I alt, hvad vi overhovedet kan komme i berøring med, bliver vi vidne til "bevægelse". Og man skulle da tro, at alle mennesker forlængst var blevet fortrolige med, hvad bevægelse var. Er de da ikke det? – Nej, det være sig langt fra. Over for begrebet "bevægelse" lever en overordentlig stor mængde mennesker i "overtro". Og det meget ejendommelige er, at ofrene for eller tilhængerne af denne overtro er de såkaldte "intellektuelle". Vi finder således i dag meget fremtrædende materialistiske videnskabsmænd, professorer og doktorer eller andre fremragende akademikere, der endnu slet ikke kan fatte "bevægelsens" sande analyse, men tror, at den kun er udtryk for blinde kræfters tilfældige reaktioner. Disse mennesker er blevet videnskabsmænd og har fået titlen "intellektuelle" – ikke i kraft af, at de har fundet ud af "bevægelsens" sande eller højeste analyse, men derimod i kraft af, at de er blevet i stand til at analysere bevægelsens reaktioner ud i særlige facitter. Disse facitter udtrykker udelukkende analyser af højst forskellige bevægelsesarter lige fra lysets hastighed, radiobølger og Jordens fart i verdensrummet og helt ned til de små reaktioner eller bevægelser, vi kalder "vitaminer". En "videnskabsmand" eller et "intellektuelt" menneske er altså et væsen, der sidder inde med en fremragende serie af disse facitter. Og han kan ved hjælp af disse facitter skabe nye bevægelsesarter ved at lade de kendte bevægelsesarter komme i berøring med hverandre. Inden for et vist område hedder denne proces "kemi", og her hedder bevægelsesarterne "stof".

Men bevægelsesarternes reaktioner strækker sig jo langt videre end til det område, vi almindeligvis kalder "kemi". Hele vor oplevelse af livet er udelukkende baseret på kemiens princip, hvilket igen vil sige "stofreaktioner". Alt er stofreaktioner. Når vi i det hele taget kan sanse, kan se, lugte, smage, høre og føle, sker det udelukkende i kraft af, at de særlige stoffer eller bevægelsesarter, vor organisme består af, kommer i berøring med andre særlige stoffer eller bevægelsesarter. Det er reaktionerne af denne stoffernes berøring med hverandre, der ligger til grund for eller udgør vor oplevelse af livet. Når det blæser, regner, sner, eller solen skinner, det er dag eller nat, det er vinter eller sommer, det er morgen- eller aftenrøde, er det altsammen kun udtryk for reaktioner mellem vor organismes bevægelsesarters berøring med naturens bevægelsesarter. Da de hver især repræsenterer forskellige bevægelsesarter, udøver de modstand på hverandre. Denne modstand bliver altså vort sanseindtryk.

Hvad er et "sanseindtryk"? – Et "sanseindtryk" er jo en oplevelse, en oplevelse er igen det samme som en "tanke". Alle vore tanker er således et resultat af vor bevægelsesarts møde med naturens bevægelsesart. Men når der af dette møde opstår tanke i vor bevidsthed, er vi på en måde genstand for en fra naturen imod os rettet tankeoverføring. Men da tankeoverføring igen er det samme som en viljeføring, åbenbarer naturen altså en mod os rettet viljeføring. Og da vi efterhånden kan følge denne viljeføring og konstatere, at dens resultat er den allerhøjeste eller fuldkomneste logiske skabelse, der igen er det samme som alkærlighed, vil det altså sige, at naturen i virkeligheden repræsenterer en bevidsthedsfunktion, der er endnu større end vor egen, idet den jo er vor underviser og læremester.

Det er altså et levende viljeførende "noget" bag naturens kræfter, der udtrykker sin tanke og hensigt igennem naturens bevægelser. Man skal altså kunne komme til dette "nogets" tanker, dets mening og hensigt, igennem naturens kræfter. Men for at komme til denne mening eller få overført nævnte "nogets" tanker til sin egen bevidsthed må man jo være indstillet på denne mening. Hvis man slet ikke tror, der eksisterer en sådan mening, lytter man jo ikke til den, men overdøver denne livets stemme med larmen fra sin egen private interesseudfoldelse, selvopholdelsesdrift og rivaliseren med medvæsenerne om livsgoderne. Og så længe denne kamp i væsentlig grad står på, skal man ikke vente at forstå den "livets stemme", der åbenbares igennem alle naturens bevægelser eller energiudløsninger. Da vil man i denne største energiudløsning kun se naturkatastrofer, cykloner, vulkaner, jordskælv. Man vil påberåbe sig disse kræfter som et tilfældighedens spil og søger værn imod dem ved at udforske eller konstatere mål og vægtfacitter.

De materialistiske væsener ligger under for den store overtro, at livet ikke har en højere mening, tanke eller viden end den at kende mål og vægt, hastigheder og volumen. Tror man, hastigheden kun er til for hastighedens skyld? – Tror man, det samme er tilfældet med vægt og volumen? – Regnen er ikke til for regnens skyld, ligesom stormen heller ikke er til blot for dens egen skyld. Nej, alle naturens bevægelsesarter er ikke blot til for deres mål og vægts skyld, deres hastigheder og volumen, men i kraft af at de netop har deres specielle mål- og vægt, deres hastighed og volumen etc., kan de anvendes i et stort kontrastsystem, ved hvilket et "noget" (Guddommen) bag naturen kan tale, kan udtrykke sin hensigt eller mening og dermed levende meddele sig til de levende væsener, alt eftersom de vokser frem til at kunne forstå sproget eller denne tale. Hvis der ikke var forskel i bevægelser, hvis ikke der var forskellige hastigheder eller forskellig mål og vægt og dermed forskellige farver og lys, ville al manifestation jo være umulig.

At studere naturens mål og vægtfacitter, hastigheder og volumen etc. er i virkeligheden kun det samme som at studere bogstaver uden at ane, at disse er redskaber, ved hvilke man kan udtrykke et sprog, udtrykke ord og tanker. Lige så lidt som man kan forstå et sprog blot ved at kende mål og vægt på dets bogstaver eller alfabet, lige så håbløs fjern er man også fra at forstå naturens sprog eller selve Guds stemme ved blot at kende mål og vægt på de bogstaver, Guddommens sprog bliver affattet på.