Efterhånden som det lille, spæde barn vokser, er sproget en meget livsvigtig faktor. Mange foranstaltninger er gjort for at lette det lille væsen adgangen til læsningen af sprogets store mysterium. Og man har her noget, der hedder en "ABC". Igennem en sådan bog får barnet et første begyndende indblik i, hvordan ordene staves, og hvordan de er sammensat af forskellige bogstaver. På denne måde bliver barnet efterhånden indviet i sprogets mysterium og kan gå i lag med sværere bøger og opgaver inden for sproget for til sidst helt at kunne beherske dettes store kunst. Og hvad betyder det ikke for et menneske af i dag at have sproget i sin magt. Det menneske, der i dag hverken kan læse eller skrive, er jo lukket ude fra kolossale områder af det moderne daglige liv. Dette består jo ikke blot og bart i det legemlige arbejdes område. Det består jo også af bøgernes og litteraturens område, hvilket vil sige en verden, der spænder over alle tankesfærer lige fra røverromaner til åndsvidenskabens allerhøjeste fakta. Her er altså en hel verden, som den, der kan læse, kan vandre timevis i, ja dagevis i, og forny sine oplevelser, tilegne sig erfaringer og give sit liv og sin bevidsthed en rigdom, et væld af interesser, som den, der ikke kan læse, er lukket ude fra. Dette at kunne læse er altså i dag så vigtig en faktor i det moderne liv, så den, der ikke kan læse, nærmest bliver at betragte som et abnormt væsen, som en sinke eller ligefrem som en, der er lidt til en side. Et sådant væsen kan umuligt følge med i kampen for det daglige brød.

Men det er ikke blot sproget, der for mennesket er blevet en livsvigtig faktor. Efterhånden som det moderne liv har udviklet sig, er der en anden faktor, der også holder på med at blive livsvigtig, ja så livsvigtig, at de, der ikke kender den, også efterhånden – ligesom den, der ikke kan læse – kun kan gøre sig gældende som en sinke, som en, der er lidt tilbage, en, der er abnorm, er en slags særling. Denne faktor er selve verdensbilledet. Den tid er ikke fjern, hvor dette at kende selve det absolutte verdensbillede vil være noget så simpelt, at man absolut ikke kan være bekendt at være totalt uvidende på dette i virkeligheden så vigtige felt. Ja, man kan ikke blot ikke være det bekendt, men man kan simpelthen umuligt blive betragtet som helt velforvaret, hvis man er totalt uvidende og naiv på dette felt. Man vil her være en slags analfabet. Det lille spædbarn, der sammen med sin mor befinder sig i et tog og er på rejse, kender intet til det tog, det befinder sig i, eller den rejse, det er på. Og det er jo ganske naturligt. Spædbarnet er ikke så gammelt, at man kan forvente, at det skulle kunne fatte de begivenheder, det er inde i. Men hvis barnet er syv år eller ældre og ikke i denne alder fatter, at det kører med tog eller er på rejse, så vil det jo være selvskrevet til at betragtes som åndssvagt.

Ser vi på det jordiske menneske, da befinder det sig også i en slags tog eller befordringsmiddel og er på rejse. Men hvem kender konkret dette befordringsmiddel og denne rejse? – Ja, mennesket ved ganske vist, at det befinder sig på jordkloden, men denne er ikke selve toget, den kan kun være et slags inventar, den er noget af togets møblement. Det tror også, at rejsen er en tur rundt om solen, men denne tur er ikke den virkelige rejse, den kan allerhøjest være en spadseretur, en bevægelse frem og tilbage i kupeen eller i det virkelige tog. I virkeligheden er almenmennesket totalt uvidende om denne sin livsrejse. Det befinder sig her på babyens eller spædbarnets stadium. Toget eller befordringsmidlet hedder nemlig "verdensaltet", og rejsen hedder "evigheden". Det levende væsen befinder sig således som en kosmisk rejsende, der har verdensaltet som befordringsmiddel og evigheden som rejsemål.

Men ligesom spædbarnet ikke skal blive ved med at være ukendt med tog og rejse, således skal mennesket eller det levende væsen selvfølgelig heller ikke blive ved med at være ukendt med dets kosmiske befordringsmiddel og dets tilsvarende kosmiske rejsemål. Og det er nu så langt fremme i sin udvikling, at det netop er ved at komme igennem gisningernes stadium, hvilket vil sige de religiøse forestillingers stadium.

