Hvorfor lever menneskeheden i en så forfærdelig tilstand med ulykker og lidelser, med krige, vold og mord? – Hvad er grunden til, at vi lever lige på grænsen af ragnarok? – At vi skal leve i dette mørke, er egentlig menneskenes største gåde. Der er i den grad blevet forsøgt at råde bod på dette mørke, og i dette forsøg har forsvaret været det mest fundamentale. Man begyndte med at forsvare sig med bue og pil og har udviklet det så kolossalt, at man i dag kan bruge naturens enorme kraftkilder til at myrde, ødelægge og udslette millioner af mennesker. Det har man jo allerede forsøgt, og forsvaret er i virkeligheden blevet menneskehedens største ulykke. I dag koster dette krigsvæsen menneskene kolossale værdier, rent bortset fra at menneskenes forhold til hinanden og deres tendens til at blive internationale derved bliver modarbejdet.

Spørgsmålet er: Hvad kan der gøres? – Der er blevet givet vejledning og mange gode råd, og religionerne arbejder også på disse felter, men det har ikke kunnet forhindre, at verden i dag er i en kolossal volds- og ulykkestilstand. Man har fundet de mest geniale måder at myrde og dræbe på. Hvad mener man om koncentrationslejre, giftige krigsmidler og gaskamre? – Man har forsøgt at udslette menneskeracer, og hvad har det resulteret i? – Når det har kostet så mange penge og så mange liv, skulle man tro, verden måtte være blevet meget bedre. Man skulle tro, menneskene forlængst havde opdaget, at denne vej ikke var den rigtige, men de fortsætter stadig. Nu er man kommet frem til ligefrem at kunne sabotere jordens natur. Jorden er i sig selv et levende væsen, den har sine organiske funktioner, og vi er mikrovæsener i dette væsen. Dengang man begyndte at sprænge atomkernen, da begyndte man at sabotere selve jordkloden. I dag kan man ikke komme af med atomaffaldet, og det forårsager en "forstoppelse". Alt affald skal gå over i kredsløbet. Man tror, man kan afsætte det i havet og andre steder, men nu kommer der noget, der vil forhindre dette. Man er indstillet på at anvende atomkraftværker, som naturligvis vil være kolossalt farlige i krigstilfælde, hvor de ville være mål for fjenden, og så kommer menneskene som sagt i denne forfærdelige tilstand.

Spørgsmålet er, om der er et mål, om det er højere kræfters mening, at mennesket skal leve i et sådant mørke. Starter vi med at se på dyrene, ser vi, at de alle så at sige er fredløse. De er udstyret med en krop, der er et krigsredskab, så de kan forsvare sig selv og deres afkom. Dyrene kæmper for føden og afkommet, men derudover har de ikke noget særligt liv. De er født til at skulle ædes, og til selv at skulle æde andre væsener. Menneskene har lige fra abens stadium, hvor de begyndte at kunne gå oprejst og få frigjort hænder og krop, kunnet forbedre deres forsvarstilstand. De blev efterhånden meget dygtige til selv at danne våben, og de fortsatte denne forsvarstilstand under begreberne: fredsskabelse og kulturdannelse. Men resultatet er i virkeligheden blevet kulturødelæggelse og kolossale massemord. Det er klart, at en tilværelse, der er baseret på væsenernes indbyrdes ødelæggelse af hinanden, til sidst må komme til et slutfacit, og nu kan vi regne med, at der snart vil gå et "ragnarok" over jorden. Alt er så langt "nede" i øjeblikket, f.eks. når det drejer sig om økonomi og en mængde andre ting. Men vi kan også se, at der trods alt er tendenser til en forandring. Vi ser, hvordan landene fra at være mere isolerede nu er ved at blive mere internationale, og jorden begynder at dannes til en helhed. Det er den endnu ikke vokset frem til, men dertil tjener altså erfaringerne ved oplevelsen af mørket.

Hvorfor skal der nu være så meget mørke? – Mange mennesker siger: "Der kan da ikke være nogen Gud til, når der er et sådant mørke". Men mørket er en virkelig intellektuel tilstand. Det er noget, der ikke kan undværes. Var der ikke mørke, var der ingen bevidsthed, det ville være ganske udelukket. Mørket skal udvikle de levende væsener til en tilstand, der er helt modsat. Alle oplevelser giver erfaringer, og erfaringer er igen det samme som viden. Det skaber tanker, intelligens og vejledning.

