Hvad forstår vi ved det menneskelige? – Og hvad forstår vi ved det umenneskelige? – I al almindelighed betragter vi den væsensart, som vi selv tilhører, som det fornemmeste af alle Guds skabninger. Og det er naturligvis heller ikke uden grund. Mennesket er jo det væsen, der har den største begavelse og det heraf følgende største herredømme over materien. Intet andet fysisk væsen på jorden kan måle sig med mennesket i intellektualitet og den heraf følgende kemiske, tekniske og kunstneriske kunnen. Men det er jo ikke blot det, at mennesket er dyret overlegent rent intellektuelt og teknisk. Mange af dyrene indbyrdes er jo hverandre overlegne, og dog er de ikke af den grund blevet mennesker. Den overlegenhed, mennesket besidder over for dyret, er af en så dyb art, at den gør mennesket til et helt andet væsen end dyret. Der er mellem mennesket og dyret en forskel, der svarer til forskellen mellem dyret og planten. Hvori består da denne forskel mellem menneske og dyr? – Jo, mennesket afviger fra dyret derved, at der i mennesket udvikler sig organiske funktioner, som fuldstændigt modarbejder de dyriske organiske funktioner, hvilket vil sige de dyriske anlæg. Hvad er da de dyriske anlæg for noget? – De dyriske anlæg udgøres af alle funktioner, der kommer ind under begrebet selvopholdelsesdrift. Selvopholdelsesdriften udgør igen alle funktioner, der udelukkende går ud på individets selvbeskyttelse eller interesse for sig selv. Det fundamentale i dyrets psyke eller bevidsthed er udelukkende kun selviske bevidsthedsfunktioner. Det er rigtigt, at der undertiden kan forekomme eksempler på uselviskhed hos dyr, men de er så sjældne, at de absolut kun kan høre til undtagelser. Det almengældende er, at dyret så at sige er hundrede procent selvisk. Det dræber alt andet for at bevare sin egen eksistens, hvis det er nødvendigt, rent bortset fra at det jo er en livsbetingelse for mange arter netop at skulle æde andre dyr eller leve af disses kroppe. Det siger sig selv, at i en sådan bevidsthed eller psyke, kan der ikke være ret store områder af den følelse, vi kalder kærlighed, ligesom det femte bud "du skal ikke dræbe" her ville betyde selvmord, hvis det overholdtes. Det femte bud har altså ikke noget ærinde hos løver og tigre eller hos andre rovdyr.

Da dyret således endnu ikke har tanker eller bevidsthed for andet end sin egen eksistens, sin egen selvopholdelse, vil enhver stillingtagen til omgivelserne udelukkende kun være beregnet på at skulle være til fordel for det selv, ganske uafhængigt af hvad det så end måtte koste andre væsener af liv og førlighed. Men da det er den eneste måde, ved hvilken dyret kan opretholde livet, vil denne indstilling således for dyret være den absolut allerhøjeste opfyldelse af loven for dets eksistens. Det kan, når det er vokset uden for dets forældres rækkevidde og er kommet til den alder, hvor det er voksent og kan klare sig selv, ikke vente sig nogen som helst hjælp fra noget væsen udover sig selv. Bliver det syg, kommer til skade og ikke kan skaffe sig føden, må det ynkeligt dø af sult og mangel på pleje. For dyret gælder kun én lov, nemlig den, at "enhver er sig selv nærmest". Et dyr, der afviger herfra (her tænkes ikke på forældreprincippet, der jo betinger at afkommet hjælpes og fodres, indtil det er voksent og kan selv), vil fra et dyrisk standpunkt i allerhøjeste grad være udtryk for umoral. Hvis man skulle opsætte dyrets love eller dyder rent skriftligt, måtte den nævnte lov være dets moralbud nr. 1. Dernæst ville parolen lyde: "Dræb alt, hvad der er