Efter at have fået kendskab til verdensbilledets kosmiske struktur indtil en sådan grad, at vi ved, at universet eller verdensaltet udgør en levende organisme, akkurat lige som vor egen organisme er en levende organisme, er vi jo kommet et godt skridt ud over det rent materialistiske verdensbillede og forstår, at denne organisme må være et redskab for bevidsthed, begær og vilje akkurat lige som enhver anden organisme, og at denne bevidsthed, begær og vilje kun kan eksistere som egenskaber ved et levende noget eller et jeg bag organismen. Ligesom vort eget jeg er et oplevende, skabende og dirigerende midtpunkt i vor egen organisme, således må der altså også være et oplevende, skabende midtpunkt eller jeg i den samlede helhed af vore omgivelser, vi kalder verdensaltet.

Vi kender således nu to former for oplevende væsener, nemlig vort eget jeg, det, der dirigerer og oplever igennem vor egen organisme, og det jeg, der dirigerer og oplever igennem verdensaltets organisme. Da vor organisme er et produkt af eller er født ud af dette verdensalt, der derved bliver vort væsens ophav, bliver verdensbilledet altså her synligt – ikke som en tilfældig materiemasse – men som et levende, tænkende, arbejdende, levende væsen. Noget bedre udtryk for dette levende væsens forhold til os end begrebet "fader" findes ikke. At vor identitet i forhold hertil på samme måde kun kan dækkes af begrebet "søn", bliver derved naturligt. Verdensbilledets kosmiske struktur som "fader og søn" er hermed den højeste logiske tankerække, der overhovedet eksisterer. Verdensaltet som fader og søn bliver derved en kosmisk, videnskabelig kendsgerning eller udødelig visdom. Alt det, der forekommer uden for disse væseners jeger, vil altså absolut kun kunne være en gensidig vekselvirkning imellem disse to væsener, altså en gensidig levende korrespondance, der igen kun kan eksistere som en gensidig levende udveksling af gensidige tanker. Men en tankes indvendige identitet er det samme som fornemmelsen af liv eller bevidsthed, medens tankens udvendige side er det samme som materie eller kræfter og bevægelse, manifestation eller skabelse. Alt, hvad der forekommer omkring os, er således Faderens og sønnens udvekslende eller fungerende bevidsthed.

Men fungerende bevidsthed er det samme som ånd eller liv. Vi er således indhyllet i Faderens og vort eget liv. Vi lever i en daglig korrespondance med en levende Fader. Denne Fader er den højeste udløsning af princippet "fader" og er dermed kulminationen af selve fuldkommenheden, hvilket igen vil sige kulminationen af logisk manifestation. Logisk manifestation for et levende væsen kan kun være den udløsning af bevidsthed, vilje og kraft, der udelukkende resulterer i et fuldkomment velvære, et fuldkomment velbefindende, en fuldkommen uhæmmet glæde ved evigt at være til. Men en væremåde, der udelukkende skal give et sådant evigt resultat for den samme Guddom, kan udelukkende kun blive denne at være til glæde og velsignelse for sin søn, hvilket vil sige alle i sin organisme (verdensaltet) forekommende levende væsener, og kan dermed udelukkende kun være en kulminerende "kærlighed". I modsat fald ville livet blive uudholdeligt, ja gå til grunde, hvis der fandtes en anden mulighed for den evige Guddom, idet Guddommen kun kan opleve sit eget liv, sin egen tilværelse, gennem disse sine sønners liv, sønners organismer, sønners manifestationer eller verdensaltets samlede bevægelses- eller energi- og kraftudløsninger.

