M1408: Livets vej

M1408

Livets vej

af Martinus

1. Hvad er livet?

Mange mennesker tror at kende livet, men er endnu i virkeligheden ufødte sjæle på dette store spørgsmåls område. Hvad er da livet? – Livet er en vej, jeget må vandre, for at det kan være identisk med kontrasten til "døden". Døden er jo absolut stilhed. Og hvis jeget ikke netop vandrede ad den omtalte vej, ville der kun eksistere en absolut stilhed. Men idet jeget foretager denne vandring, opstår der det, vi kalder "bevægelse". Denne "bevægelse" har sin rod i et evigt princip, vi kender som "livssubstans nr. 1" eller "urbegæret". Dette begær er det samme som en mental tilknytning eller sammensvejsning med materien. Da nævnte begær er et evigt princip, kan det aldrig i al evighed ophøre. Når jeget er tilstrækkeligt tilknyttet en særlig bestemt art materie, er det ganske vist "mættet" af denne materie, men denne mættelse afstedkommer et voksende begær efter nævnte materies kontrast eller modsætning. Det er dette begær, vi kalder "sult" eller "hunger". Takket være dette begærs uudslukkelighed kan jeget således aldrig nogen sinde komme i den situation ikke at være tilknyttet en eller anden materie, hvilket igen vil sige: være tilknyttet "bevægelse". Og da jegets tilknytning til materien eller bevægelsen er det samme som "livet", kan det således aldrig nogen sinde komme til at eksistere uden i form af "et levende væsen". "Livets vej" er således det samme som jegets jongleren med "bevægelsen" eller "materien". Men da "materien" heller ikke kan eksistere uden at være tilknyttet jeget, vil al "materie" og dermed al "bevægelse" i tilværelsen således være det samme som manifestationerne af jegernes liv. Jeget skaber altså sit eget liv ved at tilknytte sig andre jegers liv. "Livets vej" er således en vej hen over medvæsenernes liv.

2. Kredsløbet

Jeget kan således kun opleve livet ved at jonglere med andre væseners liv. Der opstår da to store faktorer i livsoplevelsen, der gør livet til en vej igennem tilsvarende to store zoner. Jegets vandring hen over medvæsenernes liv kan nemlig betyde disharmoni og smerte såvel for det selv som for de pågældende medvæsener. Og det kan betyde harmoni og velvære såvel for medvæsenerne som for jeget selv. Det er disse zoner eller sfærer, vi kender fra den religiøse terminologi henholdsvis som "mørket" og "lyset". Begge zonerne er et resultat af urbegæret. I det første tilfælde er det et glubende begær efter at skabe velvære for sig selv, ganske uden hensyn til de medvæseners liv, af hvilket det skal skabe sit eget liv. I det andet tilfælde er det et lige så fremtrædende begær efter at skabe harmoni og velvære for alt andet liv, ganske uafhængigt af hvorledes det går det selv.

Når mættelsen af det ene af disse to begær har kulmineret, afføder den begæret efter mættelsen af det andet, hvis mættelse ligeledes afføder begæret efter mættelsen af det første begær igen og således fortsættende. Og væsenet vandring hen ad "livets vej" bliver således et kredsløb. Livets vej er således en evig vandring fra mørke til lys og fra lys til mørke. Og vi bliver derfor også vidne til dette kredsløb overalt. Da al materie jo er jegers liv og kun eksisterer i kraft af sin tilknytning til jegerne, må dette kredsløb være synligt i alt og over alt, ikke alene i de livsformer, vi allerede kan sanse som "levende væsener", men også i de livsformer, vi endnu betragter som "døde materier".