i vejen for dit liv. Knus og lemlæst overalt, hvor det kan være til fordel for din egen behagelighed". At vige for næsten er selvmord, er den største eksisterende dødssynd, er den mest umoralske fremfærd, der overhovedet kan udvises af et dyr. På alle felter må dyret følge og befordre selviskheden. Kun igennem selviskheden kan dyret opnå den højeste form for den behagelighed, dyret har mulighed for at opleve som lykke. Men da der ud over dets forhold til afkommet og ægtemagen slet ikke findes nogen som helst form for sympatifølelse hos det vilde og endnu af mennesker uberørte dyr, kan det i virkeligheden slet ikke overtræde den for dyret bestemte livslov. Det følger sit instinkt, sin organismes krav og har absolut ikke andre begær. Det kan derfor aldrig komme i vildrede og konflikt med sig selv. Det kan aldrig få samvittighedsnag. Dyret er et fuldkomment væsen i sit rige. Her findes hverken "farisæere", "syndere" eller "toldere". Alt udtrykker den guddommelige vilje, alt er naturligt, idet der slet ikke er nogen som helst mulighed for dyret til at afvige fra det naturlige. Her behøves hverken paver, biskopper eller præster. Her behøves hverken profeter, vismænd eller verdensgenløsere. Her er ingen af alle de udskejelser bort fra livets love, som man kender inden for menneskets sfære. Og her er vi ved den store fundamentale forskel, der er mellem dyret og mennesket.

Vi er jo nået så langt frem i udvikling og intellektualitet, at vi kan se, at alle de love for liv og indstilling, der var en livsbetingelse og største dyd for dyret, er blevet en ren og skær hundrede procents ulykke for alle de mennesker, der opfylder og praktiserer dem. Hvorfor kan de ikke lige så godt være til lykke for menneskene som for dyrene? – Ja, man vil måske også hævde, at de i stor udstrækning er til lykke, er livsbetingende, og at menneskene i årtusinder jo har praktiseret de dyriske metoder og slet ikke kan undvære disse. Ja, det er rigtigt, men det er også lige så rigtigt, at der side om side i denne dyriske indstilling og praktik er opstået en side i den menneskelige psyke, som er af lige akkurat modsat natur og giver sig udslag i alle de manifestationsarter, der kommer ind under begrebet uselviskhed. Og er det ikke netop denne uselviskhed, der adskiller mennesket fra dyret? – Denne uselviskhed er således det eneste mennesket har, som dyret ikke har. Det er altså denne uselviskhed, der er det "menneskelige" i mennesket. Det, mennesket har derudover, er altså kun, hvad dyret har. At mennesket kan praktisere de selviske manifestationer i en langt stærkere grad end dyret, forandrer jo ikke det dyriske princip eller de dyriske manifestationer. Selviske manifestationer bliver ikke mindre selviske, jo mere genialt og i jo større omfang de kan udfoldes. De bliver ikke "menneskelige" af den grund. Tyveri ophører ikke med at være en dyrisk manifestation eller et dyrisk princip, fordi det kan befordres diplomatisk og camoufleres som forretning eller andet moderne påskud. Det samme gælder bedrageri og alle andre former for selviske manifestationer. Tyveri, mord og drab, bedrageri, had, hævn, skinsyge, misundelse osv. ophører ikke på nogen som helst måde med at være selviske principper og dermed dyriske dyder, lige meget hvor meget man så end kan camouflere disse som retmæssige eller lovlige. De kan umuligt blive uselviske og kan således aldrig nogen sinde blive udtryk for det, der adskiller mennesket fra dyret, nemlig uselviskheden eller den begyndende kærlighed uden for køns- eller befrugtningstilstanden.

