Det levende væsens organisme og dermed dets skæbne opretholdes og reguleres igennem et stort hovedprincip, vi kender under begrebet "sult og mættelse". Når dette princips talentkerner ikke er beskadigede, vil dets ophav ved hjælp af dette princip vide, hvad det skal spise og drikke. Det vil være i stand til at skelne nøjagtigt imellem, hvad dets organisme trænger til af vitaminer eller særlige næringsstoffer. Hos dyret er dette princip endnu i renkultur. Men hos mennesket er dette princips talentkerner i en overordentlig stor udstrækning defekte.

Men ligesom menneskene kan opelske en kunstig tørst, kan de også opelske en kunstig sult. De kan komme til at hungre efter produkter, der ikke udgør den helt rigtige føde, ligesom de også kan overdimensionere hungeren efter de normale produkter, så de vænner sig til at skulle overmættes. Denne overmættelse er også blevet en kulturfaktor. Ligesom man i særlig grad skal drikke ved festlige lejligheder, således skal man også i særlig grad feste ved at spise. Derved er mennesket i stor udstrækning kommet ind i den afsporing, at det lever for at spise i stedet for at skulle spise for at leve.

Hvad vil det sige, at man gør en ting raffineret velsmagende? – Det vil sige, at den velsmag, som et almindeligt sundt næringsmiddel har fra naturens hånd, og som er tilfredsstillende for den naturlige smagsevne, gør man nogle gange endnu sødere eller endnu stærkere i den retning af smag, som produktet oprindeligt har. Og på den måde afsporer man så sin oprindelige smagsevne. Den smag, som det ellers sunde næringsprodukt har, er i sig selv alt for svag. Man har vænnet sig til, at den skal gøres meget stærkere.

Denne latterlighed kaldes et festmåltid, og personerne bliver også latterlige. De er karikaturer af den menneskelige organismes tegning. Ved sådanne festmåltider eller sanseødelæggende sammenkomster er store afgørende faktorer i menneskenes kulturskabelse blevet afgjort og bliver stadig afgjort. Men kan mennesker, der så letsindigt råber hurra for disse sanseødelæggelsesfester eller idiotismebefordrende nydelser, være de retmæssigt klartskuende kulturskabere? – Og hvorledes er så kulturen? – Kan man ikke her finde de samme afsporinger? – Når karakteren kan lade sig lede på afveje i den ene situation, kan den vel også i den anden situation, når blot situationerne er almengældende, blot det er noget, alle andre også gør. Har man ikke også her tendenser til at ville have behageligheden overdimensioneret. Det daglige skal også helst være en nydelse af desserter eller festmåltider. Det vil altså sige, at den daglige normale livsfornemmelse, som skulle være tilstrækkelig til at give væsenet glæde og lyst til at være til, for længst er overfløjet af stærkere begær. I landene med den høje levestandard forekommer der tilfælde, hvor både faderen og moderen, sønnerne og døtrene har hver deres luksusvogn plus tilsvarende overdimensionerede begærtilfredsstillelser på en mængde andre områder. Og deres begær udvides stadig. De hungrer stadig efter mere og mere luksus. Deres livssmag eller livsbegær er således i allerhøjeste grad afsporet.

Når man tænker sig, at livets mening er dette, at ethvert menneske er kommet til verden for at tjene andre, men ikke for at snylte på andre eller for at lade sig tjene, vil der før eller senere komme en slem afvænningskur for disse luksushungrende mennesker. Her ser man tydeligt, hvorledes reinkarnationen er nødvendig. Hvordan skulle disse væsener ellers få deres syge livsbegær helbredt og igen komme tilbage til det naturlige livsbegær? –

Når den normale livstilfredsstillelse ikke bliver normalt tilfredsstillet, kommer væsenet jo til at hungre efter den normale livstilfredsstillelse, og denne hunger er sund. Men hvis væsenet får sin normale livshunger overdimensioneret tilfredsstillet, vænner det sig til denne overdimensionering og vil blive helt ulykkeligt, hvis det pludselig tvinges til kun at kunne få den normale tilfredsstillelse. Dette med at være ulykkelig og misfornøjet med tilværelsen eller dette at være deprimeret kan udmærket være fremkaldt af en overdimensioneret mættelsestilstand.

Men der kan også være rige mennesker, der for længst er blevet afvænnet, og for hvem dette at miste rigdommen ikke vil volde dem særlige kvaler. Men det er jo netop fordelen ved naturens afvænningsmetoder, at når man har overvundet disse kvaler, så er man ikke mere bundet ved unaturligt begær i de givne felter. Man kan nyde behageligheder, hvis de tilbyder sig, men de betyder ikke livet for en. Man bliver ikke ulykkelig ved at miste disse.