I universet findes der mange former for liv. Alle disse livsformer kan igen inddeles i seks særlige grundformer efter de særlige grundenergier, der bærer livsformen. Da der er seks grundenergier, er der ligeledes seks grundformer for liv. Der er således instinktliv, tyngdeliv, følelsesliv, intelligensliv, intuitionsliv og hukommelses- eller salighedsliv. Disse livsformer giver sig udslag i nogle for hver især egnede kroppe eller organismer. Instinktlivets organismer kalder vi planter, tyngdelivets organismer kalder vi dyr, og følelseslivets organismer kalder vi mennesker. Og hermed er vi nået frem til den højeste livsform, der kan opnås på det materielle eller fysiske tilværelsesplan. At blive til mennesket i Guds billede er det største mål og dermed den højeste livets mening med et hvilket som helst menneske, ganske ligegyldigt hvordan dette menneske så end måtte fremtræde i dag. Om det er røver, morder eller udgør en anden form for banditvæsen eller brutalitet, er ganske ligegyldigt. De vil alle engang komme til at opfylde livets mening og blive til et virkeligt menneske i Guds billede.

Al snak om "evig fortabelse" er den rene kulmination af overtro. En evig fortabelse kan kun eksistere i kraft af, at Forsynet eller Guddommen da måtte være et perverst væsen, ja, være selve kulminationen af sadisme. Vi har lært i den kirkelige kristne lærdom, at den store brede vej fører til den evige fortabelse, hvilket altså vil sige, at den store part af menneskene går til evig fortabelse. Og så er der altså kun en meget lille skare udvalgte, der bliver frelste. Når Guddommen ikke benytter den almagt, som man tillægger ham, på anden måde, end at den overvejende part af de mennesker, han skaber, går til en evig pine, til et helvede, de aldrig nogen sinde kan befries fra, og i kraft af hvilket denne fortabelse bliver totalt meningsløs, er denne Guddom til et evigt fordærv. Det var da langt bedre, at han ikke var til, for så ville ingen mennesker komme i denne evige pine. Og det måtte da absolut være bedre for et menneske aldrig at blive født eller blive til, når denne fødsel eller tilblivelse kun er en indgang til en evig tortur. At denne guddoms- og livsopfattelse må være hedensk, bliver efterhånden åbenbart for ethvert intellektuelt menneske.

En sådan uhyrlighed som dette giganthelvede forekommer ikke i nogen som helst af naturens andre store skabeprocesser. Her ender disse processer altid som en opfyldelse af en fuldkommen logisk plan, hvilket vil sige i opfyldelsen af et formål, der er til glæde og velsignelse for levende væsener. At denne hedenske helvedeslære ikke mere kan skabe kultur, men må degenerere og opløses, turde være en selvfølge. Hvad fortæller de mange tomme stole under kirkegudstjenesten? – Grunden til at så mange går den brede vej, altså går uden om kirken og dyrker logikken i stedet for troen, og kun så få accepterer helvedes- eller fortabelseslæren, turde vel også her være åbenlys. Mon der ikke skal en stærk tro på, at man naturligvis selv hører til den udvalgte lille skare af Guddommens favoritter, der er "frelste", for at kunne forkynde denne helvedes trussel over for alle andre mennesker? – Virkelig kærlige mennesker kan i al fald ikke forkynde en sådan dom over andre mennesker, en dom over for hvilken en virkelig og absolut dødsstraf måtte være en salighedsfornemmelse.

For at komme i kontakt med en højere livsopfattelse bliver vi således nødsaget til at forlade de overleverede, stagnerende hæmninger, som denne fortabelseslære vil være for alle de mennesker, der er begyndt at føle en højere og mere værdig livsfornemmelse, føle et større livslys begynde at dæmre i deres indre. Vi må da selv begynde at se på selve livet, som jo i sig selv er et langt højere udtryk for livets mening end alle de forskellige mere eller mindre med hedensk overtro isprængte overleverede religiøse dogmer, som på grund af dette iblandede hedenskab bliver mere og mere værdiløse som kulturfaktorer. Hvis vi ser på selve livet, ser vi her tydeligt for os, hvorledes dette liv vokser frem fra en meget spæd begyndelse i form af mineralmaterie, hvorfra det udvikler sig videre til vegetabilsk materie og herefter til animalsk materie, der er selve kulminationen af materie på det fysiske plan. Og det er denne materieforvandling, der viser os plantens udvikling til dyr og dyrets udvikling til menneske.

