Livets oplevelse består af to store sansehorisonter, som det levende væsen oplever, dels i epoker, hvor det kun sanser i den ene horisont, den, der udgør tiden og rummet, og dels i epoker, hvor det oplever i evighedshorisonten og ikke blot i den tids- og rumdimensionelle sansehorisont. Den første epoke, hvor væsenet kun oplever i tid og rum, vil være at betegne som væsenets oplevelse af den kosmiske død. I denne epoke, hvor det kun sanser tids- og rumdimensionelt, kan det levende væsen umuligt opleve den evige og virkelige sandhed om sig selv, livet og tilværelsen. Alt, hvad der eksisterer, bliver for et sådant væsen begrænset, bliver noget, der har haft en begyndelse og lige så sikkert vil få en afslutning eller et ophør. Dette gælder alt, hvad dets sanser overhovedet kan reagere over for. Det ser, at alt levende fødes, vokser frem til en kulmination eller blomstring for derefter at visne og dø. Dette gælder lige så godt dets eget liv, som det gælder alle andre livsformer, det bliver vidne til: planter, dyr og mineraler. Intet forbliver i den samme tilstand. Alle former er tids- og rumbegrænsede. Det er denne sansning, der kulminerer i form af den kolde materialistiske videnskab. Da denne videnskab således kun kan blive en videnskab om noget, der har begyndelse og afslutning, kan den aldrig nogen sinde blive en videnskab om selve livet eller den absolutte sandhed, idet denne absolut ikke kan være noget, der har begyndelse og afslutning. Den virkelige sandhed kan derfor ikke udtrykkes i tid og rum, hvilket vil sige i mål og vægt af nogen som helst art. Den virkelige og absolutte sandhed kan udelukkende kun ligge i det "noget", som alle tids- og rumdimensionelle foreteelser og detaljer udgør.

Vi kan således ikke komme bort fra, at alle disse mange begyndelser og afslutninger hver især er udrundet af noget andet end det, de udgør i øjeblikket. Enhver begyndelse bliver til som en virkning af en forudgående årsag og kan som sådan slet ikke eksistere uden igen i sig selv at blive årsag til en ny virkning, der igen bliver til årsag og virkning og således fortsættende. En hvilken som helst foreteelse vil således fra sin begyndelse til sin afslutning kun kunne udgøre et lokalt felt. Uden om dette felt ligger alle de tidligere årsager og virkninger, som dette i øjeblikket udgør et resultat af. Og efter dets afslutning eller ophør eksisterer alle de årsager og virkninger, som dets nuværende eksistens er blevet årsag til. Spørgsmålet bliver så dette: Hvad er disse forudgående og efterfølgende årsager og virkninger? – Hvad ligger der i alle de forudgående årsager og virkninger, af hvilke vort nuværende liv er et resultat? – Og hvad ligger der i alle de årsager og virkninger, som dette vort nuværende liv vil afstedkomme og efterlade sig, når det ikke mere eksisterer? – Forud for vort nuværende liv eksisterede der en uendelig kæde af årsager og virkninger, af hvilke dette er et resultat, ligesom dette resultat igen efter sig vil efterlade en fortsættende kæde af årsager og virkninger. Tager vi alle disse årsager og virkninger, der ligger forud for og bag efter vort nuværende jordliv eller forud for og bag efter enhver nuværende skabt ting, opstår der et sansefelt, der ikke har nogen begyndelse eller afslutning. Men et felt, der ikke har nogen begyndelse eller afslutning, er jo uendeligt i sin udstrækning. Men noget, der er uendeligt i sin udstrækning, kan ikke måles og vejes. Det består af alle mål. Dette vil igen sige, at det består af alle rum tilsammen. Men når det består af alle rum, består det også af alle tider. Thi der findes ikke noget som helst rum, som ikke er begyndt og således repræsenterer en alder. Enhver alder står og falder med det rum, hvis eksistenstid den udtrykker. Bag alle tider og alle rum eksisterer altså noget, som ikke har rum og ikke har alder. Noget, der altså ikke er tids- og rumdimensionelt. Dette udgør altså noget, der evigt eksisterer, noget, der overlever alle tider og rum. Det kan derfor absolut ingen anden analyse have, idet det således udgør uendeligheden og evigheden. Det kan kun udtrykkes som "noget, som er".

Alle foreteelser udgør altså et led i dette "noget, som er". Vi kan således her konstatere, at der eksisterer andet end det, der har mål og vægt, ja noget, af hvilket dette målelige og vejelige er en del. Dette noget, der således eksisterer som en samlet enhed for alle eksisterende tids- og rumdimensionelle foreteelser, og som eksisterede før enhver tid og ethvert rum, bliver her synligt som livets første årsag. Med opdagelsen og erkendelsen af denne alle tings første årsag er væsenets sanser for første gang blevet rettet ind på et område, der ligger uden for den vante sansning i tid og rum. Her ser det på noget, som ikke er begyndt og aldrig vil kunne ophøre, idet det netop ikke udgør tid eller rum. Kun tid og rum kan og må ophøre, fordi de i sig selv er forvandling underkastet. Noget, der er forvandling underkastet, kan umuligt vedblive at være det samme. Det må blive årsag og virkning ustandseligt. Men den evige årsag bag denne forvandling, bag dette rum- og tidsdimensionelle, er ikke forvandling underkastet. Den udgør evigt det samme. Den må derfor blive livets absolut eneste faste punkt. Da dette punkt er det eneste i tilværelsen, der udgør noget, der ikke er tid og rum, udgør noget, der ikke er skabt, men er livets første årsag, altså en årsag, der ikke er virkningen af en anden og forudgående årsag, er vi her stedet for selve livets evige kerne, selve det levende bag bevægelserne, bag tiden og rummet, bag skabelserne eller forvandlingerne.

Med indstillingen af sanserne på denne livets kerne begynder en hel ny sansehorisont. Oplevelsen i denne sansehorisont afviger fra oplevelsen i den tids- og rumdimensionelle sansehorisont derved, at vi her ser evige foreteelser og facitter, medens man i den sidstnævnte kun ser forgængelige foreteelser og forgængelige facitter. Intet forbliver stabilt i den ene, hvorimod det er uforgængeligt i den anden. Intet er levende i den ene, hvorimod det er udødeligt i den anden. Intet er sandhed i den ene, hvorimod det er urokkeligt i den anden. Den ene sansehorisont vil således være at udtrykke som dødens sfære, medens den anden vil være at udtrykke som livets sfære. Det er denne sfære, væsenerne kommer til at leve i efter den store fødsel. Det er denne sfæres tankearter, der udtrykkes som "kosmisk bevidsthed".