Vi har alle sammen den lykke at udgøre "et levende væsen". Det er muligt, at vi ikke alle sammen føler det som en lykke at være det. Ja, der er jo mennesker, der ligefrem føler livet som en "ulykke", som en permanent lidelsestilstand over for hvilken tilintetgørelse eller den totale udslettelse af deres liv måtte betyde en "lykke". Men dette forhindrer jo ikke, at der er andre mennesker, ja det overordentligt store flertal, der er meget glade for livet, ja, nærer en sand rædsel for at miste det. Det er således kun et ganske lille mindretal af menneskene, der virkeligt ønsker at miste livet. Men når det således i virkeligheden er almengældende, at ethvert væsen nærer rædsel for at miste livet, bliver det her synligt, at væsenernes oprindelige natur er at være "glad ved livet", at elske livet, være glad ved at leve, ja så glad at man ligefrem må have afløb for sin glædesenergi. Det er blandt andet dette afløb, der finder sted i form af dyrenes leg, fuglenes sang, menneskenes smil og latter, som modsætning til den ulykkelige tilværelses eller livsledens energioverskud, der giver sig udslag igennem gråd og tårer og i værste tilfælde selvmord.

Dette at være et "levende væsen" betinger således ikke en absolut garanti for direkte urokkelig glæde og lykke. Det kan altså også betyde ulykke, lidelse og smerte. Det vil med andre ord sige, at dette at opleve livet indebærer i sig selv en endog temmelig stor risiko. Livet har to store muligheder. Man kan blive ulykkelig såvel som lykkelig. Livets oplevelse udviser altså en skala af oplevelser, der udgør alle stigende grader fra selve kulminationen af ulykke til selve kulminationen af lykke. Nogle mennesker er lykkelige, andre er mere lykkelige, nogle er ulykkelige, andre er endnu mere ulykkelige. Ethvert levende væsen vil altså være at henføre til et eller andet trin for lykke eller ulykke, der står over eller under andres lykke og ulykke. Og det store spørgsmål bliver da, hvorfor er ikke alle levende væsener lige lykkelige? – Hvorfor har ikke alle mennesker den samme chance eller mulighed for at opnå den samme lykke? – Allerede i moders liv bliver nogle væsener stræbt efter livet. Man føler sig berettiget til at gribe ind i fosterdannelsen og totalt ødelægge denne eller dræbe det her fremtrædende begyndende lille menneske, der endnu slet ikke har nogen som helst mulighed for at forsvare sig eller være på lige fod med sine angribere. Andre fostre bliver syge og dør allerede inden fødslen, skønt de ikke har været udsat for forfølgelse af nogen som helst art fra moderens side. Atter andre når at blive født og dør ganske kort tid efter fødslen, mens andre dør en unaturlig død ved ulykkestilfælde eller efter i årevis at have lidt af den eller den sygdom eller af den eller den ulykkelige tilstand. Ja, en overordentlig stor del af menneskene dør ikke en af alderdom iværksat naturlig død, men oplever derimod en af andre årsager iværksat unaturlig død, af kræft, tuberkulose, hjerte-, nyre- og galdesygdomme etc., mens millioner af andre mennesker lemlæstes og dør på slagmarker og krigsskuepladser. Jo, livet mangler ikke udtryk for stærkt detaljerede grader i ulykke og lidelser såvel som i lykke og velvære.

