Vi lever i en tid, hvor det netop begynder at gå op for de fleste alvorligt tænkende mennesker, at Kristus har ret der, hvor han siger: "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår igennem Guds mund". Hvad forstår man da ved "brød", og hvad forstår man ved "ord, som udgår igennem Guds mund"? – Ved brød forstår man her naturligvis alt, hvad der kommer ind under den materielle sult eller den hunger, vi kan tilfredsstille med materielle ting. Denne hunger omspænder således ikke blot den rent fysiske føde eller kropslige ernæring. Den omfatter også det begær, der kun kan tilfredsstilles igennem dette at "eje" noget, det være sig ære, guld og væsener. Den materielle sult omfatter således alt, hvad man af hjertet kan begære på det materielle plan. Og det levende væsen har da også en lang udviklingsepoke, i hvilken det så at sige udelukkende er optaget af for enhver tænkelig pris at tilfredsstille denne sult.

Længere oppe på udviklingsstigen finder vi det jordiske menneske. Det adskiller sig fra dyrene derved, at dets krop eller organisme ikke som dyrenes er et specialredskab for overvindelse af enkelte særlige situationer, men er blevet et redskab, ved hvilket alle materielle foreteelser kan overvindes. Det jordiske menneske har således fået en fysisk organisme, med hvilken det ligefrem er nået frem til at kunne beherske elementerne. Det kan bygge maskiner, det kan skabe brugs- og nyttegenstande, huse, klæder og møbler i stor stil, ligesom det kan skabe luksusgenstande og skønhedsartikler. Det kan skabe kunst, litteratur, musik, billeder etc. Der synes ikke at være nogen grænse for, hvad det jordiske menneske kan skabe eller frembringe ved hjælp af den organisme, det har fået. Den er altså ikke skabt til blot at være et redskab for tilvejebringelsen af tilfredsstillelsen af den rent kropslige ernæring. Men når menneskets krop eller organisme er et sådant universalt redskab, igennem hvilket mange forskellige former for begær kan tilfredsstilles eller ønsker kan opfyldes, må der i mennesket jo bo sådanne begær og ønsker, som altså ikke har noget med den rent kropslige eller ernæringsmæssige sult at gøre. Og det er jo også netop, hvad der for længst er blevet en kendsgerning.

Mennesket er inden for en vis epoke på udviklingsstigen langt fra mættet, selv om det har fået sin mave fuld af mad eller besidder store materielle værdier. Det vil stadig have flere. Det ønsker rigdom, det ønsker ære og berømmelse, det ønsker medvæsenernes beundring og bruger sin fysiske organisme i denne hungers tjeneste. Det bruger sin organisme, sine evner og talenter til at underminere sine rivaliserende medmennesker, ja stjæler, lyver, bedrager, myrder og dræber, hvis det er nødvendigt blot for at få tilfredsstillet denne sin hunger efter guld, magt og ære. Og her er vi ved den dødbringende sult eller hunger, der nu er i færd med at lægge de jordiske mennesker øde, bibringer dem de mest forfærdelige ødelæggende krige, ødelægger deres kulturcentre og bringer millioner af mennesker i landflygtighed, gør dem fædrelandsløse eller til hjemløse væsener på den klode eller verden, af hvis kød og blod de er fremstået. Kan noget være mere tåbeligt? – Kan man med sine evner og talenter udføre eller manifestere en større galskab? – Kan noget væsen få et mere sindssygt begær, en mere giftig mættelse end den at tilfredsstille hadet, skinsygen, jalousien eller misundelsen og finde glæde og velbehag i synet af andre væseners slavetilstand og være den eneste frie blandt trælle? –

Dette er i virkeligheden kernen i den sult eller det begær, der nu igennem årtusinder har raset i menneskenes indre og fremdeles er en vis procent af det jordmenneskelige sindelag. Men efterhånden er begæret camoufleret. For det er nemlig således, at menneskene i en ikke ringe udstrækning er klar over, at denne del af deres sindelag eller begærsfære er giftig, er uværdig, og de skammer sig ved en åbenlys, upyntet tilkendegivelse af denne side ved deres væsen. Derfor er menneskene i stor stil blevet geniale til at camouflere dette deres giftige og for dem selv og andre ødelæggende begær. Det gælder om at få deres ydre fremtræden og tilkendegivelse til at se ud som om, den var dikteret af et helt andet begær, nemlig uselviskhed eller næstekærlighed. Det er nemlig igennem verdensgenløsningsprincippet og de heraf udgåede verdensreligioner blevet den civiliserede del af menneskeheden klart, at humanitet og næstekærlighed er normale begær, er et normalt sindelag eller det mål, udviklingen har med det levende væsen. Men det er kun et teoretisk kendskab, der endnu ikke engang bunder i et videnskabeligt fundament eller underlag. Men det har alligevel en sådan magt over sindene, at det dyriske eller selviske begær kun i camoufleret tilstand vover at komme frem til overfladen og aktivitet. Således kalder man alle angreb for "forsvar" og krigsministre for "forsvarsministre", militærmagt for "værnemagt" osv. Man ved, at man ikke får den offentlige mening med sig i krigeriske handlinger, undtagen denne kan suggereres til at tro, at nævnte handlinger er forsvar, er en kamp for humanitet, moral og menneskelighed. Derfor er der opstået noget, der hedder propaganda. Det er det talent, igennem hvilket camouflagen, løgnen og usandheden kan komme frem til kulmination. Thi propaganda er jo kun autoriseret anvendelse af camouflage, løgnagtighed, bagtalelse og demoralisering.

