Jeg har tidligere forklaret, hvorledes verdensaltet er at identificere som et levende væsens organisme, i hvilken alle eksisterende levende væsener eksisterer som mikrovæsener og makrovæsener, og at vi inden for vort eget liv er fremtrædende som mikrovæsen i en større organisme, hvis ophav eller jeg danner vort makrovæsen på samme måde, som vi selv udgør et makrovæsen over for alle de mikrober eller mikrovæsener, der forekommer i vor egen organisme. Således er det blevet en selvfølgelig kendsgerning, at vor daglige tilværelse eller hele vort liv er en eneste stor vekselvirkning imellem vort jeg og jegerne i mikrokosmos og makrokosmos. Verdensaltets levende væseners tilværelse er altså intet mere eller mindre end deres indbyrdes væremåde over for hverandre. Alt i livet og naturen er et sammenspil af levende væseners udfoldelse, tilfredsstillelse af begær og den herigennem fremtrædende oplevelse af livet. Under os forekommer der et sammenspil af mikrokosmiske væseners livsenergi, vi kalder mikrokosmos, og over os forekommer et sammenspil af makrokosmiske væseners livsenergi, vi kalder makrokosmos. Imellem disse to kosmos eksisterer vort eget jeg, som er knyttet til mikrokosmos i kraft af mikrovæsenerne i vor egen organisme og er knyttet til makrokosmos i kraft af vor egen fremtræden som mikrovæsen i et makrokosmisk væsens organisme, der igen opleves som den os omgivende natur.

Igennem kendskabet til forholdet imellem vor egen organismes mikrovæsener og vort jeg er det blevet en kendsgerning, at disse små væseners sundhed betyder vor organismes normalitet. De fremtræder i højst forskellige grupperinger alt efter deres særlige livsformer. Disse gruppers samlede livsudfoldelse bliver altså forskellig alt efter de små væseners forskelligartethed. Disse grupper bliver således igennem deres kollektive virksomhed i vor organisme til organer og organfunktioner. Da disse organfunktioner normalt er fundamentet for vor organismes identitet som et manifestations- eller livsredskab for os, og uden hvilket vi umuligt kunne opleve livet igennem den eller den særlige organfunktion, bliver det her en kendsgerning, at det normalt skal ligge i vor interesse at sørge for, at disse mikrovæsener i vor egen organisme får den normale tilværelse, deres sundhed og velvære kræver, for at de uhæmmet kan udløse deres livsfunktioner, der er vores organfunktioner. I modsat fald bliver disse væsener syge, bliver invalider og kan ikke engang tjene sig selv, men bliver en byrde for de dem omgivende medvæsener, med hvem de skulle arbejde sammen. Og det organ, som disse væsener udgør, bliver altså sygt, og vi mister i tilsvarende grad den førlighed, som vi nødvendigvis må og skal have, for at vi kan være et normalt væsen og opleve det normale liv.

Men det er jo ikke blot de igennem nævnte organer udløste livsfunktioner, vi mere eller mindre mister, for da vi også igennem et fysisk og psykisk nervesystem er bevidsthedsmæssigt tilknyttet disse væseners bevidsthed, kommer vi til at fornemme disse små væseners lidelse som smerte. Alle vegne, hvor en eller anden fysisk og psykisk læsion eller underminering af mikrovæseners normale grupperinger og livsudfoldelse finder sted, bliver der jo tilsvarende fysisk og psykisk forstyrrelse i mikrovæsenernes livsoplevelse, der igennem deres forbindelse med vor bevidsthed eller psyke fornemmes som en tilsvarende smerte, der igen kan forplante sig videre til vor psyke og dér berøve os den normale bevidsthedsmæssige velvære og derigennem i værste tilfælde berøver os den normale livslyst eller glæde ved at være til. Det er jo derfor, at de levende væsener så vidt muligt sørger for ikke at komme til at sulte eller fryse og mere og mere kommer ind på at forstå nødvendigheden af at skabe betingelser for sundhed. Denne sundhed er altså en absolut livsbetingelse for, at der kan opstå det normale samarbejde imellem vore kropslige mikrovæsener og vor egen daglige tilværelse.

