Vi lever i en epoke, hvor alt er ufærdigt. Menneskene er ufærdige og har derfor en ufærdig væremåde. Deres samfundsorganisation eller politik er ufærdig, deres religiøse indstilling er ufærdig. Deres bedømmelse af næsten og alle de øvrige medvæsener er ufærdig, deres bedømmelse af naturen er ufærdig. Hvordan skal disse væseners levevis og væremåde kunne være fuldkommen? –

Hvad forstår man da ved det færdige og ved det ufærdige? – Ved det færdige i livet og tilværelsen eller i naturen forstår man alt det, som hundrede procent er til glæde og velsignelse for de levende væsener, medens man kender det ufærdige i naturen på, at det er til ødelæggelse og nedbrydelse eller forbandelse for de levende væsener. Vi behøver jo blot at se på den modne, spiselige frugt. Er den ikke meget velsmagende og sund, når den er færdig, hvilket vil sige er fuldmoden? – Og er den ikke forfærdelig ubehagelig og bitter i smagen, før den er færdig? – Frugten har altså et surt og bittert stadium, før det færdige eller modne stadium. På samme måde er alle foreteelser her i livet underkastet nøjagtigt det samme princip. I deres ufærdige stadium er det surt og ubehageligt for de levende væsener, medens tingene i deres færdige tilstand er meget til nytte og behag for det levende væsen.

Med hensyn til menneskene er disse også under en forvandlingsproces. De befinder sig under en skabelsesproces, vi kan kalde: Guds modellering af mennesket i sit billede. Vi har jo lært, at Gud skabte Adam af ler. Dette "ler" er alle de forud for mennesket eksisterende bevidsthedsformer såsom planternes og dyrenes. Ud af dyrets mentalitet skaber Gud menneskets mentalitet. Dyrets mentalitet er altså det sande ler, det sande materiale, af hvilket Gud modellerer det fuldkomne menneske. I denne skabelsesproces er Gud allerede nået frem til at have dannet mennesket i det grove, hvilket altså her vil sige at have skabt "menneskekroppen". Noget af det fysiske ler har Gud allerede omformet til en menneskekrop. Men for en masse væseners vedkommende er der endnu næsten kun skabt kroppen. Bevidstheden er endnu i overvejende grad dyrisk. Sådanne væsener vil derfor i virkeligheden være at betragte som dyr i menneskekroppe.

Hele verden over finder vi masser og atter masser af mennesker, der er dyr i menneskekroppe. Og jo mere væsenet repræsenterer et dyr i menneskekrop, desto mere ufærdigt er væsenet. Desto mere repræsenterer det det sure stadium før det modne. Medens det modne stadium altid er til glæde og velsignelse for de levende væsener, er det sure jo bittert og uegnet til at være til glæde og velsignelse for de levende væsener. Således er det ufærdige eller meget dyriske menneske også uegnet til at være til glæde og velsignelse for de levende væsener i sine omgivelser. Et sådant menneske vil derimod i allerhøjeste grad leve på andres bekostning. Det ønsker rigtignok ikke at tjene andre. Det lever ligesom dyret kun i sin egen selvopholdelsesdrift. Det er dette væsen, der betjener sig af magt i stedet for ret. Det bliver et dræbende væsen i form af gangster-, røver- og banditvæsen, i form af bagtalelse, ja, det er i det hele taget meget giftigt og skæbnenedbrydende for sine medvæsener. Dette væsen er i allerhøjeste grad et dyr i menneskekrop. Det er et sådant væsen, der også indlader sig i vældige skænderier og blodige slagsmål. Auraen for sådanne væsener er ikke altid helt let at skelne fra dyrenes aura. Auraen fra et rasende menneske er akkurat ligesom auraen fra et rasende dyr. Og i denne situation er det kun den menneskelige krop, der markerer, at det ikke er et dyr, vi har for os.