Det daglige liv for det uindviede jordiske menneske opleves som en eneste stor kamp imod det onde. Dette, at der forekommer en sådan kamp, og at noget i livsoplevelsen kan opfattes som et onde, gør det netop til kendsgerning, at dette kæmpende jordmenneske ikke er noget indviet væsen, hvilket vil sige, at det er et væsen, der endnu slet ikke forstår den tilværelse, det lever i, og i mange tilfælde slet ikke aner, hvad det er, det oplever. I hele verdensaltet er der slet ikke noget som helst, der i virkeligheden er ondt. Så længe der er noget i væsenets opfattelse af verdensbilledet, der er ondt, har det ikke noget fuldkomment verdensbillede. Det ser verdensbilledet og dermed livet omkring sig tilsløret. Dets opfattelse er i større eller mindre grad en illusion. Det oplever, at en overordentlig stor del af dets livsoplevelse er smerte og lidelse, er sorg og modgang, og bedømmer livet og dermed verdensbilledet efter denne sin oplevelse. Det opfatter derfor verdensbilledet som to foreteelser, nemlig "det onde" og "det gode". Af disse to foreteelser består dets daglige liv, af disse to foreteelser består dets omgivelser. Det bedømmer menneskene på samme måde, nogle som onde, andre som gode, ligesom det også bedømmer handling og væremåde i de to kategorier: ond og god.

Så længe menneskene endnu var troende på et forsyn, måtte de naturligvis ud fra denne deres opfattelse af livet og tilværelsen også bedømme dette forsyns tilværelse som en kamp med det onde og det gode. Og da de naturligvis ikke kunne opfatte det sande forsyn som ophav til det onde, måtte de jo danne sig en forestilling om et særligt ophav til denne kategori for manifestation. Og derved kom begrebet djævel eller den onde ind i verden. Denne djævel blev altså alle mørke manifestationers ophav. Han forførte menneskene i ulykke, og han ønsker at styrte Gud i ulykke. Og det daglige livs moral blev altså efterhånden til en udformning af en bekæmpelse af dette væsens onde anslag imod og forførelse af menneskeheden.

Men senere med den store materielle, fysiske, kemiske og tekniske udvikling kom menneskene helt bort fra opfattelsen af guddom og djævel, ja benægtede, at der overhovedet eksisterede noget psykisk. Alt blev kun til døde, fysiske kræfters spil i form af årsag og virkning. Og man begyndte at indstille sin livsførelse herefter. Når man ikke opfattede nogen gud eller djævel bag ved det daglige livs natur og omgivelser, blev livet i virkeligheden ikke mere et spørgsmål om virkelig moral. Det blev ikke et spørgsmål om at tjene en gud eller et forsyn. En sådan opfattelse blev kun opfattet som overtro, naivitet eller dumhed. Nej, spørgsmålet drejede sig nu mere og mere om tilegnelse af materielle kundskaber, således at man ad denne vej kunne blive tingene overlegen og dermed onderne kvit. Men dette at blive tingene overlegen, gjaldt ikke blot de døde ting, men naturligvis også alle de onde mennesker, som man mente var skyld i ufreden og krigstendensen i verden. Det gjaldt mere og mere om at få disse bastet og bundet, ja helt udryddet. Krig, fængsler, slavelejre og stående besættelses- og overfaldshære med evne til at betjene sig af elementernes millioner af hestekræfter til mangfoldiggørelse af udslettelses- og ødelæggelsesmanifestationerne er blevet det store mål, det formentlige store, frelsende princip. Man har dermed fjernet kristendommens sande autoritet og grundopfattelse fra alle de i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn døbte væseners lande og riger og bragt et hedenskab af så vældige dimensioner til at blomstre, så det almindelige naturmenneskes religion, der ellers er betragtet som hedenskab, i forhold hertil kun kan være at opfatte som kristendom. Inden for disse menneskegruppers livsopfattelse er der dog visse humanistiske træk baserede på et forhold til en eller anden form for et forsyn.