Vi ser altså her som en uafviselig kendsgerning, at denne vor daglige tilværelse eller normale livsoplevelse ikke er ubetinget. Det viser sig altså her, at hvis vi vil have det fulde udbytte af vor organisme og ikke igennem den opleve legemlige smerter og de heraf følgende psykiske forstyrrelser, så må vi virkelig indstille os på at være til normal lykke, glæde og velvære for vore mikrovæsener. Det bliver altså her en uundgåelig kendsgerning, at man skal lære at elske og dermed tjene og gavne vore mikrovæsener, ligesom vi elsker og ønsker at skabe behag og velvære for os selv. Vi møder her fra naturen selv en uafviselig moralforskrift, en begyndende vision af næstekærlighedsloven. Hvis vi ikke opfylder denne lov her i vor egen organisme eller det verdensalt, i hvilket vi er makrovæsen, og for hvilket vi har ansvaret, hindrer vi ikke blot vor egen livsoplevelse, men opfylder vort liv med legemlige eller kropslige smerter, der igen ikke kan eksistere uden at skabe psykiske smerter, der igen udgør sorg og livslede, melankoli og selvmordstanker, irritation og vrede mod alt og alle, og infiltrerer derved os selv i en permanent konflikt med det liv, der skulle være en kulminerende, blomstrende oplevelse af velvære, livslyst og glæde. Vi ser her igennem livets egen direkte tale en uafviselig moralvision, som vi ikke kan blive ved med at komme uden om. Vi ser, at denne ikke er en opfindelse eller et påbud af mennesker, men er en virkelig levende natur, som vi ikke kan leve foruden.

Denne moralvision eksisterer således ganske uafhængigt af religioner, hellige bøger eller bibeler. Ja, den overtrumfer endog disse, da disse jo ikke i særlig grad har beskæftiget sig med vor udfoldelse af næstekærlighed i mikroverdenen. Men det viser sig jo her i naturens egen moralvision som noget, der uundgåeligt skaber mørk skæbne og dermed underminerer livsoplevelsen, der bliver ulykkelig eller unormal. Vi har altså uden om Bibelen, uden om andre hellige bøger, uden om religionen, oplevet en moralvision, der viser os livslove, vi absolut må holde, hvis vi vil opnå en normal livsoplevelse, der er totalt frigjort af ødelæggende og dræbende kræfter, der gør livet til et helvede i stedet for et paradis i situationer og felter, millioner af mennesker i dag ikke regner med og derfor her skejer ud og overtræder alle love i en målestok, der er et hedenskab med et barbari, med en grusomhed, med en lemlæstelse af liv, der udviser et hedenskab, over for hvilket det ellers kendte hedenskab er for intet at regne. Da denne moralvision, der her har åbenbaret sig, og som altså i stor udstrækning ikke bliver overholdt, udelukkende kun kan udløses i makrovæsenets forhold til sine mikrovæsener i sin organisme, vil vi kalde denne her åbenbarede moral for "mikromoral".

Igennem kendskabet til mikromoralen og opfyldelsen af dennes love garanterer vi os selv den totale kropslige sundhed, for så vidt vor sjælelige eller psykiske tilstand er i orden. Der er som bekendt ikke noget menneske, der i længden kan have et absolut sundt legeme eller legemligt velvære, hvis det er sjæleligt nedbrudt, går med en overdreven frygt, angst og bæven i nervesystemet eller går med en altfortærende dyb sorg og derved får forgiftet blodet. Hvordan går det da til, at mennesket kan komme i så forfærdelige sjælelige konflikter? – Det er, fordi det uden faktisk at vide af det igennem udviklingen er vokset fra alle de traditioner og foreteelser, der oprindeligt var naturlige for samme væsen og derfor i denne dets oprindelige tilstand kunne gardere det sundhed og velvære. Denne tilstand ligger så langt tilbage i dets udvikling, at det da var et rent og skært "dyr". Men mennesket er ikke mere noget "dyr", hvilket vil sige, at det er skredet ind på et mentalt, psykisk eller åndeligt område, hvor de dyriske loves og traditioners opfyldelse nu ligefrem er livsfarlige. Dette nye terræn har lige akkurat de stik modsatte love. Medens det i dyreriget gjaldt, at her er enhver sig selv nærmest, gælder det i det nye rige, at enhver er sin næste nærmest.

Da mennesket endnu ikke er blevet til "et færdigt menneske" og derfor i stor udstrækning opfatter de nedarvede dyriske traditioner som idealer, må det lide under den gene, den legemlige og åndelige usundhed, den livslystnedbrydelse, som dets anvendelse af de dyriske traditioner afføder. Det er udelukkende opfattelsen af dyriske traditioner som idealer og disse idealers praktisering, der ligger til grund for den frygtelige krise, menneskeheden for tiden gennemgår, og som den i øjeblikket ikke ved anden redning på end skabelsen af de mest forfærdelige atom- og brintbomber og andre barbariske redskaber for massemord og kulturudslettelse. Menneskene lever således her i en skrækkelig usund og syg tilværelse. De sulter og fryser midt i en verden, der er fuld af føde og brændsel. De myrder og dræber, torterer og lemlæster hverandre og mangfoldiggør hadet og hævnen i deres næstes indstilling til dem selv, skønt de næsten slet ikke kan leve uden denne næstes kærlighed. De hungrer og tørster alle efter kærlighed. De råber alle på en varig fred, én verden, en kommende guldalder, hvor alle mennesker skal leve i stor indbyrdes sammenhold, fordragelighed eller ligefrem næstekærlighed. De vånder sig under det af dem selv opretholdte slaveliv, i både fysisk og åndeligt proletariat, som følge af deres vanvittige militære åg. Tror man, at noget som helst mordvåben kan blive udtryk for menneskelig kultur? – Et mordvåben er kun en forlængelse af rovdyrets klør og tænder og kan i sin allerhøjeste instans kun være udtryk for det geniale rovdyr i sin kulmination. Men et samfund bygget op af væsener, der er geniale rovdyr og eksperter i udfoldelse af massemord, kan ikke være noget fuldkomment menneskesamfund. Det må endnu uundgåeligt være et dyresamfund og deres indbyrdes forhold en junglemanifestation i urskoven.

