Den jordiske menneskehed befinder sig imellem to store verdensepoker, og man vil derfor fra vor tid og fremefter komme til at skelne imellem disse to epoker. Hvad er det, der bevirker, at der således bliver to epoker? – Det er en forandring i menneskehedens opfattelse af og indstilling til verdensbilledet. Det har allerede længe været en kendsgerning, at troen på den "kristne verdensopfattelse" er i forfald. Ja, det er ligefrem blandt "moderne mennesker" blevet tegn på naivitet at være såkaldt "religiøst" indstillet. Det er altså noget, man ikke rigtigt kan være bekendt. Men når man ikke kan "tro", er man jo "vantroende". Og menneskeheden repræsenterer da også millioner og atter millioner af mennesker, der i virkeligheden er "vantroende", selv om de er "døbte" eller på anden måde har en religions velsignelse. Disse "vantroende" kender vi igen under begrebet "materialister".

Iagttager vi disse materialisters psyke, viser det sig, at det egentlig er over for selve de overleverede religiøse dogmer og beretninger om et Forsyn, en Guddom eller guddomme, de er "vantroende". De kan på andre felter være så "troende", at de i næsten total blindhed kan være glødende fanatisk tilhænger af f.eks. et "politisk parti". Vi lever i en tid, hvor netop millioner af mennesker uafhængigt af intellektualitet lader sig rive med af propaganda, reklame og overtalelser, når det gælder en eller anden "politik". Hvad er da "politik"? – "Politik" er væsenets overgangsstadium fra "åndelig religiøsitet" til "materiel religiøsitet". Medens den "åndelige religiøsitet" bæres af troen på en overjordisk eller åndelig magt (Guddommen eller et Forsyn), bæres den "materielle religiøsitet" af troen på "statsmagten". Ligesom den "åndelige religiøsitet" har en mangfoldighed af forskellige opfattelser, hver især indkapslede i sekter eller samfund, således har den "materielle religiøsitet" også serier af forskellige fra hverandre afvigende opfattelser, ligeledes indkapslede i "sekter" eller sammenslutninger. Men disse sammenslutninger kalder man ikke "sekter". Det er for gammeldags og umoderne et udtryk for disse nye og moderne og i deres egen opfattelse absolut ufejlbarlige "rettroendes" organisationer. Disse udtrykkes derfor ved det moderne ord: "politiske partier".

Verden er således fuld af religiøse sekter, både materielle og åndelige. Hvad de materieller sekter (de politiske partier) angår, da er de lige så intolerante og glødende fanatiske som deres ældre søskende (de religiøse sekter). Har vi ikke set, at de materielle sekter i visse tilfælde kan være lige så inkvisitoriske, som de religiøse sekter har været. Har vi i de seneste årtier ikke set, hvorledes de materielle sekter betjener sig af tortur- og gaskamre, koncentrationslejre og slavearbejde, når det gælder de af sekten eller partiet mistænkte "vantroende"? – Og har vi i visse tilfælde ikke yderligere set, hvorledes den materielle religiøsitet i tendenser og anlæg er blevet en ligefrem tro kopi af sin ældre broder: den "åndelige religiøsitet", og mere og mere er gået i retning af at få "tilbedelsesobjektet" koncentreret i noget levende, i en skikkelse, i et "ophøjet" væsen i kød og blod. Man kan ikke nøjes med blot og bar vedtagne love og embedsmænd, der kan afskediges. Den religiøse trang i den "materielt religiøse" fordrer noget ophøjet, fordrer et væsen, der er noget enestående, et væsen, der afviger fra de andre ved ikke at kunne afskediges eller dømmes af nogen, et væsen, der er suverænt og uden noget ansvar kan bestemme over liv og død for enhver undersåt. Man må altså have noget storslået, noget overjordisk eller guddommeligt at se op til. Og da man jo ikke mere har evne til at tro på noget virkeligt, overjordisk Forsyn eller en Guddom, må man finde sin guddom blandt de jordiske væsener. Og vi finder her dette dyrkede og tilbedte væsen i form af – "diktatoren". Diktatoren er det materielt religiøse væsens guddom, ligesom det overjordiske Forsyn er det åndeligt religiøse væsens Guddom.

