Ved mine to sidste foredrag har jeg forklaret, hvorledes udviklingen førte de levende væsener ind i nye sansedimensioner, således at det ene nye sanseområde efter det andet dukkede frem. Således blev synet og hørelsen og alle de andre fundamentale sanser efterhånden til. Jeg udviklede yderligere, hvorledes menneskeheden var at inddele i tre store grupper alt efter livets tre store hovedsansedimensioner: instinkt-, intelligens- og intuitionsdimensionen, hvilken sidste er den, der danner grundlaget for kosmisk bevidsthed og gør mennesket bevidst i livets mening og dets egen udødelighed. Jeg forklarede også, hvorledes det er kærligheden, der ligger til grund for den kosmiske bevidstheds udvikling, og at denne sans således er et produkt af en organisk funktion akkurat ligesom de øvrige sanser: synet, hørelsen osv. Ligesom der omkring det levende væsen ligger en verden i form af lyset, der giver alle ting kolorit i form af lys, skygge og farver, således er der også omkring det samme væsen en verden af mentalt lys, der giver livet mental kolorit, mentale detaljer, farver og lys. Og ligesom det materielle lys har skabt individets synsorganer, øjnene, således er det mentale lys også i færd med at skabe synsorganer for det mentale lys og de af dette skabte detaljer.

Og må ikke alle individer stadigt være på vagt over for næsten? – Må de ikke på mange felter skjule og hemmeligholde deres tanker og følelser, fordi næsten ellers ville få stof for sin bagtalelse, sit usandfærdigheds- og overdrivelsestalent, sit sensationsbegær? – Må ikke menneskene hver især frygte dette talent hos den eller den inden for deres omgangskreds? – At de selv er et sådant frygtens og skrækkens objekt for deres medvæsener, er ikke almengældende at skænke en tanke og bekæmpes derfor i langt mindre grad. Hvad må ikke denne daglige frygt for næsten føre med sig af kamp på alle måder for at gardere sig imod denne næste? – Et af de vigtigste midler i denne kamp er forstillelse eller camouflage med tilhørende vanemæssig løgnagtighed eller usandfærdighed. Man vil gerne have, at næsten skal imponeres, man vil gerne selv være på toppen og have, at næsten må være vor fodskammel. Man vil gerne have, at næsten skal tro, at vi er så og så store kapaciteter på dette eller hint område. Ja, så vant til at indbilde næsten falske forestillinger om sine dyder og position er det almene jordmenneske, at det undertiden selv falder for den suggestion, det ønskede at påføre næsten. Det bliver offer for sin egen indbildning og kan til sidst slet ikke se sandheden om sig selv, men tror, at det virkelig er den store kapacitet, den idealskikkelse, det fuldkomne væsen, som det ønskede at foregøgle næsten. Og det værste er, at det dømmer alle andre væsener og ting ud fra denne falske mentale position, denne indbildte kapacitet. Det dækker denne kapacitet med usandheder eller løgne og forsvarer denne sin indbildte kapacitet og bliver et endnu mere frygtet og generende væsen for sine omgivelser. Men da nu menneskeheden så at sige udelukkende består af sådanne individer, der mere eller mindre er ufærdige, væsener, der mere eller mindre må frygtes, fordi de ikke er færdige med at være generende for deres omgivelser, og således på en måde er giftige, bliver det menneskelige samfund en jungle at leve i. Det er en verden, i hvilken alle er i krig med alle.

Over for denne mentale tilstand kan en materialistisk videnskab absolut intet udrette. Den laver straffeanstalter og tugthuse, den skaber politi og militær, den lader unge mennesker uddanne til at betjene mordvåben, krigsmaskiner og ødelæggelsesapparater, skønt den har ladet denne ungdom i dens barnestadium gennemgå en belæring om, at man skal elske sin næste og vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Kan noget være mere forvirrende end at lade barnet konfirmere og døbe af autoriserede myndigheder, præster i højtidelige ornater med kjole, kors og krave, i Faderens, sønnens og den hellige ånds navn og således indvie det til at blive en fredens og kærlighedens tjener, for så, lige så snart det når ud af barnestadiet og skolen, at tvinge det til at skulle lære at betjene maskinpistoler, sabler og bomber, for at fjenden kan blive lemlæstet, knust, slået ihjel – og dette for enhver pris, selv når det må betale med sit eget liv? – I militærskolen hedder denne mentale sfære "ærens mark". I den nordiske gudelære var den idealet, vejen til datidens paradis Valhal. Så længe man er barn, opdrages man altså af statens myndigheder til at være Jesu discipel, men når man bliver voksen, tvinges man af staten til at tjene de nordiske guder og hylde sværdet, magten og drabet som det højeste ideal. Og dog er der ingen, der tror på noget Valhal, men alle frygter at komme til et helvede.

Disse ord udtales ikke for at bebrejde hverken den eller den, eller for at forklejne militær eller stat. Men vil man neutralt eller på rent upartisk måde se den nøgne sandhed, eller hvad det er, der sker, så må man virkelig fjerne sine personlige interesser i de objekter, man vil udforske, thi ellers får man absolut ikke noget upartisk syn, og et partisk syn kan aldrig være sandt og derfor heller aldrig være retfærdigt. Den partiske overvurderer tingene til fordel for sit yndlingsobjekt. Militaristen forsvarer militarismen, fredsmanden forsvarer fredsbestræbelserne, den kristne forsvarer kristendommen, og buddhisten forsvarer buddhismen. Således forsvarer hver af parterne deres forskellige interessesfærer. Deres syn er ikke en interesse i den virkelige sandhed, men en interesse i, at deres særlige sfære kan blive den overlegne, den dominerende, den magthavende. Og deres liv er således dømt til krig, til kamp, til lemlæstelse, ulykke, sorg og lidelse, hvad enten de befinder sig i en religiøs sekt eller i et politisk parti. Hverken religiøse sekter, religioner eller partier kan frelse verden. Så snart en ting er blevet en forening, en sammenslutning, er den blevet partisk for sin egen beståen, uafhængigt af hvad det så end måtte koste næsten, andre sekter, andre partier og bevægelser. Menneskets mening må bringes i kontakt med livets mening.