Og så er det store spørgsmål blevet så aktuelt, som det overhovedet kan blive, nemlig dette: Har de dyriske princippers praktik, opretholdelse og dyrkelse ført til en tiltagende større og større lykke for menneskeheden? – Er det ikke en kendsgerning, at de har ført menneskene til en større og større krigstilstand, til større og større mord- og lemlæstelsesprocesser? – Ligger ikke nogle af verdens største kulturcentrer i ruiner, er ikke tusinder og atter tusinder af mennesker i dag invalider grundet de dyriske princippers praktik? – Forekommer der ikke hele horder af hjemløse, forældreløse børn, der må klare sig selv midt i ruinhobene og imellem menneskevragene? – Er ikke hundredetusinder spærret inde i koncentrations- eller flygtningelejre langt borte fra fædreland, familie, venner og bekendte? – Må ikke hele kulturudviklingen være hæmmet af det stadigt store militæropbud, som lammer al økonomi? – Hvad kan menneskenes vældige kemiske og tekniske kunnen gavne, når den hele tiden næsten kun kan anvendes til frembringelse af mordvåben eller ødelæggelsesmidler til udslettelse af kultur og mennesker? – Er ikke alle disse foreteelser, disse hæmninger, virkninger af alle de principper, der hos dyret er dyder og livsbetingelse? – Disse principper kan altså ikke være dyder eller livsprincipper hos mennesket. Det er således den store forskel, der viser, at mennesket tilhører et rige, der ligger over dyreriget.

Men ligesom vi har set, at de dyriske principper, hvilket vil sige de selviske, ikke kan være idealet for det menneskelige samfund, således kan de heller ikke være idealet for det enkelte individ. Og vi kommer da til det store problem: Jamen, hvordan kan det da være, at menneskene ikke vender disse dyriske principper ryggen og helt helliger sig de uselviske? – Ja, her viser livet os, at mennesket absolut ikke er noget færdigt væsen. Det er let at se, at mennesket ikke er noget dyr i renkultur, men det er heller ikke noget menneske i renkultur. Det har i sig som tusindårig tradition de dyriske tendenser. Det er endnu i stor udstrækning selvisk og opretholder sin tilværelse på princippet "enhver er sig selv nærmest". Men det har også i sig den side, som dyret ikke har, nemlig den uselviske. Det jordiske menneske afslører altså sin ufærdighed igennem den omstændighed, at det er et spaltet væsen. Til tider er det behersket af den fra dyreriget nedarvede dræbende og selviske tradition, og til andre tider er det behersket af den uselviske eller nye side i dets struktur, som dyret ikke har, og som altså er noget nyt i dets væsen. Når den nye side behersker væsenet, er det menneskeligt; når den dyriske side behersker væsenet, er det umenneskeligt eller dyrisk. Og der er vel ingen, der vil påstå, at den dyriske eller umenneskelige side er eftertragtelsesværdig, er objektet for menneskelig stræben og udvikling? – Råber ikke alle efter en virkelig fred? – En virkelig verdenskultur med alle tænkelige humane foranstaltninger, og hvor alt er til gavn for alt? –

Men når naturen således viser os humaniteten, der ikke kan udløses uden fra et uselvisk sindelag, og når menneskenes psyke er således, at de umuligt kan blive lykkelige uden en varig fred, hvorfor så håne og have alle dem til bedste*, der har viet deres liv til humanitetens og fredens tjeneste? – Hvorfor råbe op om, at man har fået nok af det religiøse, fået nok af det og det? – "Vi skal sgu ikke nyde mere af den slags". Sådanne udtalelser og opfattelser er en total afsløring af, at disse væsener er behersket af den side i deres psyke, der er selvisk, der er dyrisk, altså nøjagtig den samme side, som skaber forbryderen, skaber tyven og røveren, skaber banditten og bedrageren. Den side, som er det store ideal og livsbetingelse hos dyret, men som befordrer krig og ufred hos mennesket. Al den hån og kritik af væsener og foretagender, der udelukkende arbejder i uselviskhedens eller det virkelig