Jeg har tidligere forklaret, at livsmysteriets løsning ikke ligger på det materielle plan, men at alting viser, at der side om side med det fysiske plan eksisterer et andet tilværelsesplan, og at vi således for at kunne opleve livet må fremtræde i to verdener. Vi har altså den fysiske, kropslige verden og den åndelige bevidstheds- eller mentalverden. Jeg har påpeget, hvorledes begreberne tid og rum og de heraf affødte mål- og vægtfacitter eller den rent materialistiske videnskab og verdensopfattelse ikke kan give nogen forklaring på mere end den materielle verden og dermed kun erkende tid og rum. Men verdensbilledet er ikke et billede af tid og rum. Verdensbilledet er ikke blot de skabte ting. Det sande verdensbillede er i første instans to hovedanalyser, som selv et barn kan forstå, nemlig "det skabte" og "skaberen". I det daglige liv bliver vi således uundgåeligt vidne til denne skabelse. Men at blive vidne til noget er det samme som at opleve noget. Derved bliver det altså til kendsgerning, at der er noget, der oplever, og noget, der opleves. Og ser vi på os selv, udgør vi ligesom hvert eneste eksisterende levende væsen den samme analyse. Vi udgør et oplevende jeg og det oplevede, der igen også udgør et skabende jeg og vore frembringelser.

Vi har derfor store forudsætninger i os selv til at komme til klarhed over selve livets dybeste hemmelighed. Vi udgør jo et lille område udstyret nøjagtigt med selve verdensaltets analyse. Og inden for denne analyse ser vi, at intet kan blive til af sig selv, og intet logisk kan blive til i kraft af tilfældighed, men udelukkende ved en forudgående psykisk proces, der hedder bevidsthed eller mentalitet. Men når der således inden for det felt af verdensaltet, vi således indtil hundrede procent kan overskue, ikke eksisterer nogen som helst mulighed for, at noget kan bygge sig selv logisk op, får vi ikke nogen som helst begrundelse for at skulle antage, at en sådan proces skulle være mulig ude i naturen eller universet i den del af dette, som vi ikke kan overskue. Tværtimod, vi har altså hele universets egen bekræftelse på, at en logisk skabelse er en virkning af en forudgående psykisk proces, hvilket vil sige udslag af mentalitet eller bevidsthed. Det fundamentale i tilværelsen bliver således ikke de fysiske skabelser, men den psykiske proces, af hvilke de er et resultat. Det vigtigste bag vore fysiske handlinger, skabelser og oplevelser kan derfor ikke være selve disse frembragte ting, men den mentalitetstilstand, vi ved denne fysiske skabelse eller frembringelse bliver hensat i. Dette vil igen sige, at det atter her er synligt, hvor lidt mål og vægt, tid og rum betyder ved siden af de psykiske foreteelser, de bevirker i os.

Vor livstilstand er således ikke vor fysiske, men vor psykiske tilstand. Denne kan fremtræde som en oplevelse af sorg og ulykke, og den kan være en oplevelse af glæde og velvære. Og er det ikke en kendsgerning, at glæde og velvære er det af alle levende væsener eftertragtede mål? – Det må altså være dette, der er livets mening. Men glæde og velvære er et resultat af skabelse, ligesom sorg og ulykke også er et resultat af den samme proces. Man kan altså igennem skabelsen opnå to resultater, nemlig en behagsoplevelse og en ubehagsoplevelse. Hvis skabelsen bringer os glæde og velvære, udtrykker vi denne som fuldkommen. Har den derimod bragt os ulykke og sorg, siger vi, at den er ufuldkommen. Det færdige resultat af skabelse er altså ikke noget fysisk, men noget psykisk. Det må derfor være denne psykiske tilstand, der må være det fundamentale ved livets oplevelse.

Således må man forstå, at der bag de fysiske, kropslige oplevelser eksisterer et tidløst væsen og dermed en tilsvarende tidløs væren. Hvis et væsen har et par svækkede øjne, er dets synsevne i tilsvarende grad nedsat, uafhængigt af alderdom. Det samme er tilfældet, hvis andre fysiske organer er defekte – så bliver væsenets fysiske oplevelses- og manifestationsevne også tilsvarende defekt, lige så godt hos det unge menneske som hos det gamle. Da alderdommen kun er et resultat af defekte fysiske organer, kan den således i sig selv kun være et fysisk problem. Det kan kun berøre de bevidsthedsfunktioner, der er afhængige af den fysiske organfunktion. Men menneskets bagved opsummerede erfaringer og viden er ganske uberørt. At det ikke kan bringe denne viden ind i sin defekte hjerne, at hjernens defekte tilstand ligeledes ikke kan befordre den fysiske hukommelse osv., betyder jo ikke, at væsenet har mistet sine engang oplevede erfaringer og viden, sine talenter og livsbegær. Denne svækkede tilstand, som væsenets alderdom viser udadtil, er kun en begyndende fysisk dødsproces. Væsenet er med alderdommen fysisk døende, men som vi her forstår, betyder dette altså ikke, at det er psykisk eller mentalt døende.