Denne materielle religiøsitet afslører altså nøjagtig de samme anlæg eller tendenser som den åndelige religiøsitet, nemlig tilfredsstillelsen af en tilbedelsestrang. Ser vi tilbage i historien, ser vi, hvorledes de indviede faraoner og konger udgjorde sådanne tilbedelsesobjekter for folkene. Men forskellen på disse konger og diktatoren af i dag er meget stor. Disse fortidige konger var væsener, der i allerhøjeste grad var indviede, var sjæleligt og psykisk formede til en personlighed, i hvem alle evner til at tjene, vejlede og styre det folk, der blev givet ham som undersåtter, var afprøvede og dermed garanterede ved en meget dybtgående og indgribende sjælelig eller psykisk proces. Man kunne i de tider umuligt blive konge af magtsyge, ved erobring, propaganda eller afstemning. Kun den sjælelige proces kunne garantere, at væsenet sad inde med den absolutte værdighed til at være folkets konge eller hersker og dermed være det mellemled imellem folket og Guddommen, som folket netop havde psyke til at opfatte. Fortidens diktator, den sande konge, var altså et helligt væsen, var en befordrer af væsenernes forhold mellem Guddommen og dem selv. Han var Guddommens jordiske repræsentant. Han blev senere afløst af de store verdensgenløsere. Derfor degenererede kongeværdigheden, og vi har nu kun tilbage nogle få konger og paver, som også i stærkt stigende grad taber terræn på grund af vantroen. Hele denne religiøse form har udspillet sin rolle, er degenererende, er i forfald. Og ethvert forsøg på at forhindre dette forfald er lige så omsonst, som det ville være at forandre kredsløbet og lade solen stå op over horisonten om aftenen i stedet for om morgenen.

Men som vi allerede har set, kan væsenerne alligevel ikke undvære et levende tilbedelsesobjekt, selv om de foreløbig har sagt den åndelige Guddom farvel. Og denne deres hunger efter et tilbedelsescentrum, denne deres religiøse trang, er altså for visse folk så stærk, at man for enhver pris må have denne tilfredsstillet. Og derfor har vi i vore dage set det særsyn, at et almindeligt, primitivt og kosmisk set totalt ubegavet væsen, ja et væsen, der tilsyneladende ikke engang var normalt, men ligefrem synes at have været sadistisk, været psykopat og med et rasende had til anderledes tænkende mennesker, blive sat i højsædet som folkets yndling og med suveræn fuldmagt gjort til herre over hver eneste undersåts liv og død, ja totalt enebestemmende af, hvad undersåtten måtte tænke, vide og ville. Og man råbte til himlen af glæde. Skreg og jublede over at have fået en "gud". Og med liv og sjæl og ånd forsvarede man denne sadistiske, psykopatiske opkomling. I sandhed det sultne væsen vrager ikke maden. Det i ørkenen af tørst halvdøende væsen er næsten parat til at drikke sin egen urin blot for at få vædet sin tunge og sine slimhinder. Men urin er giftig og ikke egnet til at slukke tørst. Og således kan en "diktator" heller ikke erstatte det moderne menneskes materielle religiøsitet eller skjulte eller ubevidste længsel efter Gud.

Vi lever således i en tid, der slet ikke er ufarlig. Den materielle religiøsitet griber stadig om sig og kan altså hos visse folk give sig udslag i et sådant religiøst begær, en sådan tilbedelsestrang, at hverken demokrati eller kommunisme i sig selv er nok, ligegyldig hvor vidunderlige disse politiske former samfundsmæssigt set så end måtte siges at være. Deres trang kan ikke tilfredsstilles ved blot at skabe love. Den kan ikke tilfredsstilles ved blot at se embedsmænd, der kan afskediges. De må se et væsen, der er hævet over almindelige døde. De er den vansmægtende ørkenvandrer, der blot råber på væske, ligegyldig hvad denne væske så end indeholder. Og derfor griber de selv en gangster og hiver ham op i højsædet, giver ham suverænitet og falder ned og tilbeder ham som den nye gud, og myrder, torterer og dræber uhæmmet blot for at tilfredsstille dette syge, storhedsvanvittige væsen.