Vi lever i en verden, hvor der er overordentligt meget mørke, ja så meget, at samme verden er blevet betegnet som en jammerdal, som et "helvede". Nogen virkelig, sand lykke synes der ikke at være for de levende væsener. Ja, er det ikke netop således, at de levende væsener ligefrem må æde hverandre for at eksistere? – De jordiske mennesker æder dyrene, og dyrene æder andre dyr. Ja, der er jo en hel serie af dyr, der slet ikke kan leve af anden føde end netop andre levende væseners kød og blod. At en sådan tilværelsesform i de levende væsener må afføde en kolossal brutal selvopholdelsesdrift, fuld af begær efter at baste og binde omgivelserne eller medvæsenerne til egen fordel, er således en absolut selvfølge. Og de væsener, der har den stærkeste organisme og de skarpeste klør og tænder i forbindelse med den største intelligens, må naturligvis blive sejrherrerne i dette myrderiernes eller dødens rige. Dette mørkets domæne, hvor livet udelukkende er en eneste stor dødskamp fra fødsel til død, forekommer endnu i sin oprindelige tilstand i form af det, vi i dag kalder "junglen". I en sådan "jungle" kan man ikke lægge sig ned i græsset, fordi dette er fuldt af giftigt kryb, ligesom man heller ikke kan klatre op i træerne, idet man her bliver beluret af giftige eller livsfarlige slanger, der kun venter på en gunstig lejlighed til at myrde én. I krat og buskads lurer tigre eller andre store rovdyr med uhyggelig morderisk overlegenhed på sit bytte, hvilket vil sige et andet levende væsen, som det sønderriver og fortærer. Døden lurer således usynligt i jordbunden og i trætoppene, foran og bagved ethvert levende væsen.

Det væsen, der ikke selv er på sin post, vil uundgåeligt blive sønderrevet og fortæret af sin morderiske næste. Og da dette udelukkende er livsloven i mørkets rige, måtte udviklingen uundgåeligt blive denne, at væsenerne mere og mere søgte at gardere sig imod sin livsfarlige næste, søgte flere og flere midler ved hvilke de efterhånden bedre kunne undertrykke, baste og binde denne næste og således gøre sig til herre over selve livet. I denne mørkets verden var "næsten" altså et livsfarligt onde, et væsen man måtte kæmpe med for at overvinde livet, et væsen man med alle til rådighed stående midler måtte slå ned for derved at gardere sit eget liv. "Næsten" var det levende væsens dødsfjende. Livets goder var således ikke noget, man fik foræret. Det var udelukkende noget, man måtte kæmpe sig til. Livets goder eksisterede kun som en slags krigsbytte, som et sejrstrofæ. Men selv sejrherrerne havde igen andre jævnbyrdige væsener, med hvem de måtte kæmpe for at bevare krigsbyttet. Kampen, mord og drab var absolut eneste moral. Man måtte myrde for ikke selv at blive myrdet. Man måtte dræbe for at leve. Og da alle energiudløsninger eller handlinger går i kredsløb, måtte virkningen af de levende væseners kamp, mord og drab uundgåeligt søge tilbage til sit ophav og der afstedkomme mord og drab på disse. Denne jungle blev således udelukkende til dødsriget i renkultur. Noget andet dødsrige findes absolut ikke i tilværelsen. En tilværelse, baseret på at myrde for at leve, er ikke noget virkeligt liv, det er en dødsproces. Et liv, der udelukkende består i at dræbe, og hvor denne evne er blevet et fag, et håndværk, der er opøvet til virtuositet, er en livsbetingelse, der udelukkende kun gør levende væsener til "døende" væsener. Men en verden, der udelukkende består af døende væsener, og i hvilken tilværelsen derfor kun er en stor "dødsproces", kan jo kun være en hundrede procents opfyldelse af dette at "dø døden".

