Menneskeheden befinder sig inde i megen stor lidelse. Dens mentalitet er fyldt med sorger og bekymringer, skrig og pine. Derfor er frygten en altdominerende faktor i hvert enkelt individs skæbne. Denne frygt får individet til at søge beskyttelse eller forsvar imod det, man frygter. Hvad er det da, det jordiske menneske frygter? – Det frygter fattigdom, nød og elendighed og den hermed forbundne nedværdigelse, hån og spot og trældom for andre mennesker. Det begærer derfor i stor udstrækning penge eller formue, fordi det tror dermed at kunne gardere sig. Og det jordiske menneskes daglige liv er i stor udstrækning derfor blevet et jag efter penge, guld eller formue. Og da dette begær efter guld eller formue er langt stærkere end kærligheden til næsten, hvilket vil sige til medmenneskene og dyrene, søger mennesket sin guldtørst eller pengehunger tilfredsstillet på disse dets medvæseners bekostning. Og derved er mennesket kommet til at føre en livsform, der afviger stærkt fra den livsform, der af naturen er bestemt, nemlig den, der giver tryghed, fred og harmoni. Det er kommet ind i en livsførelse, der netop giver utryghed, ufred og disharmoni. Det værdsætter guldet eller materien højere end næsten eller medvæsenet. Og det viger derfor i værste tilfælde ikke tilbage for at myrde næsten, hvis det er nødvendigt for at komme i besiddelse af dennes materielle besiddelser.

Vi er her kommet til grundlaget for al krig i verden, ikke blot imellem personer indbyrdes, men også alle stater eller nationer imellem. Og det er dette princip, der har bestemt alle nationers landegrænser i dag. De er alle bestemte af den stærkeres ret og blevet afsat ved hjælp af den overlegne sejrherres magt og efter dennes forgodtbefindende. Derfor er nogle folk i verden blevet til storbesiddere af jordens guld og grønne skove, medens andre folk i større eller mindre grad er underkastet disse storbesidderes eller stormagters diktatur med hensyn til bestemmelse af militær, varepriser, valutaspørgsmål, handelsforbindelser etc., foreteelser eller snærende bånd, der ikke er blevet løsnet eller slappere for de små nationer igennem de to store verdenskrige. I dag er mennesket, skønt dets tekniske muligheder og evner til at kunne befordre sig verden rundt er større end nogen sinde, fængslet, bastet og bundet til den engang af et krigsmæssigt overlegent folk dikterede landegrænse for dets eget folk. Det er rigtigt, at årene i mange tilfælde har ladet gro venskabets græs hen over den, ikke ved folks egne frivillige overenskomster, men ved en overlegen krigsmagts med våben dikterede landegrænse, så det i sin tid overvundne folk har affundet sig med deres lands grænse og nu betragter den som selvfølgelig, selv om der den dag i dag bor millioner af samme folk hinsides den dikterede grænse og således er berøvet deres retmæssige hjemland eller fædreland. De fra fortiden og mange af verdenskrigene opsatte landegrænser betyder således for de pågældende folk i virkeligheden et babylonisk fangenskab. De opsatte landegrænser er i stor udstrækning således kun understregning af folk i landflygtighed. Det er således ikke så mærkeligt, at de små nationer frygter de store nationer, og de svage individer i samfundet frygter de stærke.

Men at denne tilstand ikke kan være den fuldkomne eller endelige i Guddommens eller Forsynets store verdensplan, er selvfølgeligt. En tilstand, i hvilken de små nationer skal frygte de store nationer, og de svage individer skal frygte de stærke, er jo det samme som røvermentalitet. Over for røvermentalitet har man inden for selve de enkelte stater eller samfund oprettet det såkaldte politi- og retsvæsen. Et sådant retsvæsens mission er denne at beskytte de svage individer i samfundet over for de stærke. At nationer ikke vil få nogen som helst materiel fred eller harmoni, så længe der ikke er et retsvæsen til at beskytte de små forsvarsløse nationer over for de store nationer, er absolut givet. Krigsmentaliteten og dens helvedesatmosfære vil stadig besudle menneskers og nationers daglige liv, så længe afgørelser ikke er et spørgsmål om retfærdighed, men derimod i allerhøjeste grad er et spørgsmål om de mest geniale mordvåben, dødsmaskiner, henrettelsesapparater og den mest omfattende ødelæggelsesteknik. Så længe der ikke eksisterer beskyttelse af den svage over for den stærke i udøvelsen af denne helvedesatmosfære, da er det soleklart, at menneskehedens mentale og legemlige skueplads kun kan blive ragnarok eller dommedag.