Men så kom vor moderne tid, hvor man slet ikke var tilfreds med den forklaring. Og man begyndte på egen hånd at forske. Resultatet heraf blev den moderne videnskab. Men heller ikke den kom nærmere til målet. Den kan ganske vist fortælle, at jordkloden befinder sig i den eller den fart omkring solen, og at dens bane strækker sig over så og så mange tusinde kilometer, men det er jo kun en beretning om inventaret i toget eller befordringsmidlet. Ligeledes kan den give oplysninger om lysets hastigheder, solens vægt og stjernernes indhold af stoffer etc., men stadigvæk kun beskrivelser af vort kosmiske befordringsmiddels inventar. Vor rejse og hvad vi ser uden for kupevinduet, kan den ikke give oplysninger om. Det uindviede jordmenneske er stadig den lille baby, der sidder på moders skød i kupeen og ikke kan forstå, hvad det er, der foregår. Menneskene af i dag, stater og nationer såvel som enkelte individer, lever derfor deres liv efter eget individuelt forgodtbefindende uden hensyn til deres kosmiske rejse, deres togs fart og livsfaren ved at falde ud af toget. Ligesom det lille spædbarn intetanende kan lukke kupédøren op og blindt styrte sig ud af toget, således kan også den kosmiske rejsende blindt styrte sig ud i livsfare ved ikke at ænse sit kosmiske befordringsmiddels fart. Masser af mennesker hvirvler sig ud af toget og bliver lemlæstede både på sjæl og legeme. Det er sådanne ulykkeshændelser, vi kender som krige og verdenskrige, som slid og strid mand og mand imellem. Al næsteforfølgelse, alle vredesudbrud og hævnakter er fald ud af toget, ud af befordringsmidlet.

Denne vor kosmiske rejse, hvilket vil sige vort daglige liv, er således ikke en ufarlig foreteelse. Det vil derfor blive mere og mere påkrævet, alt eftersom mennesket bliver intellektuelt udviklet, at det kender noget til denne sin kosmiske rejse. Og jo mere disse oplysninger i første instans kan skabes i en ABC-form, desto bedre og lettere tilgængelig vil denne kosmiske rejses førende detaljer blive. Og ud fra mine kosmiske analyser vil en sådan ABC kunne formes.

Da selve rejsen er "evigheden", og befordringsmidlet til denne rejse er "verdensaltet", bliver vor kosmiske rejse det samme som oplevelsen af verdensbilledet. Om verdensaltet kan man i første instans kun sige, at det udgør "noget, som er". Dette "noget, som er" manifesterer igen logisk skabelse. Da logisk skabelse kun kan være udtryk for tænkning og vilje og således er en livsytring, bliver det her synligt, at verdensaltet er et levende, tænkende og viljeførende væsen. Men for hvem manifesterer dette væsen sig? – Da vi og vore medvæsener i verdensaltet er de eneste, der eksisterer, kan talen kun gælde os. Men når den gælder os, må det også være meningen, at vi skal nå til at kunne forstå denne tale eller henvendelse fra Forsynet til os. Alt det, vi ser omkring os, kalder vi naturkræfter, udvikling, katastrofer, ulykker og lidelser såvel som behagsoplevelser, lykke og glæde. Men det ocean af kræfters reaktioner og spil omkring os er endnu for almenheden uopklaret og bliver derfor for denne kun tilfældigheder og kaos, hvilket altså vil sige, at den misforstår henvendelsen. At se naturen omkring os som udslag af blinde, tilfældige kræfter er det samme som at høre et sprog, vi ikke forstår. Kan det da blive til virkelighed eller kendsgerning, at naturen er et sprog, en tale til os fra et fornuftsvæsen, et Forsyn eller en Guddom? – Ja, det ikke alene kan det, det er også i allerhøjeste grad meningen, at det skal læres.

