Hele tilværelsen eller opretholdelsen af livet beror på handling eller skabelse. Selv planten kan ikke eksistere uden en skabelse eller en proces, af hvilken dens fysiske organisme er et resultat. Men i planteriget foregår skabelsen i kraft af instinktet, der igen er et levn af evner fra væsenets fuldkommenhed i en tidligere udviklingsspirals slutepoke. Derfor ser vi en større og fuldkomnere skabelse i farver og former i planteriget end i dyreriget. Da skabelsen foregår instinktmæssigt, sker den altså automatisk og ikke ved plantens fysiske dagsbevidsthed. Med den kan planten kun ane. Med en så ringe bevidsthed kan den ikke skabe et sådant pragtværk i farve, duft og form, som i overvejende grad bliver åbenbaret. Når plantevæsenet alligevel kan skabe sig et sådant pragtværk til organisme, skyldes det som nævnt evner fra den kosmiske bevidsthed, det havde i en tidligere udviklingsspirals visdomsrige. Denne evnefunktion er altså for længst blevet til automatfunktion og foregår ganske uden om plantevæsenets fysiske dagsbevidsthed. Men denne kosmiske evnefunktion har kun til opgave at føre plantevæsenet så langt frem i fysisk udvikling, at det selv begynder at kunne skabe dagsbevidst, selv kan begynde at være medvirkende i sin egen livsopretholdelse. Når det er nået frem til fuldkommenhed i denne udvikling, er det ikke mere en "plante", men et "dyr".

Dyret udgør således et levende væsen, der fysisk dagsbevidst kan skabe og opretholde sin egen livstilstand, selv om det til en vis grad endnu bliver ført ved instinkt. Men dette instinkt degenererer mere og mere, alt eftersom dyret dagsbevidst oplever flere og flere fysiske erfaringer, i kraft af hvilke det kan ændre bevidsthed til fordel for sin kamp for opretholdelsen af sit eget liv. Det bærende princip i denne kamp for livet er princippet selviskhed eller egoisme. Dette er altså dyrets højeste uskrevne lov, og uden den kunne det umuligt eksistere. Det er endnu så lille et væsen i udviklingen, at det ikke kan tænke i andre interessesfærer end den at opretholde livet for sig selv, sin parringsdrift og sit afkom. Dog kan der her være undtagelser, navnlig dyr der er blevet forkælet af mennesker. Men den fundamentale analyse kan man ikke danne efter undtagelserne. Dyrets natur er princippet "enhver er sig selv nærmest", og med dette indbygget som et ubevidst instinkt opretholder det altså sit liv, ligegyldigt hvad dette så end måtte koste andre dyr af liv og tilværelse, af frygt og lidelser. Hele dets begavelse er indstillet herpå. Det har absolut ikke evner til nogen anden tilværelsesform. For dette væsen gælder det femte bud "Du skal ikke dræbe" absolut ikke.

Dette at "elske sin næste som sig selv" gælder ikke for dyret. Da det er en livsbetingelse for et helt ocean af dyr at måtte dræbe for at leve, eftersom de skal leve af animalsk føde, ville det jo betyde døden, hvis de skulle overholde det femte bud og ligeledes skulle overholde næstekærlighedsbudet. Hvordan kan det da være, at det er påbudt menneskene, at de ikke må dræbe, og at de skal elske deres næste som sig selv? – Når menneskene er blevet stillet over for disse påbud, må det jo være fordi de netop i givne situationer dræber deres næste og således er meget langt fra at elske ham. Men når mennesket ikke elsker sin næste og endog kan dræbe denne, så er der i dette tilfælde ingen forskel på mennesket og dyret.

