De allerfleste har sikkert hørt om begrebet at "tale med de døde", men for den store, moderne indstillede, materialistiske offentlighed bliver dette begreb nærmest betegnet som en vittighed. Den udviklede åndsforsker ved derimod, at der virkelig eksisterer en mulighed for at kunne tale med de såkaldte døde, hvilket altså vil sige de mennesker, hvis bevidsthed eller ånd har forladt sit fysiske legeme, som derved blev til et lig og underkastet opløsning. Jeg har tidligere omtalt, at ingen kan dø, men at den såkaldte dødsproces netop kun er en udskillelse af bevidstheden fra det fysiske legeme. Da det fysiske legeme er det eneste, der kan ses eller iagttages ved hjælp af de fysiske sanser, er det jo ikke så mærkeligt, at man tror, at væsenet er dødt eller tilintetgjort, når alt det, man kan se af nævnte væsen, er blevet livløst. Men ved nærmere eftertanke vil det intellektuelle menneske i virkeligheden hurtigt blive klar over, at det væsentlige ved et levende væsen, ligegyldigt om dette levende væsen er en selv, eller det er et fremmed væsen, har man i grunden aldrig nogen sinde set med de fysiske sanser. Man kan således f.eks. med disse sanser hverken se eller høre sine egne eller andres tanker, og dog eksisterer disse tanker som en levende kendsgerning. Man kan ikke direkte se et andet menneskes bevidsthed eller psyke. Man kan kun se de reaktioner eller virkninger, disse tanker eller denne psyke har på sit ophavs fysiske legeme. Og da dette legeme hele tiden bliver dirigeret af sit ophavs psyke, bevidsthed eller tanker, bliver det fysiske legeme således synligt som et af denne bevidsthed eller psyke underkastet redskab.

Det, der er dirigerende dette redskab, kan vi altså ikke se og vil aldrig nogen sinde kunne få at se med de fysiske sanser. Det virkelige væsen befinder sig således slet ikke på det fysiske plan. Det levende væsens fysiske legeme er således en sum eller et kvantum materie, der er kombineret og holdes sammen af noget usynligt, som benytter dette legeme som et redskab for en vis del af sin oplevelse af livet. At dette "noget" ikke kan ses eller iagttages efter organismens død, er jo ganske selvfølgeligt. Det har jo aldrig været synligt, medens organismen var levende, hvorfor skulle det da blive synligt på det fysiske plan, når organismen er død? – Vi har således i virkeligheden aldrig nogen sinde set hverandre her på det fysiske plan. Det er en meget stor illusion at tro, at vi har set hverandres virkelige selv eller jeg. Vi har kun indirekte påvirket hverandre igennem det kvantum fysisk materie, der udgør vort fysiske legeme, og dermed været i stand til at tilkendegive dette selvs eller jegs eksistens bag ved det fysiske legeme. At dette legeme netop kun er et redskab for et usynligt dirigerende ophav, er for længst blevet en uomstødelig kendsgerning. Der findes jo ikke i det fysiske legeme en eneste foreteelse, man kan påpege eller påvise som udgørende det dirigerende selv eller jeg. Alle de i organismen eksisterende foreteelser er organer for skabelsen af en eller anden fysisk funktion, som så igennem fysiske organer overføres fra en fysisk reaktion til en psykisk reaktion, hvilket igen vil sige fra en synlig til en usynlig foreteelse. Det er denne usynlige foreteelse, vi kalder tanke, og som netop ved at overføres til tanke bliver til bevidsthed eller livsoplevelse. Men så længe den fysiske reaktion ikke er blevet psykisk, kan den ikke blive til tanke og dermed heller ikke til oplevelse eller bevidsthed.

