Vi lever i en tidsepoke, der udtrykker vor verdenskulturs undergang. Religionerne har tabt deres magt over den herskende del af menneskeheden. Den kristne verdensreligion, således som vi har lært den i vor børnelærdom og igennem kirken, indeholder over for en intellektuel analysering så meget hedenskab, at dette hedenskab i dag i virkeligheden er det førende. "Øje for øje og tand for tand" er i dag den herskende indstilling og magt i stedet for den sande kristendom: Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre. Derfor er den nu døende verdenskultur ikke kristendom. Den er hedensk, og derfor er den døende. Der bliver flere og flere tomme stole i kirkerne. Men i samme grad som religionerne taber deres magt over sindene og dør, må menneskene danne sig et andet livsfundament for deres sindelag og væremåde. Når de ikke kan tro på et forsyn og dermed heller ikke på nogen logisk og retfærdig verdensstyrelse, kan de kun erstatte den tabte tro, det tabte livsfundament, med troen på "tilfældighed". Alt er således tilfældighed, det levende væsens egen tilværelse, dets skæbne, ja, hele klodedannelsen og livsbetingelserne for de levende væsener er tilfældighed. Medens den tabte tro og religionernes ideelle facitter gav menneskene anvisninger eller vejledning for moral og væremåde, giver troen på tilfældighed ikke nogen som helst vejledning eller anvisning på, hvorledes man skal leve eller være i forholdet til sine omgivelser eller sin næste. Det absolut eneste, der her kan træde i stedet, er magtprincippet eller den stærkeres ret.

Men den stærkeres ret er det samme som junglens lov eller loven for de vilde dyr. Denne lov er af et langt større format og dækker et langt større område hos menneskene end hos dyrene. For mennesket af i dag er det altbetydende at blive den stærkeste, blive alle andre overlegen i materiel og intellektuel kunnen. Hos dyrene gælder kampen mest bekæmpelsen af andre arter, medens det hos menneskene ikke blot gælder kampen imod dyrene, men også kampen imod mennesker. Menneskene bekæmper deres egen art. Menneskene er længere ude i det dyriske eller dræbende princip end selve dyrene. Menneskene fører krig imod mennesker. De bekæmper og udrydder deres egen art. En større udfoldelse af det dræbende princip eksisterer ikke. Dette bliver yderligere til kendsgerning igennem den omstændighed, at menneskene har mangfoldiggjort deres mord-, drabs- og ødelæggelsesevne ved hjælp af naturens kræfter. De nøjes ikke med at myrde ved hjælp af deres blotte fysiske organisme, således som dyrene. På sekunder kan de udslette hele byer eller alt levende inden for flere kilometers radius.

Som en første modvægt imod denne menneskenes tendens til at myrde deres egen art har de humane verdensreligioner affødt det system, vi kalder øvrighed, politi- og retsvæsen. Det er således en første modvægt til menneskenes dræbende og ødelæggende tendenser over for mennesker. Men det er kun i sin første spæde vorden. Og dette system afhænger jo også i hovedsagelig grad af magt. Det søger ved denne magt at skabe ret, hvilket vil sige retfærdighed for alle mennesker. Men opfyldelsen af denne dets mission afhænger så i allerhøjeste grad af dets viden om, hvad der er retfærdighed. Dette system er i dag inden for samfundet eller nationen den stærkeste magtfaktor og behersker altså menneskene i kraft af denne magt. Der, hvor denne magt har en fejlagtig opfattelse af ret, tromler den alt ned i uretfærdighed. Der begår den uretfærdighed. Men hvor skal øvrigheden eller retten få viden om virkelig retfærdighed og derved blive i stand til at undgå uretfærdighed, når det bliver mere og mere almengældende, at alt er tilfældighed? – Der er ikke noget uden for menneskeheden, der viser, hvad der er virkelig moral eller ret. Derfor må menneskene stadig ty til magtprincippet. Det er dette magtprincip, der har udviklet sig til det, vi kalder "politik".