Hvordan er det da gået til, at menneskene har fået navnet "menneske", når de udløser de samme dræbende handlinger, den samme ukærlighed som dyrene? – Det er rigtigt, at menneskene i stor udstrækning opretholder deres liv på samme måde som dyrene ved mord og drab og i disse tilfælde ligesom dyrene ikke har nogen næstekærlighed, men side om side med disse mennesker findes der andre mennesker, der har en meget stor næstekærlighed, ja, så stor, at de ikke blot ikke nænner at dræbe mennesker, men de kan absolut heller ikke nænne at dræbe dyr. De bliver ikke engang fornærmede, hvad deres næste så end måtte påføre dem af ubehageligheder. De kan ikke hade eller forfølge andre mennesker. De kan ikke bagtale eller på anden måde ødelægge deres næstes gode forhold til andre mennesker. De vil hellere lide selv, end de vil have at andre mennesker skal lide. De har stor medfølelse med mennesker og dyr, der er i nød og lidelse. Det er således meget let at se, at der i disse mennesker findes et sindelag, der ikke findes i dyrene, og som netop er en diametral modsætning til selve dyrets sindelag og væremåde. Det er dette nye sindelag, der er "menneskeligt", og som får dyret til at komme ind under begrebet "menneske". Jo mindre mennesket har af det her nævnte "menneskelige" sindelag, desto mere lever det fuldstændigt i dyrets sindelag. Da jordens menneskehed ikke består af mennesker, der er totalt menneske og dermed totalt fri af det dyriske sindelag, bliver det således synligt, at det jordiske menneske har to sindelag: det "dyriske" og det "menneskelige".

Nogle mennesker fremtræder med et meget stort område af menneskeligt sindelag, og dermed med et tilsvarende mindre område af dyrisk sindelag. Andre mennesker fremtræder med et meget stort område af dyrisk sindelag og dermed med et tilsvarende mindre område af menneskeligt sindelag. Den første kategori af mennesker kalder vi "gode mennesker", mens vi kalder den sidstnævnte kategori "onde mennesker". Når den førstnævnte kategori af mennesker er blevet kaldt "gode mennesker", kan det jo kun være af én eneste grund, nemlig den at de er behagelige, uselviske og hjælpsomme samt glæde og livslystbefordrende mennesker at være i forbindelse med eller knyttet til i fælles samarbejde og livsoplevelse. Der er således fred, glæde og velsignelse i deres fodspor. Hvor de går hen over verden, mærkes Guds nærhed alt efter deres menneskelige sindelags kapacitet. Når den anden kategori af mennesker kaldes "onde", kan det ligeledes kun skyldes dette ene, at de er ubehagelige, selviske, usandfærdige, bedrageriske, gerne vil leve højt på andre væseners bekostning i form af camoufleret eller åbenlyst røveri og plyndring, kan nænne både at bagtale og på andre måder at sabotere eller ødelægge menneskers gensidige sympati eller venskab. Ja, i værste tilfælde kan de både hade, føle dødsfjendskab, undertrykke, myrde og dræbe andre mennesker, alt efter deres dyriske sindelags kapacitet og ukærlighed. I det ufærdige menneske er der således endnu et dyrisk sindelag og et menneskeligt sindelag. Vi vil således alle her på det jordiske fysiske plan nødvendigvis møde mennesker, i hvem det dyriske sindelag i overvejende grad florerer, mens det menneskelige sindelag endnu kun har en meget lille kapacitet, er i sin første spæde vorden. Ligeledes vil vi naturligvis også kunne møde mennesker, i hvem det menneskelige sindelag i overvejende grad er det herskende, og det dyriske sindelag er meget degenereret og kun har en meget svag kapacitet og næsten ikke kan komme til udfoldelse. At det er livslystbefordrende og dejligt at blive tilknyttet væsener med fremragende menneskeligt sindelag, særlig hvis man selv har meget af det samme sindelag, er åbenlyst. I disse menneskers samvær vil næstekærligheden og dermed freden lyse og funkle med en kapacitet så stærk, at man ikke kan undgå at mærke en højere verdens nærhed, på samme måde som man mærker "den friske søluft i havets nærhed".