Idet alle inhumane kræfter således må camoufleres og forfalskes, afslører de jo, at der er en ny og større magt, der er ved at bryde frem, og som allerede har et vist fast greb i det jordmenneskelige sindelag. Det, man ønsker at ligne, det, man ønsker at camouflere sig som, må jo være en faktor, der ikke er uden interesse, thi hvorfor ellers denne store kraftudfoldelse, hvis den intet betød? – Det vil altså i virkeligheden sige, at en stor part af menneskene begynder at føle en vis hunger efter humanitet og næstekærlighed og den heraf voksende fred. Og det er altså denne side ved menneskene, de krigshungrende væsener frygter. Men hvordan går det til, at netop en del af jordens mennesker er således indstillet på humanitet og fred, at de mere egoistiske og krigsinteresserede væsener må frygte dem i en sådan grad, at de må camouflere deres væsen? – Ja, er det ikke netop virkningerne af det dødbringende begær, den dræbende sult, den giftige tilfredsstillelse af udnyttelsen af andre væseners arbejde og fortjeneste? – Ufølsomhed for andres fattigdom, afsavn, nød og elendighed, når det gælder deres egen behagelighed og lysters tilfredsstillelse. Det er altså en meget giftig lyst at have. Og da dette at have giftige lyster er fundamentet for ulykkelige skæbner, selv om giften i første instans synes at være velsmagende og sødmefyldt, vil væsenernes skæbner således blive ulykkelige og lidelsesfulde, i samme grad som de ikke er udrenset for de giftige lystarter eller den dødbringende sult.

Efter at være blevet mættet af de trængsler, ulykkelige skæbner og besværligheder, som livet på andres ulykke har affødt, bliver væsenernes sindelag forandret. De opdager, at de materielle ting ikke kan skabe den nødvendige tryghed og stabilitet for livet, lykken eller freden. Man længes efter de ting, der virkelig kan skabe fred. Man længes efter at kunne leve i harmoni med sin næste. Man kommer simpelthen til at længes efter kærlighed, på samme måde som man før længtes efter rigdom og andre materielle, men giftige goder. Denne længsel efter en varig fred mellem menneskene er altså i virkeligheden en åndelig sult. Og det er altså denne sult, der ikke kan tilfredsstilles med materielle ting. Derfor får verdensgenløseren ret. Mennesket kan ikke leve ved materialisme alene. Men hvad eksisterer der da i verden, der kan være objekt for begær, andet end materialisme eller materielle ting eller goder? – Ja, der eksisterer kærligheden. Ganske vist er den noget ukendt, når det drejer sig om væsener uden for ægtefællen, afkommet og familien, der jo er de gængse objekter for væsenernes sympati. At elske vildt fremmede væsener er ikke noget, der forekommer i stor stil. Men forståelsen af dette at elske sin næste som sig selv begynder at åbenbare sig flere steder og i flere foreteelser i samfundet. Fredsligaer, Røde Kors, filantropiske virksomheder, legater og hjælpefonde, understøttelser og gaver til intellektuelle formål, undervisning og oplysning etc., rent bortset fra alle de særlige foranstaltninger, der er blevet til lov i samfundet: socialhjælp og -forsorg, børneværn, aldersrente etc. Alle disse ting er også noget, der er på vej ind i verden grundet på en sult hos visse dele af menneskeheden.

Der er således mennesker, der ikke kunne tænke sig at leve livet uden til fordel for næsten og omgivelserne. Det er denne levevis, der i virkeligheden er at betegne som "ord, der udgår af Guds mund". Guds ord er ikke blot nogle sætninger fra Bibelen eller andre hellige bøger. Guds ord er selve det levende liv. Gud taler igennem de levende væsener, der er Hans organer. Hvordan skulle Han ellers tale? – Han kan jo ikke tale ved noget ingenting. Og til sidst kan mennesket ikke leve uden igennem hvert ord af denne tale. Men denne tale ser det store flertal ikke. De ser ganske vist de mennesker, de handlinger og manifestationer, som sker igennem Guds redskaber, men de anser ikke disse redskaber for at være redskaber for Guds tale. De betragter ethvert menneske som et selvstændigt væsen og dets handlinger som udelukkende dette væsens påfund. De forstår ikke, at jeget bag organismen er Guds jeg, og handlingerne bag ethvert individ er Guds handlinger, er led i en guddommelig plan. De ser derfor ikke, at livet i og omkring dem er Guds henvendelse til dem. De kan kun betragte disse begivenheder og handlinger som menneskeværk og forstår slet ikke den guddommelige tale, der igennem dette menneskeværk er rettet imod dem. De ser og hører derfor intet kosmisk. Men det er jo denne uformuenhed, der fører til krig eller mentale tåbeligheder, til en utilfredsstillet åndelig sult. Men når der er en sådan åndelig sult, må der også være en tilsvarende tilfredsstillelse for denne sult. Denne sult kan altså kun tilfredsstilles med "Guds ord", med livets egen tale.