I en tid, hvor verden eller menneskeheden er sunket ned i et meget stort mørke eller gennemlever den såkaldte "dommedagsepoke", kan det have sin betydning, at man af og til standser op og ser på de tankearter, der kan lyse lidt op i tilværelsen. Der er mange mennesker, der mener, at der ikke er nogen som helst stor styrelse eller noget Forsyn til, og de tror derfor, det hele er tilfældigheder. De nærer også stor frygt for den krig, der skal komme, og for de mange andre ubehageligheder, den vil føre med sig. De har jo også grund til det, eftersom verden ser ting nu, som den så at sige aldrig før har set med hensyn til udfoldelse af det dræbende princip.

Kan vi yderligere blive klar over, om der er noget lyspunkt, om der er et guddommeligt mål for menneskene? – Ja, det kan vi godt. Vi kan gå tilbage til Bibelen, der udtrykker det på den måde, at Gud sagde: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Hvad er "Guds lignelse", og hvad er Guds skabelse? – Den metode eller måde, hvorpå Guddommen skaber, er den måde, der er målet for menneskene. Vi lever midt i en mangfoldighed af skabelsesprocesser. Hvis vi iagttager de processer, som er færdige, ser vi, at de alle uundgåeligt og urokkeligt er til glæde og velsignelse for levende væsener. Der er ikke et eneste tilfælde, hvor de ikke er til glæde og velsignelse. Guddommens skabelse har altså dette formål i sit slutfacit at skabe glæde og velsignelse for de levende væsener.

Menneskene tager fejl af de mange skabelsesprocesser, der ikke er færdige. De tager fejl, når de siger, at der ingen Gud er, fordi Gud ikke ville kunne tillade, at menneskene skulle leve i tilstande med krig, mord, drab og undertrykkelse af de svage. Men hvordan skulle de kunne se andet? – Det kræver millioner af år at forvandle et dyr til et færdigt, fuldkomment menneske, der ikke kan forårsage nogen som helst smerte og lidelse med sine manifestationer, og som hele tiden udstråler et væld af lys til omgivelserne. Da menneskene kun er bevidste i det ene nuværende liv, de lever, så har de ikke ret meget udsigt over dette vældige panorama. Men de må lære at forstå, at de selv er evige, og at det liv, de har nu, ikke er begyndelsen. Hvis det var begyndelsen, ville der ikke være den mindste retfærdighed til i verden, så ville alting være fuldstændig ødelæggende og saboterende. Det eneste ideal for menneskene ville være at stræbe efter at blive overlegen til at dræbe og myrde. Men således er det nu engang ikke. Vi kan se på menneskeheden, at den er anderledes i dag end for tusind år siden. Vi kan se eller udpege mennesker, der står på stenalderstadiet, og fremefter kan vi se andre på højere stadier, indtil vi kommer til de højest kultiverede mennesker på jorden. Der er meget stor forskel på en neandertalmand eller stenaldermand og så et højt udviklet kulturmenneske i dag.

Vi kan iagttage, hvorledes den tekniske udvikling er nået op på et vældig højt stadium. Men der er andre sider ved menneskene, der endnu ikke er så langt fremme. Det er de sider, der repræsenterer dyret, og som er nedarvet fra den dyriske tilstand. Det er had og egoisme. Det er havesyge, skinsyge og jalousi. Der er så mange ting, der er med til at ødelægge forholdet imellem menneskene. Det bryder frem i deres natur og kommer sommetider til udbrud i vældige eksplosioner og hidsighed; til andre tider går de i længere tid og er hadefulde og kan ikke komme af med det onde. Disse sider af mennesket er ikke så langt fremme, men vi kan se, at de også er under udvikling. Det er disse ting, vi må se på for at kunne bedømme, om mennesket virkelig er underlagt en forvandlingsproces, og der ser vi så, at der findes mennesker, der er langt fremme i dette ikke at kunne nænne at gøre det onde. Dette ikke at kunne nænne at gøre det onde er det samme som, at man er kommet længere frem i skabelsen i Guddommens billede. Det drejer sig netop om at komme frem til at give liv, til at skabe glæde, lys og lykke. Vi ser, at menneskene står på forskellige trin i dette, nogle kan endnu nænne at gøre meget ondt, andre er nået frem til ikke at kunne nænne at gøre nær så meget ondt, og sådan fortsætter udviklingen. Den kan også yderligere blive understreget og blive til kendsgerning derigennem, at denne forfærdelige lidelse, som menneskenes dyriske tendenser bevirker, skaber en ny evne i mennesket, nemlig den humane evne.

Intelligensen, som menneskene har fået udviklet, og på hvilken den tekniske udvikling er baseret, har ikke noget med følelse at gøre. Menneskene bliver ikke følelsesmæssige, fordi de er meget intelligente. Så længe de har dyriske tendenser, benytter de derimod denne intelligens til at blive de andre overlegne, til at hævde sig, til at få magt og besiddelse og til at kunne undertrykke andre. Derfor skal der en anden evne til, og denne evne kan ikke vokse på samme måde som intelligensen. Den kan kun udvikles ved de erfaringer, som menneskene gør igennem lidelserne, sygdommene og igennem alt det onde, de har gjort imod deres næste. Disse tilstande, som menneskene derved kommer igennem, afføder i dem evnen til at fornemme lidelse. De bliver mægtig bevidste i, hvordan lidelser virker. De kan blive så bevidste i at føle lidelse, at de kan mærke næstens lidelse i deres egen bevidsthed. Når man når så vidt, begynder man ikke at kunne nænne at påføre andre mennesker ondt. De intelligente ved godt, at det gør ondt, når man er ubehagelig mod sin næste, men de ved det ikke af hjertet. De har ikke denne evne, der siger dem, at det kan man ikke gøre. De har ikke dette, der får dem til ikke at kunne nænne at gøre det. Derfor kan man regne med, at alle de kolde intelligensmæssige væsener endnu har tilbage med deres intelligens at udløse en hel masse handlinger, som kan give dem erfaringer for, hvordan man skal anvende sin intelligens, og give dem denne udvikling af evnen til at føle næstekærlighed.

Vi ved fra fortidens vise og profeter, at det drejer sig om, at man skal elske sin næste. Kristus har jo sagt det hele i en nøddeskal: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv. Det er alle loves fylde". Det er det, der er det fundamentale i dag i menneskehedens mørke epoke. Den vil føre til en hel del ting, som vi også kan se. Vi ser, der er dannet et FN, altså det første forsøg på at danne en verdensøvrighed. Denne verdensøvrighed er ikke mægtig nok endnu, for den skal nå frem til at have magten, også den militære. Vi ser de humane foranstaltninger. Vi ser evnen og lysten til at hjælpe de underudviklede lande. Vi ser det vokser mere og mere frem til disse tilstande, og det vil ende med, at hele menneskeheden vil nå frem til at udgøre ét folk og ét rige. Der vil ikke være mere end ét land i verden.