Nu vil man måske sige, at hjernen og nerverne netop udgør det mystiske selv eller jeg i det fysiske legeme, men det er ligeledes en illusion. Nerverne og hjernen udgør lige så absolut et redskab for et usynligt ophav, som hvilket som helst af de øvrige organer i legemet. Man kan lige så godt påstå, at øjnene eller ørerne er jeget eller selvet. Hjerne og nerver er nemlig lige så underkastet et dirigerende jeg som disse to nævnte fysiske sansesæt. Hvordan kan man vide det? – Fordi hjernen og nerverne udgør en materiekombination, der er opbygget med et bestemt formål for øje. Nævnte kombination skal opfylde en hensigt. Men en hensigt kan jo ikke eksistere selvstændigt. Den udtrykker et begær, og for at et begær kan eksistere, må der jo være et jeg eller et selv, der kan have dette begær. Hvis ikke der eksisterer et ophav til begæret, kan begæret jo ikke eksistere. Nu er det imidlertid en kendsgerning, at alle hjerner og nerver bliver til og bygges op på en sådan måde, at de kan blive et redskab for et jeg eller selv. Men når denne organopbygning således opbygges som et redskab for tilfredsstillelse af et begær, må der jo være noget, der begærer disse organers opbygning. Hvem begærer hjernens og nervernes opbygning? – Må det ikke være det selv eller jeg, der, efterhånden som organismen bliver til, kan opleve livet igennem den? – Dette kropsbegærende jeg må således eksistere forud for kroppens tilblivelse og fødsel. Det er da ikke huset, men husets bygmester, der skaber huset. Og det kan ikke være møblerne, der skaber snedkeren, det må da være omvendt. Vi har aldrig set, at huset blev til før dets bygmester, eller at møblerne blev til før snedkeren. Da hjernen lige så absolut er en fysisk opbygning eller skabelse, som ethvert hus eller møblement er en skabelse, må også organismens og dermed hjernens og nervernes bygmester være til, før disses opbygning eller skabelse.

Så vil man måske her sige, at organismerne jo er et resultat af vore forældres forplantningsevne. Men er det ikke en udbredt kendsgerning, at mange mennesker nærer en meget stor uvilje imod denne forplantningsevne og dræber fosteret allerede i moders liv? – De har absolut kun ønsket den vellyst, som parringsakten giver. Skønt forældrene således kan være imod fosterdannelsen eller et nyt væsens tilblivelse, sker denne tilblivelse, for så vidt forældrene altså som nævnt ikke dræber fosteret. Denne nye organismes tilblivelse eller hensigtsmæssige opbygning i moders liv er altså i nævnte tilfælde ikke et begær fra forældrenes side. Hvis begær er det da, der er drivkraften bag fosterdannelsen? – At der er et begær, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at organismen ikke er kaos, men bygges logisk op skridt for skridt, indtil den står som et færdigt redskab for livets oplevelse for et jeg eller selv, der hverken er faderens eller moderens. Det må da være på dette jegs begær, at organismen er bygget op.

Når en funktion bliver til en vane, bliver den automatisk, hvilket vil sige, at den bliver selvstændig og kan fungere ved egen hjælp uden individets vågne, medvirkende dagsbevidsthed. Vi vænner os dagligt til funktioner, som i starten møjsommeligt kun kan ske på vor viljes bud, men efterhånden som funktionerne bliver gentaget, bliver de til vanebevidsthed. Vi behøver således f.eks. ikke bevidst at beordre vore fødder til skiftevis at bevæge sig, når vi går hen ad gaden eller vejen. Det lille barn må jo møjsommeligt med sin koncentrerede vilje på hvert ben lære at gå. Men efterhånden som det tilstrækkeligt mange gange har øvet sig, kan det til sidst gå, uden at det behøver at skænke sine ben eller fødder nogen tanke. Er det ikke lige sådan med at cykle? – Er balanceevnen her ikke noget, der ligeledes bliver til vanebevidsthed ved gentagne øvelser? – Alt, hvad et levende væsen gentager tilstrækkeligt mange gange, bliver til sidst til vanefunktion og behøver ikke mere individets vågne opmærksomhed. Det er fri til andre manifestationer, hvor denne opmærksomhed endnu påkræves. På denne måde er alle vore organfunktioner blevet til og kan derfor i dag fungere uden vor medvirkende vågne vilje. At fosterdannelsen sker automatisk og således ikke behøver det pågældende jegs vågne, fysiske dagsbevidstheds medvirken, er således temmelig selvfølgeligt, når man i tilstrækkelig grad forstår, hvorledes evner og anlæg bygges op i organismerne.

