I en anden tale blev der sagt, at tak er det bedste, man kan give, og jeg kan heller ikke give andet end at sige tak. Hvis jeg skal takke på anden måde, må det være med de analyser, som jeg er blevet sat til at give menneskeheden.

Den epoke, som vi er vant til at leve i, og som vi igennem historien kan se tilbage på, er i forfald. Den er ved at gå i stykker på alle leder og kanter. Det gælder både i pengesager og i mange andre materielle foreteelser, som ellers har været kulturfaktorer. Det ses ved, at Guddommen har ført menneskene frem til deres nuværende stadium ved to store principper. Først blev de ført igennem dyreriget og frem til menneskestadiet og nu videre frem til det sidste stadium, hvor der er det højeste mørke, der kan præsteres. Menneskeheden kan i dag præstere det højeste djævelskab, man overhovedet kan tænke sig. – Det er selve kulminationen af mørket. – Men det skal man ikke blive forskrækket over, for det er noget, der er nødvendigt. Det er modsætningen til det kolossale lys, som mennesket er beregnet til at skulle opleve.

Evigheden er opdelt i kredsløbsperioder, og det nuværende spiralkredsløb tog sin begyndelse med skabelsen af først Adam og så af Eva og så videre frem, som det fortælles i Bibelen. Det skal jeg ikke nærmere komme ind på, men derimod på skabelsen af mennesket i Guds billede, som menneskene ikke har forstået, og som de heller ikke har kunnet bringes til at forstå, fordi de ikke har haft mentalitet til det. De tror, at de kun har ét liv. Når de ser et lille barn komme til verden, da mener de, at det aldrig har levet før. De mener, at det må være et nyt menneske, der er blevet til i moderlivet. Men det er denne store vildfarelse, som menneskene vil få opklaret, og som også i stor udstrækning allerede er opklaret i form af reinkarnationen.

Hvad er så Guds billede? – Guds billede er Guds væremåde, og Guds væremåde er alkærlighed. Det er den, der er det store mål med menneskene. Når vi ser på et menneske, der kommer til verden som et lille barn, ser vi, at det endnu ikke er færdigskabt og har mange fejl. Når det engang skal dø, vil der stadig mangle meget, og det vil heller ikke være færdigt. Når man regner med, at mennesket skal blive et alkærligt væsen, mangler der meget. Selv om mennesket måske nok har udviklet nogle gode sider, har det endnu mange unoder.

Vi ser tydeligt, at troen på ét liv ikke kan forklare tilværelsen. Kristi lære var kun for mennesker, der ikke kunne læse og skrive. Det var kun for mennesker, der ikke kunne fatte ret meget. De var nødt til at tro på et menneske i form af en verdensgenløser, da de ikke selv kunne læse og forstå ret meget. Men når dette væsen sagde noget, måtte det være rigtigt, og så måtte man tro på det. Sådan er det ikke i dag, nu kan menneskene godt læse, skrive og tænke selv. De er nået mægtigt langt.

Det er tydeligt at se, at dyrene handler automatisk, de bestemmer sig ikke. De har en organisme, der i sig selv er et krigsredskab eller et mordvåben. Nogle har et redskab, der er en camouflage, der enten kan bruges som lokkemiddel eller som beskyttelsesmiddel, mens andre har vældige kræfter og tænder osv. Alle i dyreriget har en organisme, der er et krigsredskab, og det har Forsynet en hensigt med. Det er jo nødvendigt med et krigsredskab, fordi dyrene skal leve af at æde hinanden. I stor udstrækning er det jo princippet i det primitive dyrerige at leve af hinandens organismer eller at være i krig med hinanden for at kunne overleve.