Hvad eller hvem er da roden til hele denne helvedesatmosfære eller dødedans? Hvem eller hvad er det, menneskene har at frygte? – Ja, er det ikke let her at se, at menneskenes største onde eller dommedagen kun skyldes menneskenes forfølgelse af mennesker, eller det der i den religiøse terminologi hedder "alles krig imod alle"? At verdensudviklingen nu mere end nogen sinde vil gå i retning af en bekæmpelse af denne menneskets forfølgelse af mennesket, er selvfølgeligt. At der til sidst vil blive et retsvæsen, der vil gøre alle nationer til ét rige og ophæve de røveriske grænser og befri de landflygtige folk af det moderne babyloniske fangenskab, er lige så selvfølgeligt. Det er ikke Guds vilje, at landegrænser skal være en markering af ejendomsret over internationale livsgoder, krigsbytte eller magterobringer. De kan aldrig være eller blive andet end det, de af naturen er, nemlig en hjemstavnsmarkering. Mennesket er altså menneskets værste fjende. Den mest primitive forestilling om denne fjendes bekæmpelse er altså den, der hylder den stærkeres ret, hvilket altså vil sige magtprincippet, ved hvilket man kan gøre denne fjende til sin slave eller træl. Og selv om man bringer dette magtprincip ind under moderne struktur i form af politimyndighed eller retsvæsen, hvor man med magten fremtvinger menneskets respekt for mennesket, har man ikke fjernet ondets eller menneskehadets virkelige rod. At man i form af lov og ret har sat et mentalt pigtrådshegn op omkring sin næstes unatur, så denne ikke kan komme til at genere, betyder jo ikke, at den ikke eksisterer, eller at man i virkeligheden er kommet i harmoni med denne næste, har fået fred med ham. Man har kun sikret sig imod ham, som man sikrer sig imod vilde dyr. Og så længe mennesket må sikre sig imod mennesket, som man sikrer sig imod vilde dyr, er frygten stadig til stede.

Mennesket er ikke endnu i Guds billede, det har ikke overvundet det såkaldte onde. Hvad er det da, der mangler? Når mennesket har skabt retsvæsen og dermed ordnede forhold i et samfund, hvad har det så at frygte? Det har stadig en fjende at frygte. Det ved, at mennesket stadig er dets fjende, og at det kun er beskyttet ved retsvæsenet. Retsvæsenet er igen kun det samme som en mur omkring en stad. Fjenden ligger hinsides denne mur og venter bare på en chance til at komme over muren. Og hver dag bryder tusinder af mennesker, hvilket vil sige menneskets fjender, igennem retsvæsenets mentale mur og afspærringer og udfolder her den stærkeres ret, myrder, dræber, røver, plyndrer, stjæler og lemlæster. Og den moderne civilisation har en hel sfære af fjender, der er brudt igennem muren. Det er denne sfære, vi kalder forbryderverdenen eller civilisationens underverden. Det moderne retsvæsen kan således ikke skabe den helt fundamentale sikkerhed over for menneskets fjende, mennesket, og det er heller ikke dets kosmiske bestemmelse. Det skal kun skabe en nogenlunde ro, således at væsenerne kan blive standset lidt op i deres dødedans og tænke sig lidt om.

Den virkelige bekæmpelse af fjenden kan først finde sted der, hvor mennesket står over for sin virkelige fjende. Er mennesket da ikke menneskets virkelige fjende? Jo, blot vi regner med, at fjenden ikke er vor næste, men os selv. Det er ikke vor næste, der er vor største fjende, men vort eget selv. Vi er vor egen absolut eneste fjende. Vi er nemlig ophavet til al fjendskab, ligegyldigt af hvilket medmenneske det så end måtte være rettet imod os. Denne vor egen forfølgelse af os selv kan intet politi- eller retsvæsen, ingen overlegen magt, kløgt eller listighed i længden beskytte os imod. Der findes kun én eneste realistisk beskyttelse, og den består i at gøre sig til ét med alle levende væsener, at komme til at elske dem, man tror, der er ens fjender. Når mennesket elsker mennesket, ophører fjendskabet. Og med dette ophør begynder den ny himmel og jord, i hvilken retfærdighed bor, ikke som en tvangsforeteelse opretholdt ved politi og retsvæsen, men som et naturligt anlæg i individet. Alle vil da elske alle, ligesom alle i dag fører krig imod alle.