Jeg har tidligere forklaret, hvorledes troen på et evigt liv beherskede hele jordens menneskehed, var fundamentet for dens kultur, dens love og moraludvikling. Jeg har også forklaret, hvorledes denne tro oprindeligt ikke kunne være fremkaldt eller baseret på nogen ydre, fysiske foreteelser, da disse alle viser fødsel, død og undergang, men at denne tro var et produkt af et medfødt talent, var noget, der havde sin rod i et medfødt organ, på samme måde som både syn, hørelse og andre af de kendte funktioner. Da naturen aldrig skaber noget, uden at dette er beregnet på at skulle opfylde et formål, vil det også kun kunne være logisk at acceptere denne i væsenerne inderste, organisk vedligeholdte tro som noget, der skal opfylde et formål. Dette formål er ikke hverken mystik eller fantasi, men er meget åbenlyst. Det består i at bringe individet til at omforme sin vilje og dermed hele sit daglige liv til at være i kontakt med denne evige tilværelse, endog på bekostning af den fysiske. Når naturen således har nedlagt i væsenerne en organfunktion, der udelukkende har til opgave at bringe dem i kontakt med en anden tilværelsesform end den fysiske, må denne anden tilværelsesform således eksistere. I modsat fald ville naturen jo gøre alt for at få jordmenneskene til at være i kontakt med den fysiske tilværelse, som de i så fuldt mål ser som en realistisk kendsgerning. Hvis vi ikke accepterer dette, går vi imod alle eksisterende kendsgerninger, og vor opfattelse bliver derved også imod kendsgerningerne, bliver abnorm.

Vor tankegang kan således kun være normal eller i kontakt med naturen ved, at vi accepterer et evigt eksisterende liv hinsides vort daglige fysiske liv. Men når vi således befinder os midt i et evigt liv, kan det, vi kalder døden, jo ikke være nogen virkelig død. Den fysiske død, vi oplever, kan således kun være en lokaloplevelse i det evige liv. Hvad sker der da under den fysiske død? – For at forstå dette, må vi se lidt på det levende væsens sammensætning eller organisme. Vi ved, at denne består af materie. Denne materie fremtræder for os i fast, flydende, luftformig og stråleformig tilstand. Det fysisk levende væsen er en kombination af materie fremtrædende i disse fire faser. Dets skelet eller benbygning og til en vis grad muskulaturen er fast materie. Men denne muskulatur indeholder igen en så overordentlig stor vandprocent, at væsenet i tilsvarende grad må henregnes som bestående af flydende materie. Men igennem hele muskulaturen sætter åndedrættet sit præg, og væsenet kommer derved til ligeledes at bestå af luftformig materie. Det levende væsens fysiske organisme udgør således en kombination af disse materier. Og det er denne kombination, der før eller senere bliver til et "lig", opløses og forgår. Hvis nu denne kombination af materie var det eneste, der eksisterede i forbindelse med organismen, ja, så var der virkelig en absolut død til. Og denne død ville endda have været så fremherskende, at organismen aldrig nogen sinde ville være blevet til eller være blevet udtryk for liv.

Vi vil nu se, at der er en overordentlig stor side ved det levende væsens fremtræden, der består af den stråleformige materie, ja endog så meget, at det i virkeligheden er denne, der dominerer hele væsenet. Det er denne, der udgør hele dets bevidsthedsfunktion, dvs. alt, hvad der går igennem sanserne af tanker og oplevelser, det være sig både sorg og glæde, primitivitet og højintellektualitet, kort sagt alt, hvad der eksisterer ved det levende væsen som "bevidsthed". Men bevidsthed er jo igen det samme som fornemmelsen af livet. Uden bevidsthed ingen oplevelse og dermed intet liv. Bevidsthed og liv er identisk. Det er hermed blevet en kendsgerning for os, at det levende væsen består af to store materiekombinationer, nemlig en fysisk og en stråleformig. Den fysiske består udelukkende af underordnede organer, der udnyttes af den stråleformige. Den første er direkte synlig, medens den anden ikke kan ses, men alligevel fremtræder som en så direkte faktor, at den er en urokkelig kendsgerning.

Som De sikkert allerede er klar over, er den her nævnte stråleformige materiekombination det samme som det levende væsens "ånd". Da denne "ånd" er materie, må den også opbygges, fornyes eller vedligeholdes lige så vel som den fysiske organisme. Denne fornyelse eller næring for ånden foregår igennem tænkningen. Tænkningen er igen en funktion i stråleformig materie. Denne funktion får den stråleformige materie til at fortætte sig, lige så vel som den får den til at opløse sig. Fortættelsesprocessen, der i virkeligheden er en krystallisering, resulterer i skabelsen af væsenets talentkerner og derigennem, igennem skabelse af en fortættelse i fysisk materie, til organer, der igen sætter ånden i stand til at manøvrere med fysiske materier, fortætte eller opløse dem. Det er denne proces, vi kalder "fysisk skabelse". Resultatet heraf er de fysiske, skabte ting. Men disse ting kan ånden igen igennem de fysiske organer gradvis opløse. Hele denne proces, denne manøvrering med fysiske organer og ting, har altså udelukkende sit sæde i væsenets ånd eller åndelige legeme. Det koncentrerede resultat af hele denne proces eller væsenets fysiske liv bliver erfaringsdannelse. Denne erfaringsdannelse er igen en fortættelse af strålematerien i dets åndelige materiekombination. Der, hvor væsenet har de konkrete kendsgerninger, er det jo åndeligt stærkt. Og denne fortætningsproces, som det daglige fysiske liv således medfører for individet, betinger altså, at dets åndelige organisme bliver fortættet eller med andre ord: bliver stabiliseret. Og samtidig med at væsenets fysiske organisme efterhånden blive ældre, bliver slidt og svækket, og den fysiske oplevelsesevne herved er taget af, ser man, at væsenet er blevet åndeligt stabiliseret. Det gamle menneske har en åndelig stabilitet, som det ganske unge menneske næsten mangler, selv om det fysisk er det gamle menneske langt overlegent. Denne stabilisering har således sit formål. I samme grad som ånden i det fysiske liv bliver stabiliseret, i samme grad kan den selvstændigt eksistere uafhængigt af det fysiske legeme. Og det er jo meget vigtigt, da det ikke kan undgås, at det fysiske legeme før eller senere skal gå under. Og det er denne undergang, vi kalder "døden".