Men hvorfor vil Gud da have det sådan? – Hvorfor skal dyrene være i krig med hinanden? – Det er da underligt! – Kan Gud ikke lave mennesket i sit billede uden dette? – Nej, det kan Gud ikke! – For at forstå, at Gud ikke kan lave det på anden måde, må vi først se på det væsen, der allerede har gennemløbet hele spiralen og er nået frem til en degenereret livstilstand ligesom Adam. For at skabe en helt ny bevidsthed til Adam måtte Gud først danne et legeme af ler, som der står i Bibelen. Udviklingen af bevidstheden i det begyndende væsen kunne kun ske ved en drastisk påvirkning udefra. Til at begynde med havde dette plantevæsen jo ingen hjerne og måtte derfor udsættes for noget, der virkelig virkede ind. Det med at spekulere kom først langt senere i dyreriget, hvor det som dyr skulle leve i den mørkezone, som absolut er noget, der hører med til Guds skabelse af mennesket. Men sådan skulle det ikke blive ved med at være. Dyret udviklede sig frem til at få en menneskelignende organisme med oprejst gang. Det fik sine forben fri, og de blev omdannet til hænder. Kroppen blev neutral. Menneskevæsenet stod frit og kunne nu selv skabe sine redskaber. Det kunne nu lave krigsredskaber, og efter Guds befaling fortsatte væsenet helt op dertil, hvor mennesket står i dag med forsvarsvåben, der er millioner af gange stærkere, end det er nødvendigt for at overleve.

Menneskene er nået frem til at have en voldsom evne til at myrde og dræbe, men nu har det ikke noget at gøre med det nødvendige forsvar eller angreb. Der er ingen logik i det, man myrder og dræber uden anledning. I avisen læser man, at en mand sidder og fisker ganske roligt, og så kommer der en mand og skyder ham ned. En anden mand kommer ind i Nykøbings gader, hvor nogle mennesker kommer gående, og så han går hen og stikker en mand ned. Og gør folk ikke også det samme ude i verden? – Ja, hvad sker der ikke? – Er der ikke mange mennesker, der er så forvirrede, at de i deres seksuelle perversiteter er gået over til at dræbe?

Hvad vil det alt sammen sige? – Det vil sige, at den verdenskultur, der er baseret på angreb og forsvar, nu går imod sin slutning. Denne slutning blev bestemt af Gud, da Jesus blev korsfæstet [Martinus bliver meget rørt og bevæget]. Da blev det vist menneskene, hvordan man skulle være i fremtiden.

Til verden blev sendt verdensgenløseren Kristus, der var et menneske i Guds bevidsthed. Han var et færdigskabt menneske, ligesom menneskene nu skal blive færdigskabte. Han var en model for menneskene, og han skulle vise, hvad der var målet, og det viste han på korset. Han skulle vise dem, at man kan tilgive sine fjender, at man kan vænne sig af med at forsvare sig.

Menneskene skal efterhånden holde op med at forsvare sig, fordi det ikke længere er nødvendigt. Nu har man fået forstand og evne til at kunne modtage højere begavelse og højere åndelige kræfter i bevidstheden. Menneskene skal nå frem til at få kosmiske glimt og senere til at få kosmisk bevidsthed.

Han var et færdigt menneske, og ved korsfæstelsen påtog han sig at vise menneskene, hvad de skulle nå, og hvor langt de skulle gå for at blive helt færdige med mørket. – Hængende på korset i den værste smerte i sit kød og blod kunne han se ned på sine bødler og sige op imod himlen: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Det var forbilledet til den kultur, som nu begynder at bryde igennem. Denne korsfæstelsestilstand var ikke denne tarvelige, almindelige lille beretning, som man nu efterhånden vil gøre den til.¹ I denne korsfæstelseshistorie, som man har hørt og læst om i aviserne, bliver Kristus nærmest fremstillet som en luderkarl, for at sige det lige ud, og han bliver beskyldt for mange forskellige ting. Men det må man jo undskylde disse mennesker, for de har jo ingen bevidsthed om disse ting.

Det, der skete på Golgatas kors, var en begivenhed, hvor der var hundreder af kristus'er til stede. Der var ikke bare én Kristus. – Det var ikke så sært, at jorden skælvede, og de døde kom frem af gravene, som der står. De døde kom ikke frem af gravene, men dengang troede man, at når mennesker var døde her fra det fysiske plan, skulle de være i graven til dommedag. Clairvoyante mennesker kunne se disse høje væsener materialisere sig eller komme frem fra den åndelige verden. Det var en kolossal begivenhed, og da blev det stadfæstet, at angrebsprincippet og forsvarsprincippet ikke mere havde Guds medhold. Men der måtte gå yderligere 2000 år, det kunne jo ikke standse øjeblikkeligt. Mange mennesker skulle vænne sig af med at leve på den måde, og de skulle have deres karma. Men allerede dengang var der også mennesker, der var nået langt frem.