Denne hellige eller guddommelige oplevelse mangler dér, hvor mennesker har et meget stort område af dyrisk sindelag, og hvor det menneskelige sindelag endnu er så ringe udviklet, at det næsten ikke kan komme til udfoldelse. Her er næsten kun sympati mellem parterne, hvis det gælder om at hævne sig på en fælles fjende. Vi ser derfor, at mennesker, der ellers ikke har megen sympati over for deres medmennesker, kan blive overordentlig venlige over for mennesker, der deler den samme hævngerrighed eller antipati over for et andet menneske, en fælles fjende. I denne fælles sympati støtter eller stimulerer de pågældende væsener deres dyriske sindelag. Dette kan i værste tilfælde føre til mord eller drab på den pågældende fælles fjende. I andre tilfælde fører det ikke til en så drastisk udfoldelse, men til bagtalelse af nævnte fjende fører det næsten uundgåeligt. Men bagtalelsen kan være farlig nok. Den kan føre til depression og nedbrydning af nerverne, til livslede og selvmord for den, der er objekt for bagtalelsen.

Hvordan står det til med menneskene verden over? – Er der ikke varme og kolde krige, er der ikke strejker og kriser i landenes befolkninger indbyrdes? Forekommer der ikke rovmord, røveri og plyndringer samt hævnakter selv inden for de såkaldte kulturmenneskers områder? – Hvordan står det til med det område af mennesker, vi selv kender eller er kommet i berøring med? – Er de alle sammen mennesker, der kun lever for at velsigne deres næste, deres medvæsener, dyr og mennesker? – Det ville vel nok være dejligt, hvis det var således. Men således er det ikke. De er alle sammen mere eller mindre ufærdige. Det vil altså sige, at et større eller mindre område af deres mentalitet eller psyke endnu beherskes af dyrisk sindelag, altså det vi kalder "det onde", ligesom de naturligvis også i sig rummer mere eller mindre af det menneskelige sindelag, det vi kalder "det gode".

Vi er altså alle nødsaget til at måtte omgås mennesker med mere eller mindre dyrisk sindelag, da dette således er til stede i alle mennesker. Det forekommer i vore forældre og familiemedlemmer, det forekommer i vor ægtefælle og vore børn, i vore kæreste venner og i alle fremmede mennesker, vi møder. Det forekommer i alle religioners og religiøse samfunds medlemmer, i jordens paver, biskopper og præster. Det forekommer i konger og fyrster, såvel som i stoddere og lazaroner. Det forekommer i alle ufærdige mennesker. I de samme mennesker forekommer der naturligvis også et område af menneskelig psyke eller sindelag. Men det er ikke dette sindelag, der skaber sorgerne, bekymringerne, krigen og lidelserne. Dette sindelag kan udelukkende kun velsigne, hvilket vil sige: være til velbehagelighed, lykke og glæde for alle levende væsener. Med det menneskelige sindelag kan der altså kun sås velbehagelighed, glæde og lykke, og da et menneske kommer til at høste det, det sår, kan det således i udfoldelsen af det menneskelige sindelag kun komme til at høste menneskeligt sindelag, velbehagelighed, glæde og lykke. På samme måde kan mennesket naturligvis også kun høste eller møde virkningerne af dyrisk sindelag, altså sorgerne, bekymringerne, krigen og lidelserne, dér hvor det selv udfolder dette sindelag.

Det jordiske menneske adskiller sig fra dyret ved at besidde to slags sindelag, det "dyriske" og det "menneskelige". Mens dyret normalt ikke kan præstere andet end det dyriske sindelag, har mennesket altså den store fordel, at det med sin vilje kan hjælpe til med at udvikle det menneskelige sindelag i sin psyke. Da denne udvikling får det dyriske sindelag til at degenerere, altså til at sygne hen eller dø, hvorved det bliver befriet fra al dyrisk skæbne: sorger, ulykker og lidelser, bliver det således her åbenlyst, at udviklingen af det menneskelige sindelag er det absolut eneste fornødne i den jordmenneskelige tilværelse. Hvorfor så ikke med hele sin viljestyrke og kraft opelske det menneskelige sindelag og gøre det til den bestemmende hovedfaktor i sin væremåde? – Hvorfor ikke stræbe efter at komme bort fra den tåbelige dyriske vanetilstand at anvende Moselovens "øje for øje og tand for tand" i sin væremåde? – Hvorfor ikke gøre sig de allerstørste anstrengelser for at komme til at indse, at vi nødvendigvis må være i berøring med mennesker, hvis væremåde mere eller mindre beherskes af deres endnu uovervundne dyriske sindelag?