Det er således mere i dag verdenspolitikken, end det er verdensreligionen, der behersker menneskene. Politik er derfor i virkeligheden kun en anden form for religion. Forskellen er blot den, at medens religionen taler til menneskets højeste følelser for at bringe disse i en menneskekærlig retning, taler politikken kun til menneskets intelligens. Men da mennesket ikke med intelligensen kan acceptere religionens dogmer og læresætninger, bliver der ikke andet tilbage for intelligensen at acceptere end magt. Politik må således i sin egen natur gå ud fra dette at tilegne sig magt. En politik uden magt betyder ikke noget. Derfor må en politik stadig søge at tilegne sig et flertal. Den må i tilhængerantal blive alle andre politiske partier overlegen. Det er den absolut første betingelse for en ny opdukkende politik. De midler, ved hvilke den kan få flertal, bliver således magtpåliggende eller absolut nødvendige. Et af disse midler er den såkaldte "propaganda". Med propagandaen kan man forherlige den politik, man selv tilhører, og sværte og bagtale enhver anden form for eksisterende politik. Da der ikke eksisterer religion og tro bag en politik, men derimod kold intelligens, bliver det primære ikke retfærdigheden for de enkelte mennesker, men derimod en tilegnelse af overlegen magt for sit parti over for de andre partier. Efterhånden som et parti får flertal, får det tilsvarende overlegen magt og bestemmelsesret over de andre politiske partier i staten.

Det farligste ved dette system er, at det undertiden kan gå så vidt, at det for et parti slet ikke er statens eller borgernes vel, det drejer sig om, men derimod i langt højere grad er selve partiets ve og vel på de andres bekostning. Partierne opstår i virkeligheden på samme måde, som fagforeningerne efterhånden er opstået. Fagforeningsbevægelserne er opstået som en organiseret kamp imod en herskende overklasse for misbrug og uretfærdig udnyttelse af menneskers arbejdskraft. Det primære i interessen for en fagbevægelse kan derfor lige så lidt som i en anden krig være modpartens eller fjendens ve og vel, men derimod hans totale kapitulation eller ødelæggelse. Fagbevægelserne måtte komme, det måtte føre til den udvikling, som de repræsenterer i dag, men det er ikke den endelige løsning. Så længe en ting er en kamp eller krig, er problemet ikke løst. Men nationernes politik er opstået på lignende måde. Når et eller andet i samfundets love er generende for en vis klasse mennesker, vil flere og flere af disse mennesker forenes om at få det afskaffet eller ændret. Ved at slutte sig sammen og få flere og flere tilhængere eller helst flertal for deres ide, udgør de så et politisk parti. Dette parti udgør altså en front imod et eller andet i samfundslovene, som tilhængerne vil have afskaffet. De befinder sig altså i krig. Det øvrige samfund er således den anden front. Da samfundet som regel er opdelt i forskellige partier, hvoraf nogle måske netop ønsker at bevare de principper, de første kæmper for at få afskaffet, kommer nationens indbyggere således i krig med hverandre. Således kæmper arbejdere og arbejdsgivere med hinanden. Der er politiske partier, der kæmper for bevarelse af kapitalisme, der er partier, der kæmper for at fjerne kapitalismen. Der er partier, der kæmper for at få skatteproblemerne løst på én måde, og andre partier, der ønsker dem løst på lige den modsatte måde. Dertil kommer så intolerancen mellem de endnu eksisterende religiøse sekter, som jo også er en slags partier, der kæmper for fordele, de har tilegnet sig eller ønsker at erobre. Vi ser her, at menneskesamfundet befinder sig i en "alles krig mod alle".

Men det er ikke blot mellem nationens borgere eller indbyggere, at denne krig eksisterer. Den eksisterer i en endnu værre form mellem nationerne. Disse kæmper også for allerede tilegnede fordele og for fordele, de ønsker at tage fra andre nationer, ligesom de selv må beskytte sig imod lignende overfald fra andre og større nationers side. Her er det også udelukkende magtprincippet, der har afgjort og ligeledes i øjeblikket afgør nationernes skæbne. Her er jungleloven, den stærkeres ret, i endnu højere grad det primære end mellem nationens indbyggere. Indbyggerne i nationen har for længst fået dannet sig et politi- og retsvæsen, der kan give væsenerne beskyttelse i det store og grove. Men nationerne har endnu ikke et sådant retsvæsen. Vi har set de begyndende tendenser i retning af at få verdens stater forenede i én organisation igennem de forskellige opståede og døende institutioner og fredsligaer. Men alle disse foreteelser er endnu meget magtesløse og uden åndelig næring. Disse kan ikke blive kraftfulde, før de kan baseres på videnskab. Derfor er der, side om side med disse, andre tendenser i nationerne, i kraft af hvilke de mener at kunne skabe fred i verden. Disse tendenser er atter det samme princip som i fagbevægelsen. Man slutter sig sammen i forsvars- eller militærpagter. Man søger ligeledes her at skabe et flertal af nationer, forenede i skabelsen af et fælles krigs- eller forsvarsberedskab. Den altoverstrålende tendens her i dette formål er at skabe de mest geniale mordvåben, drabsmaskiner og ødelæggelsesmidler af et sådant format, at de totalt kan udslette modpartens forsvar og eventuelle påberåbelser af dette eller hint. Og akkurat den samme tendens udfolder sig naturligvis hos modparten. Det er udelukkende magt, magt og atter magt, det drejer sig om. At dette foreløbig kræver så meget af den menneskelige skabe- og ydeevne, at der ikke kan blive ret megen tid til skabelse af mere almenmenneskelige kulturgoder, er allerede synligt for alle som kendsgerning. Der må derfor blive varemangel, dyrtid og dermed sænkning af den almindelige allerede tilvante levestandard; kollektiv fattigdom og ruin vil komme til at gøre sig gældende.