Det levende væsens tilknytning til livets oplevelse vil altså uundgåeligt betyde, at det er knyttet til en kolossal risiko. Og det store spørgsmål bliver da dette, "hvem er skyld i denne forfærdelige risiko"? – Er det levende væsen selv ikke netop en viljeløs kastebold imellem denne risikos to store yderpunkter: kulminationen af "lykken" og kulminationen af "ulykken"? – Er væsenet ikke fuldstændigt prisgivet tilfældige kræfter? – Og det må indrømmes, at for millioner og atter millioner af mennesker må det uvægerligt se ud som om, at livet kun er en eneste stor udløsning af tilfældighed. Når et væsen allerede som et ufødt foster har "dødsfjender", der vil berøve det livet, kan det jo da ikke selv på nogen som helst måde have indflydelse på denne sin skæbne. At dets tilblivelse er en fornærmelse indtil dødsfjendskab over for det allerede eksisterende fysisk dagsbevidste liv i dets fædrene ophavs mentalitet, ligger jo fuldstændigt uden for dets egen indflydelse. Men når det ligger uden for dets egen indflydelse, vil dets skæbne jo umuligt kunne være udløst af andet end tilfældighed. Men findes der ikke tusinder af andre situationer i det daglige liv, der ligeledes bekræfter, at væsenerne umuligt selv kan have skyld i deres lidelser? – Ja, er det ikke således, at det kun er et meget lille felt af væsenets skæbneårsag, der er fremme i det levende væsens vågne klare dagsbevidste viden? – Det kender ikke skæbneårsagen inden for dets fostertilstand, det ved ikke hvorfor det eventuelt har fået et par brutale forældre eller et par kærlige, hvorfor det har en mindre eller højere begavelse end det eller det væsen. Det ved ikke, hvorfor alt eventuelt mislykkes for det selv, mens det går strålende glat for den eller den af dets bekendte. Det ved ikke, hvorfor det fra det var ganske lille kun har været udstyret med et meget dårligt og modstandsløst helbred etc. Over for alle disse foreteelser står det store flertal af menneskene ganske mentalt blottet for kundskab eller viden. At de hver især i kraft heraf derfor må betragte sig selv som et tilfældigt offer for selve skæbnen, er naturligvis en selvfølge. Men denne betragtning giver absolut ikke ro i sindet eller fred i sjælen. Man ved, at man ejer livet eller evnen til at opleve, og da man ved, at denne besiddelse samtidigt knytter én til en uhyre risiko, skaber det i mennesket den mentale tilstand, vi kalder "frygt". Denne frygt er den første mentale tilstand i individet, der stimulerer dette til at gå imod "skæbnen" eller formindske risikoen ved at leve.

Trods de ydre tilsyneladende uomstødelige bekræftelser på, at livet og dermed væsenets skæbne udløses af tilfældigheder, er der noget i væsenet, der helt går imod denne opfattelse. Det er værd at lægge mærke til denne omstændighed. Denne imødegåelse af skæbnens tilfældighed er samtidig en umådelig fundamental faktor i individets mentalitet, ja er så at sige fuldstændig bestemmende for individets viljeføring i dets daglige liv. Men hvordan kan en sådan faktor i det hele taget eksistere? Den får jo tilsyneladende slet ikke nogen som helst næring fra selve livet. Alt her fremtræder som et udslag af tilfældigheder. Den udgør altså noget, der er i selve individets åndelige eller sjælelige struktur. Alt, hvad der vedrører denne faktor, gør altså modstand imod opfattelsen af, at skæbnen skulle være udslag af tilfældighed. Der er altså oprindeligt i væsenets mentalitet nedlagt en organisk foreteelse, der ganske uafhængigt af noget ydre syn eller kendsgerning har til opgave i væsenets mentalitet at opbygge en modstand imod at tro på, at livet og dermed skæbnen er en tilfældighed.