Kristus prædikede og fortalte, hvordan man skulle leve. Han gjorde sine gerninger, han endte med at blive korsfæstet, og til sidst viste han det største: man dør ikke. Synligt for menneskene viste han, at man kan stå ud af graven. Det kommer vi til at kunne gøre alle sammen. Vi dør jo ikke. Det, der dør, der lider og korsfæstes, er den fysiske krop, men den kan fornyes.

Hvad var det med Hitler-krigen? – Det var jo dommedag, og der kommer mere dommedag, den er ikke så langt borte. Men i det næste århundrede vil det komme til at se helt anderledes ud. Da vil menneskene være travlt optaget af at skabe verdenen om. Stormagterne vil have mistet deres magt, og man vil forbyde krig. Den vil blive forbudt, når man bliver klar over det sindssyge i krigen. Forsvar og angreb har ikke længere nogen ret til at være til.

Man må komme frem til kristusprincippet, hvor man ikke blot skal tilgive syv gange, man skal tilgive indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange. Man skal elske sine fjender og på alle måder komme bort fra det mørke princip. Kristus var modellen! – Han gik også frem til sine angribere og sagde: "Hvem leder I efter?" – "Jesus af Nazaret". – "Det er mig!", sagde han, og over for Pilatus var han på samme måde.

Vi må jo regne med, at der kommer endnu en rest af en krig, for Hitler-krigen er ikke færdig. Hvordan kan man nu vide det? – Det kan man udmærket vide, for karmaloven bevirker, at det, man gør, kommer tilbage til en selv. Hele hitlerismen gik jo ud på at myrde, dræbe og udslette mennesker, og de mennesker, der ledede, befordrede eller gav ordre til det, skal igennem den ild, som de selv har lavet og beredt andre. Derfor må der igen komme koncentrationslejre og alle disse mange forfærdelige ting, vi så i Hitler-krigen.

Dertil må jeg også sige, at der i det skjulte er mange kristne mennesker, men vi kalder dem ikke kristne, for de er for længst holdt op med at være officielle kristne. De er vokset fra denne terminologi med, at man skulle have straf efter døden og brænde i helvede, når man havde syndet. Da jeg gik til præst, lærte jeg, at der var en forbandelse ved uægte børn, og det lille barn, der døde uden at blive døbt, gik lige til helvede. Nu er menneskene jo blevet for voksne til det, men de er ikke vokset fra kristendommen. De er vokset fra kristendommens fejlagtige forkyndelser og de tåbeligheder, der er blevet føjet til. – Men når de er vokset fra det, hvad skal de så tro på? – Ja, så må de jo tro, at alt er tilfældigt! –

Derfor er der millioner af mennesker, der er blevet materialister. Men det betyder ikke, at disse millioner er inhumane, de kan udmærket være humane. De står på visse trin, hvor de har passeret de mørke stadier, hvor man i den grad myrder og dræber. De kan godt have mindre fejl og ikke være helt færdige og fuldkomne, men det store mørke stadium med at henrette og med at dræbe, myrde og tortere andre, er der mange materialister, der er færdige med.

Alle de materialister, som har lagt denne tilstand bag sig, er modtagelige for de kosmiske analyser. Der er mange flere end dem, der i dag åbenlyst kommer i berøring med analyserne. Når nu tingene snart kommer ud og bliver frigivet af Forsynet, vil der være tusinder eller måske millioner af humane mennesker med en begyndende kærlighedsevne eller begyndende alkærlighed, som med det samme vil blive tilhængere af de kosmiske analyser. De vil blive en magtfaktor, og verden vil så meget lettere kunne dannes om.