Mennesket, der i virkeligheden er beregnet på at blive væsenet i Guds billede, må opretholde sin tilværelse på nøjagtig samme princip som dyrene, nemlig ved magt og mordoverlegenhed. Mennesket, der kan veje og måle solen, planeter og stjerner, mennesket, der kan tvinge millioner og atter millioner af naturens hestekræfter ind under sit herredømme og dermed kan lade naturen udføre både det grove og fine arbejde i den daglige opretholdelse af livet og på dette område har alle betingelser for at kunne gøre jorden til et paradis, er stagneret og bundet i verdens største vildfarelse eller overtro, nemlig den at magten i stedet for retten er vejen til freden. Alt drejer sig således om at skabe magt. Opdragelse og undervisning går ud på at gøre barnet andre børn så overlegent som muligt, således at det på denne måde lettere får adgang til livets goder end disse. Det er blevet en livsbetingelse for alle forældre således at udstyre deres børn med intellektuelle våben. Skoleundervisningen og opdragelsen er således baseret på at udstyre barnet med våben. Når det så bliver voksent, må det benytte disse sine tillærte kundskaber, sin materielle viden og kunnen for at tilegne sig livsgoderne. Og alle samfundets individer kæmper og konkurrerer således med hinanden i kampen om goderne. Men de mindst begavede kan ikke klare sig i denne kamp og bliver de andres trælle. De mere begavede udnytter de mindre begavede, ligesom de stærkere udnytter de mindre stærke. Livet fordrer og tvinger alle til at skabe våben. Og mennesket bliver således en art levende væsen, der afviger fra alle andre arter af levende væsener, ved at de opretholder deres liv, ikke ved noget frivilligt samarbejde, men i en levende kamp med hverandre. Det fundamentale i individernes tilværelse er skabelse af våben og dermed undertvingelse af alle underlegne. Den jordmenneskelige tilværelse er og kan kun være krig. Og den samlede jordmenneskehed bliver et syn af besejrere og undertvungne. Vi ser mennesker i overdådig luksus, vellevned og frådseri, og mennesker i stor elendighed, fattigdom og sult. Mennesker i luksuspalæer og mennesker uden hjem og bopæl. Vi ser grever og baroner og stoddere og tiggere. Vi ser mennesker i guld og silke og mennesker i pjalter.

Men det er ikke blot på det rent økonomiske, materielle område, at menneskene skaber nød og elendighed. Når menneskene ikke kan leve glade og nogenlunde sorgløse, men må leve i en permanent frygt for ikke kunne klare de daglige livsfornødenheder, berører det også deres psyke. Tankekraften udgør blodets magnetisme eller livskraft. Når tankegangen er glæde, er blodet totalt sundt. Når tankegangen er frygt, sorg og melankoli, er blodet usundt, og organismen bliver derved prædestineret til sygdom og undergang. Hospitaler og sygehuse er overfyldte, skønt de er hele byer. Kun en meget lille procent af menneskene dør af alderdom. De fleste dør en unaturlig og alt for tidlig død ved sygdom. Og lægernes dygtighed kan umulig skabe en sund menneskehed. De kan lindre, hjælpe i en overordentlig stor grad, og man må her beundre alle disse mennesker, læger og sygeplejersker for deres store arbejde, men de kan ikke fri menneskene for hospitaler og sygehuse. Ikke før de ydre materielle forhold menneskene imellem bliver fred og ikke krig, vil man begynde at kunne skabe sundhed.