Men vi ved jo, som jeg har forklaret tidligere, at al materie er lovbundet i et kredsløbsprincip. Ingen materie, lige meget hvor fast den så er sammentømret, kan blive ved med at bestå, men må før eller senere gå sin opløsning i møde. Selv de hårdeste diamanter kan ikke evigt bestå, men må opløses og overgå i kredsløbets evige omskiftning af materierne. Det er derfor, at nat og dag, sommer og vinter, kulde og hede ikke kan ophøre, og det er derfor, at barndom og manddom, ungdom og alderdom heller ikke kan ophøre. Men idet kredsløbet befordrer denne materieomskiftning, bliver kontrastdannelserne og dermed livsoplevelsen jo mulig. Uden denne materieomskiftning ville al livsoplevelse være en total umulighed. Den død, som alderdommen udtrykker, er altså ikke en psykisk død, men kun en materieomskiftning, der for det oplevende noget kun bliver en oplevelse analogt med dets oplevelse af dag og nat, vinter og sommer. Den fysiske alderdom er altså bare noget forbigående, som jeget på det psykiske plan efterhånden kan overskue, som det kan overskue sine oplevelser af dage og nætter, vintre og somre på det fysiske plan.

For det uindviede menneske bliver denne alderdomsproces noget nedslående, noget besværligt og kedeligt, ja kan tilsyneladende dræbe livslysten. Men det er også kun tilsyneladende, og når individet befinder sig i sin fysiske, vågne dagsbevidsthed. Når det sover og befinder sig uden for den gamle affældige fysiske krop og ligeledes den heraf affødte indbildning af at være gammel og er fri af andre mørke indbildninger, befinder det sig i en strålende livslyst og glæde på det åndelige plan. Gamle mennesker kan jo have de herligste drømme, hvor de er fri for alle alderdommens skavanker. En firsårig kan udmærket vågne med de skønneste erindringer om at have oplevet sig selv i drømmen fremtrædende i et strålende ungt og herligt legeme og kan have set andre af sine på det fysiske plan jævnaldrende oldinge ligeledes fremtrædende i unge legemer og i en aktivitet, der ikke lader den fysiske virksomhed noget tilbage at ønske. Så vil man sige, ja, men det er jo kun en drøm. Ja, men hvad skulle det vel være andet? – Når De ligger i Deres seng og er en gammel olding på firs år og oplever som en realistisk virkelighed, at De kun er tyve eller tredive, kan denne oplevelse da ikke være fysisk. Mirakler af den slags sker ikke. Og var drømmen under oplevelsen ikke lige så virkelig, vågen dagsbevidst en oplevelse som de fysiske vågne, dagsbevidste oplevelser? – Hvis De ikke var vågnet af drømmen, ville De jo have levet videre i den og aldrig opdaget, at det var en drøm. Det er netop det, der sker ved den fysiske død. Og kan De med absolut sikkerhed garantere, at De ikke netop om lidt vågner og opdager, at det, at De nu oplever mit foredrag og denne forsamling, kun er en drøm? –

Men drømme er noget, der ikke behøver at være tilfældige udløsninger. For det indviede væsen er drømme underlagt hans vilje. For ham er drømmene derfor ikke mere "kun drømme". For ham er drømmeoplevelserne drømmebegivenheder, de er vågne, dagsbevidste realiteter. Han kan på det psykiske plan gennemfare rummet, opleve fjerne steder, byer, dyr og mennesker. Han kan opleve begivenheder, der ligger tilbage i tiden, ligesom han også kan se begivenheder, der senere vil manifestere sig på det fysiske plan. Men da denne vandring på det psykiske plan fordrer, at det psykiske legeme, de psykiske organer, må udskilles fra den fysiske organisme, og denne udskillelse er unaturlig, forstår man, at det indviede væsen kun i meget få tilfælde, nærmest kun i dem, der er nødvendige led i hans indvielse, benytter sig af denne vågne færden i drømmelandet, som ikke er noget drømmeland, men en realistisk åndelig verden, et tilværelsesplan analogt med det fysiske tilværelsesplan.

