hvorfor udtrykkes denne naturens forvandlingsproces netop som et kredsløb? – Jo, ganske simpelt fordi forvandlingen hverken fysisk eller psykisk fører frem i lige linje. Den vil altid føre tilbage til sit udgangspunkt for så igen derfra at udgå i en ny bevægelse, der ligeledes fører tilbage til udgangspunktet. Således fører ethvert døgn tilbage til en ny morgen, og ethvert år tilbage til et nyt år. Det er det samme princip, der får kloder, sole og mælkeveje til at gå i kredsløbsbaner, og elektroner til at omkredse atomkernen. Men det er ikke blot bevægelsen fremad i rummet og tiden. Kredsløbsprincippet er også til stede i enhver forvandling. En forvandling af en ting vil således også være et led i et kredsløb. Tingene forvandler sig fremad til forskellige stadier for igen at blive det samme, som det var ved sit udgangspunkt. Dette ses jo undertiden tydeligt med selve mennesket. Fra barn vokser det frem igennem stadierne ungdom og manddom til alderdommen, der i mange tilfælde gør væsenets fremtræden barnlig. Det er jo herfra, man har ordet at "gå i barndom".

At alt i naturen, lige fra vanddråben til det levende væsens organisme, er organiseret i kredsløbsgentagelser – døgn efterfølges af døgn, år efterfølges af år, levende væseners organismer efterfølges af levende væseners organismer – bliver altså al funktions evigt urokkelige fundament. Det mest urokkeligt fundamentale, livet afslører for det intellektuelle menneske, er dette, at alt er gentagelser, alt iler tilbage til sit udgangspunkt for atter herfra at udgå i et nyt kredsløb, der også fører tilbage til udgangspunktet, og således fortsættende. Dette er altså materiens løsning. Al tilsyneladende tilintetgørelse er således kun forvandling. Det er tingenes overgang fra et stadium i kredsløbet til et andet. Materien kan således aldrig nogen sinde forgå, den vil evigt eksistere. Verdensaltet vil således evigt udgøre det samme kvantum materie, det samme urstof. Der vil aldrig nogen sinde kunne opstå mere materie i universet, ligesom der heller aldrig nogen sinde kan blive mindre materie. Intet kan således opløse sig og blive til absolut intet. Det, der eksisterer, vil evigt udgøre noget eksisterende. Det eksisterende kan ikke blive til noget absolut ikke eksisterende. Alverdens materie er således evig. Dette er dødsmysteriets første urokkelige facit, og vi kan kalde det "facit A".

Men der er mere til end blot og bar materie. Materien befinder sig i bevægelse. Vi har allerede berørt, at denne bevægelse er organiseret således, at der opstår det, vi kalder "kredsløb". Ethvert kredsløb, der hvor dette fremtræder mest manifesteret eller synligt på det materielle plan, består af fire forskellige tilstande eller afsnit, der adskiller sig fra hverandre ved at være kontrære. I de to afsnit kulminerer kontrasten, og i de to andre fremtræder kontrasten kun som overgangsstadier. Ser vi på døgnkredsløbet, da ligger kontrastens kulmination imellem de to afsnit: middag og midnat, og dens mellemstadier udgøres af morgenen og aftenen. Ser vi på årskredsløbet, er kontrasten mellem stadierne på sit højeste imellem sommeren og vinteren, medens foråret og efteråret udgør mellemstadierne. Ser vi på selve stoffet eller materien i kredsløbet, vil kontrasten kulminere imellem de to stadier: det faste og det stråleformige, medens de to andre stadier: den flydende og den luftformige, udgør mellem- eller overgangsstadier.

Uden materiens kredsløbsprincip, der danner kontrastprincippet, vil al oplevelse altså være umulig. Men i kraft af materiens fire forskellige hovedstadier: fast, flydende, luftformig og stråleformig, kan disse stadier indbyrdes skelnes fra hverandre. Men de kan ikke blot skelnes fra hverandre. Materier af de forskellige slags kan sammensættes i forskellige kombinationer, som naturligvis alle uden undtagelse på grund af materiens underkastelse af kredsløbsloven igen må forgå. Sådanne materiekombinationer kender vi som "skabte ting". De er altså blevet til. Men når de udgør noget, der er blevet til, markerer de altså et tidspunkt. Og da de igen skal forgå eller ophøre, markerer de igen et tidspunkt for dette deres ophør. Imellem de to tidspunkter eksisterer altså et tidsrum. Dette tidsrum udgør den skabte tings alder. Men da den skabte ting bestod af materier fra forskellige stadier i kredsløbet, som blev kombineret på en særlig måde, kom den til at afvige fra de materier, som den blev udtaget fra. Den blev mere eller mindre en kontrast til den øvrige materie. I kraft af at den således afviger fra den øvrige materie, markerer den et pladsforhold. Den optager eller udfylder et særligt rum. Ingen skabt ting kan således eksistere uden at markere tid og rum, der igen er det samme som alder og form. Og vi siger om tingen i åndsvidenskabelig udtryksmåde, at den er tids- og rumdimensionel.

Idet tingen således er tids- og rumdimensionel, er den altså dømt til at skulle forgå. Og vi ser derfor, at alt, hvad vi kan blive vidne til eller direkte sanse af materielle eller skabte ting, er forgængeligt. Heraf er den overtro opstået, at alt er dødeligt, og derved udelukkes enhver mulighed for det levende væsens oplevelse af et evigt liv. Og denne overtro er altså på sit højeste hos den mest materialistisk indstillede videnskabsmand. At det netop er en særlig klasse af intellektuelle væsener, der docerer denne indbildte dødelighed for alle, har jo bevirket, at det på et særligt udviklingstrin ligefrem bliver moderne at hælde til denne anskuelse. Men en sådan anskuelse er jo himmelråbende langt borte fra at være dødsmysteriets afsløring, tværtimod, det er dødsmysteriets tilsløring. Denne tilsløring er uundgåeligt en livets tilskikkelse i et kredsløb, på samme måde som natten og vinteren er en uundgåelig tilskikkelse i hvert af deres særlige kredsløb. Alle levende væsener må altså igennem denne sfære af kulminerende overtro eller åndeligt mørke og de heraf affødte bloddryppende følger eller kulminationen af det dræbende princip.