Men når der således i væsenet forekommer en sjælelig struktur, der udelukkende har til opgave at forhindre individet i, trods ydre tilsyneladende modstridende kendsgerninger, at tro på, at "tilfældighed" er livets inderste væsen eller årsag, har vi her et første bevis for, at der er en plan eller hensigt bag livet og skæbnen. Vi har nemlig endnu aldrig nogen sinde set en organisk struktur eller et organ blive til uden for at opfylde en mission eller hensigt. Tror man, vi ville have fået øjne at se med, hvis vi levede i et evigt mørke, tror man, vi ville have fået øren at høre med, hvis vi levede i en lydløs verden? Kan man i det hele taget påvise nogen form for organ i det levende væsens organisme eller legeme, der ikke har en mission eller hensigt at opfylde? – At man har øjne, er således i sig selv et bevis for, at lyset eksisterer. Er høreorganerne ikke på samme måde et bevis for, at lyden eksisterer? – Men når der i det levende væsens sjælelige struktur eksisterer en faktor eller en organisk struktur, der udelukkende har til opgave at få væsenet til at tro på, at der eksisterer en hensigt eller plan bag ved livet og skæbnen, tror man så ikke også, at denne hensigt eller plan må eksistere? – Hvorfor skulle denne sjælelige organiske struktur eksistere og udløse tro og tillid til noget, der slet ikke eksisterer? – Hvorfor skulle den indvendige sjælelige struktur arbejde så meningsløst og tåbeligt, når den ydre rent kropslige organiske struktur i enhver retning er umådelig hensigtsmæssig bundet? – Vore hænder og fødder er dog ikke til for at skabe eller udvikle hjælpeløshed, ligesom øjne og øren dog ikke er til for at afkræfte lysets og lydens eksistens. Et organ, der udvikler tro og tillid til en logisk plan bag livet og dermed bag væsenets skæbne, kan dog ikke være til for at afkræfte denne logiske plan og hensigt bag livet og skæbnen.

Hvad er da dette for et sjæleligt organ? – Ja, jeg kan ikke her komme ind på selve dette organs særlige tekniske bygning, men kun fremhæve, hvorledes det tilkendegiver sin eksistens. Når et dyr kommer i livsfare, skriger det. Hvad er det i individet, der afstedkommer dette skrig? – Ja, er det ikke noget, der ligger hinsides dets rent fysiske fatteevne? Er det ikke en funktion, det udløser som en sidste kraftanstrengelse for at undgå en truende skæbne? Ligger der ikke netop i dette skrig en koncentreret tilkendegivelse af væsenets ulykkelige situation? Til hvem er denne tilkendegivelse henvendt? – Ja, dyret ved det i virkeligheden ikke selv. Det er en funktion, det netop udløser i en sådan situation. At denne funktion udløses som væsenets allersidste håb om redning, kan vi jo ikke komme udenom. Men derved bliver det en for dyret selv ukendt bøn til et ligeledes for dyret selv ukendt forsyn om redning. – Men når denne bønfunktion således er til stede allerede hos dyret, inden det i virkeligheden forstår, hvad det er, der foregår, får vi jo her urokkeligt stadfæstet, at den sjælelige organiske struktur, der befordrer tillid og tro på plan og hensigt bag skæbnen og dermed også troen på et forsyn, ikke er noget, der er oparbejdet ved ydre intelligens- eller tankemæssige forestillinger. Den kan derimod udelukkende kun være til stede som et med væsenet uløseligt forbundet religiøst instinkt. Det er dette instinkt, der senere hos det mere fremskredne væsen, jordmennesket, er blevet iklædt dets tankelivs billeder i form af sproget.

Disse billeder måtte naturligvis antage former, alt eftersom man havde fantasi til, såsom "onde" og "gode" guder, og troen på disse guder førte menneskene frem til intelligensudviklingen, hvor man ikke mere kunne "tro", men ville "vide". Det religiøse instinkt bevirkede her den materielle viden. Efterhånden opdagede man, at denne viden ikke kunne gøre det, men resulterede i dommedagen – krig og lemlæstelse. Og det religiøse instinkt i væsenet udviklede så væsenets videbegærlighed på det åndelige eller kosmiske område. Væsenet opdager, at livet udviser livsytringsfacitter, og det får udviklet sig mere og mere for til sidst ved oplevelsen af Guddommen og udødeligheden at blive "ét med Faderen". Og livets risiko er dermed fjernet fra væsenets liv. Dets indstilling over for alt er glæde og lykke ved dette ene: Fader, ske ikke min, men din vilje. Og dermed går væsenet med Guddommen ind i Faderens lyse og skønneste verden for tilværelse.