Uden at man lærer at forstå det sprog, den åbenbaring af vilje og tanke, som naturens udfoldelse i sig selv er, har man jo ikke oplevet livet udover en kosmisk babytilværelse. Hvordan kan man da vide det? – Det kan man i kraft af, at naturen gentager og gentager de evige fakta i det uendelige, således at intet levende væsen i længden vil kunne forblive uvidende på dette felt. Alle vil således komme til at opleve Forsynet som en levende Gud, de kan henvende sig til og tale med, ligesom han taler med alle levende væsener og til sidst vil blive forstået af disse, ligesom de forstår ethvert andet levende væsens henvendelse. Ser vi på naturen, ser vi denne gentagelsesproces i form af kredsløb. Og disse kredsløb bliver altså nøglen til oplevelse af livsmysteriets løsning. Forstår man kredsløbets princip og analyser, er der ikke mere noget livsmysterium. Alt bliver til en levende korrespondance med Forsynet, en levende udveksling af tanker og vilje. At få denne tanke- og viljeudveksling ind i vågen dagsbevidst forståelse, er det samme som religionernes verdensfrelse, salighed og himmerigets rige. Det er Kristi genkomst i skyerne, det er indvielse, det er den store fødsel.

Hvad siger da kredsløbet? – Det siger, at verdensudfoldelsen er baseret på to kontraster. Lyset og mørket. Imellem disse to kontrasters yderpoler eksisterer alle andre former for kontrære foreteelser, hvilket igen vil sige markeringer af detaljer. Uden kontraster kan der ikke skabes detaljer. Og en natur, et verdensalt uden detaljer ville ikke være noget verdensalt, ligesom et liv uden detaljer jo heller ikke ville være noget liv. Men for at disse detaljer kan eksistere, må verdensaltet være en organisation af kontraster. Og for at livet kan opleves, må det baseres som en oplevelse af kontraster ved hjælp af kontraster. Og det er jo kun, hvad der sker. Vi får vore kontraster fornyet hele tiden igennem kredsløbet. Vi oplever dag og nat ustandseligt, vi oplever vinteren og sommeren, og vi oplever vor egen barndom og manddom. Hvorfor denne evige gentagelse af de samme principper? – Ja, lad os se lidt nærmere på det.

Livets kredsløb er således Guds åbenbaring af, hvilke livsregioner eller livsstadier vi er kommet fra, hvilke vi i øjeblikket oplever, og hvilke der vil blive vor umiddelbare fremtid. En bedre åbenbaring eller afsløring kan vi vel ikke ønske os? – Og en bedre hjælpekilde til skabelsen af en fremtidig lykkelig skæbne kan vel heller ikke tænkes? Hvad afslører da disse kredsløb? – De afslører hver især, at de er inddelt i fire særlige principper eller afsnit, vi for årskredsløbets vedkommende kalder "årstider". Vi ved, at året her på vore breddegrader har fire kontrastrige årstider: vinteren, foråret, sommeren og efteråret. Vinteren er kuldens og mørkets domæne, medens sommeren er lysets og varmens domæne. Foråret og efteråret er mellemstadier imellem disse yderprincipper eller vinteren og sommeren. Ser vi på døgnkredsløbet, ser vi også her de fire afsnit. Midnat er vinteren, morgenen er foråret, middagen er sommeren, og aftenen er efteråret. Og her gælder det ligeledes, at natten er kuldens og mørkets domæne, medens dagen er lysets og varmens domæne. Ser vi på vort eget jordliv, ser vi ligeledes de fire stadier. Barnet er endnu repræsenterende vinteren; det er det bladløse træ i skoven. Det har i sig livskilden og vokser frem imod ungdommen, hvor det ligesom foråret folder sin livskraft ud. Herefter går det imod sommeren, hvilket vil sige manddommen, og dernæst imod løvfaldet eller alderdommen, der jo er efterårets princip.

Vi ser, at det levende væsen går igennem den tilstand. Omgivelserne er kredsløb, er en oplevelse af de fire årstider, en opbygning og nedbrydning. En ungdom og en alderdom. En mere levende åbenbaring af kontrastprincippet kan ikke manifesteres. Men hvorfor manifesterer naturen således alting i disse kontrastprincipper? – Svaret kan kun være ét eneste, nemlig dette: for at skabe bevidsthed, der igen er det samme som tanke og viljeføring. Vi får således igennem disse naturens årstidsprincipper et vældigt indblik i livslovene. For lovene må jo blive dette at føre livet i kontakt med årstiderne.