Med usvigelig sikkerhed passerer vi hvert eneste år et vintersolhverv og et sommersolhverv, der igen henholdsvis på vore breddegrader betyder en kulmination af vinter og en kulmination af sommer. Vinteren er en mørkets epoke, medens sommeren er en lysets epoke. Imellem disse to epoker er der en forårs- og en efterårsepoke. I forårsepoken er der en kamp imellem den tiltagende sommer og den døende vinter. I efterårsepoken er der en kamp imellem den tiltagende vinter og den døende sommer. Efteråret er således livets dødskamp, medens foråret er livets fødselskamp. Vinteren er således dødens domæne, medens sommeren er livets domæne. Hvert eneste år er således et kredsløb, hvor lyset og mørket og dets mellemstadier hver især kommer til kulmination eller udløsning.

Vi har derfor inden for året en glimrende åbenbaring af selve livets hovedstruktur. Denne struktur er altså en gentagelse af det samme kredsløb, inden for hvilket de fire årstider bliver manifesteret. Disse kredsløb går igen i mindre og mindre formater i mikrokosmos og i større og større formater i makrokosmos. Er ikke døgnet akkurat det samme? Her har vi nat og dag, der igen henholdsvis hver især er en mørke- og en lysepoke, ligesom vi her har morgen og aften, der henholdsvis udgør forårs- og efterårsepoken. Vort jordliv er også et sådant kredsløb. Her har vi barndom og manddom, der henholdsvis er vinter- og sommerepoken, medens ungdommen og alderdommen henholdsvis er forårs- og efterårsepoken.

Dette sidste kredsløb, jordlivskredsløbet, er det største af de kredsløb, vi totalt kan overskue med vore fysiske sanser. Derfor er der kommet til at eksistere den overtro, at vort liv ophører med denne kredsløbsafslutning, altså der, hvor vor ånd adskilles fra sit fysiske legeme. Og vi kalder derfor den proces for døden. Her fortæller Gud os noget meget interessant ved at vise os, at i alle de kredsløb, vi er i stand til at overskue totalt, forekommer der ikke i ét eneste tilfælde den situation, at et kredsløb ikke gentager sig. Vi ser her, at hvert eneste kredsløb er et led i en kæde af kredsløb. Vi bliver derfor nødsaget til at måtte ræsonnere således, at når der ikke i et eneste tilfælde af de kredsløb, vi kan overskue, eksisterer ét, der ikke gentager sig, hvorfor skulle det så være anderledes i de kredsløb, der er så store, at vi ikke kan overskue dem? – Vi har ikke i noget som helst tilfælde nogen som helst logisk begrundelse for at sige, at kredsløb ikke er en gentagelse af et tidligere kredsløb og således ikke er et led i en kæde af kredsløb.

Vi bliver derfor nødsaget til at måtte erkende, at vort jordliv er et sådant kredsløb og derfor ligeledes i virkeligheden udgør et led i en kæde af lignende kredsløb, vi har oplevet. Men ligesom vort jordliv indeholder mindre kredsløb, vi kalder årskredsløb, og årskredsløbet indeholder døgnkredsløb, således bliver vi også nødsaget til at antage, at vort jordliv må være et mindre kredsløb i et større kredsløb. Selv om vi ikke kan se disse større kredsløb, må der dog være nogle symptomer på, at sådanne eksisterer. Men kredsløbenes symptomer er jo årstiderne. Menneskenes tilværelse må altså udtrykke en årstid i dette større kredsløb. Da den største energiudfoldelse i menneskenes nuværende livsepoke er det dræbende princip, altså vinterens princip, vil det altså sige, at de lever i et stort kosmisk kredsløbs vinterzone eller dødsdomæne.