Det dyriske sindelag ligger under ethvert ufærdigt menneskes eventuelt smilende og venlige overflade, der ofte er en udstråling af dets rent menneskelige sindelag. At få sit eget menneskelige sindelag i kontakt med dette menneskes menneskelige sindelag er ikke nogen garanti for virkeligt venskab, hvis dettes menneskelige sindelag kun er meget svagt, således at det er det dyriske sindelag, der er hovedfaktoren i samme væsens væremåde. Det er altid det dyriske sindelag, der saboterer alt venskab, alt harmonisk samarbejde, ja kort sagt skaber alle former for krige såvel mellem nationer som mand og mand imellem. Det dyriske sindelag er således alle eksisterende menneskers "onde" skæbne.

Menneskets overvindelse af dette dyriske sindelag er livets mening. Men livets mening er jo det samme som Guds mening. Bibelen forkynder jo symbolsk, at Gud sagde: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". "Guds billede" er jo det samme som det totalt fuldkomne "solmenneske". Det er et menneske, der udelukkende lever for at stråle velsignelse og glæde ud til alle andre levende væsener, ganske uafhængigt af, hvad og hvem disse væsener er. Ligegyldigt om det er korsfæstere eller engle. Det er et væsen, der ligesom Guddommen ved, at intet væsen kan i dag være anderledes, end det netop er. Det er ikke i dag, som det vil være i morgen eller om ti år. De erfaringer, det først får til den tid, kan det umuligt handle efter i dag. Det ved derfor, at al vrede og bitterhed imod ufærdige væsener, mennesker, dyr og planter, er total tåbelighed og kun kan udløses på grund af uvidenhed.

Uvidenhed er det samme som resterende eller manglende udvikling i menneskets færdigskabelse. Men manglende udvikling kan intet som helst væsen selv være skyld i. Det ligger totalt uden for menneskets egen livsbestemmelsesret. Det er ikke en blot og bar viljesakt. Mennesket kan ikke bestemme sin udviklingsstandard, således som det kan bestemme, at det vil sidde ned eller stå eller gå. Udviklingen reguleres af en evig realitet i væsenets kosmiske struktur, som væsenet selv lige så lidt kan bestemme over, som det kan bestemme over sit jegs eksistens som en evig urokkelig realitet. Hvordan skal et menneske kunne manifestere en menneskelig tendens eller menneskelige evner, det endnu ikke har fået udviklet? – Er det ikke her let at se, at dette at blive vred på et menneske af den ene eller anden grund er skrigende ulogisk og dermed skrigende ukærligt? Det menneske, der handler således, handler jo selv ud fra et – ikke menneskeligt – men dyrisk sindelag. Det eneste, der efterhånden kan afskaffe menneskets ulykkelige skæbne, er det "menneskelige" i mennesket. For at få menneskene til at forstå, at det dyriske sindelag i mennesket er al ulykkelig skæbnes årsag, er det netop nødvendigt at lære, at alt dyrisk sindelag i væremåden er det absolut eneste ene, der i universet skaber ulykkelige skæbner, krig og lidelser.