Hele denne sfære udgør væsenernes mellemkosmos. Mellemkosmos er således den sfære, i hvilken menneskene og de af menneskene kendte andre former for levende væsener, såsom planter og dyr, eksisterer. Her er menneskene altså umådeligt syge og elendige. Her er de i en overordentlig stor grad hedninger. Ligesom de i deres mikrokosmos også i en relativt lige så kolossal udstrækning repræsenterer sammenbrud, usundhed, sygdom og elendighed. Mikrokosmos er jo forholdet mellem et væsens jeg og dets mikrojeger i dets organisme. Hvem skaber betryggende forhold her? – Hvem spiser og drikker, sover og arbejder lige akkurat således, at det er den absolutte opfyldelse af sundhedsloven? – Ser vi ikke, at menneskene her i en fantastisk udstrækning skejer ud og nærmest i forhold til det normale næsten er at betragte som sindssyge. Det kan da aldrig nogen sinde være udtryk for et normalt sind at indtage giftstoffer, der vitterligt forkorter og underminerer deres normale livs sundhed og velvære? – At denne sindssyge er blevet almengældende, forandrer jo ikke kendsgerningen eller dens abnormitet, men styrker dens udbredelse. Menneskene går jo endnu i flok, og bliver en foreteelse moderne, skal den straks praktiseres af alle, ligegyldigt om det er en udskejelse, eller det er en sundhedsbefordring. At menneskene i den grad overtræder deres eget velbefindendes lov i en sådan grad, at hospitaler, sygehuse og læger kun tilnærmelsesvis kan råde bod og derfor har meget lang ventetid for indlæggelse, er jo kun en dokumentering af, at menneskene i deres forhold til mikrokosmos også er totale hedninger.

Ser vi på menneskehedens forhold til makrokosmos, vil dens ypperste intelligens, den materialistiske videnskab, der ellers kan spille bold med elementerne, påberåbe, at det er en samling døde kræfter dirigeret af tilfældighedernes totale spil, og at mennesket og de øvrige kendte former for liv udgør hele universets eller verdensaltets liv. Dette fantastiske lille støvfnug af liv er endda ovenikøbet kun blevet til ved en slags abnormitet i tilfældighedernes spil, om man kan sige det således. En så skrigende ulogisk opfattelse og uvidenskabelig udnyttelse af de ellers for hånden eksisterende kendsgerninger på dette felt, en så gudløs eksistens, en sådan fantastisk hjælpeløshed i at drage konsekvenser af familieskabet og ligheden imellem det levende væsens organisme og verdensaltet, imellem dets eget indre mikrokosmos og det uden for det selv eksisterende makrokosmos, at det sværger til en overtroisk forestilling om universet og det selv, at det sværger til døden i stedet for livet, er da selve kulminationen af naturmennesketilstand og er således her ligefrem hedenskabet underlegen.

Det jordiske, almene menneske er altså et væsen, der finder stor nydelse og tidsfordriv i at indtage højest skadelige og giftige materier, føde- og drikkemidler og dunstarter, der underminerer dets egen organisme, redskabet for dets talenter, dets livsoplevelses- og manifestationsevne, samtidig med at det kulminerer i at forme næstens indstilling om til had og hævntørst imod det selv og derfor må ligge i en permanent krig og ufred og den heraf affødte slavelænkning i skabelse af militarisme og mordvåben. Samtidig lever dette væsen endnu i god tro på, at det eksisterer i et ocean af kræfters tilfældige spil, hvorved dets eksistens faktisk bliver i en hovedløs organisme, et livløst univers – verdensaltet er et lig. Et samfund af væsener, der kulminerer i en sådan mental holdning, kan vel næppe tænkes at kunne leve i andre forhold end de, der netop er tilfældet for det jordiske menneske? – Ja, synes det ikke ligefrem mærkeligt, at det ikke er værre, end det er? – Mon ikke der alligevel er en hånd med i spillet? – Universet er nok ikke så livløst og hovedløst eller fremtrædende som lig, som man tror.

I artiklen bruger Martinus forstavelsen "mekro" for at udtrykke det mellemste. Den officielle betegnelse er "meso".