Hvorfor kan den materialistiske videnskab ikke fri menneskene for deres lidelser? – Den materialistiske forskning og erfaringsdannelse giver ikke viden om andet end stof og materie. Men stof og materie udgør kun opsatte eller skabte former og ting, hvilket igen vil sige ting, der er begyndt og igen skal ophøre, ting, der optager rum og tid. Den kan ingen oplysninger give om det, der ligger uden for tid og rum. Eksisterer der da noget uden for tid og rum? – Ja, da tid og rum er noget, der bliver til, er noget, der skabes, må det, der skabte tiden og rummet, være uden for. Hvis vi ser på et hus, ved vi, at dette hus er blevet skabt af en bygmester. Men denne bygmester er absolut ikke identisk med huset. Ser vi på en anden skabt ting, et kunstværk, ved vi, at dette billede er skabt af en kunstner, uden at vi behøver at kunne se kunstneren. Vi ved, at inden for det menneskelige skabeområde kan ingen som helst logisk skabelse finde sted af sig selv. Der skal et tænkende ophav til. I den daglige tilværelse bliver vi vidne til en mængde logiske skabelsesprocesser, som ikke er skabt af mennesker, nemlig alle de processer, naturen udløser. Vi ser, at disse processer ikke er skabt af mennesker. Og det er blevet almengældende ikke at regne disse processer som udtryk for noget tænkende, levende ophav. Det er her, man har sat tilfældigheden i højsædet, skønt processerne undertiden er endnu mere logisk dirigerede end de processer eller skabelser, menneskene udfører.

Ved således at indstille sig på, at der her ikke er noget ophav, kan man heller ikke blive vidende om, hvad der kan være hensigten eller formålet med disse logiske skabelser i forhold til mennesket. Og mennesket kan ikke komme i kontakt med denne logik og kommer i disharmoni med denne skabelse. Det underminerer sin egen skabelse. Menneskeheden udgør en umådelig samling levende væsener, som skal leve side om side med hverandre i en og samme natur. Men når de ikke kender hensigten eller målet med denne natur og hensigten med deres egen placering i denne natur, side om side med andre mennesker, og tror, at hele denne side ved livet er tilfældighed, kan de umuligt komme i besiddelse af den viden, i kraft af hvilken de kunne forme deres liv i kontakt med denne natur eller den i naturen eksisterende verdensplan. Den viden, de med intelligensen tilegner sig, er kun viden om former og ting, og her ser de kun begyndelse og afslutning. Ingen som helst skabte former eller ting eksisterer evigt, men er begyndelse og afslutning underkastet. De ser derfor kun dødelighed, dødelighed og atter dødelighed. Og med hensyn til iagttagelsen af dem selv ser de også kun formen, deres organisme eller den skabte ting. Den materialistiske filosofi giver intet som helst håb om udødelighed eller evig tilværelse for noget væsen. De forstår således ikke, at de bygger deres livsfilosofi eller nærmere dødsfilosofi på en forgængelig ting.

Overalt ser menneskene kun forgængelige ting, altså det skabte, men ikke skaberen. Men når de ikke kan give oplysninger om skaberen, måske endog benægter denne skaber, kan de jo slet ikke give nogen viden om denne skabers livsbetingelse eller virkelige væremåde, hvilket vil sige den virkelige og sande verdensmoral. En moral kan kun angå det levende, ikke det døde. Den materialistiske videnskab, som udelukkende kun er baseret på stofreaktioner, men ikke livsreaktioner, og således forkaster opfattelsen af levende og tænkende væsener bag naturens skabelse, kan umuligt danne anvisning på, hvordan vi kan komme i kontakt med det levende og tænkende væsens planer, der er ophav til den verden, der er skuepladsen for vor oplevelse af livet. At det er nødvendigt at komme til klarhed over den logiske tænkning i naturen for derved at bringe vor egen logiske sans og tænkning i kontakt med denne natur, er lige så selvfølgeligt, som det er selvfølgeligt, at vi må tænke i logisk kontakt med de betingelser, der danner grundlaget for vor fysiske organismes sundhed og velvære, hvilket vil sige danner sundhed og velvære for de mikrovæsener, vi har i vor organisme. Menneskene mangler logisk kontakt med den skabelsesproces, der eksisterer i naturen, og som har gjort kloden til en beboelig verden. Det er denne manglende kontakt, der i dag er verdens største onde og ikke hverken Stalin eller Truman eller noget politisk parti eller religiøs sekt ledet af mennesker. Menneskene er blevet til skabecentrer og er begyndt at kunne skabe. I denne skabelse skal de naturligvis opdrages og undervises, men af hvem? – Er det ikke naturligt, at de bliver undervist af den skaber, der er ophavet til den skabelsesproces, der har dannet jorden til, og ud af hvilken de er født? – Det er en videnskab herom, der vil blive verdens frelse.