Vi lever i en tid, hvor de menneskelige forestillinger om selve livet og dets struktur er højst forskellige. Men de er ikke blot højst forskellige, de er også i en kolossal udstrækning famlende. Men da man ikke har noget absolut konkret holdepunkt med hensyn til selve livets struktur, kan man heller ikke være i nogen absolut kontakt med det liv af hvilket vi er kommet, det liv, der opretholder universet med dets solbyer, kloder og verdener, det liv, der har fuldkommengjort vor egen organisme, så vi i den har et strålende, fuldkomment redskab sammensat af mangfoldige indviklede organer, som vi slet ikke mærker noget til, for så vidt vi er totalt sunde og raske. At der er et sådant altskabende liv til, der i sig rummer evnen til at frembringe og skabe i indtil hundrede procents fuldkommenhed, er den mest fundamentale kendsgerning et menneske overhovedet kan komme til at opleve. Intet er mere realistisk end denne vældige igennem al natur åbenbarede urokkelige skabeevne. Det er denne vældige skabeevne, der har bragt vor egen klode frem til at udgøre den strålende verden for animalsk og vegetabilsk liv, som den netop udgør, og yderligere med de mest glimrende betingelser for at blive et paradis, et guddommeligt hjemsted for ånd og kultur, den dag det jordiske menneske har fået den samme viden på sit eget psykiske eller sjælelige område, som det netop i dag har på sit rent fysiske område.

På det materielle område behersker den jordiske menneskehed alle elementer, ild, vand, luft, elektricitet og atomkraft, hvilken sidste er selve verdensviljen. Den kan nu faktisk dirigere sit fysiske liv ved et blot og bart tryk på knapper. Ved et tryk på knapper svæver jordmennesket hen over skyerne, sejler over og under vandet og kører på autostradaer hen over jordens umådelige kontinentale vidder. Det trykker på knapper, og vældige kraftmaskiner udspyer nyttegenstande i tusindvis. Jordmennesket behersker således elementerne. Men midt i denne strålende kunnen er det jordiske menneske blevet det mest ulykkelige af jordens mangfoldighed af væsener. Det væsen, der er i besiddelse af den allerstørste kunnen, den allerstørste materielle magt i verden, er samtidig alle de øvrige væsener i verden underlegen i lykke. Et sådant lille væsen som en lærke kan ikke alle de mange ting som det jordiske menneske kan, men den er fyldt med så megen livsglæde, at den befinder sig i en fundamental lovprisning af livet hver eneste dag fra morgen til aften. Fra klokken halv to morgen til solnedgang er vore terræner her i vore egne dækket af denne lovsang, hvor vi så end står og går, for ikke at tale om alle de andre tusinder af struber, der akkompagnerer løvspringet, sommeren og solskinnet.

Hvorfor er det ikke det jordiske menneske med sin kolossale kunnen, der jubler imod skyerne? – Hvorfor er det her jammerskrig, dødsrallen, forbandelser og eder over ulykkelige samfundsforhold, elendige livsoplevelser, der vibrerer sine skurrende disharmonier hen igennem sfærerne? – Hvorfor er alle hjem mere eller mindre ramt af sorger og bekymringer, ulykker og lidelser, angst og rædsler af enhver slags? – Hvorfor går der en rædsel igennem ethvert menneske ved tanken om døden, den proces alle levende væsener uvægerligt iler hen imod? – Hvorfor er frygten for det daglige brød eller udkomme blevet en almengældende vanebevidsthed? – Hvorfor er dette at se fremtiden trygt i møde, noget der slet ikke er almengældende, ja så sjældent, at det nærmest kun kan opfattes som en abnormitet? – Dette, at alle disse vore mindre brødre i udviklingen, alle de såkaldte dyr repræsenterer en langt større livsglæde end jordmennesket, må da i sig selv give mennesket noget at tænke på. Hvordan går det til, at dyrene med deres meget ringere forstand end jordmennesket har meget større glæde ved at være til end netop jordmennesket? – Det må være den store mereviden, som jordmennesket er i besiddelse af, der er skyld i dets ulykkelige tilstand eller store disharmoni med livet. Denne mereviden og den heraf følgende større kunnen giver altså jordmennesket ulykke i stedet for lykke. Dyret derimod har ikke mere viden end lige akkurat den nødvendige for at opfylde livsstrukturens love. Det har ingen viden om at kunne overtræde de samme love. Dyret lever derfor fuldstændig i kontakt med den for sit trin bestemte fuldkomne harmoni med naturen. Men ved således ikke at kunne komme i disharmoni med naturen får det et overskud af velværeoplevelser, der ikke kan undgå at skabe glæde i dets lille bevidsthed. Dette overskud af glædesenergier er det, der finder udløsning igennem dets sang, dets leg eller andre former for udtryk af livsglæde. Det jordiske menneske med sin langt større forstand har evne til at gå på tværs af naturen. Den store mereviden, som det er i besiddelse af, har givet det en tilsvarende større grad af fri vilje. Det kan sætte flere kræfter i bevægelse end dyret og dermed blive årsag til virkninger, som dyret slet ikke kan afstedkomme. Det jordiske menneske kan med sin mereviden, større forstand, større intelligens ganske rigtigt udløse en mængde energiprocesser, men det kan ikke med den samme forstand analysere, om disse processer er i samklang med naturen, er i harmoni med livsstrukturens love.