Men i enhver dødszone eksisterer livet i en latent form, således at det atter kan udfolde sig til en ny kulmination. Vi ser her på vore breddegraders nattehimmel måne og stjerner, hvilket vil sige lysmanifestationer. Vi har endog inden for vore breddegrader i en tid lejlighed til at opleve lyset så stærkt i natten, at vi kalder disse nætter for de "lyse nætter". Disse lysmanifestationer vidner for os om, at selv om det er nat, så er lyset dog ikke ophørt. Det eksisterer stadigvæk og forjætter en ny morgen, en ny dag. Dette lysskær fra de nordlige egnes midnatssol er "døgnkredsløbets juleevangelium". Det fortæller, at solen eller livskilden stadig eksisterer og atter vil skabe en ny morgen, en ny dag for os.

Når sommertiden og efteråret er gået, og vi er kommet ind i vinterens kolde dage og nætter med mørke, kulde og slud, da virker erindringerne om den kommende lyse sommer med sol og varme, med planter, dyr og mennesker i fuld livsudstråling, som et vældigt oplivende moment. Alle disse sommerens lyse erindringer er årskredsløbets mentale midnatssolskin. De forjætter en ny kommende sommerepoke og er således årskredsløbets mentale "juleevangelium".

Det næste kosmiske kredsløb er jordlivskredsløbet. Det har også sine årstider, sin vinter og sommer. Barnestadiet er vinterens stadium. Her er livsvirksomheden latent. Men denne vinterepoke har også sit juleevangelium, sine lysenergier, der minder om en kommende sommertilstand: "manddommen". En tilstand, hvor væsenet står i sin fulde og suveræne fysiske udfoldelse. Er ikke hele skolegangen, al opdragelse og undervisning lysenergier tilsigtende at skabe en lys og lykkelig manddom for væsenet? – Altså hele skoleundervisningen og opdragelsen er "jordlivskredsløbets juleevangelium".

Men vi kan altså se et endnu større kredsløb. Det er det store kosmiske spiralkredsløb. I dette kredsløb er vore jordliv kun at udtrykke som dage og nætter. Da menneskehedens største energiudfoldelse er baseret på at skabe mordvåben og dermed mangfoldiggøre det dræbende princip, er vi jo her i dette kredsløbs vinterzone. Og her eksisterer også lysenergier, der vidner om en kommende sommer. Disse lysenergier koncentrerer sig i det princip, vi kalder verdensgenløsningen. I kraft af dette princip fødes de væsener, der udtrykkes som messiasser eller verdensgenløsere. Disse væseners væremåde er midnatssolskin, er lysenergier i det kosmiske kredsløbs vinterzone. Ud fra dem stråler visdom og kærlighed eller intellektualiseret humanitet eller total næstekærlighed.

Det er denne kærlighed, der udstråler det kristne juleevangelium og med umådelig kraft gør solhvervstiden til en strålende højtid med en forøget tendens til at glæde andre med gaver og hilsener, med fred og glæde. Er ikke det primære i juleevangeliet historien om et barn, der er født i Betlehem, og som skal blive hele verdens frelse? – Dette er ikke blot en fysisk begivenhed; barnet er kristusbevidstheden, den begyndende tilblivelse af kosmisk bevidsthed i mennesket. Uden dette barns fødsel i menneskets egen mentalitet og væremåde vil intet menneske kunne blive frelst. Uden kristusbevidstheden vil intet menneske kunne komme ud af den kosmiske vinterepoke eller det dræbende princips zone. Dette barn fødtes i en stald og blev lagt i en krybbe. Det fødtes i ringe kår. Betlehem er udtryk for de ringe kår, som menneskene kun har at give det i dem fødte kristusbarn. Men efterhånden skal de ved dette barn sejre over alt mørke, så de hverken frygter mental eller legemlig korsfæstelse, men sejrrigt op over mørket, op over alle grave med en moden røst, der vibrerer igennem hele universet, kan udbryde: Jeg er opstandelsen og livet – jeg og Faderen, vi er ét. Det er disse toner fra himlen, der nu om få dage giver julen englelyd. Det er disse evige ord, der nu får juleklokkerne til at ringe og menneskene til at sende kærlige hilsener og gaver til nær og fjern. Og således er juleevangeliet den evige midnatssol i nattens mørke og den evige sommersols lysskær bag enhver mental vinters dræbende isregioner. Og således er julebudskabet fred på jorden og velbehagelighed iblandt alle mennesker.