Men i det moderne, materialistiske samfund er livet ikke mere baseret på et forhold til et forsyn, men derimod på et forhold til en eller anden politisk ide. Politiske ideer er igen opståede materialistiske dogmer til afløsning af de religiøse dogmer. De er baserede på begæret efter en for deres tilhængere særlig fordelagtig regeringsform, inden for hvilken disse tilhængere kan få frihed og magt til at dominere samfundet med deres særlige synspunkter og ønsker. Det er rigtigt, at der endnu findes mange troende inden for de såkaldte kristne lande, men de har ikke ret mange procents indflydelse på regeringerne. Her er det den materialistiske politik, der tynger mest på valgenes vægtskåle. Da disse politiske idealer således kun er af materiel natur og kun baserede på særlige lokalerfaringer inden for det daglige livs område, udgør de ingen garanti for at være i kontakt med verdensaltets helhed, hvilket igen vil sige, at de ikke yder nogen garanti for at være i kontakt med naturlovene, der igen er det samme som selve de love, hvorpå livet er baseret. Dette bliver netop til kendsgerning derigennem, at mange af disse politiske idealer med tilhørende tilhængere eller på disse dannede partier bekæmper hverandre, udgør altså modsætninger og bliver derved ligefrem en mobilisering af lokale krigsfronter.

Inden for selve landene, nationerne eller de enkelte folk er der således fyldt op med krigsfronter, der kun holder hinanden i skak eller ave i kraft af flertal. Men hvordan kan et flertal være en garanti for, at en ting er rigtig eller udgør det virkelig normale inden for livets oplevelse? – Et flertal kan da aldrig nogen sinde være det sande objekt for bedømmelsen af en tings fuldkommenhed eller ufuldkommenhed. En abnorm opfattelse af en foreteelse bliver da ikke normal, fordi den repræsenteres af et flertal. Flertallet repræsenterer magten. Den kan føre sin ide igennem grundet på magt, ligegyldigt om den er abnorm eller normal. Flertallets dom er således afgørende i den materialistiske statsstyrelse, der derved i virkeligheden bliver et diktatur.

Men den materialistiske statsstyrelse kan også blive dirigeret af enkeltpersoner, der har haft held, styrke, brutalitet og hensynsløshed nok til at underminere flertalsdiktaturet med tortering og nedsabling af enhver, der selv i mindste måde viser sig kontrær til diktatorens magtbesiddelse. Begge tilfælde, flertalsdiktaturet og enkeltmandsdiktaturet, beror på samme princip – det dyriske princip: "den stærkeres ret". Nu er der imidlertid den forskel, at flertalsdiktaturet er mere demokratisk, hvilket vil sige, at beslutningerne her hele tiden bæres af flertallet. Det betyder, at flertallet kan skifte over til mindretallet i tilfælde af foreslåede ideer og lovforslag, som derved forkastes. Der er større muligheder for humanistiske manifestationer og lovforslag inden for et flertalsdiktatur end i et diktator-diktatur, hvor diktatoren enevældigt bestemmer alle lovforslag og myrder alle, der sætter sig imod hans forslag. I den moderne materialistiske stat eller samfund kan ingen som helst kulturudvikling i retning af virkelig verdenshumanitet og åndsfrihed finde sted med enkeltmandsdiktatur. Her må alt stagnere i et tiltagende politivæsen til at holde alle stangen efter diktatorens særlige indstilling og forgodtbefindende.

Da det ligger i menneskets nuværende natur at elske en virkelig frihed under ansvar, bliver diktaturet en fængsling af ethvert væsens sande udviklingslængsel, hvilket umuligt kan afføde tilfredshed i væsenernes mentalitet. Dette betyder igen, at hadet til diktatoren tiltager, alt eftersom man mærker ikke blot sin fysiske fængsling, men også denne sin ånds fængsling. Og efterhånden bliver der en underjordisk verden, en hulhed under diktaturets vælde og fundament, der til sidst bringer dets grundvold til at synke sammen. Dette kan ikke ske under flertalsdiktaturet, idet der her sker en naturlig udveksling, alt eftersom det påkræves af flertallet, hvorved en så human foranstaltning som et valg kan udskifte tingene smertefrit og uden brutalitet, mord og drab. Derfor er flertalsdiktaturet det mest humane i menneskehedens nuværende epoke og det eneste, der kan redde verdenskulturen fra undergang. Men det betyder naturligvis ikke, at det er det helt ufejlbarlige samfundsstyre, der kan gøre verden til et slaraffenland, til et virkelig værdigt menneskerige for det jordiske menneske. Men enhver, der ønsker fortsat human kulturudvikling, må derfor holde på dette flertalsdiktatur, der så efterhånden kan blive den helt ideelle samfundsordning. Men man må derfor ikke tro, at dette diktatur i dag er ufejlbarligt. Det er bare det mindste onde at vælge, når man skal vælge statsform.