Der vil opstå en åndelig videnskab eller et verdensbillede, der kan give menneskene klarhed over tilværelsen, så de kan overvinde deres problemer. Dette verdensbillede er så omfattende, at der skal mange liv til, for at de kan opleve dette verdensbillede, og derfor må de fødes igen og få nye organismer. Det har mange svært ved at fatte, og for at indse dette må man lære at forstå, at det virkelig levende i væsenerne er udødeligt og immaterielt. Men det betyder ikke, at det ikke eksisterer. Verdensaltet holder ikke op, blot fordi sanserne holder op. Dette immaterielle "noget" er det, vi kalder jeget. Det er dette jeg, der kommanderer over vores krop. Jeget har evne til sammen med naturen at skabe sine legemer. Det fysiske legeme er det groveste, og ved hjælp af dette legeme udvikler man sig, og man lærer at tænke. Vi ser ikke jeget, vi ser ikke det levende i væsenet, men vi ser virkningerne af det levende. Menneskene tror, at det, de ser, er det levende væsen, de tror, at den fysiske krop er det levende væsen. Men det er den ikke, kroppen er kun et redskab for væsenet til at manifestere, opleve og skabe med. Jeget er altså skaberen, og skaberen kan ikke være skabt ved forudgående tænkning eller spekulation, det er en evig realitet. Men bevidsthed, tanker og viden er noget, der skabes, og derfor er det forgængeligt. Der er ingenting af det, man skaber, der kan vare evigt, det er forgængeligt og må forgå. Derfor må væsenerne skifte kroppe. Vi ser, at kroppene bliver gamle, at de kan blive læderede og ødelagte ved fødslen, i barndommen, ja i alle aldre. Det fysiske legeme bliver så let ødelagt. Hvis der kun var dette ene legeme, måtte det være helt anderledes garderet.

For det levende væsen bagved er den fysiske organisme et redskab, der kan fornyes, og i hvilket det kan lære at tænke. Netop i den fysiske materie, der er fast, kan man lære at tænke. Man må jo save, høvle, banke, smelte eller gøre andre ting ved den fysiske materie for at skabe det, man ønsker. Men ved denne skabelsesproces lærer man også at tænke, og derved får man bevidsthed. Man lærer at tænke logisk. Hvis man skal bygge et hus, må det bygges efter en logisk plan, hvis man skal bygge en bil, må den også bygges efter en logisk plan. Hvis det ikke er logisk, er der noget, som går i stykker eller ikke holder. Sådan er det med vor egen krop og alle andre organismer. Vi ser også, at dette "noget", som jeg kalder "jeget" eller "skaberen", må være dette immaterielle bag de levende væsener. Denne skaber eller dette jeg er til stede i ethvert menneske. Vi nævner det mange gange om dagen: jeg så, jeg var syg, jeg løb, jeg kørte, jeg var ked af det osv. Vi nævner dette "jeg" hele tiden, men da det ikke er materielt tilgængeligt og kun kan opleves gennem dets virkninger, har videnskaben ikke rigtig villet anerkende det. Men man må regne med, at dette jeg eksisterer bag alle levende væsener, og det kan som sagt med sin fysiske krop skabe eller danne bevidsthed ved at lære at tænke på det fysiske plan. Men på det fysiske plan eksisterer der ikke noget som helst levende væsen. Der eksisterer jegernes organismer, der kun er redskaber. Men disse redskaber er jo fyldt med små levende mikrovæsener, ville man måske sige. Ja, men de er heller ikke på det fysiske plan, det er kun deres redskaber, der er på det fysiske plan. Det levende i det levende væsen er ikke på det fysiske plan, men på et åndeligt plan, der er immaterielt.

Den fysiske tilværelse og det fysiske plan er kun til, for at de levende væsener kan gøre alle de fejltagelser, det er muligt at gøre. Der kan de få en ny krop lige så tit, det skal være, når den gamle er ældet, ødelagt eller slidt op. Det fysiske plan er således et arbejdsplan eller en slags værksted. Alle fysiske, skabte ting begynder som tankeformer. Alt hvad vi her ser omkring os, borde og stole, kloder og sole, er jo skabte ting, men i realiteten er det tanker. Væsenet må have evne til at tænke, så det igen ud fra disse tanker kan manifestere og skabe kunstværker og alle de mange ting, som forekommer. Dette fysiske plan er kun til for at være et område, hvor væsenet kan lære at tænke, og tankerne bliver til bevidsthed for jeget.

Fra mineralriget udvikler det levende væsen sig igennem planteriget og dyreriget op til at blive det færdige menneske i det rigtige menneskerige eller kristusriget. Under denne lange udviklingsproces må der være hvilepauser både for væsenet selv og for dets mikrovæsener. Man siger, at væsenet dør, når man ser, at den fysiske organisme dør. Men det gør det ikke, det er bare jeget, der slipper den fysiske organisme, når den ikke kan bruges længere. Jeget er stadig på sit eget område. Man kan ikke sige, det er et sted henne, for det er jo immaterielt. Jeg er nødt til at bruge dette udtryk, for det består ikke af materie. Materien er det, jeget bruger til at skabe i. Når kroppen dør, trækker bevidstheden sig tilbage til et livsplan, der er et tankeplan, hvor materien er så fin, at det, man tænker, kommer til syne. Der skal man ikke save, høvle, grave og arbejde, som man skal på det fysiske plan. På det fysiske plan må man danne materien om, og derved lærer man at tænke. Derved lærer man, hvordan man f.eks. skal lave en stol, men på det åndelige plan kan man ikke lære noget, der kan man ikke udvikle sig.