Hvis vi f.eks. betragter den materieart, vi udtrykker som "vand", er det ikke vanskeligt at se livets kredsløb. Vandet har jo i sig selv ingen farve og kommer derved til at symbolisere jeget, der i sin egen natur også er ganske uden farve, hvilket vil sige: er uden analyse. Vandets særlige karakter og farve bestemmes udelukkende ved dets berøring med andre materier. Jegets fremtræden som "levende væsen" af den eller den karakter eller art bestemmes ligeledes af de livsformer, det bygger sit liv op af. Vandet kan være en strålende ren og krystalklar dugdråbe, der funkler solens lys ligeligt ud til alt og alle. Og vandet kan også være en slamfyldt mudderpøl, hvis foreløbige hjemsted er kloakken. Men kloakken kan ikke holde på vandet. Det uovervindelige kredsløbsprincip fører det videre over i jordens forskellige lag, hvorfra det igen, filtreret som klart kildevand, kommer frem i bække, åer og floder og bliver af solens varme og lys gjort luftformigt og stiger således åndeliggjort op over de lavere eller tungere materier og gør jordens aura til en lysende blå himmel, der i farveskønhed varierer lige fra de mørke torden- eller uvejrsskyer til strålende scenerier i guld og purpur, opal og safir og dermed gør himlen til det højeste symbol for enhver åbenbaring eller lader os ane et genskin af Guds egen verden eller højeste sfære.

3. Jordmennesket og kredsløbet

Ligesom med vandet således også med ethvert levende væsen. Det jordiske menneske er ingen undtagelse. Dets vandring hen ad livets vej er enten en kurs nedad imod kloakken, hvor det vil indeholde alle kimene til pest og sygdom for sine omgivelser, eller en kurs opad imod himlen, hvor det skal symbolisere eller udtrykke åbenbaringen af Guds væsen, være Guds billede efter hans lignelse, gøre livet til en fornemmelse af skønhed, glæde og salighed for alt og alle.

Det store problem bliver så i dag for Dem alle dette at få konstateret, hvor i dette kredsløb De befinder Dem. Er De på vej nedad imod kloakken, befordrende sygdomme og uhumskheder, sorg og kvaler for Deres omgivelser, eller er De på vej opad imod lyset for med Deres kærlighed at dekorere eller skabe en kosmisk himmel over Deres medvæsener, så Guds væsen i forgyldte scenerier kan oplive, varme og kærtegne hele deres liv og færden. Der findes ikke nogen vej uden om her. Vi har her kortlagt livets vej, og den er ens for alle levende væsener.

Ved De ikke, hvor De befinder dem, kan De heller ikke vide, hvorhen De skal styre for at opdage Deres position. Men De er ikke uden hjælpemidler i denne Deres situation. Forsynet har udstyret Dem med et glimrende rat og et glimrende kompas. Rattet er Deres vilje. Men det nytter ikke, at De ved hjælp af dette rat glimrende kan bevæge Dem, hvorhen De vil, når De ikke ved, hvor De skal bevæge Dem for at opnå den position eller det mål for Deres rejse, der retmæssigt er opfyldelsen af Deres dybeste attrå. Oceanet, De sejler på, eller livets vej er altså medvæsenernes liv og tilværelse. Deres indstilling til disse medvæsener er kompasset. Hvis hele Deres sjæl er opfyldt af at leve livet til fordel for Dem selv, uafhængigt af hvad dette liv koster Deres medvæsener af savn, sorg og lidelser, da har De retningen nedad imod kloakken. Hvis Deres sjæl er fuldstændig opflammet af begæret efter at glæde og fryde andre væsener eller rettere mere koncentreret udtrykt: Hvis Deres sindelag er af en sådan natur, at De udtrykker tendensen til at vende den højre kind til, når De bliver slået på den venstre, da er Deres retning opad imod lyset. Da er De på vej til at forgylde væsenernes mentale himmel med Guddommens stråleglorie.

Manuskriptet afsluttes med disse håndskrevne ord:

Den anden side er kærligheden.

Mennesket må vokse frem til at danne en kosmisk himmel.

Freden kan kun skabes af os selv – freden udenom får vi ingen del i, før vi har den inde i os selv.

Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript til et foredrag afholdt af Martinus på Martinus Institut, den 21. november 1943. Stykoverskrifter af Martinus. Renskrift af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet 27-04-2007. Første gang bragt i Kosmos nr. 9, 2007. Artikel-id: M1408. Martinus har skrevet en artikel med samme titel til småbog 22 (M1410).

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.