Men foruden at lugtesansen således er et hjælpeorgan for smagen, er den i sig selv et hovedorgan for væsenets evne til at konstatere det næringsprodukt, der hedder luften. Vi skal også i en vis udstrækning indtage luft som næringsmateriale for vor organismes vedligeholdelse. Denne luft kan jo både være en total frisk luft, ligesom den også kan være af en absolut dødbringende natur. Da åndedrættet normalt skal foregå igennem lugteorganet næsen, kan den sunde lugtesans registrere for os, om den luft, vi har adgang til, er sund eller usund. Er den sund, vil den virke behagelig, er den usund, vil den virke ubehagelig. Det er ikke godt at indånde den almindelige husholdningsgas, og det er heller ikke behageligt at indånde luften fra noget, der er fordærvet.

De levende væseners organismer såvel hos dyrene som hos menneskene er altså udstyret med sanseevner, der registrerer, hvilken luftart de skal indånde og hvilken fast eller flydende materie, der kan anvendes som føde og indgå i fordøjelsesområdet.

Dyrene fremtræder i en langt fuldkomnere sundhed, de har en meget større evne til ikke at indtage giftige stoffer og giftige dunster. Det er kun der, hvor menneskene forfalsker giftstoffernes dunster ved at camouflere disse med duften af de stoffer, der hører til dyrets eftertragtede føde, eller der, hvor giftstofferne på anden måde er blevet så sammenblandet med den dyriske føde, at de ikke kan skelnes herfra, altså kun i abnorme eller unaturlige tilfælde. Ellers er dyrets organisme meget registreringsdygtigt. Mennesket kan både lugte og smage, høre og se, føle og fornemme. Men hvad er det for en smagssans, hvad er det for en lugtesans, hvad er det for en hørelse, og hvad er det for en fornemmelsessans, der kommer til syne i den jordmenneskelige tilværelse? – Det er i visse tilfælde blevet et ganske forfærdeligt degenereret instrument, der i stedet for at have en hundrede procents måske kun har en ti procents kapacitet (den kroniske åndssvaghed).

Vi ved, hvorledes væsenet med denne falske føde forvirrer sin normale dømmekraft. Væsenet kommer i en sanserus, der til sidst ender med det rene delirium. Hvor tit kommer et sådant væsen ikke i slagsmål, roder sig ind i skandaler? – Og hvorledes er en sådan ægtemand eller en fader, der kommer fuld hjem til sine børn? – Eller hvad er et menneske, der er besjælet af en skrækkelig hunger eller sult efter narkotika? – Det er et skib, hvis styregrejer er kommet i en sådan uorden, at det kun kan styres i en retning, hvor det uundgåeligt må knuses imod klipper og skær. Dette er altså en smagssygdom. Den begynder ganske uskyldigt. En festlig situation eller begivenhed skal fejres med et glas. Barnedåb, bryllup, fødselsdage eller jubilæumsdage skal fejres med et glas. Til sidst er der ikke den ting, der ikke skal fejres med et glas. Blot to kammerater mødes på gaden, skal dette møde fejres med en bajer. Bajeren bliver undertiden til to, tre eller til en hel kasse øl. Den falske tørst er blevet almengældende, det er blevet skik og brug, ja hører med til god tone og fuldendt dannelse. De fine selskabsklædte herrer og damer, behængte med alle mulige påfund af dingeldangel og kulørte bånd som tildelte hædersbeviser som samfundets spidser og kulturstøtter, er disse deres goder til trods en slags defekte væsener, der på grund af deres tiltagende smagsinvaliditet kun kan humpe igennem livet ved hjælp af de krykker, der hedder krystalglas fyldte med blandinger af alkohol, der her betegnes som "de fine vinmærker". Men det er ikke blot i de fine selskabskredse, man humper på smagskrykker. Den vældige masseproduktion af alkoholholdige ølsorter, der skal indtages ved enhver situation, om sommeren som en svalebajer og om vinteren som en varmebajer, og under hundrede af andre mærkelige påskud drikkes overalt, viser, at smagsinvaliditeten er mangfoldig.