Ligesom menneskene har en fysisk organisme, i kraft af hvilken de kan leve eller eksistere på det fysiske plan, således har de også en psykisk organisme, i kraft af hvilken de kan opleve på det fysiske plan. Det er ikke nok, at man kan eksistere. Denne eksistens ville ikke betyde noget, hvis vi ikke var i stand til at opleve denne eksistens. Men for at opleve kræves der bevægelse, der igen er det samme som forvandling. Forvandling er igen det samme som skabelse. Skabelse er at kunne skabe detaljer. Disse detaljer udgør igen markeringer af den evige eksistens, som vi lever i. Denne markering af vor evige eksistens er det samme som det, vi kalder livets oplevelse. Men livets oplevelse er så vidunderlig en foreteelse, at den kan være fuldkommen og ufuldkommen. Hvis denne livets oplevelse ikke kunne være både fuldkommen og ufuldkommen, ville det være umuligt for det levende væsen at nå frem til at kunne blive et frigjort væsen, der er herre over den fuldkomne skabelse, og dermed komme til at opleve den højeste og fuldkomneste form for livets oplevelse.

Denne skabelse af livets oplevelse foregår altså ved hjælp af vor fysiske organisme og vor mentale eller psykiske organisme. I den samlede organismes struktur har de mentale legemer refleksorganer i den fysiske organisme. Man kan sige, at de fysiske sanser er udløst af forpostorganer for den mentale eller psykiske oplevelse, ligesom de åndelige organer igen er forpostorganer for udløsning af skabelse på det materielle plan. Igennem disse organer får væsenet evne til at lære det behagelige og det ubehagelige at kende og derved selv blive herre over det behagelige og det ubehagelige. Således vil det til sidst stå som et væsen, der på grund af disse erfaringer og i kraft af sin vilje bliver i stand til at skabe det absolut behagelige, der igen er livets absolutte mål med det ufærdige menneske. Vi kender alle sammen mere eller mindre til denne Guddommens uddannelse og udvikling af væsenet til at blive til denne livets totale behersker.

Alle de mange lidelser, der forekommer i det daglige liv, fortæller os, at menneskene endnu ikke er blevet herre over skabelsen af det behagelige. Deres daglige liv er mislykket på mange felter. Alle de tusinder, der ligger på hospitalerne med syge og elendige fysiske organismer, viser os, at de har sider i deres fysiske og psykiske væremåde, hvor de ikke har magtet at skabe den totale behagelighed eller det normale velvære, som livets oplevelse i sig selv er og skal være, der hvor den udløses af de væsener, der er blevet livets herre. De er blevet syge, fordi de kom ind i situationer, de ikke forstod, og fordi de ikke vidste, at disse kunne blive årsag til de lidelser, de nu ligger under for.

Den tid, det jordiske menneske lever i nu, er netop en epoke i undervisning og erfaringsdannelse i sygdomsfeltet. Den fysiske organisme og den igennem denne virkende psykiske organisme er det redskab, i kraft af hvilket man skal blive i stand til at opleve og til at dygtiggøre sig til at blive det totalt fuldkomne menneske. Derfor vil vor oplevelse af livet så at sige stå og falde med denne organismes sundhed og velvære. Vi ved allerede, at den skal have næring. Den skal have mad og drikke. Den skal have frisk luft, og den skal holdes ren. Den skal have træning. Det, der ikke trænes eller bruges af denne organisme, visner og degenererer, det være sig lige så godt i den psykiske del som i den fysiske del. Får organismen ikke føde, dør den, og hvis den får forkert føde, kan den også dø. Det gælder i virkeligheden kun den fysiske del af organismen. Men den psykiske del af organismen er i virkeligheden de samme love og principper underkastet. Den skal også have "mad og drikke", pasning og pleje, renlighed og træning. Her dør også evner og anlæg i de felter, mennesket forsømmer eller ikke bruger. I den psykiske del af organismen kan man også komme til at lide af sult eller mangel på næring. Her kan man også blive syg på grund af indtagelse af forkert føde. Og her er menneskene i virkeligheden endnu meget længere tilbage eller langt mindre udviklet end i den rent fysiske ernæring og hygiejne. Derfor findes der endnu flere mentale sygdomme, end der findes fysiske sygdomme.

Denne psykiske sygdomstilstand kan blive så omfattende i et væsen, at det så at sige er mentalt dødt. Det kan hverken ræsonnere eller tænke logisk og kan derved ikke tilegne sig viden, men fremtræder således på det materielle plan som et åndssvagt væsen. Denne sygdom eller død er i virkeligheden et igennem flere liv gradvist begået åndeligt selvmord. Dette selvmord udgør virkningen af mange mentale sygdomme tilsammen, der efterhånden har undermineret individets sjælelige tilstand. Men i det følgende vil vi kun se på nogle enkelte af de skavanker, der i forbindelse med andre skavanker kan føre individet ud i denne rædsel.

Når et væsen er bevidst i, at det handler forkert, bevirker det altså, at væsenet kommer i disharmoni med sig selv. Denne disharmoni vil stadig af og til gnave lidt i væsenets samvittighed. Den udgør en slags psykisk kløe. Den er en åndelig hudsygdom. Den er en slags åndelig eksem. Væsenet kan overdøve samvittigheden på dette felt, så det ikke mere generes af den og sygdommen. Men denne er da ikke gået væk, den er blevet kronisk.

Hvordan helbreder væsenet nu sin åndelige hudsygdom? – Naturligvis ved at gardere sig imod eller gøre sig upåvirkelig af denne atmosfære. Ved at tilegne sig absolut sikkerhed for at dets egen væremåde er absolut rigtig, ved fuldstændigt at vænne sig til at være totalt ligeglad, hvad så end flokken måtte mene. Her gælder det:

Det er udmærket at være beskeden, det er en glimrende dyd og skaber sympati omkring sit ophav. Men denne beskedenhed skal ikke være således, at for ikke at støde omgivelserne eller for at de ikke skal kritisere én, går man gerne med til at gøre noget, der vitterligt er imod ens natur, noget, der vitterligt er abnormt. Man skal ikke for at føje flokken ligefrem gå med til drik og sold, gå med til dennes udskejelser, når det vitterligt er skrigende imod ens natur, og man vitterligt kan se, at det er umoralsk. At gå med til dette gavner ikke flokken og er i højeste grad skadeligt for ens egen samvittighed og mentale velvære.

1. Citat fra Altid frejdig når du går, Chr. Richardt, 1867.