Skavankerne ved flertalsdiktaturet er, at det består af et væld af politiske partier, der alle mere eller mindre kæmper for at få flertal eller magt inden for statsstyrelsen. Drivfjederen i dette begær kan være en lige så stor portion egoisme som den, der forekommer i diktatorens begær efter magt. Derfor ser vi, at der inden for flertalsdiktaturet også findes på mange uhumske og umoralske midler til at blænde vælgerne med, navnlig er det blevet mode med en vældig propaganda, der udgives som den pure sandhed eller kendsgerning, men som man helst ikke skal opfatte således. Det vil altid her være mindre risikabelt at lytte til eller læse en sådan, når man har evne til at ignorere en meget stor brøkdel af dens påstande eller løfter om guld og grønne skove. Så længe man ikke har det, bliver man et godt objekt, en god proselyt, der blindt og vildt lader sig suggerere eller besætte af den nævnte brøkdels manglende kontakt med virkeligheden og sandheden, og man bliver da et lydigt redskab for et onde, som man netop tror at bekæmpe. Og således løber alle de materialistiske, politiske vælgere i dag rundt og tror, at de netop er samfundets redningsplanker og kulturstøtter, medens sandheden i virkeligheden er, at de kun er nogle forvirrede får, besatte af så og så meget tankemateriale, der er den rene gift, hindring eller hæmning for den sande verdensstyrelse og kulturudvikling. Men det lader sig ikke gøre at gøre disse opmærksomme på deres sande diagnose. Væsener, der er besatte af andres stærkere viljer og tanker, lader sig ikke påvirke af sådanne ting som dette at tænke alvorligt over deres egen situation. Den er så ufejlbarligt rigtig i deres egen bevidsthed og opfattelse, at de næsten betragter det som en fornærmelse at blive opfordret til at skulle tænke over deres politiske opfattelse. Det er den samme fornærmelse som den, der også gør sig gældende, hvis man siger noget til en vildt og blindt religiøs troende om usandheden eller uholdbarheden i hans livsopfattelse. Og jo mere han føler sig frelst i sin livsopfattelse, desto mere vred vil han blive over en i hans opfattelse miskendelse af hans hellige tilstand.

Som vi her har set, er vejen til den absolutte fred ikke diktator-diktatur og heller ikke helt flertalsdiktatur, selv om dette er en foreløbig nødvendig indgangsport, hinsides hvilken der kan begyndes at arbejde på fredsvejen. Nye partier vil stadig dukke op og med dem nye oppositioner og kampe, ufred og usand propaganda, overdrevne løfter etc. Midt i dette mylder af mennesker, der er besatte af forskellige mere eller mindre selviske, materialistiske idealer udløst igennem den her nævnte politiske kaossfære, er der dog et antal mennesker, der ikke hører til det politiske flertal eller mindretal og heller ikke hører til hverken religiøse, hellige frelste eller til de fortabte, men som har så megen fornuft og selvstændig tænkeevne i behold, at de er i stand til at se det jordmenneskelige virvar, de myrdende og dræbende, straffende og torterende flertal og mindretal og den altbeherskende magt, som disse to grupper jager efter og kæmper for, den ene for at erobre, den anden for at bevare. Denne gruppe mennesker kan altså ikke finde nogen som helst fred, redning eller tro på livet igennem den gængse religion eller den gængse politik. Og da den materialistiske videnskab heller ikke betyder nogen garanti for en lykkelig eller fredfyldt fremtid for dem, bliver det til en kendsgerning, at ingen af disse foreteelser, hverken flertals- eller mindretalsmagten lige så lidt som kirken eller den overleverede religion, kan være fremtidens løsen med hensyn til skabelsen af en virkelig permanent eller varig fred.