Hvad er der da galt i opfattelsen af døds­mysteriet? – Hvordan kommer denne materialistiske videnskabelige overtro ind i verden? – Den kommer som før nævnt ind i kraft af den omstændighed, at alt, hvad der direkte kan sanses, er af timelig natur og må forgå. Da væsenerne ikke direkte kan sanse noget, der ikke forgår, kan de ikke se eller opfatte nogen udødelighed. Men sagen er, at således bliver det ikke ved med at være. Man kan ikke blive ved med at ignorere den kendsgerning, at når der eksisterer oplevelse, må der også eksistere noget, der oplever. Og man må således skelne mellem "det, der opleves" og "det, der oplever". Alt, hvad vi hidtil har peget på, er noget, der opleves: materien, tid og rum og de heraf affødte skabte ting, og som tilsammen udgør livets oplevelse. At livets oplevelse udelukkende består af timelige eller forgængelige ting, må være en selvfølge. Hvordan skulle det billedgalleri, som livets oplevelse i sig selv er, kunne opleves, hvis der i dette ikke eksisterede kontraster? – Og hvordan skulle disse kontraster kunne blive til, hvis de ikke blev til ved forvandling eller omskabelse af de forskellige materier? – Og hvordan skulle denne forvandling kunne foregå, hvis ikke noget derved måtte ophøre til fordel for tilblivelsen af andre ting? – Alt, hvad der har med opbyggelsen af livets oplevelse at gøre, må således absolut uundgåeligt bestå af forgængelige ting. Og derfor kan livets oplevelse således udelukkende bestå i oplevelsen af forvandling, der også kendes som skabelse. Alt, hvad vi sanser, er noget skabt, noget, der er blevet til, og må således være tids- og rumdimensionelt for at kunne sanses.

Men når nu alle ting for at kunne sanses eller opleves således betinges af, at det har begyndelse og afslutning eller er forvandling underkastet, er det ikke så mærkeligt, at vor organisme ligeledes må være forgængelig, må være tids- og rumdimensionel. Uden denne tilstand ville den umuligt kunne være blevet manifesteret. Den materie, vort fysiske legeme med dets mange organer og funktioner består af, er jo lige så vel det store kredsløbsprincip underkastet, som materien uden for organismen i den fysiske verden er dag og nat, sommer og vinter underkastet. At vi således ikke i al evighed kan blive ved med at have samme organisme, er således en selvfølgelighed. For at den såvel som alle dens underordnede organer: hjerte, lunger, lever, nyre og andre organer, kirtler etc., kan holdes tilgængelige for sansning eller oplevelse, må de være i funktion eller bevægelse. De må stadigt markeres ved et kontrastforhold til omgivelserne. I modsat fald kan organismen jo ikke betyde noget. Hvad skal man med en organisme, der ikke er manifesteret, og hvordan skal den kunne manifesteres uden bevægelse, og hvordan skal den kunne bevæges uden ved at være tid og rum eller adskille sig fra evigheden uden ved at være timelig? – Man må således lære at se de skabte tings forgængelighed i almindelighed og sin organismes forgængelighed i særdeleshed som noget absolut nødvendigt for at kunne opretholde selve livets oplevelse. Uden denne organismernes og de øvrige skabte tings forgængelighed ville der ikke kunne eksistere selv den allermindste form for oplevelse af liv. Denne organismernes og de øvrige skabte tings forgængelighed som fundament for livets oplevelse er dødsmysteriets "analyse D".

Men igennem denne livets oplevelse kommer vi således uundgåeligt til det, der oplever. Selv om dette oplevende noget kun indirekte kan sanses, bliver det dog til en urokkelig kendsgerning. Det er dog en kendsgerning, at livets oplevelse foregår inden i hver af os. Der er noget i os, der oplever livet, og som vi netop udtrykker ved vort eget selv eller jeg. At dette jeg ikke kan være ét med de skabte ting, bliver blandt andet til kendsgerning derigennem, at man kan opleve sig selv. Dette beviser, at det levende væsen består af to kontraster, nemlig timeligheden og evigheden. Hvis ikke evigheden eksisterede, var der ingen kontrast til timeligheden. Timeligheden ville være en umulighed. Men hvis timeligheden ikke eksisterede, ville ingen som helst form for livsoplevelse kunne eksistere. Men da disse to kontraster udgør det levende væsens fundamentale, urokkelige analyser, er det ikke vanskeligt at se, at livets oplevelse er det sekundære, medens det er evigheden, der er det primære af disse det levende væsens to analyser. Evigheden udgør det stillestående, det, der overlever de timelige og skabte ting. Evigheden udgør den for direkte sansning utilgængelige oplever, medens det timelige udgør dette evigt uforanderlige nogets oplevelse af livet og dermed af sig selv. Lige så evigt som materien i sin kosmiske natur er, lige så evig er livsoplevelsen, og lige så evig er det levende væsen. For det levende væsen er selve evigheden. Dette er dødsmysteriets "analyse E".

Med forståelsen af ovennævnte analyser vil man nu kunne forstå, hvorledes jeget står frit over for alle materiekombinationer og derfor i denne sin suverænitet kan vandre i solens indre såvel som i klippeblokke osv. og dermed i bogstavelig forstand være ét med Faderen.