Det indviede væsen oplever derved som vågen dagsbevidsthed at kunne leve, hvilket vil sige kunne opleve og tænke, uafhængigt af den fysiske organisme. For dette væsen bliver udødeligheden således allerede her på det vågne, fysiske plan en dagsbevidst oplevet kendsgerning. At hans medvæsener ikke forstår eller tror på denne hans mulighed, forandrer jo ikke kendsgerningen. Og man skal heller ikke tro, at det er magtpåliggende for den indviede at få det åbenbaret. Hvis det var dette, var han ikke moden for indvielse og ville ikke på naturlig måde have tilegnet sig den nævnte oplevelsesevne, rent bortset fra at denne oplevelsesform for det med højpsykisk indvielse begavede væsen kun er en sekundær oplevelsesform, der må vige pladsen for hans kosmiske eller højpsykiske oplevelsesevne, der er den primære, og hvis kapacitet udgør mere end det tidobbelte omfang i gennemtrængelighed og klarhed.

For den uindviede er det absolut skadeligt at færdes i den åndelige verden ud over den færden, som hans normale nattesøvn tillader. Ja, blot det at drømme giver jo træthed og uoplagthed i den vågne dagsbevidsthed. Og det er naturligvis heller ikke livets mening, at man skal færdes i åndeverdenen uden for den normale sovetid. Hvad har man så ud af den fysiske verden? – Vi er ikke født ind i den fysiske verden for med vold og magt at forhindre denne vor oplevelsestilstand ved at ignorere den mest muligt og spilde den ved drømmeeksperimenter, som ovenikøbet er meget livsfarlige. Det uindviede væsen kan ikke påregne nogen særlig effektiv beskyttelse under disse vågne, tilstræbte drømmevandringer eller unormal færden i den psykiske verden. Og det kan meget let ske, at kræfter, han ikke selv kan klare, afbryder hans forbindelse med sit fysiske legeme, der da bliver til et lig, medens han i en højest ufærdig tilstand da er henvist til drømmelandet og må leve en tid i en tilsvarende ufærdig eller abnorm åndelig oplevelsestilstand.

Med hensyn til individets alderdom er den altså dødens forgård. Den er en begyndende nedgående fysisk oplevelsestilstand. Denne nedadgående tilstand omfatter kun den fysiske oplevelses- og skabelses- eller manifestationsevne, men ikke mentaliteten. De oplevede erfaringer, vaner og tilbøjeligheder er stadig til stede, men indkapsles nu mere og mere i nogle åndelige organer, jeg har kaldt talentkerner, i hvilke de skal overvintre så længe, væsenet nu kommer til at opholde sig i den åndelige eller psykiske verden. I alderdommen lukkes der således af for det ene og det andet af væsenernes fysiske livskraftsprincipper. Dette er grunden til alderdommens indtræden og ikke de kosmiske stråler, som den materialistiske videnskab i øjeblikket er så betaget af. Dette at livskraftprincipperne begynder at lukke af for de forskellige fysiske organer, bevirker jo, at væsenet ikke kan opretholde den tilstrækkelige modstand imod de kosmiske strålers indvirkning. Disse stråler vil da nedbryde livet, lige så vel som de, der hvor individets livskraft er disse overlegen, er med til at betinge skabelsen af væsenets inkarnation på det fysiske plan, dets barndom, ungdom og manddom. Der, hvor solens stråler bliver for meget svækkede, opstår livløsheden og vinteren, der, hvor de bliver behersket af en tilpas styrkegrad, opstår sommeren, og der, hvor de vælder frem uden hindringer, opbrændes livsmulighederne, og de hede sandørkener opstår. Således er det med al materie i forhold til det levende væsens livskraftprincipper, hvad enten materien er kosmiske stråler eller fysiske solstråler, ild eller vand.

Det nytter ikke at lukke sig inde i blykældre. Kredsløbets princip og dermed alderdommens indtræden er en livsbetingelse. At forhindre alderdommen vil være at forhindre kredsløbet. Men da kredsløbet ikke er bestemt af lavede love, men hører med til de evige principper, der er hævet over skabelse, tid og rum og derfor evigt har betinget skabelse, vil en sådan manifestation være totalt umulig, rent bortset fra dens abnorme natur. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke på et eller andet felt kan skabe en vis ekstra modstand imod de nedbrydende strålers virkning på den eller den materie, men selve alderdommens inderste årsag er jo ikke dermed fjernet, da den ikke kan berøres af tids- eller rumdimensionelle foreteelser. Vi kan således ikke regne med nogen sinde at kunne undgå at blive gamle.

Men alderdommen kan da være umådelig smuk og en herlig oplevelse. Et menneske, der igennem hele sit liv, sin ungdom og mandom, har slidt og stræbt, arbejdet og arbejdet, kan da nok komme til at føle en vidunderlig hvile i alderdommen. Det har igennem hele denne livsperiode fået beriget sig med en indre kilde, hvorfra et lønligt erindringens kildevæld i ensomme timer kan være de herligste oplevelser. Også denne oplevelsestilstand er en begyndende oplevelse på det åndelige plan.