Ser vi på mennesket, ser vi let, hvorledes denne udvikling ikke er færdig. I mennesket findes der netop endnu mentale lag nedarvet fra dyret og mentale lag, som først senere er kommet til. Det er altså mentale lag, som man ikke finder hos dyret. Det er disse mentale lag, der har gjort mennesket så umådelig overlegent i forhold til dyret. Den højtudviklede intellektuelle evne, som åbenbares igennem de menneskelige manifestationer på så mange områder, har dyret enten slet ikke eller kun i et meget, meget lille elementært område. Det, der gør, at mennesket kan gøre sig naturens kræfter underdanige, er menneskelig mentalitet. Det er i kraft af dets væsen som menneske, at det kan bygge de store ingeniørarbejder, bygningsværker, kraftmaskiner osv. Det er i kraft af de samme menneskelige mentale lag, at jordmennesket skaber kunst og videnskab, litteratur og musik osv., ligesom det også er de menneskelige evner, der har sat væsenerne i stand til at skabe de frygteligste mordvåben og ødelæggelsesmidler. Men ønsket om at skabe disse geniale mordvåben eller dræbende midler er absolut ikke menneskelige. Disse ønsker kan aldrig nogen sinde frikendes fra at være andet end en forlængelse af dyrets selvopholdelsesdrift. Og det er denne forlængelse af den dyriske selvopholdelsesdrift, der efterhånden bliver menneskets værste fjende.

De nye mentale lag, der begynder at vokse frem i jordmennesket, og som er virkelig menneskelige bevidsthedstendenser, er beregnede på et helt andet livsniveau end det dyriske. De er alle beregnede på en tilværelsesform, hvor der ikke skal være nogen kamp for at eksistere. De er beregnede på en tilværelse imellem virkelige mennesker. Og det virkelige eller fuldkomne menneske er ikke i nogen som helst retning dræbende, men livgivende. I et virkeligt menneskerige behøver man ikke at have en automatisk selvopholdelsesdrift, der er beregnet på at mobilisere dræbende forsvars- eller angrebsenergier eller -kræfter. Her er der ikke mere nogen kamp for livet eller tilværelsen. Alle elsker alle, og derfor vil alle her tjene alle. Alle lever kun for at glæde deres næste, hvilket jo er den dyriske mentalitets absolutte modsætning. Her forekommer ikke voldsomme økonomiske krav eller forpligtigelser. Det rigtige menneskerige er en verden fri for vor tids penge og indviklede økonomiske systemer, der som et udspændt, usynligt edderkoppespind indfiltrer mange mennesker i både legemligt og åndeligt slaveri og dermed hæmmer al kultur og udvikling, ja, er som regel også den dybeste årsag til krige og erobringer og dyrkelsen af guldkalven.

Medens den dyriske side endnu udvikler selvopretholdelsestendenser, udvikler den menneskelige side i mennesket de rent menneskelige tendenser og underminerer de dyriske. Mange mennesker er så langt fremme i menneskelig udvikling og har i sig store menneskelige mentale lag, medens de dyriske mentale lag i tilsvarende grad er degenererede. Men i tilsvarende grad er disse mennesker derfor degenererede som blodige selvforsvarere. De bliver militærnægtere. De har ikke mere i sig vældige militaristiske tendenser; man kan se, at disse mennesker allerede som børn afskyr den ellers af mange børn yndede leg "røvere og soldater". De kan absolut heller ikke være tilskuere til tyrefægtninger og væddeløb eller anden form for autoriseret spillelidenskab og dyrplageri, ligesom boksekampe også for dem er afskyelige. Sådanne sadistiske mordforlystelser er ikke mere noget for dem. De vokser mere og mere i retning af hellere at tjene end at lade sig tjene. De vil, alt eftersom de er fremskredent udviklede i menneskelig mentalitet, hellere selv lide end at blive skyld i, at andre skal lide. Det er også i kraft heraf, at de bliver vegetarer.