Det højeste resultat eller hovedfacittet af alle energiudløsninger, hvad enten vi kender dem som lyn og torden, jordskælv og udslettelse, opbygning eller nedbrydning, eller vi kender dem som en faders og moders kærlighed eller et lykkeligt samvær mellem elskende eller som barmhjertige samaritanere etc., er udelukkende kun kærlighed, kærlighed og atter kærlighed. Hvis dette ikke var universets fortidige evigheds og den nutidige uendeligheds og den fremtidige evigheds endemål og højeste resultat, ville vi aldrig nogen sinde være kommet til at opleve hverken evighed eller uendelighed, thi universet ville da som en tids- eller rumdimensionel foreteelse for længst have løbet sin undergang og fuldstændige tilintetgørelse til ende. Der, hvor i dag verdensaltets myriader af solbyer funkler Guds stråleglans ud over verdener, menneskeheder, dyr, planter og krystaller, kontinenter og have, ville en altbeherskende total død eksistere som et absolut "intet". Intet øje, intet øre, ingen følelse, ingen fornemmelse ville registrere liv. Alt ville være intet, intet og atter intet.

Da den højeste benyttelse eller brug af bevidsthed, intellektualitet eller begavelse og dermed universets ånd udelukkende kan være ufuldkommenhedens fuldkommengørelse, vil alkærligheden i universet således være en urokkelig kendsgerning. Det døde og blinde materialistiske tilfældighedens natsorte verdensbillede må således her fordufte for visdommens altoverstrålende solopgang over jordmenneskehedens mentale opvågnen. Jordmenneskeheden oplever således her i deres eget kød og blod, i deres egen bevidsthed og tankeskyer, Kristi genkomst. De oplever igennem deres ragnarok – den nuværende mentale krise, gudløshed og amoralitet – Kristi korsfæstelse, og de oplever igennem det ny og levende verdensbilledes opståen visdommens åbenbaring som åndsvidenskab, Kristi opstandelse af graven, og begynder således med denne forvandlede bevidsthed, dette forvandlede verdensbillede, denne fuldkommengørelse af deres ufuldkomne verdensbillede og forhold til den evige Fader, vandringen ind i paradiset, ind i en verdensepoke, ind i den nye himmel og jord.

Det bliver således efterhånden til en uafviselig kendsgerning, at dette er jordmenneskehedens kosmiske horoskop. Når jordmennesket organisk er knyttet til Guddommen, og Guddommen organisk er knyttet til gudesønnen, og betingelsen for at dette organiske samarbejde, der jo er Guddommens og sønnens liv, er fuldkommengørelse af ufuldkommenheden, vil enhver afvigelse herfra i det gudesønlige væsen jo komme i strid med sit organiske samarbejde med Guddommen. Da Guddommen, der er selve kulminationen af fuldkommengørelsen af ufuldkommenheden, hvilket altså vil sige omdannelsen af det ufuldkomne til det fuldkomne, aldrig kan afvige én eneste lille tøddel herfra, vil gudesønnen i sin misrøgt af sit organiske samarbejde med Guddommen eller Faderen før eller senere komme under Guddommens aldrig svigtende fuldkommengørelse, der da vil fornemmes som meget hård og pinefuld, idet den da knuser de dårlige vaner og til sidst rykker individet ud af de afveje, der fører længere og længere ud i lidelse og bevidsthedstab, ud i død og undergang. Og jo mere man er blevet ét med udskejelserne, desto værre pine. Det er denne pine, denne Guddommens omplantning af individet fra den underminerende sfære til den livgivende vej imod evigheden, der kendes som de såkaldte ulykkelige skæbner. Jo før man kan vænne sig til at være i kontakt med de betingelser, der udløser harmoni imellem Faderen og sønnens organiske forbindelse og samliv eller samarbejde, desto større smerte og pine undgår man, for til sidst, når man helt er i kontakt med det guddommelige organiske samarbejde, at opleve indvielse, den store fødsel ind i den kosmiske verden, ind i Guds rige, ind i det bevidste samvær med den evige Fader, hvorefter vandringen i lys og atter lys sammen med Guddommen hinsides tid og rum har taget sin begyndelse. Derfor lyder også her igennem det begyndende ny verdensbillede: Elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv. Dette er vejen, sandheden og livet og dermed vejen til vågent dagsbevidst samliv med den evige Fader.