Hvert eneste normalt menneske har i sig en medfødt længsel efter lys, hvilket her vil sige en fuldkommen lykkelig skæbne. Denne længsel bliver det drivende element i væsenets hele gøren og laden. Den bestemmer dets forhold til alt og alle. Den bestemmer væsenets forhold til omgivelserne, den bestemmer dets økonomi, den bestemmer dets almene sympatier og antipatier. Hele væsenets grundkarakter bliver farvet og formet af denne dets længsel efter lys. Hvordan vi så end vender og drejer vort eget skæbnekort, vil det udvise, at hele vor færden fuldstændigt er bestemt af vor længsel efter lys. Alle har en forestilling om lys, hvilket her vil sige en bedre og mere lykkelig tilværelse, et liv i et eventyrets land. Alle drømmer om en fremtid langt fuldkomnere end den nutid, de lever i. Håber ikke alle mennesker verden over i dag på, at de krige og lidelsestilstande, som nu martrer verden og forhindrer en virkelig kulturskabelse, skal blive afløst af en langt bedre tilværelse, den såkaldte "varige fred"? – Ja, er det ikke således, at de alle absolut mener at kæmpe for denne fred? – Tror ikke kommunister såvel som demokrater, ja, tror ikke ethvert politisk parti såvel som ethvert religiøst parti netop hver for sig at være på den rigtige vej imod lyset? – Er ikke atombombens såvel som den primitive stenøkses brug baseret på forestillingen om at være i lysets tjeneste? –

Alle slags mennesker, alle nationer og racer, alle politiske og religiøse sammenslutninger i verden stormer fremad og udfolder en kolossal energi i troen på, at de dermed skaber den fuldkomne verdensfred, den fuldkomne lykkelige tilværelse. Og hvad er det så, der sker? – Er man kommet nærmere den fuldkomne lykkelige tilværelse? – Er håbene gået i opfyldelse? – Kan menneskene nu ånde lettet op og føle sig trygge og lykkelige? – Er nøden, armoden, sygdommene, hadet og fjendskabet ved at forsvinde? – Nej og atter nej. Menneskeheden har aldrig nogen sinde i dens historie været så langt inde i mørket og dermed tilsvarende borte fra lyset, som den netop er nu. Selv planter og dyr er meget mere i lysets sfærer end det jordiske menneske. Det holder på at udfolde de dyriske principper helt indtil kulmination. Det jordiske menneske er det mest myrdende og dræbende væsen på jorden. Dyrene myrder og dræber kun, fordi det er det eneste middel, hvormed de kan beskytte sig selv og deres afkom. Og da de for nogles vedkommende af naturen er skabt til kun at kunne leve af andre dyrs organismer, er også disse dyr dræbende på dette område, men her er det en livsbetingelse. Det er det ikke hos mennesket, aspiranten til at repræsentere Guddommens billede. Dette væsen behøver ikke at dræbe ét eneste animalsk væsen for at leve. Men det dræber her alligevel. Altså myrder og dræber og berøver andre levende væsener deres adgang til livets oplevelse, blot for at tilfredsstille sin egen behagelighed, en behagelighed, der altså er blevet en last.

Men det myrder og dræber ikke blot for at kunne svælge i andre væseners organismer, kød og blod, de myrder og dræber også for at kunne erobre så ringe ting som døde metalklumper, guld, sølv, penge etc. For at kunne besidde sådanne døde og livløse foreteelser, døde materier, dræber det hensynsløst levende væsener, deres egne kosmiske brødre, saboterer selve livet. Er dette ikke kains-mentalitet i renkultur? – Af naturen er det ikke en livsbetingelse at eje guld, sølv, penge eller andre døde materier. Ja, menneskene kan overhovedet ikke af naturen eje disse foreteelser som ren privatejendom. Når de ikke desto mindre forestiller sig, at disse nævnte ting er en livsbetingelse, og at de kan eje disse og derved monopolisere dem, er det kun en illusion, en overtro eller vildfarelse. Og hermed er væsenerne således blevet kosmisk eller åndeligt afsporet. De er ikke mere direkte på vejen til lyset. De har grundet på denne vildfarelse været på vejen til mørket igennem hundredtusindårige epoker.