menneskeliges tjeneste, kan kun gøre sig gældende blandt væsener, der er lige så dumme og immune over for hvad, der virkelig er menneskeligt og humant. Men disse væsener er jo yngre væsener inden for det virkelig menneskelige og kan derfor ikke se, hvordan de med deres pral og kritik blotter denne deres ufærdige side. Hvis de kunne se den, ville de skamme sig. Men det kan man ikke forlange af et barn, der ligger i svøb. Og derfor bliver disse væsener også tilgivet. Humaniteten eller menneskets udvikling går støt og jævnt frem uafhængigt af disse åndeligt uformuende væsener. De vil ture rundt i deres selviske og ukærlige tilstand og vinde succes hos ligesindede mennesker med dyrisk bevidsthed og sammen med dem befordre den atmosfære, der skaber krigen mand og mand imellem, og som så atter udvikler sig til krig mellem folk, nationer, sekter, religioner og samfund. Vi kan således uafhængigt af vor børnelærdom, uafhængigt af Bibelen eller andre hellige bøger, uafhængigt af profeter og vismænd, uafhængigt af politiske eller religiøse opreklamerede idealer her som i livets egen tale se, hvad der er det eneste fornødne. Vi kan se, hvad der i menneskets psyke skal vokse og kan give lykke, og hvad der i menneskets psyke skaber lidelse og ulykke for det samme menneske. Der er ikke noget at tage fejl af. Verden har så mange beviser i dag på de selviske eller dyriske manifestationers hæmninger for menneskets lykke, at vi ikke behøver at være i tvivl om, at humaniteten eller det tankeklima, der har sin rod i næstekærligheden, er det absolut eneste, der fører ud af mørket, ud af krigen, lemlæstelsen og lidelsen.

Men en ting er at kunne se dette, noget andet er at kunne praktisere dette det virkelig menneskelige. For de dyriske traditioner er som før nævnt tusindårige, medens de menneskelige er af meget ny dato. De dyriske anlæg har mennesket som medfødte talenter, medens de uselviske i høj grad er noget, der skal tillæres eller tvinges under viljen. Det jordiske menneske er således som nævnt et spaltet væsen. Det udgør i virkeligheden et par åndelige, sammenvoksede tvillinger. Den ene tvilling har en dyrisk psyke, medens den anden har en begyndende menneskelig psyke. Den dyriske tvilling vil tjene de nedarvede dyriske idealer, medens den anden udelukkende vil tjene det rent menneskelige. Disse to tvillinger ligger i en evig kamp, for de kan nemlig ikke blive ved med at leve begge to. Enten skal den ene eller den anden dø. Og da deres mentalitet er vokset sammen under et jeg, udgør de to tvillinger således i virkeligheden kun ét væsen. Men dette væsen er i konflikt med sig selv, hver gang den ene eller den anden tvilling har overtaget. Når den dyriske gør sig gældende, raser og teer det vordende menneske sig som et dyr og kommer i konflikt med alt, hvad der hører ind under den menneskelige tilværelse. Det kommer i fængsel, det kommer i kamp, det bliver undertiden lemlæstet, kommer i livslede eller alskens ulykkelige tilstande. Det opnår aldrig nogen sinde nogen som helst varig glæde, selv om det undertiden kan sejre rent fysisk. Sejren vil altid betyde selviskhedens sejr, og denne sejr kan kun eksistere på bekostning af næstens liv og førlighed. En sådan tilværelse hviler altså på noget, der ikke er menneskeligt, men dyrisk. Men noget, der ikke er menneskeligt, er umenneskeligt. Men hvordan kan et menneske eksistere og leve i det umenneskelige. Det menneskelige må udelukkende være det element, mennesket kan leve i, ligesom vandet er det eneste element, i hvilket fisken kan opleve det for den fuldkomne liv. Hver gang den dyriske tvilling får lov at bestemme, bliver mennesket umenneskeligt, for den nævnte tvilling kan umuligt ville andet end det, der er natur for den. Og hver gang den menneskelige tvilling får overtaget, bliver mennesket menneskeligt. Det kan ikke blive vred, det bagtaler ikke, det tilgiver al uret. Det er fri af al vrede og hidsighed.