Som det er i dag, er verdensværdierne i kaos, og set med menneskets syn er værdierne fordelt på en tåbelig måde. Men tåbeligt er det jo ikke, for bag ved det hele arbejder Gud. Vi ser allerede, at Gud er begyndt at samle verden til en nation. Hvad er det, der sker, når de små købmandsbutikker bliver til store supermarkeder? – Bliver andre ting ikke også sluttet sammen til store ting? – FN bliver til, ved at landene bliver sluttet sammen. Er det ikke, fordi det en skønne dag skal være nemt at slutte det hele sammen? – Hele verdens menneskehed vil blive til én nation med én regering. Den vil også have en Gud – ikke blot billedligt set. Når Gud repræsenterer retfærdighed og kærlighed, er der for det udviklede menneske ikke nogen grund til andet end at være med i Guds plan.

Der kommer ikke nogen anden verdensforklaring. Hvis der kommer en anden, så er den forkert! – Det kan man se, for der kan ikke være noget højere end sandheden. Så kan man sige, hvordan kan jeg vide, at mit er sandt? – Det kunne jo godt være, at jeg tog fejl. – Men jeg tager ikke fejl, fordi jeg har været i det i flere liv, og jeg har ikke fået den kosmiske bevidsthed her på jorden. Det har ingen mennesker tidligere kunnet få. Om hundrede år kan de måske begynde at få kosmiske oplevelser, så er de så meget hjemme i de kosmiske analyser, at de kan begynde at få kosmiske glimt, og de kan træne sig op til at leve deres daglige liv på en bedre måde.

Det drejer sig om at kunne finde sig i alt. – Spørgsmålet er jo det: Kan De finde Dem i alt? – Ifølge analyserne kan ingen rammes af noget, de ikke selv er skyld i. Alle er selv skyldige i hele deres skæbne. Derfor er det tåbeligt at blive gal på andre mennesker, når de ikke er skyld i det. Alt det, vi møder af både mørk skæbne og lys skæbne, er vor egen handlemåde, der er udgået til omverdenen. Det, vi siger og gør i dag, går videre, og det er knyttet til vore talentkerner og vort eget system. Hvis det ikke rammer os i dette liv, så rammer det os i de næste. Vi bliver ikke fri af det, vi er bundet til en hel masse skæbnebølger.

Når De er kommet her i denne sal i aften, så skyldes det også, at De har interesse for en højere tilværelse, og at De gerne vil have Deres bevidsthed forandret til noget bedre. De vil gerne have en bedre tankegang, og at menneskene skulle være rarere ved hinanden. Tænk, hvis man virkelig kunne holde af hinanden og elske sin næste som sig selv, som der står skrevet. – Jamen, det er jo det, der kommer. Når der ikke mere er noget med at forsvare sig, noget med at blive vred eller noget med jalousi, så er det jo denne tilværelse! –

Jeg kan sige, at videnskaben begyndte i det 20. århundrede med en impuls [red. 1900]. Det fik jeg at vide, da jeg opnåede min kosmiske bevidsthed som 30-årig, hvor jeg jo fik al min viden.

I 1920 kom en ny impuls, som gav den kosmiske analyse fri. Hvis den ikke var kommet, havde De ikke kunnet læse noget om kosmisk bevidsthed. Men nu er den kosmiske bevidsthed givet fri, og de kan studere den og læse om den, efterhånden som det nu kommer ud.

I 1973 kom den sidste store impuls fra et system i mælkevejen. Den gav mystikken fri, det vil altså sige religiøsiteten, – ikke blot de mystiske ting med mirakler, men selve det religiøse princip, selve det guddommelige princip, altså den højeste ild osv. Det er altså helt givet frit.

Hvis man ikke allerede er begyndt, kan man begynde at finde sig i en fornærmelse og træne sig op til ikke at blive fornærmet. Man kan begynde at huske på, at det er jo noget, man selv har lavet, og det er noget, man skal have for at blive fuldkommen. Desuden er det jo Gud, der arbejder med. Vi må komme frem til denne tilstand at blive ét med Gud, og hvad vil det så sige? – Og hvem er Gud? – Ja, Gud er jo ikke en mand, der sidder et sted ude i verdensrummet. Guds primære bevidsthed består af kristusvæsener. Når væsenerne bliver til kristusvæsener, bliver deres bevidsthed til et sammenhængende ocean. Der er tusinder af kristus'er, og de danner Guds primære bevidsthed. Deres jeger er stadigvæk individuelle, men deres bevidsthed er kædet sammen med alle andre kosmiske bevidstheder. De er aldeles ens, for de har den samme viden. Det er ikke sådan, at den ene siger: "Nej, der tager du fejl, sådan er det ikke, det er sådan og sådan", og den anden siger: "Nej, nej, ... ". De har alle sammen den samme viden, og derfor udgør de Guds primære bevidsthed.