Det jordiske menneske handler derfor med denne sin mereviden og højere kunnen fuldstændig i blinde. Dette vil altså igen sige, at dets rettesnor, det kompas eller det måleinstrument, efter hvilket det udløser sin højere viden og kunnen, ikke kan være det rigtige. Hvad er da rettesnoren for det jordiske menneskes bevidsthedsudfoldelse, og hvad er rettesnoren for dyrets udfoldelse? – Ja, rettesnoren for det ufuldkomne jordiske menneske og for dyret er nøjagtig den samme, nemlig "selviskhed". Men hvordan kan det da være, at dyret opnår så megen lykke og livsglæde ved denne indstilling, medens jordmennesket kun opnår ulykke og lidelse, helvede eller livslede? – Hvis mennesket ikke havde denne mereviden og merekunnen end dyret, ville det også være lige så lykkeligt som dyret. Det ville juble og danse, det ville aldrig have hastværk, aldrig have næringssorger eller bekymringer i en sådan stil, som det nu sukker og stønner under. Vi behøver jo kun at se på de lykkelige naturmennesker i urskovene og fjerne tropeøer. Deres liv var mere lykkeligt, da de endnu ikke var kommet i berøring med civilisationen eller kulturmennesket, selv om de naturligvis ikke var helt så lykkelige som dyrene i deres omgivelser. De var jo trods alt mennesker og var allerede begyndt at besidde mere viden og mere kunnen end dyrene.

Når dyrene således kan blive lykkelige ved selviskhed, medens menneskene ikke kan blive det, skyldes det altså den omstændighed, at dyrene ikke besidder så megen mereviden og merekunnen, at de i stor stil eller massemanifestation kan overtræde livsstrukturens love. Dyret kan på grund af sin særlige elementære psyke og intelligens kun betjene sig af lige akkurat så megen selviskhed, som er nødvendig for sin egen eksistens. Dyret må tage sin føde og livsfornødenheder, der hvor de findes uden hensyn til nogen som helst ejendomsret. I modsat fald måtte dyret blive selvmorder. Når ræven tager bondens høns, eller rovdyrene overfalder menneskenes husdyr eller selve mennesket, så er denne manifestationsmåde absolut ikke nogen overtrædelse af livslovene, det er hverken røveri, plyndring eller en form for hævnakt. Det er simpelt hen en opfyldelse af et krav, livet stiller til dyret. Det må opfylde dette krav eller dø. Dyret kender intet til noget som helst andet krav og har derfor ikke noget andet krav at opfylde.

Helt anderledes stiller det sig med mennesket. Det er nemlig et væsen, der med sin mereviden og større intelligens kan overdrive selviskhedens love. Og med denne overdrivelse begynder helvede eller alt, hvad der kommer ind under begrebet ulykkelige skæbner, fortabelse og alt, hvad der kommer ind under begrebet det onde. Dette vil altså sige, at hvis mennesket ikke på nogen måde bruger sin højere viden og forstand i selviskhedens tjeneste, så ville det onde ikke blive muligt, der ville ikke være noget, der hed "det onde". Og vi er nu kommet dertil, hvor det jordiske menneske befinder sig i dag. Det lever midt i en vældig viden og kunnen. Det udfolder en kolossal aktivitet, men denne aktivitet skaffer det en lige så usikker grundvold for den virkelige livslykke. Midt i alt dette vrimler det med prædikanter og reformatorer, foreninger og sammenslutninger, der alle hver især går ud på at erobre hele verden for deres ide. Men heller ikke nogen af disse retninger har held med sig. Alle disse sammenslutninger degenererer, forkalker, visner og dør, inden de har opnået at få alverdens mennesker til medlemmer eller proselytter. Ikke engang nogen af de store verdensreligioner vil opnå at få alverdens mennesker til tilhængere. Det betyder naturligvis ikke, at alle disse sammenslutninger og religiøse verdensreligioner ikke har været til nytte. Tværtimod, uden disse ville verden have været endnu længere borte fra det store mål, som den er på vej til at skulle udvikle sig til at opfylde. Der er én ting de store dybtgående religioner har indstillet jordmennesket på, nemlig helheden. De har søgt at lede den menneskelige mentalitet ind til en koncentration på et centrum, et fast punkt i verdensaltet eller midt i livet.

Dette faste punkt har man måttet forklare i en symbolisering eller fortolkning, der kunne modtages eller virke på en endnu ufærdig intelligens eller med andre ord kunne passe for den enfoldighed eller uvidenskabelighed, som jordmennesket på et tidligere udviklingsstadium repræsenterede. Et sådant væsen sansede mest igennem sit instinkt. Og dets instinkt var indstillet på, at der bag alle bevægelser, bag hele naturen måtte være levende væsener med magt over naturen og over menneskene. Sådanne væsener kaldte de guder. Religionerne har fortsat med at fortælle om denne styrelse bag naturen under begrebet forsyn eller guder. Men udviklingen gik i retning af at samle den menneskelige bevidsthedskoncentration mere og mere på helheden og ikke på lokaliteter. Derfor måtte de mange guder til sidst vige for den sande Gud.

Denne ene sande Gud er centrum og mål for al menneskelig koncentration, ja for alle levende væsener. Og vi ser, at det netop er denne omstændighed, der har bevirket, at kristendommen såvel som alle andre religioner nu er i færd med at degenerere. De har nok stimuleret koncentrationen på den ene Gud, men de har gjort denne ene Gud til en slags skikkelse i verdensaltet og ikke til at være eller udgøre selve verdensaltet. Menneskeheden forstår nu, at der ikke kan sidde en sådan Gud oppe i himlen på en trone og bestemme, at der skal være godt vejr på onsdag, at gårdejer Hansens gård skal brænde af i overmorgen, og at Niels Hansen skal dø af hjerteslag i eftermiddag klokken fem. Og man er derfor gået over til at benægte hele gudsbegrebet. Ja, de kristne stater er blevet de mest dræbende eller mest geniale krigsførende magter i verden.