Det er ikke blot forholdet til næsten, der udløser sig i krig og forfølgelser, men det er også den totale legemlige sundhed, der saboteres eller nedbrydes ved de dyriske sindelags tankearter. Hele den energiudfoldelse, der går gennem menneskets psyke i form af tankearter, udgør tilsammen den elektriske kraft og spænding, hvormed organismens sundhedstilstand opretholdes. De tankearter, der udløser vrede, hævngerrighed, had, bitterhed, bagtalelse, jalousi, misundelse, brødnid osv., virker højst saboterende eller sygdomsbefordrende, skaber kortslutning i organismens elektriske system. Organismen har seks store organsystemer, nemlig muskelsystemet, mave eller fordøjelsessystemet, hjerte og lungesystemet, hjerne og nervesystemet, seksualsystemet og skeletsystemet. Alle disse systemer i organismen opretholdes ved hver sin særlige art tankefunktion og den heraf affødte elektriske spændingstilstand i mikropartiklerne, der danner den materie, som de pågældende organer består af. Naturligvis kan den fysiske organisme og dens organer også blive beskadiget eller forgiftet ved rent ydre materielle årsager, men helbredelse af disse skader sker også lettere ved brug af rene tankearter.

Hele menneskehedens største problem er således det dyriske sindelag i det enkelte menneskes psyke. Dette sindelag bekæmper til en vis grad sig selv i kraft af den tilbagevendende dyriske eller ulykkelige skæbne, som virkningerne af nævnte sindelag udelukkende giver. Herigennem bliver menneskenes humane evne udviklet. De begynder derfor at spørge om: hvorfor? – Hidtil har religionerne forsøgt at besvare spørgsmålet for menneskene, men disse svar er i dag meget langt fra at være fyldestgørende. De har ikke de oplysninger, som vi igennem de kosmiske analyser kan komme i besiddelse af. Vi har her set, i hvor høj grad Jesus Kristus havde ret, når han siger, at man skal tilgive sin næste, man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Han siger yderligere, at dette er al lovens fylde, og vi har her set, at der ikke er nogen vej udenom.

Hvordan får man det dyriske sindelag til at dø? – Simpelthen ved ikke at anvende det i sin væremåde. Man må lave en grundig ransagning af sig selv og komme til klarhed over, i hvor høj grad man nærer det dyriske sindelag, og i hvor høj grad man sulter det menneskelige sindelag i sin bevidsthed. Hver eneste gang man føler antipati, indignation, intolerance, bitterhed og vrede, er man med til at stopfodre sit dyriske sindelag. Det samme er tilfældet, hvis man er med til at bagtale eller bringe nedsættende rygter i omløb om sin næste, hvis man lyver eller bedrager sin næste. Hvis man er lystjæger og lystfisker, befordrer man også sit dyriske talent eller sindelag i en overvældende høj grad. Hvis man spiser kød eller lever af animalsk kost, opdrætter dyr til slagtning eller flåning af deres pelse, er det også i allerhøjeste grad med til at holde det dyriske sindelag i live. Hvis man er krigs eller militærbegejstret, gør man det også rent skæbnemæssigt svært for sig selv, idet loven jo urokkeligt er denne, at "den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Men alle de nævnte udslag af det dyriske sindelag er skæbnesaboterende. At disse i visse tilfælde kan være glimrende leveveje, give godt udbytte og velstand økonomisk set, er kun et midlertidigt chokoladeovertræk på den bitre pille, det vil være, når virkningerne af dette dræbende sindelag kommer tilbage som en sabotage af ens egen normale livstilstand i form af sygdomme, ulykker og lidelse. Denne tilbagekomst er absolut uundgåelig, hvis ikke man søger at udvikle sit menneskelige sindelag så stærkt, at man holder op med at vedligeholde det dyriske sindelag i sin væremåde.

Det er ikke mere en livsbetingelse for mennesket at skulle spise animalsk føde eller gå i animalske pelse. Det er ikke en livsbetingelse for mennesket at skulle bagtale eller føle skinsyge, had eller hævn over for nogen. Kort sagt: det dræbende og livslykkeødelæggende dyriske sindelag er ikke nogen livsbetingelse. Hvorfor så ikke hurtigst muligt skænke sit menneskelige sindelag den største opmærksomhed og gøre alt for at træne sig op til at leve i dette guddommelige livgivende og glæde og livslystbefordrende tankeklima?