Nævnte overtro, forestillingen om at have ret til at tilegne sig og besidde døde materier på grundlag af undertrykkelse og myrderi af medvæsener, er det samme som Bibelens "syndefald". At lade sig myrde hellere end at give slip på døde materier eller at myrde for at erobre de samme livløse foreteelser er en sabotage af den lige og jævne vej til lyset og dermed til den fuldkomne lykke eller virkelige kosmiske livsoplevelsesevne. Ingen besiddelse eller monopolisering af døde materier kan opveje eller retfærdiggøre menneskets sabotage på det levende liv. Det væsen, der som røver og voldsmand overfalder og myrder eller lemlæster et fredeligt menneske blot for at tilegne sig hans guldur, tegnebog eller anden livløs værdigenstand og kan glæde sig over denne besiddelse, ville få et chok af rædsel, hvis han blot et eneste lille sekund fik kosmisk klarsyn og dermed blev i stand til at se, hvilken forfærdelig sabotage han med denne sin udåd har bevirket på sin fremtid eller kommende skæbne. Han vil da se, hvorledes han med sin begærlighed og mangel på næstekærlighed, der er det samme som mangel på kærligheden til Forsynet eller Guddommen, har blottet sit eget legeme, sin egen livsoplevelse for enhver beskyttelse på mørke veje og i farefulde situationer, krigsskuepladser og slagmarker. Men nu er det skjult for hans øjne. Banditten eller røveren, voldsmanden og morderen er endnu så besjælet af det egoistiske eller dyriske princip, at ord, formaninger og oplysninger er en verden, i hvilken han endnu mere eller mindre er uden sanser, er et blindt og døvstumt væsen. Og man kommer her Jesu ord i hu, "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".

Forbryderens eller morderens omvendelse eller tilbageføring fra hans afsporing fra vejen til lyset lader sig ikke gøre med ord eller formaninger, før han i tilstrækkelig grad har gennemlevet virkningerne af den af ham selv på sin næstes livsoplevelse startede sabotage af sin egen skæbne. Der hvor han selv ligger blodig og forslået, der hvor hans egen dræbende eller lemlæstende fysiske kraft og styrke har ødelagt hans egen livsoplevelse, og hvor han føler sig magtesløs, der er han blevet lydhør for belæring, vejledning og intellektuel hjælp. Hvis livet ikke var så guddommeligt indrettet, hvordan skulle morderen eller voldsmanden, hvordan skulle den egoistiske og hensynsløse begærlige eller gnier, ågerkarl og undertrykker af andre menneskers skæbne så kunne opdage sin egen primitivitet, sin egen overtroiske og vildfarne situation? – Nej, livet skal nok lære ham hans fejltagelser. Livet er ikke noget, man laver efter ethvert forgodtbefindende. Det er en kosmisk kemisk proces. Hvis man opfylder de herfor gældende kosmisk kemiske love, får man det fuldkomne resultat, det fuldkomne liv, den varige fred, lykke og glæde i sit sind og den hermed åbnede adgang for kosmisk klarsyn. Men så længe man turer rundt og elsker det livløse højere end det levende, dyrker man jo døden i stedet for livet. Og der hvor døden dyrkes i stedet for livet, må denne livsform jo blomstre, og livet må visne. At komme til at dyrke livet i stedet for døden er altså målet, er vejen til freden og opstandelsen fra dyrerigets mørke dødssfære, primitivitet og kosmiske bevidstløshed.

Nu vil man måske tænke om sig selv, at man da ikke hører hverken til voldsmænd eller banditter, man er ikke forbryderisk anlagt. Man betaler enhver sit, har en god position i samfundet, er anerkendt som en god og hæderlig borger, så man kan da ikke rammes af de samme virkninger som banditten, forbryderen eller voldsmanden. Men er det nu også så bombesikkert, at man med denne sin forestillede gode position slet ikke kan tænkes at være afsporet fra vejen til lyset, men er et hundrede procents fredsmenneske? – Se, her er det, at det meget, meget svære gør sig gældende for ethvert menneske. At være en ærlig, hvilket vil sige en absolut upartisk dommer over for sig selv, er den største og vanskeligste evne for sandhedssøgeren at tilegne sig. Kærligheden eller partiskheden for sig selv er den absolut sværeste faktor for enhver sandhedssøger at få overvundet. Afsporingen af vejen mod lyset er jo ikke blot det at være voldsmand, morder og lemlæster, røver og bandit i almindelig forstand. Disse principper har også finere nuancer, inden for hvilke de i flokkens eller samfundets erkendelse ikke opfattes som amoralske og deres ophav som banditter. Der finder både autoriseret røveri, overfald og voldshandlinger sted, ja endog mord. Ja, hvad er den såkaldte ærens mark? – Er den ikke udtryk for mennesker, der har betjent sig af og befordret mordprincippet indtil en sådan grad, at de selv er blevet offer for det samme princip? – Siger ikke enhver nation, både den angribende og den forsvarende, om dens faldne soldater, at de er døde på ærens mark? – I virkeligheden vil alle, der anvender mordprincippet og falder i denne kamp, dø på skammens eller nedværdigelsens mark. Så kan man naturligvis komme med den sædvanlige parole eller historie med, hvis nogen kommer og overfalder ens kone eller børn, skal man så stå stille og se til på grundlag af Kristi sætninger, thi "de vide ikke, hvad de gøre"? – Hertil er der det at sige, at alt det kun kan være ren fantasi. Kosmisk klarsyn viser, at den, der er færdig med at bruge våben, den, der er færdig med at forsvare eller beskytte sig imod vold med vold, aldrig nogen sinde kommer ud for situationer, hvor det vil være nødvendigt at beskytte sig ved voldshandling. Vi er alle beskyttet i forhold til den beskyttelse, vi giver andre ved vort væsens renhed eller immunitet over for livsødelæggende handlinger.