Det er denne primære bevidsthed, der er bag ved al styrelse af kulturskabelse, og også bag ved alle krige. I fjernsynet ser vi ministre og mange personer, der sidder og diskuterer og giver råd og vejledning osv. Men det bliver slet ikke til det, de tror, for der er en helt anden mening. Det er meget interessant at se, hvordan de bliver dirigeret fra et højere plan. De tror, de kan lave verden om til en fredsverden, men det kan de ikke, for der skal betales for alt dette her. Forsynet har sine veje. Det er jo kristusprincippet, der styrer verden.

Kristus startede kristendommen, som har den virkning i dag, at alle de humane materialister også er kristne. De har nemlig været kristne i deres tidligere liv, og at de så i de senere liv er faldet fra, skyldes jo kun, at terminologien ikke er fulgt med. Man kan ikke tro på noget, når forstanden vokser over det. Når tingene ikke er logiske, kan man ikke acceptere det, og derfor er der så mange, der bliver materialister. Men sådan må det jo være, for at de også derigennem kan få de særlige erfaringer, som er nødvendige for dem.

Kosmiske glimt er skam meget interessante, for gennem kosmiske glimt kan De allerede få store sandheder. De kan komme til at opleve udødelighed eller hele reinkarnationsprincippet. De kan komme til at opleve de åndelige sfærer igennem kosmiske glimt. Det tager ikke så lang tid, før menneskene kommer til at opleve kosmiske glimt. Det drejer sig om, at man kommer bort fra mørket og ind på den rigtige elektriske bølgelængde og at undgå at få kortslutninger. Det er menneskets ulykke, at de kortslutter de højere ting i sig selv, når de bliver vrede og hidsige osv. De højere elementer og højere energibølger kan ikke forenes med de lavere mordtanker, hævntanker, jalousi osv.

Nu må De ikke tro, at jeg er Kristus. Jeg er ikke Kristus, og jeg skal ikke dyrkes eller tilbedes. Det håber jeg ikke, at jeg bliver, for denne gang skal der ikke være nogen, der skal tilbedes. Denne gang skal menneskene selv være deres egen lærer. Nu får de jo al den viden, så de sammen med de mange erfaringer, de allerede har, vil være i stand til hurtigt at vokse frem imod den kosmiske tilstand.

Menneskene vil opdage, hvor dejligt det er at arbejde med disse ting. De vil mærke, hvordan det vibrerer i blodet. De vil opdage, hvordan de kan tænke rigtigt og kærligt, hvordan de kan danne tankerne rigtigt til, hvordan de skal tilgive den og den osv. Det kunne godt være, at de har nogle fjender, som de gerne ville være venner med, og som de gerne ville gå hen til og sige: "Skal vi ikke være venner?" – Så kan det godt være, at den anden siger: "Pas dig selv, jeg skal nok klare mig". – Men det skal man ikke være ked af, for denne person kan jo ikke forbyde en at tænke kærligt på vedkommende. Vi kan tænke lige så kærligt, som vi vil; uafhængigt af den anden kan vi tænke en voldsomt kærlig stråle. Så er vi ikke fjende med ham, men han kan godt være fjende med os i sin egen tanke. Vi kan gøre os fri af fjendskab ved at gøre os fri af fjendtlige tanker i vores bevidsthed.

Man kan bede alle vegne, og når man beder om hjælp til at tilgive og forbedre sin bevidsthed, om hjælp til at nå frem til at blive højere udviklet, så bliver man bønhørt. Men man bliver ikke bønhørt, når det drejer sig om at få hjælp til at myrde sin næste, til at hævne sig eller til at erobre en anden mands kone eller sådan noget. Nej, det får man ikke hjælp til. – Men når man lever sit liv rent og pænt, når man ønsker at blive ren, og man virkelig ønsker at blive en sol for sine omgivelser, så har man hele Guds velsignelse. Så varer det ikke længe, inden man kan føle, at man er ét med Gud. – Tak!