Midt i denne mentale og natsorte verden var der dog et enkelt lille lyspunkt nemlig "ægtemagen". Her var et væsen, med hvilket man kunne blive "ét kød", altså et væsen, der mere var noget af én selv, end at det var ens "næste". At elske dette væsen betød således ikke, at man "elskede sin næste", men at man elskede noget, der var blevet "ét med ens eget kød". Man elskede således i virkeligheden kun sig selv. Hvis ægtefællen prøver på at afvige fra at være "ét kød" med ægtefællen, søger at være "ét kød" med et andet væsen, bryder hadet ud i lys lue ikke blot mod dette andet væsen, men også imod den "utro" ægtefælle. Det var således ikke "næsten", men derimod "ægtefællen" væsenet elskede. Og da forskellen på "ægtefællen", og "næsten" er den, at ægtefællen er et væsen, med hvem væsenet er blevet "ét kød", mens "næsten" er et væsen, med hvem det ikke er "ét kød", bliver det således her til kendsgerning, at det kun er sig selv eller "sit eget kød", væsenet elsker i form af kærligheden til ægtefællen. Og da afkommet også er noget af væsenets "eget kød", vil forældrekærligheden til afkommet således heller ikke være næstekærlighed i renkultur, men nok så meget forældrenes kærlighed til sit "eget kød" og dermed kærlighed til sig selv. I junglen forekommer der således i virkeligheden slet ikke nogen højere form for næstekærlighed. "Næsten", hvilket vil sige medvæsenerne, er og bliver i større eller mindre grad den uønskede "fjende", medbejleren til livets goder, hvis han da ikke hører til de væsener, der ligefrem er ens livret eller sundeste føde.

Af dette dødsrige, af denne jungle, er de jordiske mennesker udrundet. Og det er da ikke så mærkeligt, at de endnu i en meget stor grad bærer jungleloven i deres hjerte og forstand. Det er ikke så mærkeligt, at vilde kampe, brøl og dødsskrig, blodsudgydelse, lemlæstelse, flugt og rædsel, ruin og ødelæggelse tilsmudser den atmosfære omkring de jordmenneskelige terræner, der ellers har fået navnet "kultur". At en sådan atmosfære endnu formørker livet og derved gør det til en mørkets zone, ja, ligefrem gør det til et "helvede", kan da kun være absolut selvfølgeligt.

Det er altså forholdet til "næsten", der udelukkende bestemmer livet og tilværelsen for ethvert individ. Men når dette forhold er så altbetydende, at det netop bestemmer ethvert individs skæbne, vil det vigtigste studium i verden være studiet af dette forhold. Den videnskab, som dette studium bringer for dagen, må således blive den allerhøjeste videnskab. Og det er da også forlængst af menneskehedens allerstørste førere blevet sagt: "Du skal elske din næste som dig selv", ligesom der også er sagt, at "man skal elske sine fjender, velsigne dem, der hader og forfølger en" – "Det, et menneske sår, skal det høste", "Det I vil, at andre skal gøre imod eder, dette må I også gøre mod dem". "Hævner eder ikke selv I elskelige, hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger den herre Zebaoth". Vældige verdensbevægelser er opstået over disse udtryk, religiøse sekter og samfund har dannet sig i hundredvis. Men at disse udtryk i virkeligheden var videnskabelige facitter, var videnskabelige formler, ved hvilke man fuldstændigt kunne lede og opbygge sin egen skæbne, er endnu ikke gået op for den store almenhed. Den lever stadig efter jungleloven: "Enhver er sig selv nærmest". Og derfor måtte individernes skæbner hver især blive så miserable eller ormstukne, radbrækkede og elendige, som tilfældet er. At vejen til de lykkelige skæbner ikke skabes ved hjælp af de mest raffinerede mordvåben, torturinstrumenter, lemlæstelsesmidler eller atombomber, er de kendsgerninger, menneskene er ved at opleve i det tyvende århundrede. Og det er disse erfaringer, der får individet eller menneskeheden til at råbe efter fred. Og hvad er så fred? – Er det andet end netop den ønskede lykkelige skæbne, en tilstand i hvilket livet kan leves uden mord og drab, uden en stadig nedsabling af ens næste? – Det bliver mere og mere åbenlyst, at et liv ikke kan være lykkeligt, uden at man har fred med sin næste. Denne fred er således i virkeligheden en livsbetingelse, men det er den, der hver dag bliver saboteret, så på den ene og så på den anden måde.