Da alle mennesker mere eller mindre i sig har disse menneskelige mentale lag og også endnu i sig har visse rester af de dyriske tendenser, har de altså to naturer i sig: den dyriske og den menneskelige. Da disse to naturer bekæmper hinanden, er der således i mennesket en vis form for kamp eller krig, som ikke findes i det fuldkomne menneske, der ikke har flere rester i sig af dyrisk mentalitet. Denne kamp forekommer heller ikke i dyret, som endnu ikke i sig har menneskelige tendenser. Det ufærdige menneske har således i sig denne konflikt i sin mentale struktur. Det er denne konflikt, Paulus giver udtryk for der, hvor han siger: "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, det onde jeg ikke vil, det gør jeg". Denne konflikt er den absolut dybeste og første årsag til alle menneskelige genvordigheder og ulykkelige skæbner såvel som alle sygdomme.

Denne menneskets værende i konflikt eller krig med sig selv har to fronter. Der forekommer en ydre front og en indre front. De dyriske tendenser i andre mennesker skaber en vanskelig ydre front for mennesket. Den bevirker meget ofte, at mennesket får sine egne dyriske tendenser mobiliseret. Og det kan det ikke tåle. Derved sårer og lemlæster det sine menneskelige tendenser i sig. Det kan således blive såret eller lemlæstet indvendigt, akkurat som det kan blive såret og lemlæstet udvendigt. Medens mennesket meget let kan konstatere de udvendige læsioner, det være sig lemlæstelser på grund af krig og slagsmål eller læsioner på organismen på grund af ulykke, og derfor her er mere vant til at tage sig i agt og mere vant til at forebygge eller gardere sig, er det ikke nær så kendt med at forebygge eller vant til at kunne undgå de indre læsioner. Ligesom de ydre læsioner ikke blot rammer menneskets organisme et eller andet sted, men også rammer det samme menneskes mentalitet eller tankesfære, gør det nedtrykt og fortvivlet, skaber vrede, bitterhed, livslede og forfølgelsestendens imod den eller de, der tilsyneladende er skyld i væsenets ulykke, således kan indre læsioner også brede sig fra mentalitetens inderste lag til organismen og her skabe læsioner og lidelse. En masse sygdomme i den fysiske organisme skyldes således læsioner, der forvoldes af det samme væsens egen mentalitet eller tankesfære.

Således skaber en permanent hidsighedstendens en meget stærk forgiftning af blodet. Men stærk hidsighed afløses gerne af anger over den forløbelse imod et andet menneske, den som regel udløser. Denne voldsomme mentale skiftning er også i højeste grad læderende for mentaliteten og breder sig videre til organismen og skaber her forstyrrelse i dens funktioner. En sådan forstyrrelse betyder igen sygdom. Sygdom afføder ofte frygten for at miste arbejde eller livsstilling, der igen betyder lædering af mentaliteten. Denne lædering kalder vi depression, der igen kan føre til livslede og selvmord, som er kulminationen af vold på organismen. Denne vold på organismen betyder igen en kulmination af vold på mentaliteten. Efter sin død kan voldsomme sjælekvaler nu opstå for selvmorderen på det åndelige plan, hvor han vil være en hjælpeløs, syg stakkel, indtil han kan komme på bølgelængde med sin skytsengel og foreløbig blive befriet fra erindringerne om den tankesfære, han så hovedkulds og uforstående kastede sig ind i. Hvis han ikke begår selvmord, kan depressionen, frygten og sjælekvalerne skabe mavesår og ravage i de øvrige organer i organismen; kræftsvulster og lignende kan også opstå.

Man må altså frem for alt passe og pleje sine menneskelige tendenser og bekæmpe sine dyriske tendenser. Hvad er da de dyriske tendenser? – Det er alt, hvad der kommer ind under princippet at have stærk antipati eller vrede i sin mentalitet. Den må for enhver pris bekæmpes, ligegyldig hvad man så end kommer ud for. Vrede, had og bitterhed skaber indre læsioner, selv om man nok får en ydre tilfredsstillelse ved at få ram på den eller den. Så længe man har vreden og bitterheden i sig, må man jo leve i det element, som er beregnet for sådanne væsener. Fisken kan kun leve i vandet, ligesom vi kun kan leve over vandet. Hvis man ønsker at leve i et højere element end det dyriske, må man udvikle de evner, der betinger, at man kan leve i dette element. Vil mennesket blive et fuldkomment menneske i Guds billede, må det vænne sig af med de mentale tendenser, der hindrer det i at blive til det fuldkomne menneske. Og det kan det kun gøre ved kort og godt at have det ene store mål til opgave, nemlig dette at lære at "elske sin næste som sig selv" og dermed blive ét med Forsynet, Guddommen eller Faderen.