Hver organisme, der bliver til, skabes altså på initiativet af et diskarneret væsen, hvilket vil sige et jeg eller væsen, der ikke har fysisk organisme og derfor begærer en sådan. Hvad rolle spiller da forældrene? – De spiller den store rolle, at de i kraft af deres seksuelle struktur og parringslyst udvikler den tilpasning af materien eller bringer den op på den bølgelængde, som er nødvendig for, at et diskarneret væsen kan få den ind under sin automatisme eller talentkernefunktion. Et diskarneret væsen kan ikke uden videre bringe stene eller klippeblokke eller andre fysiske mineralmaterier eller vegetabilmaterier ind under sin vilje og forme en animalsk organisme som den, mennesket eller dyret åbenbarer sit jeg igennem, uden igennem en millionårig påvirkning. Og en så lang tid har hverken dyret eller mennesket til rådighed for sin inkarnation. Derfor er det så viseligt indrettet, at det diskarnerede væsen i sin salighedstilstand er på bølgelængde med den bølgelængde eller åndskraft, der er inkarneret i de fysiske væseners sædstof, og som jo kun er en fortættet salighedsenergi. Hvor denne sædkraft kommer til udfoldelse eller får mulighed for udfoldelse, kan det diskarnerede væsen med sin særlige bølgelængde besætte denne udvikling, hvilket igen bevirker, at dets fra en tidligere fysisk tilværelse nedarvede talentkerner straks begynder at få indflydelse på det besatte fysiske område, altså forældrenes sædkim, og en ny organisme begynder at danne sig. At denne det diskarnerede væsens besættelse af de fysiske væseners sædprodukter også sker automatisk og uden særlig vågen, dagsbevidst medvirken, forandrer ikke princippet eller kendsgerningen. Forældrene udfører i kraft af deres seksuelle tilfredsstillelse og forplantningsstruktur det grove forarbejde for åndens inkarnering i fysisk materie.

Når først det diskarnerede jeg har fået forbindelse med den fysiske materie, sker fosterdannelsen som nævnt ganske automatisk. Og forløbet af denne proces er så kendt, at den ligger helt uden for min mission at fortolke. Det tilkommer den materielle videnskab. Med forståelsen af denne form for jegets besættelse af den fysiske materie bliver det forståeligt, hvorfor et barn kan fødes med tilbøjeligheder og anlæg, som forældrene er totalt blottet for. Når et jeg har besat forplantningsmaterien, som er afleveret af faderen og moderen, rummer den i sig en vis eftervirkning af disse væseners talenter og anlæg, som i nogen grad kan afspejle sig i det nye væsens organisme og den igennem samme organisme manifesterede fremtræden. Og vi kalder disse afspejlinger af faderens og moderens anlæg i afkommets organisme for nedarvede anlæg og tendenser. Men disse er kun sekundære anlæg i afkommet. De primære anlæg kan derimod udelukkende kun udgøres af de anlæg, der udgør afkommets absolut egne fra en tidligere tilværelse nedarvede anlæg. Men det sker meget ofte, at disse anlæg er så lig faderens eller moderens, at de ikke er til at skelne fra disse. Et væsen kan således arve sin drikfældighed fra en tidligere tilværelse, det kan arve sin begavelse, sin intellektualitet, der jo kan stå himmelhøjt over forældrenes, ligesom den naturligvis også kan stå under den. Hvis det levende væsen var et hundrede procents produkt af sin fader og moder, måtte det jo i tilsvarende grad udgøre en hundrede procents kopi af sine forældre, hvilket aldrig i noget som helst tilfælde kan ske. Der vil altid være tre sæt arvelighed til stede i de fremskredne dyrs og det jordiske menneskes fremtræden, nemlig faderens og moderens som de sekundære og individets eget, fra en tidligere tilværelse, nedarvede sæt som det primære.

Vi har her set den ordinære besættelse og den ordinære mediumitet mellem ånd og materie. Det er denne besættelse, der danner grundlaget for reinkarnation. Det fysiske legeme er således i virkeligheden kun en materiekombination, der er besat eller overskygget af en ånd. Så længe denne ånd er i stand til at besætte legemet, repræsenterer dette legeme ånden som et levende væsen på det fysiske plan. Det, vi ser af levende væsener, er således i realiteten kun materier, der er besat eller overskygget af åndelige eller psykiske væsener. Den fysiske verden er således ikke åndens verden. Derfor kan ånd også kun indirekte manifestere sig over for ånd på det fysiske plan. Når man forstår dette, vil dødsmysteriet ikke mere virke så drastisk som en slags udslettelse af det levende væsen. Det eksisterede altså før det besatte den materie, som i øjeblikket udgør dets fysiske legeme, og det vil stadig eksistere, selv om det ikke mere har dette fysiske legeme. Dets tanke og bevidsthed har det stadig i behold, ja endog i vågen, dagsbevidst tilstand. Den normale død er således kun jegets befrielse fra en organisme, der ikke mere kan være redskab for dets ånd, således som tilfældet netop er ved alderdom, og ligeledes når udskillelsen finder sted på grund af organismens lemlæstelse eller ødelæggelse ved læsioner. Og da det således har sin bevidsthed i behold og stadig er en ånd, kan det atter besætte de fysiske væseners forplantningsmaterie og skabe en fysisk organisme, ligesom det har gjort tusinder af gange før.