På det åndelige plan kan man altså glæde sig over sine erindringer og udnytte dem til nyskabelser. Det man tænker, det står der. Men kun det man kender fra det fysiske plan, kan man tænke. Hvis man f.eks. tænker en hund eller et hus, så står det der på dette plan. En kunstner kan på det åndelige plan kun tænke det, han tidligere har lavet, og da står billedet ikke på et lærred i en ramme, men det står helt levende i fuldstændig naturlig form f.eks. med bjerge og evig sne, eller hvad det nu kan være, han tegner eller maler. En anden kunstner kan stå ved siden af og lave et andet billede, og de to billeder kan let gå igennem hinanden. Men de mennesker, der ser på, må koncentrere sig. Kun de, der koncentrerer sig på den ene kunstners billede, kan se dette. De mennesker, der er koncentreret på den anden kunstner, ser kun dennes billede. Der er ingenting, der står i vejen for hinanden på det åndelige plan. Det storartede ved de åndelige planer er, at man ikke skal spise og drikke, at man ikke skal arbejde for at få føde. Det er en virkelig åndelig hviletilstand.

Når dyrene og menneskene slipper den dyriske krop og går over på det åndelige plan, kommer de først til noget, som jeg har kaldt "forgården". Dyrene, der ikke har ret meget tankeliv, kommer tilbage til jorden efter meget kort tid. Men menneskene, der har udviklet nogen tænkeevne, kan tænke og arbejde med erindringerne på dette tankeplan. Men de kan ikke arbejde på anden måde, og derfor behøver de heller ikke at have hænder og fødder osv., de tænker bare, og så står det der, de byder, og så sker det.

Der er altså mange miljøer på det åndelige plan, og hvert menneske kommer til det miljø, som det på det fysiske plan er vant til at være i. Hvis det ikke var sådan, ville det ikke være så behageligt. Når menneskene i forgården er nået frem til at være nogenlunde "naturlige", bliver de modtaget af væsener, der har til opgave at forberede dem og bortsuggerere de mørke tankearter. De mørke fysiske tanker kan man ikke tage med ind på de højere planer. En mand, der har været meget brutal mod mennesker, har måske været god ved en lille hund, og denne kærlighed er nok til, at han kan få en tilsvarende lysoplevelse på det højere plan. Mennesket vokser fra det ene liv til det andet, til højere og højere miljøer, indtil det til sidst kommer til det plan, hvor det er blevet til et færdigt menneske. Kristus er modellen på det færdige menneske, som Gud ville skabe i sit billede.

Når menneskene gennem udviklingen er nået op til det højeste plan, er de blevet absolut fuldkomne, hvilket vil sige at de kun kan være til nytte og glæde for deres omgivelser. Så elsker man sin næste, som man elsker sig selv. Under denne lange skabelsesproces bliver mennesket lavet om, og på det højeste plan er man hverken mand eller kvinde. Allerede nu kan man se, at den maskuline pol i kvinden og den feminine pol i manden er under udvikling, og det betinger de mange skilsmisser og ulykkelige tilstande i ægteskaberne. Men det er en naturlig proces i omskabelsen af mennesket til et kristusvæsen, til det fuldkomne åndelige væsen, der ikke skal inkarnere mere, da det allerede har lært at tænke fuldkomment på det fysiske plan. Igennem de mange liv har det været gennem mørket og ragnarok og er blevet fuldkomment. Når det har opnået denne højde, kan man sige, at det er almægtigt, alvidende og alkærligt. Det må det nødvendigvis blive, når det har lært alle disse ting.

De væsener, der er nået op til at være kristusvæsener, er alle fuldkomne, og der er der ingen, der siger: "Nej, der tager du fejl! Det er ikke rigtigt, det er sådan og sådan!" – De er allesammen så fuldkomne, at der ikke er nogen som helst uenighed, og derved kommer de til at danne en enhed. Da verdensaltet er et levende væsen, kan man sige, at denne enhed af kristusvæsener er et bevidsthedsorgan i verdensaltets legeme eller Guds organisme. Næsten alle mennesker lige nede fra de primitive stadier i urskoven regner med, at der må være højere væsener til, at der må være en Gud til.

Vi har her fået nogle glimt fra verdensmysteriet eller livets mysterium, og disse glimt viser os, at verdensaltet er fuldkomment, at det onde i verden ikke er ondt i almindelig forstand. Det er nok kulminerende lidelse og smerte, men det er et gode – et "ubehageligt gode". Mørket er en realitet, uden hvilken vi slet ikke kunne opnå at opleve nogen glæde eller få bevidsthed.